Efter en hviledag med cola og pizza er det i dag tid til at møde nye kamphaner fra den europæiske cykelpresse. Arrangørerne bag Mallorca 312 byder os op til dans med guiden Miguel Santos, som to gange har taget podieplaceringer i løbets seksårige historie samt har en flot top 20-placering fra La Marmotte med i bagagen. Yderligere skal slaget slås mod den tidligere hollandske A-rytter William fra magasinet Wieler Revue, John fra The Daily Telegraph og Reuben fra Bikeradar. Jo, jo, fint skal det være

Efter gårsdagens erkendelse af at jeg heller ikke i år har magtet at være sejere end høfeberen, bliver næsen sprøjtet og øjnene dryppet, inden jeg hopper over morgenbuffeten. En af sponsorerne bag løbet er Giant, som har tilbudt os en lånecykel. Da jeg som nævnt tidligere har taget min egen raket med for at teste CeramicSpeed, har den stået til pynt hidtil, men for at please sponsorerne, beslutter jeg mig for at møde op på den udleverede i dagens anledning. Det giver mig samtidig muligheden for at prøve en topmodel fra Giant med Dura Ace og deres egne carbonhjul.

Vejruderne viser i dag respekt for mine bondske rødder og tildeler vand til de hård trængte afgrøder på de udpinte marker. Det viser sig allerede ved første møde med mine konkurrenter, at det giver mig et mentalt overskud. Den hollandske Kermesse-specialist viser bekymring over vejret og spørg arrangørerne om udskydelse af starttidspunktet, en forespørgsel, der giver ham yderligere 30 minutter til forberede sig på dagens strabadser.

Butik med alt, hvad cykelrytterens hjerte begærer, på Viva Hotels.

Bjarne Riis træder i karakter

Dagens korte etape kører i retning mod Cap de Formentor, hvor den danske Eros Poli har fejret store triumfer tidligere på ugen. Dog knækker ruten af på toppen af den første stigning og stiger yderlig tre kilometer op mod et signaltårn, der blev brugt i Middelalderen til at advare øen mod piratangreb. Herfra går det ned igen mod Pollenca med efterfølgende opløb ved hotellet.

Vi springer på cyklerne og kører gennem neutral zone i byen Port de Alcudia efterfulgt af Port de Pollenca - vi ser hinanden an, og der bliver socialiseret og skabt alliancer, inden stigningen mod signaltårnet påbegyndes. På nordsiden of Port de Pollenca knækker vejen til venstre, og stigningen skydes i gang. Det er en taktisk affære, hvor ingen tager initiativ.

Efter en kilometers penge sætter den hollandske motor fart og prøver at ryste feltet. John viser svaghedstegn, så jeg trækker forbi og fanger det hollandske hjul. Guiden Miguel falder tilbage og prøver at hjælpe sin kaptajn tilbage til førergruppen, hvor det nu er en kamp mellem Wieler Revue, Bikeradar og Motionsfeltet.dk.

Jeg ruller frem og ser dem i øjnene som Bjarne Riis under Touren i '96 og lader mig falde tilbage igen for at vente på mit moment. Da vi knækker op til højre mod de sidste tre kilometer mod toppen sætter John fra Bikerader et dræbende tempo, der gør, at William ikke kan holde hjul. Jeg lægger mig på hans side for at vise overskud, og vi følges til toppen skulder mod skulder.

Kaffepause-caféen er udsmykket med klenodier fra Bradley Wiggins' storhedstid på landevejen.

Nedkørsel i Sammy Sanchez-mode

En god klatrer er som bekendt ikke bedre end sin nedkørsel, hvor store bedrifter nemt kan sættes over styr - de to Schleck-brødre er et lysende eksempel på klatrere, der på en god dag ligner Bambi på glatis og på de dårlige smider alt over styr. Dagens våde nedkørsel kræver lige dele teknik, dumdristighed og mod, så det er med respekt, at dagens første nedkørsel indtages, da den udleverede cykel har vist yderst tvivlsom bremseeffekt i det våde føre, hvorimod Reuben på sin Cannondale Synapse med skivebremser har en åbenlys fordel.

Trods utallige opfordringer fra Mor Mikkelsen og fruen derhjemme, vælger jeg dog at slå hjernen fra og gå i Sammy Sanchez-mode for at skyde den af på nedkørslen og håber blot, at de mange timer med møggreben hjemme på gården har efterladt mig med fingerkræfterne til at bremse de glatte carbonhjul ned. Jeg flyver mod bunden og ser mig tilbage og har kun en jagtende hollænder med mig, som dog bliver sat længere mod bunden. Det dumdristige sats viser sig dog at være spildt, da løbet i bunden bliver neutraliseret i form af en kaffepause.

Kaffepusen udspiller sig på en café i Port de Pollenca (Tolos Bar & Restaurant), ejet af en god ven af Bradley Wiggins. Caféen prydes af Wiggins' enkeltstartscykel fra triumfen ved OL i London samt hans gule cykel fra Touren samme år. Pausen udvikler sig til et sandt fagforeningsmøde, hvor de engelske og den hollandske rytter nægter at køre hele etapen under disse vejrforhold og ryster med ”The Extrem Weather Protocol”-sablen. Trods mine indsigelser om at gøre det for fansene, og at vi vil stå tilbage som helte for at trodse de ekstreme elementer, bliver protesterne hørt, og etapen afkortes til den direkte vej tilbage mod hotellet.

Kaffepause med Bradley Wiggins' OL-guldvindende enkeltstartscykel hængende over hovedet.

Udskilningsløbet begynder

Med tanke på den afkortede Tour-etape i 1996 til Sestriere, beslutter jeg mig for at sætte fart fra start i håb om at ryste de kuldskære journalister. I den hårde modvind med regnen silende ned, falder først Reuben og så Miguel af, så etapesejren nu står mellem William, John og mig. Kort før Port de Alcudia falder John dog også af, og det hele skal nu afgøres mellem to tempomaskiner - begge blege som en nykalket væg på fødegården i Lindknud.

En rundkørsel og lidt trafik giver mig et tiltrængt hvil, hvor jeg kan rulle lidt syre ud af benene - jeg kunne mærke, at jeg var ved at bevæge mig ud i en ”Puig Major”, hvor jeg har slået et større brød op, end jeg kan bage. Det lykkes dog at få ”brødet i ovnen”, og på vej ind i Alcudia kravler jeg igen ned i hornene i håb om at ryste den store hollænder, velvidende at jeg er ved at servere ham sejren, men min egen selvfedme vil ikke stå tilbage for et taktisk spil - jeg vil vinde på den store måde, så jeg kan sole mig i min egen succes.

Jeg kravler tilbage ind i videoen, hvor jeg som Spartacus smadrer mine jagtende konkurrenter i en vild kraftudladning, og gårsdagens høfeber er i dag afløst af savl og skum, der hænger ud af en åben mund, som vi husker Bjarne allerbedst. Mit soloprojekt lykkedes, og jeg ruller ind på hotellet som sejrsherre på en dag, der blev kortere end forventet.

Charmeoffensiv og cykelbad

Dagen fortsætter dog kort efter med en charmeoffensiv fra henholdsvis det spanske turistbureau og hotelkæden Viva Hotels, som lokker med god mad og gode cykel- og svømmefaciliteter.

Vi bliver inviteret til et nærtliggende Viva-hotel, som har specialiseret sig i cykel- og triatlontræning. Den store chef og et par betroede medarbejdere viser stolt deres flotteste værelser frem, der kan lejes for mellem 60 og 400 € per dag, afhængig af årstiden.

Hotellet har 25 meter swimmingpool til triatleterne, et børnefrit område og vigtigst af alt for os cykelnørder, en videoovervåget kælder med plads til 450 cykler, en vaskehal med plads til at vaske op til syv cykler på én gang, en cykelbutik, hvor alt fra tøj til energi kan tilkøbes og med mulighed for at leje Cannondale-cykler startende ved 105€ for en Caad 10 med Shimano 105 til en Cannondale Synapse med Ultegra di2 og skivebremser til 175€.

Jeps. Det er et baderum til cykler. Der er plads til syv på én gang.

Hele herligheden har kun med adgang for gæster med en cykel, så der er ikke et rand af fremmede, der vil løbe af sted med dit dyreste eje.

Vi bliver lokket en tur gennem restauranten for at få et snus af buffeten, og det er da med stor skuffelse at de guider os ud igen med det samme bedst som man havde udset sig båede pizza og fødekartofler, skuffelsen varer dog kort, da vi bliver placeret i en privat loge hvor vi bliver bespist med seks lækre retter med tilhørende dyre vine og champagne.

Viva Hotel har prominente gæster såsom Team Wiggins, flere toptriatleter, og søsterhotellet Vanity Hotel har de sidste år dannet rammen for Team Skys træningslejre på Mallorca.

Ifølge vores lokale cykelguide Miguel, som i mange år har trænet på Mallorca, er der rig mulighed for at få en træningstur med en af sine helte, hvis man kommer til øen mellem februar og marts. Har man benene til det, lukker de gerne en motionist ind i gruppen.

I morgen står den på yderligere charmeoffensiv, hvor vi skal spises tykke og vises rundt i Palma på den vestlige side af øen.