Viborg Cycling, Cykel Motion Viborg og Hald Ege MTB er sammen med det lokale erhvervsliv og Viborg Kommune i øjeblikket i gang med en større udvikling af MTB-sporene omkring Viborg. Lige nu er der opmærkede spor i Ødalen øst for Viborg og ved Hald Ege, men ambitionerne stopper slet ikke der.
Ved hjælp fra Nordea-Fondens bidrag på 1,5 millioner kroner, der blev offentliggjort i går, har Viborg planer om at udvide over de næste tre år, så der i 2018 står 100 kilometer MTB-spor klar omkring Viborg. Sporene laves i etaper og laves i fem forskellige naturområder, så de kan forbindes af cykelstier og grusveje.
Målet er at gøre det "sjovere, mere sikkert og mere udfordrende" at køre MTB omkring Viborg, siger bestyrelsesformand i foreningen Viborg MTB-spor, Søren Dürr Grue.
"Jeg er rigtig glad, og nu skal vi for alvor i gang. Ud over sporarbejde går pengene til kompetenceudvikling af frivillige sporbyggere fra lokalområdet og resten af landet. Vi inddrager internationale eksperter i uddannelsen af de frivillige. På den måde kvalitetssikrer vi projektet, mens vi hæver barren for, hvad der er et godt MTB -spor i Danmark," fortæller Søren Dürr Grue.
100 kilometer-projektet er finansieret med i alt 4,3 millioner kroner fra forskellige bidragsydere. Arbejdet er fordelt på optimering af de 50 kilometer eksisterende spor og etablering af 50 kilometer nye MTB-spor, hvilket skal ske med hjælp fra sporeksperterne fra Back on Track og i samarbejde med Danmarks Cykle Union og Naturstyrelsen.
"Det er et spændende projekt, som tager afsæt i næsten 10 års forarbejde og et forpligtende partnerskab mellem lodsejere og klubber," siger skovfoged i Naturstyrelsen i Kronjylland, Steen Bonne Rasmussen.
"På Naturstyrelsens arealer er tilgangen fra både Naturstyrelsen og Viborg MTB-spor, at sporene skal indpasses i landskabet bedst muligt. Vi forsøger også at placere dem, så de giver mindst mulighed for konflikter med de andre brugergrupper i skoven. Alt i alt er vi er havnet på et godt koncept, som jeg glæder mig til fortsat at være med til at udvikle," lyder det fra skovfogeden.
Du kan læse mere om projektet på Viborg MTB-spors hjemmeside.
ANNONCE
ANNONCE
Vær med i klubben - find en cykelklub i nærheden af dig
Vil du også gerne deltage i cykelløb i ind- og udland?
ANNONCE
Motionsfeltet.dk • Åsvinget 5 • 9800 Hjørring • Tlf. 5155 8966 • info@motionsfeltet.dk • Cookieindstillinger