Fik du ikke læst de to første dele af reportagen? Så skynd dig at få læst del 1 og del 2 først.

De efterfølgende minutter er hektiske. Mange informationer bliver udvekslet på kort tid. Hvem har sidst hørt fra de to krigere, vi forlod i en, mildest talt, uoverkommelig tilstand i bunden af bjerget.

Tanja ved ikke andet, end at min morfar, fra bunden af stigningen, fik et lift op til tre-kilometer-mærket. Min onkel fortæller, at han mener at vide, at Rasmus har givet op, men ingen ved rigtig noget. Derfor beslutter vi os - mod Jacobs vilje - at smække bagdelen i sadlen og trille ned af bjerget for at få syn for sagn.

I den forbindelse kan jeg fortælle, hvad det fleste nok godt ved, nemlig at man skal tage en sådan nedkørsel pinlig alvorlig. Det kommer som regel helt af sig selv, da det går rasende stærkt, men man kan godt bilde sig selv ind, at man kan klare alting, når man har besteget Alpe d'Huez. Der kan man hurtig blive klogere.

Nå. Tilbage til mission 'Led efter overlevne'.
 

R-E-S-P-E-K-T!

Et par kilometer passerer vi nedad, før jeg for alvor begynder at blive nervøs. Men så møder det utrolige syn os.

Pludselig står en velkendt skikkelse i siden af vejen og sunder sig. En tynd en, i bar mave - der kun dækkes af seler fra et par cykelbukser - står med et forpint ansigt og puster ud. Det er min kære tvillingebror. 'Han skal jo ikke give op nu!' når jeg at tænke, da jeg iler ham i møde, men det er skam heller ikke tilfældet.

Tværtimod. Han og min morfar har udviklet deres eget lille system, hvor den ene kører, mens den anden hviler sig, fortæller han. Så skiftes de til at overhale hinanden og snegler sig på den måde op ad bjerget.

Og ganske rigtigt. Lidt længere nede kommer en stor krop til syne. Den tilhører min morfar, der hjuler sig fremad med ben, der går som trommestikker i det lette gear. Det ser ikke sikkert ud, men det går, og den 75-årige mand, som slingrer fra side til side, er ved at fuldføre sin store drøm: at bestige Alpe d'Huez. Se dét er en positiv historie!

Han triller forbi os - den måbende gruppe - uden tid til at hilse med øjne, der siger: ’Har ikke tid at snakke, jeg har et bjerg at bestige’. Og ganske som planlagt passerer han forbi Rasmus og videre fremad. Der går lidt før vi - min onkel, lillebror og jeg - fanger, hvad der lige er sket, men så får vi også travlt.

Jacob tager spurten efter den ældre mand og begiver sig ud i dagens sidste kraftanstrengelse for at løbe ham op i fart. Samme tur giver jeg til min tvilling, der i samme øjeblik sætter i gang igen, kun med et mål for øje: at komme til toppen. R-E-S-P-E-K-T!

Efterrationalisering
Jeg vil ikke lyve. Jeg så ikke de to krigere komme til toppen, for jeg skulle ikke nyde noget af at køre de sidste kilometer en gang til. Men de kom op - min seje onkel kørte de sidste kilometer med op - og det fortjener en hyldest ud over alle grænser. Det gør jeg også. Og min bror og min onkel. Det skal alle, der formår at trække sig sejrrigt ud af mødet med et af jordens mest mytiske bjerge. For uanset hvilket niveau man befinder sig på, og hvor god form man er i, så er det en speciel udfordring.

Heldigvis er vi ikke for fine til at hylde os selv og hinanden i vores familie, og jeg kan da også - uden at afsløre for meget - fortælle, at præstationen blev fejret med burgere, sodavand og senere liv og glade dage, så længe vores trætte kroppe kunne holde sig vågne. Og selvom historierne blev længere, bedre og mere pyntede, jo senere ud på aftenen, vi kom, så er én både kort og sand: alle fem mand var, og er stadig den dag i dag, lykkelige for, at vi tog en familietur i helvedet!

Det kan anbefales for alle, og det synes jeg, at vores lille gruppe - med vores dertilhørende historie - vidner om. Om du er 22 år, i dårlig form og ikke har rørt en cykel i mange år, eller du er 75 år og har fundet den gamle hagelåge frem fra skuret, så kan det - hvis du besidder en viljestyrke ud over det sædvanlige - lade sig gøre at skabe dit livs oplevelse for dig selv og din familie eller venner.

Det er bestemt ikke et must, at alle mand er i lige god form - det giver faktisk kun bedre historier, hvis man ikke er. Det er familien Nygaard et godt eksempel på.

Og så vil jeg lige slutte af med at referere en besked, som min morfar sendte mig for et par dage siden. Her skrev han, at det havde været en kæmpe oplevelse at bestige et bjerg, men at det største var, at han havde oplevet det med sin familie. Det er ikke det værste udgangspunkt.

I øvrigt lovede jeg ham at nævne, hvem den bedste nedkører var og er. Og det er han. Hold da op. Jeg har aldrig set en 75-årig mand bevæge sig så hurtigt på cykel. Respekt.

Vil du læse mere om 75-årige Freddis helbredsmæssige udfordringer op til Alpe d'Huez-turen, skal du klikke det her. Og kan du slet ikke få nok af jernmanden Freddi, så hold øje her på siden, hvor der snart kommer et interview op med kæmpen.