Motionsfeltet.dk's vurdering:
(8/10)
Stellar-cyklen er et bud på en moderne gravelcykel i det hurtige segment, med masser af rigtig gode komponenter. Jeg har testet en fuld carboncykel med tubeless setup og et cockpit helt uden synlige kabler. Dertil et elektronisk gear fra øverste hylde og dermed en cykel med en vejledende pris omkring 40.000, - kr.
Inden jeg går i detaljer med cyklen, så er jeg nødt til at berøre farven på cyklen:
Farven, som officielt hedder Copper Fuel, er en mellemting mellem kobber, guld eller måske skovens efterårsfarver. Den springer virkelig i øjnene, og skiller sig ud fra mængden.
Jeg fik under testen mange kommentarer på farven, og alle er enige om, at den er moderne og lidt fræk.
Cyklen har matchende dæk med tanwalls og et kraftigt stødabsorberende styrbånd i brune nuancer, så alt i alt en cykel, der står rigtig flot og giver en god wow-effekt.
Fakta
Producent: Jensen Cykler, Århus
Produkt: STELLAR GRAVEL - FULL INTEGRATED - COPPER FUEL
Størrelser: 49, 52, 54, 56 og 58
Vægt: 8,7 kg (Målt på min egen vægt, uden pedaler, med flaskeholder og front mount)
Farve: Copper Fuel, og kan ligeledes købes i farven Forrest Fuel.
Pris: 40.200 kr
Stellar cyklen på en grusvej i dejligt koldt solskinsvejr.
Hvilken cykel er Stellar?
Stellar er et brand fra danske Jensen Cykler i Århus. Faktisk er der tale om et nyt navn til topmodellerne fra Jensen Cykler. Firmaet skriver følgende på deres hjemmeside.
’Jensen Cykler adskiller sig fra andre cykelbutikker, ved at vi har egen import og vores eget mærke JENSEN/STELLAR, det betyder at vi springer et mellemled over, dermed får du mere kvalitet for pengene med en Jensen Cykel”.
Konceptet fra Jensen Cykler er altså kort fortalt, at du her kan få en kvalitetscykel, med et eget importeret stel, konfigureret helt som du vil, til en noget bedre pris end hos de store mærkevareproducenter.
I det lys har vi altså med en cykel at gøre, som skal sammenlignes med de øvre segmenter af gravelcykler.
Beskrivelse af cyklen
Stellar Gravel er bygget på en fuld carbonramme. Geometrien er slopet, hvilket vil sige at overrøret falder en anelse fra kronrøret ned mod sadelrøret. De to bagstivere er samlet i et svagt buk et stykke under overrøret og giver bagenden af stellet et anderledes og harmonisk look.
En detalje flere har bemærket under testen.
På stellet er der masser af monteringshuller til cykeltasker, drikkedunke, skærme og andet udstyr, hvis man vil bruge cyklen til langdistanceløb eller bare køre lange ture med masser af oppakning.
Carbonstellet er som forventet flot støbt og finish på lakering og overgange er helt rene og fejlfrie i udførelsen. Efter otte ugers test og med kørsel i alt det dårlige vejr, med masser af grus, regn og sne, så kan jeg sige, at lakeringen er ganske robust, og ikke bliver ridset mere end, man kan forvente.
Cyklens lakering og geometri har fået flere positive bemærkninger under testen.
Sadelrøret er formet og følger hjulet på den nederste del, hvor der også er plads til montering af forskifter, hvis man ønsker en geargruppe med to klinger i front. Krankboksen er trukket ned mod jorden for et lavere tyngdepunkt, men ikke så langt, at det giver problemer med at pedalerne rammer jorden.
Selve sadelpinden er den helt klassiske, runde slags og denne cykel er monteret med en Sella Italia Model X-sadel.
Sadelpinden og sadlen kan justeres med en nøgle og et justeringshjul, en smart anordning. Sadlen er forholdsvis kort og med hul i midten.
Personligt foretrækker jeg en sadel uden hul, når jeg kører gravel, da vand og kulde let kommer gennem hullet. Om man er til en kort sadel er en personlig ting, men man sidder godt på denne Sella Italia-sadel.
Cyklen har et fuldt integreret ’Carbon Classic integrated’ gravelcockpit, hvilket vil sige at alle kabler til gear og bremser er skjult inde i styret. Det giver et helt rent og stramt udseende og giver bedre aerodynamik og mere fart. Desuden er styret vinklet ud, så styret er lidt bredere, når man er nede i bøjlen - i gravelverdenen kendt som ’flare’.
Det virker rigtig godt. For eksempel hvis man skal op og stå i en spurt, op af en stejl bakke eller har behov for sikker styring rundt i små passager, hvor terrænet kan være udfordrende.
Det integrerede styr har monteringsbeslag til cykelcomputeren på undersiden. Jeg bruger en front mount fra Garmin og det virker godt. Monteringen gør, at din cykelcomputer kommer ned i niveau med styret og sikrer lav luftmodstand.
Integreret styr med tilhørende front-mount til Garmin giver et clean look.
Hvem henvender Stellar Gravel sig til?
Stellar gravelcyklen er sat op til fart og med de monterede Specialized Pathfinder Pro Tubeless dæk, så er det en hurtig cykel. Sammen med det fuldt integrerede cockpit og den lave siddeposition, så er det en cykel, der vil fart.
Cyklen kan naturligvis klare sig alle steder, men denne er bygget til det hurtige spor og overflader som grus og asfalt, hvor man netop kan træde kræfterne ud.
Mens de andre lapper huller, tager vi billeder.
Stellar gravelcyklen kører helt stabilt. Kronrøret er vippet så meget, at cyklen har en god længdestabilitet, og du kan sagtens køre uden hænder på styret. Ikke at jeg vil opfordre til det, men det viser, at cyklen er bygget til hurtig race på en afslappende måde.
Cyklen er bygget med meget slope, altså et lavt stel med lavt tyngdepunkt. Det mærkes i svingene, hvor man nemt kan lægge cyklen ned og dermed få mere bid i siden af dækkene. Når man drejer skarpere, så vil cyklen gerne med ind i svinget. Det er let at komme rundt.
Drejes styret, så har det ikke et egentligt stop, og det kan drejes helt ind til stellet.
I den testede størrelse og opsætning er styret monteret lavere end sadlen, og der er mulighed for at fjerne flere spacere og komme endnu længere ned. Jeg synes dog at højden passer godt, og indstillingen på den testede cykel passer både til race på landevej og hurtig kørsel på skovveje.
Stellar-cyklen er hurtig. Den accelererer hurtigt op i fart, og der er god respons, når man træder til for mere fart eller for at overvinde bakkerne. Stellet er stift, mens de brede fælge og tubeless setuppet giver blødhed på de knoldede overflader.
Cyklen er komfortabel og under testen havde jeg flere ture på omkring tre timer helt uden problemer.
Hvis det skal gå endnu hurtigere, og der er meget asfalt, så kan man pumpe dækkene til cirka 2.5 bar og udnytte dækkets egenskaber til race. Omvendt er der så ikke den store komfort på grusveje og i skoven.
En flot vintermorgen med let sne er guf for en hurtig gravel cykel.
Cyklen er udstyret med et Carbon Classic Gravel-hjulsæt i fuld kulfiber med stor bredde til dækkene. Hjulsættet har højde og det giver cyklen et udtryk som en hurtig landevejscykel.
Hjulsættet er klar til tubeless og kvaliteten og udseende på de sorte fælge, navet og de runde egere er, som det skal være.
Hjulsættet er monteret med Specialized Pathfinder Pro Tubeless-dæk. Dækkene er 42 millimeter og til brug på hårde overflader. Dækket har en blank slidbane i midten af dækket og små pigge/lameller på begge sider.
Dækkene har virkelig overrasket mig positivt. Dels larmer de nærmest ikke på grund af den blanke slidbane, men samtidig står de rigtig godt fast. I testperioden deltog jeg i et vinterløb, med veje og skovspor på sne, vand og is. Vi kørte med cirka 1.6 - 1.8 bar i det tubeless setup, og selv under disse barske forhold var der ingen problemer med at stå fast.
Effektive GRX-bremser og hurtige dæk.
Det eneste dækkene nok ikke kan klare, er stejle mudrede stigninger, men så er vi forhåbentlig ovre på vores MTB.
Dette hjulsæt med disse tubeless-dæk er et meget godt valg til Stellar-cyklen og dækker 98% af mit behov.
Geargruppe: Shimano GRX 1x11 Di2
Stellar cyklerne er monteret med Shimano GRX 11-speed Di2 geargruppen. Det er Shimanos elektroniske version af deres meget populære gravel-geargruppe.
Det er en virkelig god og effektiv geargruppe, hvor Shimano er lykkedes med at lave noget, der virker hver eneste gang. Selve grebene har en ergonomi, der giver virkelig god støtte, og selv på single track har man hele tiden en følelse af, at der er fuld kontrol.
Den elektroniske version er dyrere end den mekaniske, men man får også noget mere i form af hurtigt præcist skifte. Denne cykel var sat op med 1x11 speed og altså kun en klinge foran. Det er et setup jeg er rigtig glad for, og som gør det hele meget mere enkelt. Samtidig sikrer det en lavere vægt og mindre vedligehold.
Der kan være langt mellem gearene i de tunge gear, men det er et kompromis, som klart overskygges af fordelene ved kun en klinge.
GXR Di2-bagskifter og étklinge-setup foran.
I dette setup var Di2 sat op til at blive betjent fra højre håndtag med op og ned skift i samme greb. Det kender jeg fra landevejen, hvor det virker supergodt. På en gravel med store handsker og måske kolde fingre, er det knap så effektivt, og man laver ind imellem et gearskifte i den gale retning.
De tilhørende GRX-skivebremser er et must på en gravel cykel. Det virker. En skivebremse er nem at dosere og der er god bremseeffekt. GRX-bremsen ser godt ud med køleribber, og de tilhørende Specialized Pathfinder Pro-dæk, sikrer at denne cykel nemt bliver bragt til standsning. Skiverne kan naturligvis hyle en smule, specielt hvis de er blevet meget våde eller fyldt med sand.
GRX DI2 er en rigtig god geargruppe, og klæder denne cykel rigtig godt.
Konklusion
Stellar har en række gode komponenter, hvor jeg er rigtig glad for Shimano's GRX geargruppe. Det virker hver gang og ergonomien i håndtaget er noget af det bedste der findes. De små skifteknapper kan dog være lidt bøvlede at håndtere med kolde fingre i store vinterhandsker.
De hurtige dæk fra Specialized er supergode, og giver både komfort med det lave dæktryk i tubeless-versionen og står godt fast. Dertil Sella Italia sadlen, som man sidder godt på, men som jeg personligt ville tage i en lukket model.
Det fuldt integrerede cockpit er bare smart og i kombination med stellet i den flotte farve og de tykke matchende styrbånd giver det et lækkert clean look på hele cyklen. Dertil Classic-hjulsættet med lidt høje profiler, som skaber et udtryk af en hurtig cykel, og det er også den følelse jeg har, når jeg er ude på cyklen.
Det har været en fornøjelse at køre gravelcyklen de sidste mange uger. Først og fremmest er det en flot cykel med en moderne farve og rigtig gode komponenter. Cyklen skaber helt klart opmærksomhed, hvor end man kommer. Køreegenskaber og farten er helt klart i orden, og den samlede kvalitet fornemmelse er i top.
Hvis man ikke nødvendigvis skal have en cykel fra et af de kendte brands, så er Stellar fra Jensen Cykler et godt bud på en kvalitetsgravel, som jeg gerne anbefaler.
Stillet til rådighed af: Jensen Cykler i Århus.
Motionsfeltet.dk's vurdering: (8/10)
ANNONCE
ANNONCE
Vær med i klubben - find en cykelklub i nærheden af dig
Vil du også gerne deltage i cykelløb i ind- og udland?
ANNONCE
Motionsfeltet.dk • Åsvinget 5 • 9800 Hjørring • Tlf. 5155 8966 • info@motionsfeltet.dk • Cookieindstillinger