Læs første del af dagbogen her

Efter at have indtaget den overdådige buffet oven på dagens solotur i det spanske, burde Skinkelynet fra Lindknud (jep, det er også mig) være hoppet tidligt i seng. Men denne 32-årige teenager er alene af sted, så der er ingen, der skal fortælle mig hvornår fjernsynet skal slukkes.

Med Mac’en på maven og telefonen i hånden bliver morgendagens tur planlagt. Det er nemt - jeg skal blot cykle til Port de Pollenca for at mødes med en flok fra Esbjerg tri klub, der er af sted for at pudse formen af. De er under kyndig vejledning af Lasse fra Flowfitmallorca, som skal agere guide.

Når det omsider bliver sengetid, skal jeg prøve at klemme min krop ind under den verdenskendte sydlandske kuvert af et lagen og et tæppe, der er trukket så stramt, at selv gorillaen Greipel ville have svært ved at få den åben. Det lykkes dog, og jeg prøver at finde mig til rette.

Fruen derhjemme brokker sig til tider over min ”hop, vend, drej, gentag” rutine, inden jeg finder det rigtige spot, en klagesang min mallorcanske nabo måske kan synge med på, da sengen (som er monteret på hjul!) gentagende gange rullede ind i sengegavlen og kun kan have efterladt dem forestillingen om, at jeg var heldig her til aften. Det lykkes heldigvis at finde det helt rigtige spot, og jeg kunne nu blot vente på at iPhonens voksenrap igen skulle vække mig nogle timer senere.

”Lad mig nu bare sidde lidt og være lidt alene, læse lidt avis og bare sidde og stene…” Godmorgen, Lassemand.

Cyklen poserer fornemt foran Iberostar.

Fuut fuuut, her kommer vi med lækre guldkorn ristet i hoooonning

Morgenbuffeten er som om aftenen overdådig. Intet kan dog slå den store bowle med guldkorn, der står og byder sig til. De lækre poppede og honningcoatede hvedekorn er noget, der i min barndom hørte ferier og højtider til, så det er en otteårig Mikkelsen med et saligt blik, der indtager sin morgenmad.

En tur ned ad mindernes allé gjorde, at tiden løb fra mig, så turen fra hotellet til mødestedet med de andre blev angrebet som en enkeltstart. De 13 kilometer, min gratis kort-app havde lovet mig, er i virkeligheden 16, så jeg ankommer fashionably late, og mine konkurrenter har været tæt på at køre ud på dagens etape uden mig. Jeg når det dog og med meget varme ben, er jeg klar til dagens udfordringer.

Guide Lasse har planlagt en tur på cirka 140 kilometer over Col de Orient, Col de Soller og Puig Major, med mål ved byskiltet i Port de Pollenca. Lækre sager.

Velkendte ansigter i feltet

Vi sætter i gang ud af byen på det flade stykke. Der bliver småsnakket i den neutrale zone, inden løbet skydes i gang, og jeg bliver hurtigt antastet af HH, som er ivrig efter at vide, hvordan min makker og jeg kunne slå ham ved parløbet i Brørup for små to uger siden. Min makker fra parløbet, Flemming, som jo har haft håneretten siden løbet, er også med på dagens tur. Han kigger på mig, og jeg fortæller HH, at Flemming havde været et sandt kraftværk, så jeg så ikke noget underligt i, at vi havde henvist dem til en sekundær placering.

Det viser sig også, at der er en gammel kending fra min tid i Vejen i gruppen. En af mændene bag Team TREFOR, teammanager Jan Oxlund. Ja, ja, verden er lille. Især på Mallorca, som vrimler med danskere. Jeg vil vove en forsigtig påstand og sige, at hvis man forvilder sig alene herned, vil man altid kunne finde en bekendt hjemmefra.

De blege muskler har fået lidt farve.

Udskilningsløb mod første top

Efter 20 kilometers socialisering skal gårsdagens soloridt følges op med en svær bjergrig etape. Mange har knækket halsen på denne disciplin, så det er med ærefrygt, jeg hopper på hjul af tempomaskinen Jan.

Det viser sig at være et udskilningsløb hen mod bunden af Col de Orient, og de sidste kilometer bliver en sand positionskamp om at komme bedst ind på stigningen. Ved foden er vi kun fire mand tilbage, Jan, HH, Flemming og gårsdagens sejrsherre. Jan lægger et hårdt tempo fra start og får hurtigtig rystet den første af, så vi nu er en trio mod toppen. Foran os er 5,2 kilometer med en gennemsnitlig stigningsprocent på 5,2 (kategori 3).

Jan fortsætter som en anden Nicolas Roche, der prøver at ryste favoritfeltet. For den danske Eros Poli er der lidt fra gårsdagens etape, der skal rystes ud af benene, så jeg sidder bare med på hjul for at se tiden an. Med sine blot 5,2 kilometer og de beskedne procenter, kan en rytter af min type sidde med på rå power, men tyngdekraften vil trods alt også gerne have sit at skulle have sagt.

På vej mod toppen ser HH sit snit til at ryste sidste uges nederlag af sig. Med et hurtigt ryk suser han forbi Jan kort før toppen. Takket være min yderst konservativ taktik opad, fanger jeg hurtig hans hjul og krydser toppen som den første og tager dermed dagens første bjergpoint.

Farlige kurver i nedkørslen

På nedkørslen er der en god trafik af både motionister og kørertøjer, men hvor det i går var geder, der udgjorde den største risiko, var det i dag en udfordring af en helt anden karakter, der var ved at have fatale følger for HH og mig selv.

Kort før bunden, i høj fart og bedst som vejen svinger til højre, kommer en blond pige med nedlynet bluse imod os. Øjnene vil se til venstre, men fornuften kalder os mod højre, en udfordring, der har været svær at træne derhjemme de sidste par måneder.

Det gælder om at holde fokus de rigtige steder på nedkørslerne.

Col de Soller (5 km, 5 %, kategori 3) bliver en taktisk affære, hvor Jan og jeg kontrollerer tempoet og tager angrebslysten ud af en sulten HH. På toppen fordeler pointene sig med tre til undertegnede, to til Jan og ét til HH.

Flemming var kort tilbage ved favoritfeltet på det flade stykke efter at have kørt en veldisponeret stigning, hvor han kontrollerede sine watt. Som en indædt stædig Chris Anker har han kæmpet sig tilbage for at bidrage på starten af Soller. Efter at have afleveret os på stigningen, falder han ind i sin rytme for at gentage bedriften igen senere på dagen.

Nedkørslen fra Soller er en lang, fed en af slagsen, der byder på det ene hårnålesving efter det andet. Motoren Jan tager igen teten, men efter et kikset sving kaster jeg cykelen forbi ham og indleder en jagt mod bunden. Som en anden Abraham Olano bruger jeg mine 88 kilo til at trække fra de andre og flyver mod bunden. Det sidste stykke er et sandt højhastighedstykke, hvor lange kurver tillader at få hastigheden helt op, hvor selv bilerne har svært ved at følge med.

Tekniske problemer tillader desværre de tre andre at komme op, da jeg oplever selv samme fatale fejl som Andy Schleck under Touren i 2010. Efter at have været af cyklen, går jagten på de tre førende ind igen. Til mit held er der gået taktik i den i bunden, så der skal ikke bruges for mange kræfter.

Guldkornene slipper op på kategori 1-stigningen

På vej mod dagens sidste stigning, og dagens eneste kategori 1 stigning, Puig Major på 13,9 kilometer og med et snit på seks procent, er alt status quo i favoritfeltet. Kvartetten bestående af undertegnede, den evigt fightende Chris Anker-protegé, Flemming, den sultne HH og TREFOR-legenden Jan, bevæger sig hastigt mod dagens største udfordring.

Jeg prøver at bevare momentum fra den sidste stigning og sætter et højt tempo fra start. Jeg presser hårdt på de første tre kilometer, og på tv-billederne kan man se, at HH og Jan har svært ved at holde hjul. Jeg ser mit snit til at stramme skruen lidt ekstra, men mærker pludselig, at energien fra mine medbragte vingummibamser og morgenens guldkorn er ved at slippe op. Jeg slår ud og lader som ingenting i håb om, at de to andre har mistet lysten til at angribe.

Det havde de ikke.

HH sætter fart og ser med det samme, at han laver et lille hul. Det giver ham mod på mere, og han trækker fra, mens jeg kæmper for at holde Jans hjul, samtidig med at jeg prøver at monitorere mine watt. Det varer dog ikke længe, før jeg også må slippe her, og jeg kan for mit indre øre høre Rolf Sørensen, der i skarpe vendinger udbreder sig om det utilgivelige i ikke at spise nok. Skuffelsen til trods kravler jeg ind i zonen og med billedet af en tung Miguel Indurain (jeg kan dog ikke prale af at have den ”store brune muskel”, jeg er ganske bleg), der kæmper for at begrænse sit tidstab, slæber jeg mig mod toppen.

Jeg undgår at eksplodere, og til min store glæde er der igen gået taktik i den oppe foran, så tidstabet på toppen er minimalt. Her sidder mine tidligere følgesvende og venter på mig med et smørret smil. Trods sejre i bjergspurterne på de to forrige tinder, må jeg ærgerligt erkende, at den prikkede trøje er væk, da HH tager alle ti point på toppen af Puig Major.

Den smukke udsigt på toppen af Puig Major.

Ædekonkurrence i forplejningszonen

I den efterfølgende forplejningszone, en appelsin-bar ti kilometer længere fremme, kanaliserer jeg Mikkelsen fra 1997, hvor jeg i 7. klasse vandt ædekonkurrencen i ungdomsklubben. En kæmpe appelsin, to kager og en Cola ryger ned hurtigere, end Jan kan sige HH. Det skabte mark respekt (yes, ude på landet hedder det mark respekt) i 1997, og Jan giver da også et anerkendende nik her i 2016. Velærnæret hopper jeg på cyklen og indtager en pose Haribo på den efterfølgende nedkørsel. Sukkeret kilder alle de rigtige steder, og jeg kan mærke, at jeg får power tilbage i benene.

Endnu engang har den evigt kæmpende Flemming fundet vej til favoritfeltet, og han har gemt det hele til finalen ind mod mål i Port de Pollenca. Efter en lang højhastigheds nedkørsel er der cirka ti kilometer ind mod mål. Flemming viser igen sine evner på det flade og ryster kort den lille favoritgruppe. Det bliver ti kilometers holdkørsel mod mål, hvor alle er villige til at bidrage. Med 500 meter til byskiltet er det Flemming, der åbner ballet. Han kommer flyvende forbi i et forsøg på en lang spurt. Jeg sidder i spids og får lukket hullet, inden jeg ruller forbi til stor forløsning for både rytter og et euforisk publikum.

HH tager prikkerne efter en kraftpræstation på Puig Major, Flemming løber med Le prix de la combativité for sin evige evne til at komme tilbage, og Jan står som dagens legende med sit vanvittige tempo dagen lang. I morgen er der hviledag, der i bedste TdF-stil skal bedrives med en rulletur ud i det blå og en kop cola i solen.

Dagens strabadser fragtede os 155 kilometer rundt med 2.371 højdemeter, efterfulgt af 16 kilometer afrul hjem til hotellet.

Du kan se Chris' opkørsel af Col de Soller og Puig Major i hans timelapse herunder.