25.11.2024 @ 13:43

En af sæsonens mest omtalte cykler er næsten et perfekt blend mellem fart og vægt, hvilket giver rytteren optimale betingelser for at præstere. Uanset om man er en af de hurtigste ryttere i verden eller en almindelig motionist.

Motionsfeltet.dk's vurdering:

(9/10)

Introduktion
Trek Madone Gen 8 - uanset om det er SLR 9-modellen, som vi har testet på Feltet.dk, eller andre modeller i serien - har ét klart mål: at være den ultimative cykel. Denne model er et resultat af en kombination af Treks ikoniske Madone-serie og deres velkendte bjergcykel, Émonda.

Cyklen er både let og hurtig og præsterer lige så godt som tidligere Madone-modeller. Den store forskel er dog, at Gen 8 er ekstremt let, hvilket gør den til en unik kombination af en aero- og bjergcykel.

Det er en cykel designet til fart, og vi kan forvente at se den på stigninger og flade strækninger hos mange licensryttere i fremtiden. Trek har udviklet en stiv og let ramme, der gør det nemt for rytteren at mærke accelerationen både på flad vej og op ad bakke.

 

Fakta

Producent: Trek

Model: Madone Gen. 8 SLR 9 AXS 
Størrelse: Small
Vægt: 7,39 kg
Farve: Team Replica
Pris: Kr. 114.999,-

 

Test

 

Hvem er cyklen til?
Trek Madone Gen 8 appellerer bredt, selvom den primært er tænkt til race. Det vil sige, at selvom Madone-serien generelt har været tiltænkt som en fuld aero-cykel, så er det helt nye ved generation 8, at vægten nu også matcher diverse bjergcykler.
Derfor håber Trek at kunne opnå en cykel for alle. Løbsrytteren og motionisten skulle gerne begge kunne se sig på denne cykel.

Gen 8-serien fås i flere prisklasser - fra SL5 til SLR 9 - så der er noget for enhver type rytter og budget. Der findes med andre ord både en udgave for ’begynderen’ og selvfølgelig en udgave for de helt hardcore.


Trek Madone-modellerne har jo også traditionelt set været at finde både i den danske licensklasse og på World Touren, og den nyeste dreng i klassen har allerede nu haft et par måneder på øverste hylde. Mads Pedersen vandt endda sit første løb på denne model, hvilket jo ikke gør noget dårligt for førstehåndsindtrykket af denne cykel.


Men Madone Gen 8 er altså også tiltænkt motionsrytteren, og i Danmark kan kombinationen af aerodynamik og letvægt være perfekt til både flade strækninger og ture til sydens bjerge.

 

Hvordan er Trek kommet i mål med deres ambitioner?
Vi har testet topmodellen, Trek Madone SLR 9, over et par måneder på Feltet.dk. Og vi kan forsigtigt starte med at sige, at cyklen lever op til sit ry. Cyklen, vi har testet, er udstyret med den nyeste SRAM AXS-gruppe, Bontrager Aelous-hjul i topklassen og en ramme af OCLV 900-carbon, hvilket tilsammen gør cyklen ekstremt hurtig. Vægten er reduceret markant, om end cyklen ikke er helt nede ved UCI’s grænse endnu. Trek hævder dog, at de aerodynamiske fordele kompenserer for vægten.


Hele sammenspillet mellem aero og letvægt er dog lidt svært at teste fuldt ud her i flade Danmark, men jeg havde også fornøjelsen af at prøve cyklen i Spaniens bjerge på en testtur før sommerferien—en oplevelse, jeg allerede dengang skrev om her på Feltet.dk.

 


Cyklen klatrer fantastisk og giver virkelig efter, når man rejser sig i pedalerne. Det føles næsten som at accelerere på flad vej, hvilket er en ret fed fornemmelse. Jeg kan kun forestille mig, at løbsryttere ville mærke denne oplevelse endnu stærkere. Og så gør det jo ingenting, at Madone i forvejen er en fartmaskine. Man får som rytter et indtryk af, at cyklen kan klare det meste.


På testturen i Spanien fik vi fremmødte et længere oplæg om, hvordan ryttere på World Tour-holdet havde givet udtryk for ønsket om en cykel til alle formål. Når de sad i løbssituationer, hvor de måske var kommet i udbrud på en bjergetape på en Émonda, så følte de sig modsat ikke hjulpet nok på de flade stykker. Det fik flere af rytterne (som vi også så med Mads Pedersen) til at gå med Madone i alle situationer, på trods af den højere vægt i bjergene. Det fik Trek til at trække i arbejdstøjet, for nu skulle Émondaen væk, og i stedet skulle den lynhurtige Madone også præstere i bjergene.

 

Her står vi tilbage som ryttere i alle størrelser og gørelser og kan profitere på det. For nu kan vi gå ud og købe en cykel, som vi ved kan gavne os i enhver situation. Det er i øvrigt bare fedt at sidde på en cykel og klemme sig ned i en aerodynamisk position og føle sig på sit hurtigste. Når man så endelig rammer en dansk bakke, så er man på udstyrsfronten alligevel klar på at tackle den.


Cyklen har allerede vundet flere cykelløb, og vi så også Mattias Skjelmose gennemføre en rigtig fin Vuelta på den samme Madone hele løbet igennem. Men hvad med os motionister? Ja, jeg kunne ikke forestille mig en bedre måde end at tage mit nye våben og angribe den KOM, jeg simpelthen ikke har kunnet tage. Men ved I hvad? Jeg tog den, endelig!!

 

De nye RSL-dunke
Det kan virke lidt underligt at tilegne et ekstra afsnit her til at snakke om drikkedunke i en artikel om en cykel. Men de nye aero RSL-dunke og -dunkeholdere kommer som en integreret del af cyklen. Trek anbefaler endda, at man som rytter beholder begge dunke på cyklen hele tiden.

Det er for at lukke hullet midt i rammen, og derfor kører cyklen altså den smule hurtigere, hvis dunkene sidder på.

Som rytter vil det sige, at uanset længden på din tur, så kør altid med to dunke. Det samme vil vi se på World Touren, hvor Lidl-Trek-rytterne nok ikke kommer til at smide deres dunke på samme måde. Især ikke på den type bjerge og stigninger, hvor aerodynamik stadig spiller en rolle.


Det er en speciel og interessant udvikling. Dunkene ser også lidt sejere ud end normale drikkedunke, men rent funktionelt har de et stykke vej endnu. De er faktisk ret uhandy at håndtere, og man skal lige huske at vende dunken den rigtige vej, når den skal tilbage i holderen.

Du kan heller ikke rigtig stille dunken andre steder i dit hjem, da de ikke er designet til at kunne stå op. Endnu mere incitament til at lade dem blive på cyklen.

 

Rammespecifikationer
For at udvikle en aerodynamisk klatrercykel kræves der innovation. Rammen på Madone Gen 8 ligner umiddelbart forgængeren Gen 7, men er blevet forfinet og støbt i ét stykke, især ved forgaflen, hvor der er skåret vægt af. Den nye ramme vejer 765 gram, og forgaflen er nede på 370 gram.

Det velkendte ISOFlow-hul under saddelpinden, som både forbedrer aerodynamik og sparer vægt, er også bibeholdt.

 

Det giver et meget kompakt og let udseende. Der har i de senere år været en tendens til, at ægte aerocykler har set en smule tunge ud. Eller er det bare mig? Fartmaskiner har været støbt på en måde, så alle dele har gået lidt ud i ét. På den måde kunne de have en tendens til at se lidt store og måske endda klodsede ud. Letvægtscykler har derimod haft rammer, hvor man kunne se, at alt var skåret ind til benene.

Nu ser vi i stedet på en ramme, hvor de aerodynamiske tanker møder den lidt mere pillede udgave. Det ser ret godt ud, især fordi det strømlinede design ikke er til at tage fejl af, men alligevel er cyklen tynd og ’let’.

 

Tilpasningsmuligheder
Treks nye størrelsesguide har ændret nogle størrelser, så størrelse M nu er blevet den mest fleksible. Ryttere, som tidligere har kørt med en ramme på 54 cm., vil opleve, at størrelse M giver dem større frihed til tilpasning.

Saddelpinden fås i to længder, hvilket giver fleksibilitet i sadelhøjden og mulighed for et ekstra aerodynamisk setup.


Testcyklen, som jeg selv har testet, er en størrelse S, og jeg befinder mig måske et sted mellem størrelser. Især hos Trek, hvor jeg helt sikkert også ville kunne køre på en størrelse M. Her gjorde muligheden for at skifte saddelpinden en betydelig forskel, og så sidder man også pludselig mere foroverbøjet på cyklen (aero!).

 

Treks Project One
Trek tilbyder også Project One, hvor du kan specialdesigne cyklens farve og finish. Hvis Lidl-Trek-farverne ikke er noget for dig (uanset hvor ikoniske/velkendte de snart må være), kan du skabe et helt unikt udtryk på cyklen. Alt fra farve, men også til hvilken glans cyklen skal have.
 

Nu fik jeg ikke muligheden for at vælge farver til testen, men jeg brugte alligevel en god time på at sammensætte netop mit eget design på www.trekbikes.com/dk/da_DK/project-one/. Prøv at finde mig en anden cykelproducent, der tilbyder samme tilpasningsniveau?

For inspiration kan I f.eks. se nogle af Treks egne bud på speciallakeringer. Det er altså lidt blæret:

 

 

Komponenter
Lad os snakke lidt om komponenterne. Det er for de ægte cykeltechnørder. Og med den model, som vi på Feltet har testet, får vi også cyklen at se fra den allerbedste side.


Rammen er støbt forskelligt alt efter størrelsen. Det betyder, at rammen ser ret anderledes ud på f.eks. en Small, end den vil gøre på en Large. Det er der også en mening med, da rammens forskellige former er for at udligne de forskelle, der vil være i aerodynamikken. Så selvom det er en Small-ramme, vi har testet, som ser noget mere endurance-agtig ud, så er cyklen lige så hurtig og aerodynamisk som de tilsvarende større modeller. Hvis man går med den dyreste udgave, så er rammen desuden støbt i OCLV 900 carbon.


Sadlen er en let Aeolus RSL-saddel med carbonskinner. Den er desuden ergonomisk lavet og skulle give støtte på den mest optimale måde. Sadlen fås, som også tidligere nævnt, med to længder af saddelpinde. Der kommer én med cyklen, men hvis man har behov for at hæve (eller sænke) sadlen yderligere, kan der tilkøbes en saddelpind i en anden længde. Begge saddelpinde har ret meget mulighed for justering.


Frempinden og styret er et lækkert OCLV carbon-integreret styr med et fast reach på 80 mm. Desuden er det fra 38-44 cm mellem drops, afhængig af størrelsen. Det er altså matchende med de standarder, vi snart forventer for styr, reach og cykler, og så er det MEGET racefit. Fart er tænkt ind alle steder på cyklen.
 

Hjulene er de lynhurtige Bontrager Aeolus RSL 51 mm carbonhjul, selvfølgelig med skivebremser og gennemgående aksel. Jeg tror, for mange er det egentlig her, man vil kigge først for at finde farten. Og med 51 mm fælgdybde er der en bred palette af brugsmuligheder her, da fælgen selvfølgelig er dyb, men ikke alt for dyb. Det tyder også lidt på, at alsidigheden i cyklen selvfølgelig er tænkt ind alle steder. Så er det i øvrigt vigtigt at nævne, at hjulene kommer tubeless-ready, hvilket snart er selvsagt i moderne cykelproduktion. Det gælder også Pirelli P Zero Race-dækkene, som kommer monteret på cyklen. Her kunne man som forbruger aftale at få cyklen sat op med tubeless fra start. I testen har vi dog kørt med slanger, så selve delen om tubeless kan jeg ikke udtale mig om. Dog er testen gennemført uden skyggen af punkteringer!


Lad os til sidst snakke lidt om SRAM AXS E1-gruppen, som sidder på cyklen. Vi cykelmotionister og ryttere deler os altid lidt i to lejre, når det kommer til geargrupper: SRAM eller Shimano? Cyklen fås dog med begge som mulighed, men World Tour-holdet kører SRAM, og det har vi også gjort til testen. Det er en virkelig god geargruppe. Virkelig god. Men jeg kan ikke komme udenom, at jeg har haft forbehold for SRAM og egentlig ser mig selv som en Shimano-guy.

 

Det er dog puttet en smule til skamme under testen, og jeg har ikke oplevet problemer med gearene; det har kørt fantastisk. Man skal selvfølgelig vænne sig til et lidt anderledes gearskifte, men det er et gearskifte, som kører smooth. SRAM-kæder er i øvrigt ret lækre at se på. Det ligner bare noget, der virker. Jeg må dog sige, at for en hurtig aero-cykel er det lidt specielt med en 48/35 foran og en kun 165 mm pedalarmslængde.

 

Det er altså 48/35-udveksling uanset model og størrelse, hvilket måske virker fint nok til en mindre rytter som mig, men er lige i underkanten for en større rytter. Det er også på trods af 12-speed-kassetten med en 10-33-udveksling. Og parret med den korte pedalarm skal man pludselig tænke meget i kadence for at producere sine watt. Det er da også tendensen i cykelverden lige nu (alle må umiddelbart tænke direkte på Pogacars 165 mm pedalarm), så måske er det en tilvænningssag?

 

Det er måske også her, alsidigheden spiller lidt en rolle. Der er dog tale om en upåklagelig geargruppe med et nemt opladeligt batteri og lang levetid. Så er det i øvrigt fedt at kunne foretage gearskiftet oppe på toppen af grebet, så det f.eks. er nemmere i situationer, hvor man er mere pakket ned på cyklen.

 

Køreegenskaber
Madone Gen 8 er behagelig at køre og minder med sin lille ramme lidt om en endurance-cykel, selvom den ikke er det.
På cyklen føler man sig hjemme med det samme, og den giver en lyst til at presse på. Under en septembertur i modvind kunne cyklen fastholde farten, og det føltes som at køre på en ægte aerocykel. Her var jeg presset helt i bund og måtte som enhver motionist næsten give op under den ekstreme modvind. Men da jeg rejste mig i pedalerne og etablerede farten, ville cyklen ikke give slip igen. Cyklen holdt simpelthen legende let farten, og den følelse vil jeg ikke glemme cyklen for. Det er decideret motiverende.

Det samme kan siges om cyklens egenskaber på bakkerne, hvor en acceleration kan mærkes, og man fristes mere og mere til at tackle sine egne personlige rekorder.

Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at denne cykel ville tage mig godt igennem mit eget første licensløb, hvis jeg havde den som min egen (og samlede mig mod til at stille op i sådan et). Selv med mine begrænsede tekniske evner tog det ikke længe, før jeg også skulle prøve at presse cyklen i et sving. Man bliver kun bedre af at prøve, men med den helt rigtige fartmaskine er man også godt på vej. Går det for hurtigt, kan man jo altid bremse, hvilket med en cykel på skivebremser også er en stor tryghed.


Konklusion
Trek Madone Gen 8 - uanset om det er topmodellen SLR 9 eller den mere prisvenlige SL 5 - vil appellere til både konkurrence- og motionsryttere. Cyklen er næsten et perfekt blend mellem fart og vægt, hvilket giver rytteren optimale betingelser for at præstere. Det er altså uanset, om vi taler de hurtigste ryttere i verden eller os almindelige motionister.


For fremtidige generationer kunne det dog være spændende, hvis RSL-dunkene blev mindre afgørende for aerodynamikken, og vægten måske endda blev bragt tættere på UCI’s nedre grænse. Det er selvfølgelig en ønsketænkning og et drømmescenarie. Trek tænker dog nok allerede i disse baner, og måske ser vi en yderligere udvikling i denne retning næste år?

Jeg kan varmt anbefale Trek Madone Gen 8, hvis du overvejer en cykel, der både leverer fart og performance - uanset om du er væddeløber eller motionist.

 

Stillet til rådighed af: Trek

 

 

 

 

 

 

 

 

Motionsfeltet.dk's vurdering: (9/10)

Test: Trek Madone Gen. 8 SLR 9 AXS – Den ultimative aerocykel?
En af sæsonens mest omtalte cykler er næsten et perfekt blend mellem fart og vægt, hvilket giver rytteren optimale betingelser for at præstere. Uanset om man er en af de hurtigste ryttere i verden eller en almindelig motionist.
Udlev cykeldrømmen for et overkommeligt beløb
Det måtte jo komme på et tidspunkt - leasing af cykler - og dét koncept har man taget til sig og udviklet på i den silkeborgbaserede koncern Unico. 
Konkurrence: Vind en letvægts-børnecykel fra woom
Vind en børnecykel med Motionsfeltet.dk. 
EM-oversigt: Resultaterne og medaljetabel
Få her det store overblik over EM i cyklecross 2024.
Produktfokus: Favero Assioma Pro MX-2 og Assioma Duo watt-pedaler
Anders Lund har fået nyt job
Tidligere rytter og landstræner Anders Lund har nu fremtiden på plads. 
Bjarne Riis forudser stor dansk succes i Touren
Bjarne Riis forventer dansk Tour-succes næste sommer. 
Her er Tour de France-ruten 2025
Ruten til næste års Tour de France er netop blevet offentliggjort i Paris.
”Vingegaard-effekten” er stadig større trods fænomenalt hjemmebane-VM, mener træner
VM på hjemmebane i Ballerup Super Arena blev en enorm succes, og opbakningen var enorm fra de danske fans. Alligevel tror den tidligere rytter Jimmi Madsen, at en vis Tour de France-vinder appellerer mere til fremtidens ryttere.

Instagram #motionsfeltet

ANNONCE

Grand Tour-etape slutter i Slovenien ifølge medie
Skal man tro det slovenske medie Siol, får Slovenien en etapeafslutning i næste års Giro d’Italia. 
Stor VM-oversigt: Få alt det bedste fra danskernes magi i Ballerup
En stor uge ved VM i banecykling i Ballerup er slut, og der har været danske succesoplevelser på stribe. Feltet.dk har her samlet alle reaktionerne fra danskerne hele ugen.
Vingegaard-beslutning revses af Bruyneel: Ikke en grund
Jonas Vingegaards beslutning om at afslutte sin sæson tidligt undrer Johan Bruyneel.
Følg Lombardiet Rundt på Feltet.dk's app
Kom helt tæt på Lombardiet på Feltet.dk's app. Følg danskernes kamp imod Tadej Pogacar og co. 
Verdensstjerne har besluttet sig om fremtiden
38-årige Nino Schurter har taget en beslutning, om han vil fortsætte eller stoppe karrieren.
Officielt: Her afholdes EM i Gravel
Det er lige blevet annonceret at Finland bliver værtsnation for Europamesterskaberne i Gravel i 2027. 
Nyt cykelmagasin på gaden
Motionsfeltet.dk har sendt et nyt efterårsmagasin på gade. 160 sider med masser lækkert stof til motionisten eller pendleren.
Mørkøv vil have fingrene i Vingegaard: Jeg håber selvfølgelig utrolig meget
Den kommende landstræner i landevejscykling, Michael Mørkøv, vil have Jonas Vingegaard med til diverse mesterskaber.
Læserbrev: Pokal eller kiste?
Den teknologiske udvikling har gjort cykelsporten langt farligere, argumenterer Jan Louis Svenningsen i dette læserbrev. Han kræver derfor handling for at øge sikkerheden. 
Danmark får ny landstræner
DCU har skiftet landstræner.
Simon Andreassen bliver verdensmester
Simon Andreassen vinder VM i mountainbike på marathondistancen.
Vild træningstur: Evenepoel er klar til VM
Remco Evenepoel ligger ikke på den lade side her halvanden uge før VM.
”Det var så grotesk” – store sikkerhedsproblemer til dansk licensløb
Sikkerheden var ikke i orden til licensløbet i Lejre i weekenden, melder flere sportsdirektører.
Som en gazelle på savannen – testkørsel af Gazelle Eclipse T11
Feltet har prøvekørt en elcykel fra hollandske Gazelle. En ”neutral” indstilling til elcykler fra testerens side blev vendt til decideret begejstring.
Test: Envy Light sommertøj fra Re-Behave
Et lækkert sommersæt med fine features og med en holdning til miljøet.
Test: Trek Madone Gen. 8 SLR 9 AXS – Den ultimative aerocykel?
En af sæsonens mest omtalte cykler er næsten et perfekt blend mellem fart og vægt, hvilket giver rytteren optimale betingelser for at præstere. Uanset om man er en af de hurtigste ryttere i verden eller en almindelig motionist.
Udlev cykeldrømmen for et overkommeligt beløb
Det måtte jo komme på et tidspunkt - leasing af cykler - og dét koncept har man taget til sig og udviklet på i den silkeborgbaserede koncern Unico. 
Konkurrence: Vind en letvægts-børnecykel fra woom
Vind en børnecykel med Motionsfeltet.dk. 
EM-oversigt: Resultaterne og medaljetabel
Få her det store overblik over EM i cyklecross 2024.
Produktfokus: Favero Assioma Pro MX-2 og Assioma Duo watt-pedaler
Anders Lund har fået nyt job
Tidligere rytter og landstræner Anders Lund har nu fremtiden på plads. 
Bjarne Riis forudser stor dansk succes i Touren
Bjarne Riis forventer dansk Tour-succes næste sommer. 
Her er Tour de France-ruten 2025
Ruten til næste års Tour de France er netop blevet offentliggjort i Paris.
”Vingegaard-effekten” er stadig større trods fænomenalt hjemmebane-VM, mener træner
VM på hjemmebane i Ballerup Super Arena blev en enorm succes, og opbakningen var enorm fra de danske fans. Alligevel tror den tidligere rytter Jimmi Madsen, at en vis Tour de France-vinder appellerer mere til fremtidens ryttere.

Motionsfeltet.dk   •   Åsvinget 5   •   9800 Hjørring   •   Tlf. 5155 8966   •   info@motionsfeltet.dk   •   Cookieindstillinger

Andet