Introduktion
Amerikanske Velocio har de seneste sæsoner gjort sit indtog og været synlige ikke blot i Europa, men også i Danmark. Det har vi skrevet meget mere om her.
Med sloganet ’A Better Way’ forsøger Velocio at skabe bæredygtigt cykeltøj med holdning til både miljø, stil og komfort.
Vi har testet en række vinterprodukter fra Velocio - navnlig deres ’Alpha system’-tankegang, hvor muligheden for at tilføje flere lag til sin påklædning, skal give navnlig jakken flere anvendelsesmuligheder og bedre spændvidde hen over alle vinterens forhold.
Signature Softshell Jacket
Fakta
Producent: Velocio
Produkt: Men’s Signature Softshell Jacket
Farver: Light Olive (fås også i Fire Red og Night)
Størrelse: Medium
Pris: Kr. 2106,-
Signature Softshell-jakken er det pålidelige yderlag i Velocios Alpha-system.
Test
3-lags softshell
Signature Softshell-jakken er en teknisk velfunderet størrelse, som er lavet i tre lag og hvor Velocio har benyttet teknologier fra nogle af de bedste materialeudviklere på markedet.
Inderst er jakken således foret med Primaloft - et isolerende materiale, som er udviklet til det amerikanske militær. Membranen er lavet sammen med eVent, som sikrer en strækbar kvalitet, hvor beskyttelsen og åndbarheden er intakt. Endeligt er ydersiden behandlet med et DWR-lag - den slags som giver de vandafvisende egenskaber, som er blevet et must i nyere tid, når det kommer til vinterjakker.
Jakken er som sådan ret minimalistisk i hånden. Den hverken fylder eller vejer meget, men ovenstående teknologi skal sørge for en jakke, som for det første kan holde på varmen på indersiden, men også håndtere den fugt, som opstår, når man arbejder, bedre end en stor, tung vinterjakke.
Velocio anbefaler at bruge jakken fra 10 grader og så helt ned til frysepunktet, hvor det så kræver et ekstra, varmt lag under. Så reelt set en vinterjakke som skal kunne klare alle vinterforhold, medmindre man er typen, som ynder at køre ud i mange minusgrader, men det er trods alt de færreste. Jakken kan desuden holde til et ret højt vandsøjletryk ifølge Velocio, så man kan føle sig sikker - måske med undtagelse af de allerværste regnbyger.
Men igen, det er trods alt de færreste som begiver sig ud i en stormflod om vinteren alligevel.
Jakken har en tæt pasform, hvor der alligevel er fint plads til et ekstra lag, når det er rigtig koldt.
Cykeloptimeret pasform
Jakkens lethed og slanke materialer har også gjort det muligt for Velocio at gå lidt længere i udviklingen af pasformen, end man kan med en tungere jakke.
Vinterjakken er således fuldstændig optimeret til positionen på cyklen - lige så udpræget som man ser det med trøjer om sommeren. Velocio har ladet sig inspirere af motorcykeljakker, hvor ærmerne er formede og afrundede og ryggen rundet.
Pasformen skinner igennem, når man står op med jakken på. Den er kort foran, mens bagsiden er forlænget. Jakken sidder desuden strammere over brystet i oprejst position.
Men når man sætter sig på cyklen i den foroverbøjede stilling, så falder det hele på plads.
Bagsiden dækker det øverste af bagdelen, den korte front sikrer, at der ikke er for meget stof foran, som krøller og irriterer. Og så sidder jakken behageligt over brystet, hvor den afrundede ryg kommer til sin ret, når man sidder på cyklen og efterlader fint med plads hen over bryst og skuldre.
Der er desuden godt med plads i ærmerne - både i omkreds og længde. Det er prisværdigt, synes jeg, da det ellers godt kan blive meget stramt her, hvis man har flere lag under.
Det har Velocio løst fornemt, og der er godt med plads til selv to lag under, uden at man føler, at ærmerne strammer eller mangler plads.
Jeg er 183 centimeter høj, vinterformen ligger på cirka 74 kilo og jeg har testet en jakke i størrelse medium. Jakken sidder passende tæt på mig og har et tæt fit, som føles hurtigt på cyklen, selvom jeg er pakket godt ind.
Jeg har kørt med både ét og to lag under og begge dele fungerer upåklagelig i forhold til pasformen. Har man to lag under, så kan man godt føle sig lidt klemt, når man går og gør sig klar, men som beskrevet ovenfor, så falder det hele på plads, når man sidder i sadlen.
Velocio skal have ros for at lave en vinterjakke som er så figuroptimeret og som sidder rigtig godt. Selvom den sidder tæt - som cykeltøj skal - så er der faktisk fint med plads til at bevæge sig og jeg har haft en god fornemmelse, både når jeg skulle i lommerne efter ting eller vende og dreje kroppen for at orientere mig i trafikken. Jakken har godt med fleksibilitet i den forstand.
Alpha-systemet fås også til kvinder.
Let og effektiv
En af jakkens helt store forcer i min bog er den udprægede lethed. Jakken er både slank og let i vægt og det er bare noget der fungerer hos cykelryttere.
Trelagskonstruktionen virker som beskrevet og ønsket af Velocio. Ydersiden er pålidelig og holder kold vind ude, mens regn og sprøjt lægger sig på jakken i dråber og triller af igen. Selv om jeg har trænet i regn, så er der ikke antydningen af, at jakken tager imod vandet.
Det forventer man omvendt af en jakke i disse tider -især i denne prisklasse - så den allerbedste kvalitet er måske, at jakken giver en fornemmelse af, at temperaturen og fugten bliver reguleret rigtig godt.
Jeg har været ude for at træne i jakken på dage, hvor temperaturen er steget undervejs og solen har kigget frem, mens jeg har kørt med to lag under jakken. Her har jeg ikke haft oplevelsen af at koge over, selvom jeg har kørt hårde intervaller.
Den åndbarhed betyder så omvendt også, at jakken ikke er decideret polstret eller isoleret på samme måde, som tykkere vinterjakker. Dermed er man lidt mere sårbar overfor ændringer i intensiteten, men jeg synes faktisk ikke det er et problem for Velocio-jakken.
Men det er en jakke, som ligger op til, at den bliver brugt til ’rigtig’ træning mere end lange, rolige hyggeture.
Jakken er lavet til at fungere med Alpha-mellemlaget, når et almindeligt baselayer ikke er nok.
Lækker kvalitet og detaljer
Som skrevet tidligere, så har Velocio benyttet nogle afprøvede og respekterede materialer i jakken her, så det er ingen overraskelse, at kvaliteten og udførslen generelt er helt i top. Igen noget som man forventer af en jakke i det her prisleje.
Der hvor et produkt så for alvor kan skille sig ud, er i de små detaljer, som der er tænkt ind.
Her er Velocio godt med og der er udelukkende fokuseret på funktionelle detaljer - ingen irriterende dikkedarer.
Nakken er forsynet med blød fleece på indersiden, så den er behagelig mod halsen. Det er vigtigt, da man kører med en vinterjakke lynet helt op hele tiden.
Ærmeafslutningerne har fået syet en lille kile ind på undersiden af håndleddet. Et stykke blødt og strækbart stof. Det forhindrer ikke ærmerne i at slutte tæt, men til gengæld giver det lidt mere plads, så man har bedre fleksibilitet til at få ærmerne og handskerne til at slutte helt til. Godt tænkt og flot udført.
Softshell-jakken er enormt effektiv overfor regn og vandsprøjt fra vejene.
Konklusion
En virkelig lækker jakke som trods sin minimalistiske fremtoning giver fantastisk beskyttelse.
Pasformen er også en stor styrke og den er afstemt til både at sidde tæt, men samtidig give plads til et ekstra lag under jakken, som er nødvendigt på den koldeste dage.
En optimal jakke til den seriøse rytter, som også gerne vil træne igennem om vinteren.
Zero Bib Tight
Fakta
Producent: Velocio
Produkt: Zero Bib Tight
Farver: Sort
Størrelse: Medium
Pris: Kr. 2032,-
Forsiden er lavet i softshell for optimal beskyttelse.
Test
Ægte vinter-tights
Zero-bukserne er designet til de mørkeste og koldeste timer i sadlen. Faktisk anbefaler Velocio et andet par, hvis man kører mest i temperaturer over 4-5 grader, hvilket meget godt indikerer, hvad Zero-modellen er lavet til: Turene i frysende kulde hvor man har behov for mest beskyttelse.
Derfor er forsiden af bukserne meget vind- og vandtæt i et kraftigt softshell-materiale - det ser man alligevel ikke så tit på bukser.
Bagsiden er lavet i det evigt populære Thermoroubaix-materiale. Indersiden er opbørstet for den gode fornemmelse og de lune egenskaber.
Bagsiden er desuden DWR-behandlet, så det bedre skyr vand og sprøjt, men stadig bibeholder åndbarheden fra det lidt mindre kraftige materiale.
Gode i kulden
Bukserne opfører sig præcist som forventet ude på landevejene. De er ret kraftige i sit udtryk og giver en god fornemmelse af beskyttelse. De er først og fremmest varme, så de skal faktisk kun bruges, når der er rigtig koldt, for ellers kan man godt koge over, hvilket forplanter sig til resten af kroppen.
Til gengæld er de virkelig gode, når temperaturen er tæt på frysepunktet eller når vinden er stærk og iskold. Man er totalt beskyttet fra kulden og selv på de dårligste dage mærker man ikke antydningen af vind eller kulde, der slipper igennem eller køler benene.
Bukserne er blandt de bedre, jeg har kørt med, når det er rigtig koldt.
Pasform og detaljer
De sidder godt og med den rette pasform, som er helt tæt uden at det hverken strammer eller generer nogen steder.
Stoffet er i virkelig fin kvalitet, så de strækker velvilligt og jeg vurderer, at de passer stort set alle kropstyper uden de store problemer.
Velocio har forsynet benene med en strop, der går under anklen, og som skal sikre at bukserne sidder helt tæt om underbenet uden risiko for at kravle op. Jeg er normalt ikke stor fan af den løsning, men det fungerer fint, da stroppen er helt flad og uden sømme og så er der lidt mere plads i den, så det ikke strammer og generer om anklen.
Det samme gør sig gældende med selerne. De er helt flade og passer derfor godt sammen med hvilket som helst baselayer, uden at de fylder unødigt. De er superelastiske, så de tager godt ved og giver fornemmelsen af et tæt fit omkring hofte og mave også. Det er ret fedt, når man skal have mange lag på, så der ikke kommer noget i vejen.
Indlægget er også ganske hæderligt og jeg har ikke skænket det mange tanker på mine ture, hvilket er et stort plus. Det fungerer bare!
Den nederste del af buksebenene, som dækker læggene, er lavet i et reflekterende materiale, som er ekstra vandtæt. Det giver lidt ekstra beskyttelse, der hvor vandet sprøjter op fra hjulene og lidt ekstra synlighed også.
Bagsiden er mere åndbar og har store refleksdetaljer på underbenene.
Konklusion
Virkelig lækre tights, som dog egner sig bedst til de allerkoldeste dage. Man skal således være sikker på, at man rent faktisk er typen, der træner på de koldeste dage - ellers er der et bedre alternativ i Velocios kollektion.
Det stærkeste indtryk er de virkelig lækre materialer, den kraftige forside som æder kold vind og lave temperaturer samt en rigtig godt afstemt pasform. Softshell-materialet er sjældent set på bukser og prismærket er også stejlt. Men med sikkerhed noget af det bedste du kan støve op, hvis du kører ud i frostgrader.
Alpha Long Sleeve
Fakta
Producent: Velocio
Produkt: Men’s Alpha Long Sleeve
Farver: Navy (fås også i Fire Red)
Størrelse: Medium
Pris: Kr. 1344,-
Alpha-materialet fra Polartec sørger for optimal isolering, der hvor man er mest udsat.
Test
En ekstra dimension
Med Signature Softshell-jakken i hovedrollen ønskede Velocio at udvide spændvidden for de forhold, den skulle fungere under. I New England - hvor Velocio er født som brand - kan vintermånederne let byde på minus ti grader, hvilket krævede mere et blot ét lag under jakken.
Således blev den langærmede Alpha-trøje opfundet. Den er designet som et mellemlag, som skal give ekstra varme og sikre rytteren mod at kigge ind i sit klædeskab og gætte sig frem til, hvad der mon fungerer på de ekstra kolde dage.
Polartec Alpha
Trøjen er bygget op omkring Alpha-materialet fra Polartec. Det er udviklet til militært brug, men har fundet vej til en masse cykeltøj hen over de seneste sæsoner. Isoleringen er nemlig fremragende og giver mest mulig isolering og varme kontra massefylde.
Alpha-materialet er placeret på alle de steder, hvor kroppen bryder vinden og som derved har risiko for at blive afkølet mest; arme, bryst og hals. Teknologien giver plads til en smule luft og fanger derved varmen. Samtidig skiller det sig godt af med fugt, hvilket gør, at det kan bruges til cykling med høj intensitet også.
Bagsiden er lavet i kraftig merinould på indersiden med et polyester-yderkant, som er mere modstandsdygtig overfor slid.
Bagsiden i tyk merino-kvalitet - stadig varm, men åndbar og inklusiv tre ekstra lommer.
Produktet man ikke vidste, man manglede
Jeg kører sjældent med et mellemlag om vinteren, men må tilstå, at jeg er blevet virkelig glad for trøjen her på de koldeste dage.
For det første er kvaliteten helt, helt fantastisk. Jeg er kæmpe fan af Alpha fra Polartec i forvejen, for det fungerer bare. Det er varmt, åndbart og lækkert mod kroppen. Resten af trøjen i merino-kvaliteten er også fra øverste hylde, så man får generelt en trøje, som er lækker at trække over hovedet.
Selvom udtrykket er kraftigt, primært på grund af Alpha-materialet, så er trøjen let og fylder næsten ingenting på kroppen. Jeg har således ikke har noget problemer med at have den på som ekstra lag, selv under en tætsiddende jakke, som den fra Velocio.
Trøjen holder godt på varmen og giver en åbenlys, ekstra dimension, når man bruger den som et system, sammen med et inderste lag og jakken.
Bagsiden har tre lommer i øvrigt, så man kan have lidt ekstra med eller placere nogle af sine ting under jakken. Det giver god mening, da man så eksempelvis kan holde sin telefon både tør og varm, hvis det er koldt og regner.
Alpha-trøjen giver en ekstra dimension til vintergarderoben ved at udvide jakkens anvendelsesmuligheder.
Konklusion
Jeg vidste ikke, at jeg manglede trøjen her, men den er jeg for alvor blevet glad for. Kvaliteten er uovertruffen, den sidder perfekt og så er den vanvittig alsidig. Den bliver uden tvivl min foretrukne - uanset om jeg skal cykle, stå på ski eller gå en tur i kulden for den sags skyld.
Øvrige produkter
Sammen med Alpha-systemet har vi også haft lejlighed til at teste en række af de tilhørende produkter i Velocios vinterkollektion.
Først og fremmest Merino 210-undertrøjen med lange ærmer. Den er lavet til at indgå i systemtankegangen, som det inderste lag. I samme boldgade er der halsedissen - Merino 210 Winter Collar. De er begge lavet i tyk og lækker merinould, som er dejligt blødt mod kroppen og giver den velkendte, lune fornemmelse. Trøjen fungerer godt i koldt vejr og uldens naturlige egenskaber gør, at den ånder godt og aldrig bliver gennemblødt trods høj intensitet. Kvaliteten er virkelig høj i materialerne og der er virkelig gods i merinokvaliteten.
Sammen med sættet har jeg også kørt med Alpha-handskerne.
De bygger på samme princip som jakken med et softshell-lag yderst og Alpha-isoleringen i midten. Handskerne er lækre og gennemførte og så er de dejligt minimalistiske, så de ikke fylder for meget og bliver til en regulær skihandske. Der er også godt med plads i skaftet, så de slutter tæt med jakken. Dog har jeg oplevet at få lidt kolde fingre på kolde og våde dage. Det skal dog siges, at den dag hvor jeg for alvor oplevede problemet, der var det slud, regn og meget koldt. Men det viser trods alt, at selv teknisk velfunderede og veludførte produkter indimellem må give fortabt overfor elementerne.
Velocio har også en stor kollektion af accessories.
…
Sådan har vi testet: Tøjet er testet over fire uger i den danske vinter og har været udsat for timer af to timers varighed tæt på frysepunktet inklusiv regn og slud.
Stillet til rådighed af: Velocio
ANNONCE
ANNONCE
Vær med i klubben - find en cykelklub i nærheden af dig
Vil du også gerne deltage i cykelløb i ind- og udland?
ANNONCE
Motionsfeltet.dk • Åsvinget 5 • 9800 Hjørring • Tlf. 5155 8966 • info@motionsfeltet.dk • Cookieindstillinger