Feltet.dk har snakket med Christian Ritter om cykelbranchen, og hans vurdering af fremtiden på to hjul i tiden efter Covid-19, Jonas Vingegaards fantastiske Tour de France-sejr og meget mere.
Hvordan vil du beskrive cykelåret 2022 fra et dansk perspektiv?
”Det er vist åbenlyst for enhver, at det har været et kæmpe år for dansk cykelsport. Allerøverst står naturligvis Jonas Vingegaards fuldstændigt vanvittige Tour de France-sejr efter det vildeste etapeløb, som jeg kan huske til dato," forklarer Christian Ritter til Feltet.dk og Motionsfeltet.dk.
"Men der står jo så mange andre pragtpræstationer i kø: Mads Pedersens etapesejre i Paris-Nice, Tour de France og senest i Vuelta a España, Magnus Corts etapesejr i Touren og hans magtpræsentation i den prikkede trøje under besøget i Danmark, Cecilie Uttrup Ludwig’s etapesejr i Tour de France Femmes og hendes samlede sejr i Tour of Scandinavia. Og man kunne blive ved...”
Tror du succeserne på landevejen smitter af på tilslutningen til de danske cykelklubber?
”Ud fra hvad man kan læse og høre rundt omkring, så har der været en pæn tilgang af nye medlemmer i mange danske klubber. Det ville da være naivt at tro, at de danske rytteres succes ikke skulle spille ind her."
"Men det er også nødvendigt med lidt medvind, da der jo har været en vigende tilslutning i de forrige år. Så forhåbentlig kan udviklingen vendes, og det er det vi ser nu."
Antallet af børn, der cykler til skole, er desværre faldet en del de senere år, så også her kunne man håbe på en ændring. Men det kræver naturligvis et øget fokus. Primært fra forældrene, der har ansvaret for at lade børnene fragte sig selv til og fra skolen i langt højere grad end i dag.”
Hvorfor skal man besøge VeloDays?
”Vi forsøger at skabe rammen om en cykeloplevelse for hele familien og vil ikke være en smal messe kun for de hurtige motionister, selvom denne gruppe naturligvis er højt prioriteret. Store mærker som Pinarello, Canyon, Pronghorn, Cube, Scott, Cannondale, Orbea og flere andre er med på VeloDays. Nogle mærker udstilles af distributøren eller brandet selv, mens andre præsenteres i et samarbejde mellem distributøren og en premium forhandler af mærket," forklarer arrangøren videre.
"Men her er også noget til dem, som dyrker gravel og mountainbike samt for pendlere, der skal bruge en elcykel eller familien, som er på udkig efter den næste - eller første - ladcykel. Fælles for alle cykeltyperne er, at man kan benytte de store indendørs testbaner til at prøve de forskellige modeller af.”
Hvorfor har I valgt Vejle og DGI Huset til jeres messe i Jylland?
”For mig at se var det et oplagt valg. Der har for år tilbage været afholdt cykelmesse netop i DGI Huset i Vejle, og kommunen er kendt for sit store engagement for at fremme cyklismen."
"Derudover er området jo ganske kupereret, så det er perfekt til at afprøve de mange el-cykler som kan lånes og testes på messen. Man kan f.eks. køre med på en større tur rundt i Vejle, når to lokale guider viser byen frem og fortæller interessante historier om forskellige seværdigheder på ruten."
"Rent geografisk kan man næppe placere messen meget bedre, da der er et kæmpe opland med blot en times kørsel til byer som Århus, Odense, Herning, Esbjerg, Ribe, Haderslev og Silkeborg," fastslår Christian Ritter.
Og hvorfor Ballerup Super Arena?
”Få steder i Danmark kan associeres mere med cykling end netop arenaen i Ballerup. Inderkredsen er perfekt til udstillerne, og den 250 meter lange rundstrækning - på den flade del af cykelbanen - er perfekt som testbane.
Vi har tidligere afholdt Bike Blowout messe her, men efter Covid-19 var der ikke mange restcykler tilbage, da alt næsten blev støvsuget under pandemien og den efterfølgende leveringskrise. Derfor er behovet for en salgs- og outletmesse ikke længere til stede, og vi vil med VeloDays i stedet for skabe en mere traditionel cykelmesse med nyheder, film og foredrag, men naturligvis også med gode messetilbud.”
Nu nævner du selv foredrag. Hvad kan man forvente her?
”I Vejle har jeg overtalt min far (den tidligere cykelrytter Ole Ritter, red.) og Flemming Enevold til at holde et foredrag om bogen 'Ritter', som Ole har fortalt til Flemming. De er gamle venner, og det bærer både bog og foredrag præg af. Jeg har hørt dem nogle gange, og det er bestemt ikke kedeligt. Så der venter en god oplevelse for de besøgende," smiler Christian Ritter.
Derudover kommer Bo Hamburger og Dan Frost begge til både Vejle og Ballerup og vil holde foredrag om Tour de France bag kulissen.
"Bo har jo deltaget i Touren mange gange og har både vundet en etape og kørt i gult. Han vil beskrive følelsen af at have set det hele indefra, og så i år kunne betragte Jonas Vingegaard’s flotte sejr fra den anden side af 'hegnet' samt give gode tips til optimering af ens træning."
"Dan Frost har kørt VIP-bilen, der følger feltet. Præcis ligesom en sportsdirektør - bare uden alt for meget stress. Han vil berette om sjove episoder, og den særlige forkælelse, der sker af VIP-gæsterne i Touren, samt om de oplevelser og arbejdsopgaver, der følger med for en VIP-chauffør i Tour-feltet."
På messen i Ballerup kommer Christian Moberg, som er sportsdirektør på ColoQuick, og fortæller om, hvad det kræver af både ryttere, teamet og ham selv at gennemføre de hårde etapeløb, samt hans oplevelser som kommentator for TV2 i år under Touren.
"Endelig kan man lære om åndedrætsteknik i Ballerup, når mentaltræner Carsten Hejbøl Jensen fra 'Det Mentale Fitnessrum' holder oplæg om betydning af den korrekte vejrtrækning og forklarer, hvordan det kan forbedre både performance og ens generelle livskvalitet.”
Og cykelfilm?
”Ja, både i Vejle og Ballerup har vi fået lov af Jørgen Leth til at vise hans mesterværker 'En forårsdag i Helvede' og 'Den umulige time'. Så her kan man rette op på eventuelle huller i sin cykelopdragelse eller gense de skønne og tidløse film.”
Koster det penge at komme ind?
”Vi ville ønske, at der kunne være gratis entré til VeloDays, men desværre kan økonomien ikke hænge sammen med udstillerne alene og en smule egenbetaling er derfor påkrævet.”
Billetter købt online på forhånd koster 75 kroner + gebyr. Skal man hele familien afsted, så kan man med fordel købe en familiebillet, der dækker hele husstanden. Denne koster 125 kroner + gebyr i forsalg.
Alle billetter gælder enten lørdag eller søndag og bliver vekslet til en rabatkupon i døren på 50 kroner, som kan benyttes på en stand ved køb for minimum 500 kroner.
Børn under 12 år er gratis i følgeskab med en voksen.
Billetter kan købes på velodays.dk frem til dagen før messen. Alle der køber billet på forhånd er med i konkurrencen om lodtrækningspræmier for over 20.000 kroner.
Der kan også købes billetter i døren, og her vil en enkeltbillet koste 95 kroner og en familiebillet 150 kroner.
Læs mere og køb billetter på velodays.dk
ANNONCE
ANNONCE
Vær med i klubben - find en cykelklub i nærheden af dig
Vil du også gerne deltage i cykelløb i ind- og udland?
ANNONCE
Motionsfeltet.dk • Åsvinget 5 • 9800 Hjørring • Tlf. 5155 8966 • info@motionsfeltet.dk • Cookieindstillinger