Ifølge arrangørernes egen kategorisering fordeler de 21 etaper i Vuelta a España 2024 sig på følgende måde: én flad etape, to enkeltstarter, fem bakkede etaper, fem ”medium” bjergetaper og otte regulære bjergetaper.

 

På den ene side lyder det lidt voldsommere, end det er, da feltets sprintere nok skal få mere end sølle én mulighed for at boltre sig, selv om det vil kræve, at de slæber sig over en bakke eller to.

 

På den anden side skal rutens overordnede hårdhed bestemt ikke underkendes. Hvis ikke jeg har mistet overblikket over de mange hårde etaper, så slutter ni af løbets 21 etaper op ad stigninger, hvoraf flere er deciderede bjerge. Jeg har også stødt på en udregning, der melder om over 61.500 højdemeter i hele løbet, mens Tour de France og Giro d’Italia i år til sammenligning indeholdt henholdsvist 53.500 og 46.600. Lidt af en festinvitation til sportens klatrere.

 

Omvendt er det samlede antal enkeltstartskilometer på 36, hvilket trods alt er mere end sidste år. Begge enkeltstarterne er fuldkomment flade, så der er altså lidt kompensation for de mange bjergafslutninger for de ryttere, der skal vinde tid på tempokørsel.

 

Herunder følger beskrivelser og ruteprofiler af de enkelte etaper.

 

1. etape, lørdag d. 17. august: Lissabon - Oeiras, 12 kilometer

Efter sidste års åbning med den omdiskuterede holdtidskørsel bliver det denne gang en enkeltstart, der indleder årets Vuelta. Med en distance på 12 kilometer er den ude over prologlængde, men gennemsnitsfarten skal nok blive høj.

 

Ruten er nemlig henlagt til flade veje uden væsentlige terrænmæssige udfordringer. Det er en rute, der følger kystlinjen langs mundingen for floden Tajo, og denne er blottet for sving og byder højst på lidt bløde kurver. Det er derfor en ægte tonserrute, hvor rytterne kan blive nede i aerodynamisk position stort set hele vejen.

 

Aerodynamikken kan dog også få betydning, da ”aero” jo betyder luft, og denne kan der komme meget af her helt ude ved Atlanterhavet.

 

 

 

2. etape, søndag d. 18. august: Cascais - Ourém, 194 kilometer

2. etape hører ifølge arrangørerne til de ”hilly”, altså bakkede, og det er da heller ikke lodret forkert. Dagen byder dog kun på to kategoriserede stigninger, begge i letteste kategori (4), så den er heller ikke milevidt fra at være flad.

 

Mens første stigning ligger helt i etapens indledning, så er anden stigning dog så tæt på målstregen, at den bør få indflydelse på afgørelsen. Over hele 7,1 kilometer stiger den, men dog med tilforladelige 3,3 procent i gennemsnit. Stigningen kan siges at være opdelt i to sektioner, hvor første, stejle del er oppe på 7,1 procent over to kilometer.

 

Toppen af stigningen krydses med 20 kilometer til mål, hvorefter ruten fortsætter oppe på plateauet inden en nedkørsel mod målbyen. Opløbsstrækningen er let stigende.

 

 

 

3. etape, mandag d. 19. august: Lousã - Castelo Branco, 230,8 kilometer

Også denne sidste etape i Portugal er kategoriseret som bakket af arrangørerne, og blandt dagens to bjergspurter er den ene da også løbets hidtil hårdeste, nemlig en hele 17,5 kilometer lang sag i kategori 2, som dog i gennemsnit kun stiger med 3,2 procent.

 

Også dagens anden stigning, i kategori 4, er ganske lang med sine 6,4 kilometer, men til gengæld krydses toppen af den med godt 50 kilometer til mål. Herfra og til mål går det først nedad, inden flade veje fører til målbyen.

 

Op imod selve målstregen stiger vejene ganske let, men på selve opløbsstrækningen skulle de nå at flade ud.

 

 

 

4. etape, tirsdag d. 20. august: Plasencia - Pico Villuercas, 170,4 kilometer

Der venter ingen siesta for feltet, når de på 4. etape for første gang får spansk asfalt under cyklerne. I stedet er tiden kommet til løbets første bjergetape, og denne gang er der ingen grund til dumsmarte bemærkninger om kategoriseringen.

 

Etapen byder på nemlig på fire kategoriserede stigninger med dagens målstreg placeret for enden af den sidste - og sværeste. Allerede fra etapens indledning begynder udfordringerne, idet en over ni kilometer lang kategori 2-stigning begynder efter små 15 kilometer af etapen.

 

Straks efter nedkørslen herfra venter så løbets første kategori 1-bjerg, Alto del Piornal, som er næsten 14 kilometer lang og i gennemsnit stiger med 5,6 procent, men i momenter når op på 11.

 

Efter en lang nedkørsel kan rytterne trække luft ind i et længere dalstykke på flad vej, som fører dem ind på etapens sidste 55 kilometer, inden en otte kilometer lang kategori 3-stigning skal forceres. På toppen af denne uddeles der bonussekunder.

 

Efter et mere ujævnt dalstykke følger så den svære målstigning, Pico Villuercas. Denne må siges at være yderst ujævn over sine 14,6 kilometer, hvor den på sine første godt ni kilometer holder sig under 6 procent, men så overfalder rytterne i de følgende tre kilometer. Disse stiger nemlig i gennemsnit med 13-14 og dernæst over 16 procent, inklusive en passage på 20 procent.

 

På de sidste to kilometer falder stigningsprocenterne så igen foruden en kort sektion på 15 procent tæt på målstregen, inden selve opløbsstrækningen holder sig på mere humane procenter igen.

 

 

 

5. etape, onsdag d. 21. august: Fuente del Maestre - Sevilla, 177 kilometer

Efter bjergstrabadserne på 4. etape belønnes rytterne nu med den enlige etape ud ad 21, som ”officielt” er flad, og den er da også blottet for bjergspurter over sine 177 kilometer.

 

Helt uden bakker er den nu ikke, men efter en ganske hård én efter 125 kilometer går det kun nedad og på flade veje ind til storbyen Sevilla, hvor en lang og lige opløbsstrækning venter.

 

Dette er første gang, at Sevilla benyttes som målby i løbet siden 1995, hvor Jeroen Blijlevens vandt massespurten. På samme måde vandt en vis Jesper Skibby her i 1991.

 

 

 

6. etape, torsdag d. 22. august: Jerez de la Frontera - Yunquera, 185,5 kilometer

Denne etape har allerede fået omtale, og ikke så meget fordi den er løbets anden bjergetape, men fordi den af alle steder starter i et supermarked. Sådan er der jo sponsorforpligtelser at passe, også i en Grand Tour.

 

Foruden hylder med varer skal rytterne på denne dag også forbi fire kategoriserede stigninger, hvoraf den sidste udgør etapens målstreg. Det er dog første stigning, begyndende efter små 60 kilometer af etapen, der i kategori 1 er hårdest, og også strækker sig over næsten 15 kilometer.

 

De resterende tre stigninger er alle i kategori 3 og er at finde på etapens sidste 60 kilometer. Den sidste af dem fører op til målstregen og er opmålt til 8,9 kilometer i længde, men dette inkluderer også et kort stykke ned ad bakke. Den gennemsnitlige stigningsprocent lander på 3,9.

 

 

 

7. etape, fredag d. 23. august: Archidona - Córdoba, 180,2 kilometer

Dette ville være en flad etape, hvis ikke det var for inklusionen af en kategori 2-stigning med top 25 kilometer fra mål med det meget sigende (og mindre kreative) navn Alto del 14%.

 

Etapens første 140 kilometer er nemlig flade og endda alt i alt faldende, inden dagens enlige stigning venter. Selv om navnet kunne tyde på noget andet, er den nu ikke stejl på alle sine 7,4 kilometer, men den når ganske rigtigt op i de høje procenter i særligt én kilometer, inden den flader ud hen over toppen.

 

Efter nedkørslen herfra er de sidste 10 kilometer af etapen på flade veje ind til Córdoba, som er en af Spaniens byer med den rigeste historie.

 

Cykelhistorisk har præcist denne afslutning, med samme stigning som optakt, været anvendt tidligere. I 2011 var den scenen for Peter Sagans allerførste Grand Tour-etapesejr, i 2014 tog John Degenkolb en af sine 10 Vuelta-etapesejre her, og i 2021 vandt Magnus Cort sin anden af tre etapesejre i dén udgave.

 

 

 

8. etape, lørdag d. 24. august: Úbeda - Cazorla, 158,7 kilometer

På 8. etape får vi den første af de såkaldte ”medium” bjergetaper på en dag, der byder på to kategoriserede stigninger og en etapeafslutning op ad den sidste.

 

Efter små 100 kilometer i overvejende fladt terræn venter en kategori 2-stigning, der over 7,3 kilometer stiger med 5,7 procent i gennemsnit. Herefter går det i store træk nedad i de næste 25 kilometer.

 

Etapens sidste 20 kilometer er kuperede, men den afsluttende stigning begynder først med fem kilometer til mål. Denne har en nærmest trappelignende profil, hvor den veksler imellem at stige med langt over 10 procent og at kun stige støt. De afsluttende 800 meter er på en af ramperne, hvor den gennemsnitlige stigningsprocent er oppe på 13,5.

 

 

 

9. etape, søndag d. 25. august: Motril - Granada, 178,2 kilometer

Stejle bjerge ligger tæt her på 9. etape, men etapen slutter dog ikke opad, men i stedet nede i Granada efter nedkørslen fra sidste bjergspurt.

 

Etapens første 80 kilometer køres i kuperet terræn, inden første af tre kategori 1-stigninger ligger på lur. Over sine ni kilometer er den frygteligt stejl, men med inklusionen af et nedadgående stykke når den gennemsnitlige stigningsprocent ned på 7,6. Der er dog fem af stigningens kilometer, der hver især stiger med over 10 procent i gennemsnit.

 

Efter nedkørslen herfra skal rytterne så for første gang stifte bekendtskab med kategori 1-bjerget Alto de Hazallanas, som de skal over to gange. Denne er modbydeligt stejl på sine første fem kilometer, der alle stiger med over 11 procent i gennemsnit, inden den så flader ud op imod toppen. Dermed ender den gennemsnitlige stigningsprocent ”nede” på 9,5 over de 7,1 kilometer.

 

Anden passage venter direkte efter nedkørslen og vil på toppen også udgøre en bonusspurt. Fra toppen er der nu små 25 kilometer til mål, som primært består af regulær nedkørsel, inden under 10 kilometer køres på let faldende veje ind til målstregen.

 

Denne afslutning med Alto de Hazallanas som sidste stigning er blevet benyttet i Vuelta a Andalucia, hvor Simon Yates vandt i 2019.

 

 

 

10. etape, tirsdag d. 27. august: Ponteares - Baiona, 159,6 kilometer

Første hviledag er benyttet til en transfer fra Sydøstspanien til Nordvestspanien, hvor arrangørerne dog også har fundet bjerge til rytterne. 10. etape indeholder nemlig fire kategoriserede stigninger, hvoraf de sidste tre skal forceres på etapens afsluttende 60 kilometer.

 

Første stigning, som er over 15 kilometer lang, begynder imidlertid allerede efter under 15 kilometer af etapen. Efter nedkørslen herfra venter så små 60 kilometer på flade veje, inden flere stigninger vente.

 

Disse stiger formelt i sværhedsgrad med først en kategori 3, så 2 og så 1, men de første to er nu stort set lige svære. Kategori 1-stigningen hæver sig dog over de andre med en længde på næsten 10 kilometer, hvoraf de første seks, ganske stejle af dem hjælper den gennemsnitlige stigningsprocent op på 6,0.

 

Nedkørslen fører rytterne helt ud til kysten og en afslutning på etapen med 10 kilometer på flad vej ind til målbyen.

 

 

 

11. etape, onsdag d. 28. august: Campus Tecnológico Cortizo Padron - Campus Tecnológico Cortizo Padron, 166,4 kilometer

Denne dag byder på noget så relativt sjældent som en etape med samlet start, hvor start- og målby er den samme. Ruten fører nemlig feltet ud på kuperede sløjfer, der altså fører tilbage til udgangspunktet.

 

På etapen er de fire kategoriserede stigninger pænt spredt ud over de godt 165 kilometer. Den første, i kategori 3, er den længste med sine over 10 kilometer, inden rutedesignet sender feltet over den samme kategori 2-stigning to gange midt på etapen.

 

Dagens sidste stigning er henlagt til finalen, idet den skal passeres med under 10 kilometer til mål. Med en gennemsnitsprocent på 8,9 er den klart dagens stejleste, men er til gengæld lige under tre kilometer lang. Umiddelbart efter nedkørslen venter den flade opløbsstrækning.

 

 

 

12. etape, torsdag d. 29. august: Ourense Termal - Estación de Montana de Manzaneda, 137,4 kilometer

Selv om denne bjergetape såmænd er kuperet alle sine kun 137 kilometer, så har den dog et simpelt design: Der er ét kategoriseret bjerg, og det er dagens målstigning.

 

Der er dermed ingen af de ganske mange stigninger på etapens første 120 kilometer, der giver bjergpoint, da den sande udfordring er gemt til sidst i form af kategori 1-stigningen, som udgør dagens målstreg.

 

Denne er opmålt til 15,4 kilometer i længde og en gennemsnitlig stigningsprocent på kun 4,7. Stigningen indeholder nemlig flere plateauer, hvor vejen flader ud, men stejlest bliver den inde på de sidste kilometer, hvor procenterne når op på 12 procent i en passage. På selve opløbsstrækningen flader vejen dog igen.

 

Målstigningen er blevet benyttet én gang før, hvor den franske bjergkonge af Spanien, David Moncoutié, i 2011 vandt i ensom majestæt.

 

 

 

13. etape, fredag d. 30. august: Lugo - Puerto de Ancares, 175,6 kilometer

Endnu en etape med mål på et kategori 1-bjerg venter på 13. etape, men i modsætning til dagen før er der også indlagt tre kategoriserede stigninger forinden.

 

De første to stigninger skal forceres på etapens første 75 kilometer: først én i kategori 3, så én i kategori 2. Efter sidstnævnte følger så et dalstykke og en ukategoriseret knold, inden en hård finale venter på de sidste 25 kilometer.

 

Her skal først en kategori 2-stigning og dens 6 procent over 6,6 kilometer overvindes og umiddelbart herefter den afsluttende stigning op til målstregen. Denne er i kategori 1 og målt til 7,5 kilometer, hvor de første to er lette, inden den bliver uhyre stejl. De sidste 4,5 kilometer holder sig alle over 10 procent og er stejlest til allersidst, hvor den to gange på de sidste 500 meter når op på 15 procent.

 

På denne målstigning har førertrøjen givet vinger i begge dens møder med Vuelta-feltet. I 2012 vandt Joaquim Rodríguez i førertrøjen foran Alberto Contador, og to år senere var Contador løbets førende rytter, som slog sin rival Chris Froome.

 

 

 

14. etape, lørdag d. 31. august: Villafranca del Bierzo - Villablino, 200,4 kilometer

14. etape stiger mere eller mindre konstant på hele første halvdel af ruten, inden en nedkørsel fører hen til den kategori 1-stigning, der står mellem rytterne og målstregen på den anden side.

 

Antallet af kategoriserede stigninger er nede på to, hvor den første, i kategori 3, er placeret halvvejs på ruten, efter vejen har steget støt næsten hele vejen derop. Herefter går det så ned ad bakke igen de næste 50 kilometer, kun afbrudt af en kontrabakke.

 

Med 40 kilometer til mål begynder så dagens sande udfordring i form af kategori 1-bjergpasset Puerto de Leitariegos. Over sine næsten 23 kilometer er meget konstant i en stigningsprocent, der i  gennemsnit er nede på 4,5 uden mærkbare udsving undervejs.

 

Fra toppen er der kun godt 15 kilometer til mål, hvoraf langt de fleste er regulær nedkørsel, inden kun de sidste par kilometer er på fladere vej.

 

 

 

15. etape, søndag d. 1. september: Infiesto - Valgrande-Pajares Cuitu Negru, 142,9 kilometer

15. etape er en kort og intens én af slagsen, hvor fire kategoriserede stigninger skal overvindes på under 150 kilometer, og hvor det sidste og sværeste bjerg udgør etapens målstreg.

 

Allerede efter 30 kilometer af etapen begynder første passage af kategori 1-stigningen Alto de la Colladiella, som venter igen senere på etapen. Denne er ganske kort, 6,4 kilometer, men til gengæld stejl med en gennemsnitlig stigningsprocent på 8,2 med en passage på 14 procent.

 

Efter denne følger en kategori 3-stigning og så anden passage af selv samme kategori 1-stigning, hvor der denne gang også er bonussekunder at vinde på toppen. Efter nedkørslen resterer kun 40 kilometer, hvor vejen begynder at stige støt hen til foden af målstigningen.

 

Denne er løbets første i den såkaldte categoría especial, altså den særkategori der betegner de sværeste bjerge. Dén kategorisering er velfortjent alene baseret på de nøgterne tal: 18,9 kilometer med 7,4 procent i gennemsnit. Der er dog tale om en ujævn stigning, hvor stejlheden varierer meget, men som er hårdest på de sidste tre kilometer, hvor den gennemsnitlige stigningsprocent ligger mellem 12 og 14 procent.

 

Afslutningen er blevet benyttet én gang før, da Roberto Heras vandt tilbage i 2005 og kørte sig i løbets førertrøje, da den førende Denis Mensjov havde en dårlig dag.

 

 

 

16. etape, tirsdag d. 3. september: Luanco - Lagos de Covadonga, 181,3 kilometer

Løbets anden hviledag må være faldet på et tørt sted, for her på 16. etape fortsætter løbet ufortrødent med endnu en hård bjergafslutning.

Etapen har en blød indledning, inden første af tre stigninger venter efter 70 kilometer. Denne hører til i kategori 1, da den på sine 7,1 kilometer stiger med 7,9 procent i gennemsnit.

 

Efter et dalstykke følger dagens anden stigning, som begynder med godt 60 kilometer til mål. Denne er både længere og stejlere end den foregående, da den over 7,6 kilometer i gennemsnit stiger med hele 9,3 procent. På toppen uddeles der både bjergpoint og bonussekunder.

 

Efter nedkørslen skal en 30 kilometer tilbagelægges i et dalstykke, inden finalebjerget tager imod rytterne. Denne er i sværeste kategori, especial, med sine 12,5 kilometer og en stigningsprocent, der lander på 6,9. Det er en ujævn sag, der to gange går ned ad bakke, herunder efter den egentlige top, men på sit stejleste sted når den op på 16 procent. Selve opløbet er på flad vej efter en kort nedkørsel.

 

Lagos de Covadonca er et klassisk etapemål i Vuelta a España, hvor Lucho Herrera blev første vinder tilbage i 1987. I nyere tid har Nairo Quintana (2016), Thibaut Pinot (2018) og Primož Roglič (2021) vundet her, mens Demi Vollering sidste år vandt i kvindernes pendant til Vueltaen.

 

 

 

17. etape, onsdag d. 4. september: Arnuero - Santander, 141,5 kilometer

På 17. etape får rytterne endeligt en pause fra bjergene, men ikke desto mindre venter to kategori 2-stigninger midt på etapen. Disse er dog også de eneste terrænmæssige udfordringer.

 

Dagens to stigninger falder umiddelbart efter hinanden, begyndende efter 50 kilometer af etapen. De er såmænd begge hårde, men toppen af den sidste ligger dog halvvejs inde på etapen, hvorefter vejene holder sig flade ind til målbyen.

 

 

 

18. etape, torsdag d. 5. september: Vitoria-Gasteiz - Maestu-Parque Natural de Izki, 179,3 kilometer

I Baskerlandet er det svært helt at undgå stigninger, og på 18. etapes baskiske veje er der to kategoriserede udfordringer.

 

Den første, begyndende efter 70 kilometer og i kategori 2, er ganske vist lang, men også med en overkommelig stigningsprocent på 3,4 i gennemsnit.

 

Den næste er anderledes stejl med sine 8,3 procent i gennemsnit over 5,6 kilometer, hvilket er takseret til en kategori 1-stigning. På toppen er der bonussekunder og godt 45 kilometer til mål.

 

Denne afslutning går i kuperet terræn ind mod målbyen, og selv om der ikke er nogen bjergspurter, kan en knold på 2,5 kilometer og 5 procent kun fem kilometer fra mål også lave ravage. Efter turen ned herfra er opløbet på flad vej.

 

 

 

19. etape, fredag d. 6. september: Logroño - Alto de Moncalvillo, 144,6 kilometer

Efter to dage i træk uden deciderede bjerge går den ikke længere, for højderne vender stærkt tilbage på 19. etape, som også har afslutning op ad en stigning.

 

Indledningen på etapen er dog tilforladelig og på flad vej, da der først er en kategori 3-stigning at finde efter 90 kilometer, uden at denne dog er voldsom i sig selv.

 

Herefter fortsætter feltet på overvejende flade veje helt hen til foden af dagens målstigning. Denne er i kategori 1 og en hidsig sag, der i 8,6 kilometer stiger med 8,9 procent i gennemsnit. Efter en overkommelig indledning på de første 1,5 kilometer tager den fat og når undervejs op på maksimalt 16 procent.

 

Denne afslutning indgik i Vueltaen 2020, hvor Primož Roglič vandt foran løbets førende, Richard Carapaz.

 

 

 

20. etape, lørdag d. 7. september: Villarcayo - Picón Blanco, 172 kilometer

På denne sidste bjergetape har arrangørerne på ingen måde været nærige med udfordringerme, idet hele syv kategoriserede stigninger er på menuen og en sidste bjergafslutning også venter.

 

Stigningerne begynder allerede efter 25 kilometer, hvorfra det går op eller ned næsten uafbrudt resten af dagen. De første to stigninger er i kategori 3 fulgt af én i kategori 2, inden første kategori 1-bjerg begynder efter 80 kilometer. Denne er hele 14 kilometer og stiger 6,1 procent i gennemsnit med ganske svingende stejlhed.

 

Efter nedkørslen venter en kategori 2-stigning og så en endnu længere ned til foden af næstsidste stigning på etapen - og i løbet - som begynder med godt 35 kilometer til mål. Denne er 11,3 kilometer lang, stiger i gennemsnit med 6 procent og giver bonussekunder på toppen.

 

Et kort, fladt stykke fører hen til foden af målstigningen, Picón Blanco, som er lige under otte kilometer lang. Den gennemsnitlige stigningsprocent er oppe på 9,1 procent og er stejlest midtpå, hvor den rammer 17 og 18 procent. De sidste to kilometer stiger med 8-9 procent, men på sidste kilometer rammes også 17 procent i et moment.

 

Målstigningen er ofte brugt i Vuelta a Burgos, men har også lagt asfalt til en enkelt Vuelta-afslutning i 2021, som blev vundet af Rein Taaramäe fra morgenudbruddet.

 

 

 

21. etape, søndag d. 8. september: Madrid - Madrid, 24,6 kilometer

Hele Vuelta a España skal igen i år afsluttes i Madrid, hvor der denne gang dog ikke skal køres sprinterafslutning, men i stedet en enkeltstart på 24,6 kilometer.

 

Vejen igennem hovedstaden går på overvejende flade veje, der fra terrænets side kun afbrydes af en enkelt kilometer godt halvvejs, der stiger med 4 procent.

 

Ruten har sine tekniske passager, men over næsten 25 kilometer når der dog også at være lange, lige strækninger, hvor der kan trædes igennem nede i aerodynamisk position på enkeltstartscyklerne.