Cykelcross i Holland/Belgien

Holland har, ligesom Danmark, en meget rodfæstet cykelkultur, hvor det for mange er helt naturligt at bruge cyklen som dagligt transportmiddel, eller til at dyrke forskellige discipliner inden for cykelsport.

Og specielt inden for cykelcross har Holland (sammen med Belgien) gjort sig særligt bemærket. I mange år har de to nationer siddet tungt på tronen, inden denne særlige disciplin, som primært dyrkes i vintermånederne.

Igennem mange år har den lille hollandske by Hoogerheide haft en særlig plads i cross-kalenderen. 15 gange inden for de seneste 20 har de været vært for finalen i UCI World Cuppen. Og de har afholdt VM i 2009 og 2014.

Hoogerheide er en typisk, lidt søvnig, provinsby med et lille torv med en par cafeer, en livlig handelsgade, en sportsplads, et rådhus osv.

Men i denne weekend er den omdannet til en kæmpe cross-fest, med 25.000 ellevilde tilskuere, som hygger sig med cykelcross, belgisk øl, fritter og et kæmpe telt med hollandsk unga-bunga musik. Hollænderne (og belgierne; vi er kun få kilometer fra grænsen) går rigtigt meget op i cykelcross og støtter deres idoler helhjertet. Det er lidt ligesom at se danske håndboldfans.

Nu var denne weekend undertegnedes første erfaring med cykelcross; jeg havde naturligvis set det i TV, så jeg vidste naturligvis godt, hvad det gik ud på. Og de fleste af Feltet.dks ved nok også godt, hvad det handler om.

Men lad os lige gennemgå det. Banen eller ruten er typisk omkring tre kilometer lang og er en blanding af lige strækninger, masser af 180 graders sving, ultra korte og ultra stejle stigninger, vanvittige off-camber sektioner og skrækindjagende nedkørsler.

Underlaget er for de meste opkørte græsplæner, og hvis man er heldig, har det regnet, så snakker vi mudder, krydret med lidt asfalt og løst sand.

Man starter med en spurt og holder fuld gas i 45-60 minutter. Og så kører man i øvrigt på en racercykel med knoppede dæk, der ikke er meget bredere end landevejsdæk er i dag.

Vi var så heldige, at vi efter træningen var afsluttet lørdag, fik lov at prøve at køre nogle omgange. Det var der i øvrigt masser af andre, der også ville være med til, så selvom det var en rute, der var underlagt og godkendt af cykelverdens øverste myndighed, UCI, var der en meget afslappet stemning omkring offentlighedens adgang til ruten.

At køre offroad på en crosscykel er noget helt andet end at køre på en MTB, hvor affjedringen og de store dæk tilgiver mange kørerfejl. På en crosscykel har du ingen affjedring, smalle dæk, stejl styregeometri og smalt styr.

Du bliver straffet for hver eneste fejl, du laver, og du skal millimeterpræcist vælge de rigtige linjer gennem svingene. Men efter et par omgange begynder man at finde rytmen og de rigtige linjer, og nedkørslen fra toppen af sandpitten er knapt så skrækindjagende. I øvrigt, hvis du vælter, lander du i blødt sand.

Søndag gik det så løst. Med flot solskinsvejr, otte grader, og tørt underlag, havde 25 - 30.000 hollændere og belgiere linet op til cross fest.
Først kørte de unge, og herefter var det dame elite klassen.

Dette skulle udvikle sig til et dramatisk løb, både undervejs og ikke mindst ganske kort før målstregen. Rytterne fulgtes ad i et højt tempo på det tørre, hurtige underlag, indtil kort inden sidste omgang, hvor Lucinda Brand sætter et angreb ind og får et lille hul.

Men hun kommer ikke rigtigt væk og på trappen med de 47 trin, bliver hun overhalet en af forhåndsfavoritterne, Ceylin Del Carmen Alvarado, som også kommer først ind på off camber stykket inden sidste sving. Men Ceylin styrter på off camberen få meter før sidste sving inden opløbsstrækningen.

Derfor kan Lucinda brand spurte over målstregen som vinder af den sidste afdeling af World Cuppen i cykelcross.

Så gjaldt det herrerne. Det helt store trækplaster var naturligvis fænomenet Matheiu Van Der Poel.

Når man kigger på hans resultater i denne crosssæson, virker det nærmest som om han er ligeglad med den samlede World Cup titel. Han har ikke stillet til start i alle WC-afdelingerne, men de fem han har stillet op i, har han vundet. Han har i skrivende stund stillet til start i 25 cross løb siden november 2019, og vundet de 24.  

Det siger lidt om hans dominans.

Fra start prøvede Mathieu van der Poel at komme væk fra feltet, men de hang på ført an af Toon Aerts og Eli Iserbyt. Herefter fulgtes favoritterne ad indtil sjette omgang, hvor Van Der Poel rykkede fra feltet. Da de passerede målstregen til syvende omgang, var han seks sekunder foran.

Herfra lagde han blot yderligere afstand til forfølgerne omgang for omgang, og han vinder løbet med 38 sekunder foran Toon Aerts, selvom han tydeligt tog det med ro på den sidste omgang. Den samlede vinder af World cuppen blev Toon Aerts.

Cykelcross er modsat landevejscykling en meget publikumsvenlig sport, da det hele foregår på et meget begrænset område, hvor man som tilskuer kan se rytterne komme forbi flere gange på en omgang, og du er meget tæt på rytterne, så du kan virkelig se deres lidende udtryk, når de kommer forbi.

Ceylin Del Carmen Alvarado kort før sidste sving i World Cuppen og endte med at misse den samlede sejr i World Cuppen
 

Shimano Dura Ace i mudder

Når en drivlinie (gear, kæde, kassette og kranksæt) bliver udsat for så barske forhold som en mudret cykelcross rute, stilles der særlige krav til systemets funktionalitet og stabilitet.

En MTB drivlinie synes som det oplagte valg, med en kobling, der sørger for at holde kæden stram, så den ikke ryger af klingen, når underlaget bliver ujævnt. Men Shimano stiller Dura Ace Di2 R9150 til rådighed for Alpecin-Fenix, Matheiu Van Der Poel’s hold.

Med Di2 teknologien behøver rytterne ikke bekymre sig om de nu også fik skiftet ordentligt, om der kommer mudder i kablet osv.

Team manager, Philip Roodhooft, fortalte at rytterne i starten var lidt lunkne ved Shimano’s Syncro Shift teknologi, hvor systemet styrer skiftene på forskifteren.

Men nu er de efter en testperiode trygge ved systemet. Jeg spurgte ham om, hvorfor de stadig kørte med to klinger foran, når det nu er på mode med en enkelt klinge foran. Årsagen til dette er ganske simpel.

Shimano fremstiller ikke et enkelt klinge kranksæt som er let nok, og Shimano vil ikke garantere den lovende performance, hvis holdet sætter et tredje parts produkt på.

I stedet for kører de med et kranksæt, der kun er tilgængeligt for profferne, med to klinger, der har et meget lille spring mellem klingerne, dette giver hurtige og sikre skift mellem klingerne. Og med Syncro Shift behøver man som sagt ikke bekymre sig om forskifteren, da systemet altid finder den optimale kædelinie, således der går færrest mulige watt tabt.

At man benytter en fintunet landevejsgruppe til så ekstreme forhold, viser noget om hvor gode geargrupperne i dag er blevet.

Tak til Shimano for invitationen og til Irmo Keizer for brug af billeder. Se flere billeder fra weekenden på Feltet.dks Instagram.