Efter en dag i charmeoffensivens navn med rundtur i Palma de Mallorca, pressemøde og endnu en overdådig frokost, er det i dag blevet raceday. Det, det hele handler om: Mallorca 312. 167, 232 eller 312 kilometer kan man vælge at køre, og planen lyder på 312 kilometer.

Lassemands voksenrap minder mig om, at klokken er blevet 05.20, og at det er tid til at stå op. Jeg svinger tæppet og lagnet til side og bliver ramt af en polarvind fra de norske fjelde. Jeg pakker mig ind igen og tænker: Er det mig eller værelset? Jeg prøver igen og bliver endnu engang ramt af vinden fra en Vicks Blue-reklame.

Åhh nej - jeg er syg!

Det er den evige sang: Hvis man vil vinde en Grand Tour, skal man undgå sygdom. Vi husker alle, hvordan Cadel Evans år efter år havde den ene sygedag, der gjorde ham til statist på etapen. På sådanne dage handler det blot om at overleve og undgå for stort et tidstab.

Efter en tur i buffeten med tvangsfodring af undertegnede skal dagens uniform monteres. Under normale omstændigheder vil jeg iklæde mig det strammeste, jeg har, på løbsdag, men det er med skam, jeg må erkende, at i dag bliver det en Chris Anker-uniform på en halvlunken sommerdag, med lange ben og ærmer samt en lille hue.

Jeg har aftalt med de tre andre at vi mødes ved start cirka klokken 06.30, så vi ikke skal kæmpe alt for meget med de 4.600 andre startende om de gode pladser. Qua min ynkelige tilstand er alt dog foregået i slowmotion, og jeg tropper op til start fem minutter, før skuddet går. Jeg er dog én af de der irriterende typer, der "kender en”, så jeg vader op foran og råber ”Laura”, hvorefter hun vifter mig ind blandt de forreste.

Jep. Det er regn. Kan man ikke engang stole på Mallorca? Foto: Chris Jacob Mikkelsen

Og så regner det ...

Mens vi står og venter på startskuddet, begynder det så småt at regne. Vi har de seneste dage spændt fulgt med i vejrudsigten, der har været et sandt drama - alt fra massiv regn til en lille chance for sol. Det bliver en dag lidt midt imellem, men med regnen først på dagen hvor de mange bjerge skal forceres. Hvor jeg den anden dag følte mig som Spartacus i regnen, føler jeg mig allerede nu som en sørgelig lille chihuahua.

Til tonerne af Lukas Graham i højtalerne, går skuddet, og de 4.600 motionister springer ud i dagens strabadser, som for en syg Eros Poli hurtigt kan komme til at føles som syv lange år. Der er masterstart ud af byen de første 25 kilometer, og som altid prøver alle at komme helt frem og ligge med de forreste.

Jeg selv leder efter Reuben fra Bikerader for at følges med ham. På vej ud af Alcudia finder jeg ham og hopper på hjul. Han skyder en rasende fart, og jeg skal holde mig til for ikke at falde fra. Da vi rammer den første stigning, Coll de Femenia, må jeg dog se sandheden i øjnene og lade mig falde tilbage og finde mit eget tempo.

De næste 26 kilometer bliver et sandt stilstudie i ynkelighed. Den ellers så frembrusende Eros Poli sejler rundt på vejen som Abdoujaparov op ad Champs-Élysées, og jeg overvejer, om jeg skal kaste håndklædet for min egen, men ikke mindst for de andres sikkerheds skyld. Jeg er dog for stædig (okay, dum) og tænker, det vil være for pinligt at skulle fortælle alle jer, hvor sølle jeg var, så jeg kravler videre mod toppen af Coll de Femenia, som til min store irritation fortsætter direkte over i Puig Major.

Efter cirka 26 kilometer opad med et par små nedkørsler undervejs ruller jeg gennem tunellen på Puig Major. På bagsiden holder jeg kort ind til siden for at nyde lidt medbragt snolder, lyner vindjakken og gør mig klar til isnende kold nedkørsel.

Den Blege Eros Poli på vej opad. Vådt. Koldt. Men oprejsningen venter. Foto: Mallorca 312

"You are like a rocket!"

Jeg klikker i pedalerne, slipper bremsen og lader tyngdekræften gøre resten. Som udgangspunkt vil jeg rulle stille og roligt, da kulden tidligere på dagen skar gennem marv og ben, men efter et par minutter erfarer jeg, at jeg er mindre sølle, og kulden ikke har den samme indvirkning på mig, Jeg kravler derfor lidt længere ned i hornene og finder Sammy Sanchez frem igen.

Den sorte asfalt er stadig våd, men i den ideelle race-linje er der masser af greb, og jeg prøver at indhente noget af det tabte med en halsbrækkende jagt efter de forreste, om ikke andet for lidt oprejsning til en slagen kæmpe. Oprejsningen kommer i bunden af nedkørslen, hvor en englænder ruller op på siden af mig, klapper mig på ryggen og siger:

"Whohoo, you are like a rocket, you just came shfeeww past me!"

Jeg takker ydmygt og stammer noget i retning af, at der ikke er så meget shfeeww over det, når det går op igen.

Rocket-manden giver mig mod på mere. Sygdommen er ikke ude af kroppen, men jeg er begyndt at få varmen, og jeg klaprer ikke længere tænder i regnen, så jeg sætter farten lidt op og tror på mere på de kommende bakker. Jeg begynder så småt at kunne overholde min egen regel om ikke at lade mig overhale, dels fordi de hurtige er langt foran, og dels fordi kroppen begynder at acceptere, at jeg ikke finder en seng lige foreløbig.

Ja, det regner stadig. Foto: Chris Jacob Mikkelsen

Spansk dødsmanøvre

Jeg lægger et fornuftigt tempo på de efterfølgende stigninger, og nedkørslerne bliver forceret med dødsforagt. Hvor den sorte asfalt havde masser af greb, er den lysegrå eller brune asfalt mere udfordrende. På flere stigninger flyver baghjulet rundt, når jeg rejser mig i pedalerne, hvilket ikke lover godt for nedkørslerne. Der ligger da også flere forslåede ryttere på nedkørslerne, og en enkelt spanier prøver at forpurre mit helteridt mod fronten.

I et hårnålesving lægger jeg klar til overhaling, når vejen retter ud igen, men denne spanier glemmer at dreje og tvinger mig ud i en katastrofeopbremsning med både arme og ben. Man kan høre Rolf Sørensen for sig sige ”Uhjjs, det er glat, prøv at se hvor glat det er!” Jeg bander inde i mig selv: PUTA!

Han undskylder dog, og intet er hændt, så jeg pisker videre mod bunden. Jeg må dog undervejs erklære mig enig med Rolf; det er som sæbe på nedkørslerne, hjulet skipper i flere af svingene, og de mange blodige knæ og albuer på depoter vidner om en hårfin balance mellem succes og fiasko.

Efter cirka 100 kilometer bliver vi som ryttere udsat for et lille mindgame. Hvis man drejer til venstre, cykler man 167 kilometer, og hvis man drejer til højre, cykler man 232 eller 312 kilometer. Min stolthed vinder igen over fornuften, og jeg drejer til højre, MEN lover mig selv, at det kun bliver 232 kilometer i dag - der er trods alt stadig cikra 60 kilometer med bjerge, inden det falder ud.

Efter cirka 160 kilometer ruller vi ud af bjergene, og der er nu bare at træde den hjem til Alcudia, solen har fundet sin vej gennem skyerne og er begyndt tørre vejene op.

Den blege muskel viser sig at have markant mere magt hernede på det flade, så jeg sætter mig ned i hornene og begynder at træde det gamle damptog op i fart. Jeg ruller forbi en gruppe eller to, og da jeg efter et kvarters tid ser mig tilbage, viser det sig, at jeg agerer lokomotiv for et mindre felt. Jeg giver den en skalle, i tilfælde af Lars Bak sidder med på hjul - han accepterer jo ikke folk, der ikke kan træde 400 watt i en time.

Efter noget tid slår jeg ud, og jeg får skulderklap hele vejen ned gennem feltet. Man bliver jo så stolt, og det giver mod på mere!

Efter et par minutters pause finder jeg fronten igen og sætter fart. Endnu en gruppe er blevet opslugt, og det skaber lidt uro i fronten, hvor jeg ruller fra gruppen og går solo mod målet 40 kilometer længere fremme.

Så kom der fart på! Foto: Mallorca 312

Afklædning for modepolititet

Her bliver det et parløb med en tysk tiger-kampvogn. Med lår af stål der kanonerer watt i pedalerne, flyver vi mod mål og bliver enige om, at 232 kilometer må være rigeligt på en dag som i dag.

Solen har fået fat, og sygdommen er kommet lidt i baggrunden, så jeg afklæder mig noget af det overflødige tøj, der vil skære i øjnene på modepolitiet Jørgen Leth og Brian Holm. Den langærmede bliver dog på, da det ellers bliver lige lovlig sexet med Skinkelynet fra Lindknud i sin net-undertrøje.

Vi skyder mod målbyen, hvor jeg sætter den tyske tank. Som gammel Leopard 2-kommandør bør jeg også være den ældre teknologi overlegen. I Alcudia bliver man igen udsat for et lille mindgame, hvor de svage kan tage hele turen rundt i rundkørslen og køre mod mål, og de seje kan fortsætte ligeud og fortsætte ud på de 312.

Jeg er som sagt svag i dag, tager turen rundt i rundkørslen og tager de sidste 500 meter mod mål, lyner lynlåsen, kysser kanonerne og strækker armene som en slagen mester.

På en dag der startede helt sølle, blev det alligevel til 232 kilometer og 3.600 højdemeter i benene samt 8,5 time i sadlen. Det var et rigtigt fint arrangement, som vi vil skrive mere om senere.

I denne omgang vil jeg takke af som den Blege Eros Poli. Jeg håber, I har kunnet tygge jer gennem den tykke selvfedme og har taget det med et gran salt.

Jeg håber at være tilbage næste år - uden sygdom på løbsdagen.

Til ære for publikum, der havde set frem til at hylde den Blege Eros Poli. Tak for denne gang. Foto: Mallorca 312

Tidligere indlæg i Den Blege Eros Polis dagbog

> Den Blege Eros Poli sender dagbog fra Mallorca

> Blege Eros Poli: Guldkorn og vingummibamser

> Den Blege Eros Poli møder verdenspressen