Efter gårsdagens strabadser holder feltet i dag hviledag inden de sidste hektiske dage af Vuelta a Mallorca.

En hviledag for en wannabe pro indebærer dog fortsat kilometer i benene, så det bliver heller ikke en dag ved poolen i denne omgang. Jeg lader dog vækkeuret vente lidt på sig, så Guldlok her kan få sin skønhedssøvn.

Jeg trisser mod morgenbuffeten, hvor jeg vender guldkornene ryggen. De er i bad standing efter kæmpens fald på Puig Major i går, og jeg vender i stedet blikket mod det nyklassiske overflødighedshorn af æg, bacon og baked beans med tilhørende hvidt brød. Der bliver da også plads til lidt frugt og noget appelsinjuice - jeg har læst i en bog, at der skal både glukose og fruktose til for at få motoren til at spinde som en veltrimmet Suzuki.

Sidebemærkning, jeg havde den fedeste Suzuki 125cc crosser med gult og lilla kamoflagesæde, da jeg var knægt - den skabte også markrespekt på den lokale crossbane. Hvis du ikke ved, hvad markrespekt er, må du hellere læse gårsdagens dagbogsindlæg.

Nuvel, med morgenmaden indtaget skal cykel gøres klar til dagens rolige tur mod syd. CeramicSpeed har inden afgang udstyret mig med et komplet sæt lejer bestående af hjullejer, kranklejer og pulleyhjul, samt deres ufo chain. Lejerne er monteret hjemmefra ved AH cykler i København. Kæden har blot en levetid på cirka 320 kilometer, hvorfor jeg først monterer den hernede.

Monteringsmæssigt er det som at montere alle andre kæder, så efter tilpasning af længden smutter kæden lige på cyklen.

CeramicSpeed anbefaler en kort tilkøring af kæden inden løbsdag, så dagens restitutionstur har derfor også dette formål, således kæden kan være klar til Mallorca 312 på lørdag - det motionscykelløb her på øen, som vi er hernede for at dække.

Med den nye ufo chain påmonteret er jeg klar til at køre!

"Se Børges vintersæd spirre"

Cyklen er klar med hvidpudret kæde, dunkene er fyldte, så nu venter 80 flade kilometer med pizzastop undervejs. Planen er en rolig tur under 60 procent af HRR, derfor det relativt flade rutevalg. Alt er dog relativt i forhold til danske forhold, men der venter ingen stigninger, der vil give Alex Rasmussen tynd mave.

Mod syd fanger jeg et roligt hjul, der giver mig muligheden for at kaste et blik på den mallorcanske flora, det bringe minderne tilbage på min spæde cykelstart tilbage i 1997, hvor mine surt optjente avispenge havde kastet en lækker sag af en gul og grøn MBK racer af sig. Min far havde spurgt, om jeg ville køre Aarhus-København med ham, så det krævede jo en lækker låge og nogle kilometer i benene.

De mange ture med Papa Mikkelsen indebar altid en lektion i den danske agrikultur, ”Se Børges vintersæd spirre allerede,” eller ”det var da grov, som Eriks majs skyder”. Som 13-årig kunne jeg dog ikke være mere ligeglad med hverken vintersæd eller majs, der stryger til vejrs, men her små 20 år senere sidder jeg igen på min cykel og tænker ”nej, nogle fine appelsintræer” og ”hold da op, en god plovfure”. Ikke mindst da jeg ruller forbi en nyharvet mark, tænker jeg på Papa Mikkelsen, der ville have udbrudt ”hou ha, det er ikke sjov at sku’ gro roer med alle de sten”.

Turen sydpå byder dog på mere end blot appelsintræer og plovfurer, det bringer mig også gennem et sceneri der kunne danne rammen om optagelserne fra Kings Landing i Game of Thrones, gule glippevægge, middelalder broer, gamle borge og kirker.

Man har et flot sceneri at iagttage, når man krydser Mallorca på cykel.

Græsset blomstrer ... shit!

Turen sydpå er som sagt ikke helt flad; den bugter sig over nogle bløde lange bakker, der dog er overkommelige, men i bagrunden ses flere højere bjerge, der strækker sig op i de lavthængende skyer, hvilket bringer en form dramatik ind i billedet. Som Jørgen Leth ville have sagt: ”det er dramatisk, som to mastodonter mødes de der på himlen, det er mageløst, den hårde klippe og denne sky af fløjl, to modsætninger der forenes i ét billede” - jeg kan høre hans poetiske tonering for mig.

Alle superhelte har sin akilleshæl, og bedst som jeg sidder og betragter græsset, der vejrer i vinden pegende mod mig, hvortil jeg konstaterer, at mit rutevalg sidder lige i skabet i forhold til at have vinden i ryggen på vej hjem, falder femøren for mig, omend lidt langsomt.

D’OH: Græsset blomstrer, og Den Blege Eros Poli har høfeber.

Det er nu kun et spørgsmål om tid, før snottet begynder at løbe, og øjnene løber i vand, så det er med svedige håndflader, at jeg entrerer Cala Agulla, dagens Pizza og Cola-by. De uønskede sekreter lader dog vente på sig, så jeg kan nyde min pizza med udsigt over det Baleariske hav i ro og mag, og de mange sukker-colaer, jeg har drukket de sidste dage, er i dag skiftet ud med min vanlige Cola light.

Det er da et okay sted at indtage sin frokost.

Den Tyske Chris Froome

Med maven fuld på ny er det på cyklen igen hjem mod hotellet. Det skal dog vise sig, at Cala Agulla prøver at holde på sine gæster, da alle veje fører ind i byen, men ingen fører ud. Ensrettede veje og skilte, der forbyder en at dreje den ønskede retning, leder mig til at tænke på Asterix og Obelix i det skøre hus, der gang på gang leder dem på vildspor, men såvel som de to barndomshelte snyder galehuset til sidst, finder jeg min vej, og det går nu mod hotellet.

Jeg fanger hurtigt et hjul på en flok tyske triatleter, der efter alt at dømme ikke har aftalt kørestil hjemmefra. Det går op og ned i fart, hvorfor jeg flere gange overvejer at slippe for at holde min ønskede puls. Jeg holder den dog nogenlunde i ro grundet medvinden, og den manglede frontalvind et baghjul tillader. Jeg sidder på hjul af en yderst løjerlig fyr, der har en noget særpræget kørestil, der indbefatter brug af det meste af vejen og albuer, som ville få Froome til at se elegant ud på sin cykel. Mine tanker falder endnu en gang på min yndlings-ordsmed Jørgen Leth, som jeg hører sige ”jeg synes, det er grimt, jeg kan ikke lide det!” Jeg må erklære mig enig, men jeg får et "gratis" lift hjem, så jeg undlader at lægge en video op af ham.

Jeg kører forbi hotellet for at nå de ønskede 80 kilometer på computeren og for at gøre holdt ved den nærliggende cykelsmed, som har en fodpumpe, jeg vil gøre brug af. Og ak og ve, der er ingen vej uden om. Høfeberen har fået sit tag i mig, og mit ”Hola” bliver afbrudt af et panisk forsøg på at nyse i en retning uden kunder eller personale, da jeg har hænderne fulde og ikke er i stand til at gribe, hvad der måtte komme flyvende af uønskede væsker. Det bliver i retning af gulvet, hvorefter jeg med blanke øjne får sagt et ordentlig "Hola" Med denne noget aparte entré slutter dagens eventyr, og der er nu kun en buffet og en dagbog mellem mig og Ole Lukøje.

Det blev til 80 kilometer med 711 højdemeter. I morgen står den på cykeltur med den indbudte presse, der skal præsenteres for motionscykelløbet Mallorca 312.

Dagens rute.

Tidligere indlæg i Den Blege Eros Polis dagbog:

> Den Blege Eros Poli sender dagbog fra Mallorca

> Blege Eros Poli: Guldkorn og vingummibamser