Jeg har ikke besteget særligt mange bjerge. Faktisk ingen udover Alpe d'Huez, men jeg ved godt, at der findes andre og hårdere stigninger.

Alligevel er det pudsigt, hvad stigningen gør ved en. På den ene side er det ufatteligt smukt at kunne følge egen opstigning blot ved at kigge udover kanten eller op mod toppen. Man kan blive helt salig. På den anden side bringer Alpe d'Huez det værste op i en.

Det må jeg sande, da jeg sidder der på bjergsiden og bander. Desværre er det de negative tanker, der fylder mest. 'Nu har jeg fandeme siddet og husket Jacob på at spise og drikke i tre kilometer, jeg har endda delt min energigel med ham, og så kører han bare fra mig. Hvad fanden bilder han sig ind!?' raser jeg inde i hovedet, da jeg ser min mor - som agerer første forpost - længere fremme. Hun smiler og vinker med et kamera flagrende om halsen. Det er vel nok sødt...

"VAAAAAAND!" skriger jeg, så den lille dame er ved at tabe kameraet. Hun får pludselig travlt med at komme ind i bilen og fremskaffe en dunk. Hun kan godt mærke, at jeg ikke er i humør til fotos.

Jeg modtager dunken i sneglefart og får måske endda også stønnet en form for tak, inden jeg drager videre opad.

Gensynsglæde og et sving fyldt med hollændere
Hvis der er noget, man skal give sig selv den oplevelse at se, når Tour de France kommer forbi Alpe d'Huez, så er det sving 14. Her flokkes hollændere fra nær og fjern i midten af juli for at feste og drikke hjernen ud i en uges tid. Nå ja, og så ser de også Tour-rytterne komme forbi en eftermiddag. Det er for mig stedet at være på selve dagen for Tour de Frances indtog - stemningen er magisk.

Nu har jeg været lidt krakilsk og beskrevet de værste episoder på min opstigning, men uanset hvilken forfatning du er i, når du cykler forbi hollændersvinget, så er det en fornøjelse. Alt er orange og stemningen smitter enhver med positiv energi. Om det er derfor, eller om det er, fordi jeg har økonomiseret mere med kræfterne og fået fyldt tilstrækkelig med væske på mig selv, skal jeg ikke kunne sige, men pludselig glider cyklen lidt nemmere fremad. Og der går da hellere ikke længe, før jeg igen ser en velkendt - og ikke mindst velkommen - skikkelse komme til syne foran mig. Min lillebror, Jacob - der jo plantede mig på bjergsiden et par kilometer tidligere - er pludselig inden for rækkevidde. Det giver et ekstra moralsk nyk, og jeg lukker lynhurtigt hullet op til ham. En hurtig hilsen finder sted, men der er ingen tvivl om, at gensynets glæde er størst for mit vedkommende.

Cykelbukser

Det her er jeg ikke stolt af, men i det øjeblik besluttede jeg mig for at lære min kære lillebror en lektie. Straks efter den korte forsoning kører jeg i front, og han sætter sig på hjul - ganske som planlagt. Jeg kan se, at det ikke rigtig glider for ham, og jeg har en fornemmelse af, at han ikke har fået fyldt nok væske på tanken (bemærk regel 1). Samtidig ved jeg, at han, som jeg selv, er konkurrencemenneske og, at han - selvom vi dybest set er på samme hold - ikke bryder sig om at blive sat af sin bror.

Derfor sætter jeg i en mindre acceleration, som han med nød og næppe besvarer. Igen: lige efter planen. I hans tilstand skal han nok betale prisen for et sådan ryk (jævnfør regel nummer 2 og 3), og der går ikke længe før jeg rykker igen. Denne gang er accelerationen længere og mere insisterende. Jeg hjuler derudaf og sætter mig først i sadlen, da syren tvinger mig. Jeg kigger mig over skulderen og skal kigge langt efter Jacob, der ligner en mand i smerte. Nu er det ham, der er sat!

Jeg jubler indvendigt, før det gode kommer op i mig igen, og jeg sænker farten lidt.
 

"Skal jeg vente på dig, Jacob?" spørger jeg - måske en smule flabet, kan jeg godt se i retrospekt.

"Nej, det er fint nok," stønner han og fortsætter: "Hold kæft, jeg har ondt i røven!"

Det minder mig om regel nummer 4: Køb dig - modsat Jacob - et par cykelbukser, hvis du beslutter dig for at begive dig op ad Alpe d'Huez. For din egen skyld.

The winner takes it all...
Mod slutningen af stigningen begynder jeg at komme i krise igen. Der er nemlig et stykke landsby tæt på toppen af bjerget, der skiller sig ud fra de andre. Der er på det tidspunkt ikke mere end to-tre hårnålesving tilbage, og man føler, at det værste er ovre.

Men så kommer der et langt, lige, men ondskabsfuldt stejlt stykke, hvor man kan se frem, så langt øjet rækker. Det er modbydeligt og minder mig om Mont Ventoux, der netop ødelægger sine udfordrere psykisk ved at være langt, lige og monotomt. Som meterne bliver tilbagelagt, bliver det dog en anelse nemmere for hovedet at overtale benene til at fortsætte.

Og til sidst sker det så. Jeg når byen på toppen af bjerget, og de mange - og til lejligheden - feststemte mennesker, der sidder med fadøl og burgere på en af de hyggelige restauranter, giver ekstra energi.

Når toppen er nået, svinger man til højre og kan for første gang i 14 kilometer lade cyklingen glide nedad, inden den - for kendere - velkendte rundkørsel på alpetoppen tilbagelægges mod kørselsretning, og der kun resterer det sidste, korte, men stejle stykke op til målstregen.

Og det er et absolut fantastisk syn! Jeg træder ekstra hårdt i pedalerne og nærmer mig den målstreg, der er lige forløsende, om du er verdensstjerne eller motionist. Jeg kan se min onkels kone, Tanja, stå oppe i målområdet med en cola i hånden, og tårerne presser sig på. Det var dog fantastisk! Jeg er glad for Tanja, hun er en skøn kvinde, men jeg har nu alligevel aldrig været gladere for at se hende end i dette øjeblik.

Jeg træder ekstra hårdt i pedalerne, passerer målstregen, modtager en velfortjent cola og kaster mig i jorden. Min onkel kommer til syne med sin mobil presset mod øret. Han har ikke stået på toppen længe, men er allerede ved at fortælle den store bedrift videre. Ganske forståeligt, for han har virkelig kørt stærkt op i sit første møde med Alpe d'Huez.

Endnu et par minutter senere ankommer min kære, men forpinte lillebror på toppen - stående...

Lige dele lettet og forpint udfører han samme rutine, som jeg har lavet kort forinden, og der - midt i al lettelsen - slår det mig: Hvad med min bror, og hvad med min morfar!?

Hvad der er blevet af de to fightere, kan du læse i morgen, hvor tredje og sidste del af 'En familieudflugt i helvede' kommer på Motionsfeltet.dk.
Blev du snydt for del 1, så frygt ej! Den kan du læse lige her, og husk også at læse del 3.