Introduktion
Shimano behøver nok ikke den store introduktion, ikke desto mindre har vi her at gøre med en af de helt store spillere indenfor cykelindustrien.
Fra deres introduktion af deres første geargruppe til landevejen i 1973 har de kun bevæget sig frem ad til i dag at være en mastodont og den vel nok førende fabrikant indenfor cykeludstyr og tilbehør.
Shimano har - selvfølgelig fristes man til at sige - ligeledes en tøjlinje (performance apparel), som dækker det meste indenfor cykelbeklædning.
Det er i denne kategori, Feltet.dk har fået mulighed for at teste deres breakaway serie bestående af Shimano Breakaway Jersey og Bib shorts.
Breakaway serien er kendetegnet ved et ”performance fit”, som særligt er, stretch elementer relevante steder (arme, skulder og lænd) og en høj materialekvalitet.
Denne tester er 173 centimeter høj med en kampvægt på 69 kilo. Og har testet Bib i medium og Jersey i small. Tøjet er testet hen over en periode på to måneder og er brugt på dagsbasis (pendling), til cykelløb og længere træningsture.
Motionsfeltet.dk's vurdering:
Fakta
Produkt: Breakaway Jersey
Farver: Grøn, Vinrød, Sort, Hvid og Blå
Størrelse: XS-XXXL
Vejledende udsalgspris: 759,- kroner
Test
Shimano Breakaway Jersey er en trøje i ”race-fit”, i lækre materialer og med elegante detaljer, samt designmæssige elementer. Der er et bredt ”elastik” bånd i bunden af trøjen under lommerne og i ærmeenderne.
Farven hedder sort, men gemmer på en del farver og designmæssige farvedetaljer. Så at kalde en den sort og kedelig er en klar underdrivelse. Tværtimod er der masser af ”spræl” i trøjedesignet, men det er bare holdt i de mørke nuancer.
Designet er funktionelt og med et klart fokus på letvægtsdesign og konstruktion, samt underspillet samtidig med, at trøjen har alle de detaljer, man kan forvente en god kvalitetstrøje.
Pasform
Pasformen er bestemt også en af de første ting, man ligger mærke til, når man får jersey’en på. Afhængig af ryttertype og figur virker trøjen meget tætsiddende – særligt i ærme og brystbredden.
Den er som nævnt også lavet i performance-fit, og man skal være opmærksom på, at hvis man ligger mellem to størrelser, skal man nok kigge op ad, når man vælger denne trøje.
På trods at et tætsiddende fit, gør materialets stretch egenskaber og forskellige materialeegenskaber afhængig af placering på trøjen, det behageligt at have på, selv på de længere ture.
Lommerne er i en rigtig god størrelse og der er rigelig plads til selv det mest ivrige pakæsel. Samtidig er lommerne designet således, at det selv med fyldte lommer ikke er ubehageligt at have trøjen på.
Brede elastikbånd i ærmeenderne, i bunden af trøjen og særligt på lænden under ryglommerne giver et komfortabelt og stabilt fit uanset påfyldning og anstrengelsernes intensitet på cyklen. Detaljerne er fine med lynlåslomme bag på, robust lynlås på brystet, små reflekselementer og forskellige stofvalg.
Ude på vejen
Trøjen sidder godt på kroppen og stoffet er rigeligt strækbart. Ærmerne sidder tæt uden at man får arme som Michelin-manden. Man fornemmer materialet lækre kvalitet og der er tænkt over tingene.
Hver enkelt ”afsnit” af trøjen er gennemtænkt og fungerer perfekt. Det er alt anden lige bare en trøje i tætsiddende race-fit der sidder behageligt. Alene det aspekt er vel egentlig nok udtryk for trøjens åbenlyse styrke og gennemtænkte løsninger.
Trøjen er en rendyrket sommertrøje, men med en svedtrøje under bliver den hverken for kold eller varm i de danske sommerdage.
Alt i alt et meget stærkt, komfortabelt og lækkert bekendtskab, og en trøje der løser opgaven på højt niveau, og uden tvivl sagtens vil kunne være med sammen med de større og mere kendte tøjbrands.
Motionsfeltet.dk's vurdering:
Fakta
Produkt: Breakaway bibshort
Farver: Sort
Størrelse: XS-XXXL
Vejledende udsalgspris: 799,- kroner
Test
Breakaway Bib Short er en ”no-nonsense” og designmæssig enkel bib short i helt sorte farver med kun lidt lysere nuance ved silikonekanten i bukseenden, og diskrete reflekselementer. Den er i lækre materialer og med en ret enkel, smal og mellemtyk pude.
Selve selesektionen er holdt i helt hvid mesh stof, ligesom man med det samme ligger mærke til, at det er en ret høj bib short. Her menes at fronten af buksen faktisk når ret langt op på maven – længere end man ser hos mange andre fabrikanter.
Selve enden af buksebenet er lavet i stram cut og med indvendig silikonebelægning, som sikrer buksen sidder optimalt.
Et tilgivende og fleksibelt fit.
Pasform
Når man første gang ifører sig Breakaway Bib’en, føler man sig hurtigt godt tilpas i dem, da de sidder godt og komfortabelt. Der er en ok kompressions-funktion i buksen, som gør, at buksen sidder tæt uden at være stram.
En bred kant med silikone sikrer, at buksen ikke kravler og sidder komfortabelt på låret.
Særligt selerne bør fremhæves da deres udformning med mesh stof sikrer optimal åndbarhed, ligesom den høje kant på fronten af buksen gør at buksen sidder enormt behageligt, og sammen med selve seledesignet fremstår denne bib særdeles veldesignet og komfortabel.
Man føler sig faktisk slet ikke som en voksenbaby, når puden rammer bagdelen. Puden er tilpas smal eller bred om man vil, lige som længden og tykkelsen er meget tilpas og behagelig. Særlig med et race-fit for øje er puden ideel.
Særligt lagde denne tester mærke til at puden fastholdt positionen enormt godt – selv under lange ture. Selv efter at have trådt af på naturens vegne, var kampen med at få placeret puden ”rigtigt” minimalt.
Ude på vejen
Når man rammer landevejen, får man et klart billede af buksens styrker. De sidder godt hele tiden, og man skal ikke køre og trække dem på plads i tide og utide. De sidder som de skal under alle forhold. Selv på ture plus de 100 kilometer og i gennemblødt tilstand ændrer pasform eller performance sig ikke.
Breakaway bib shorts er et par no-nonsens cykelbukser, som leverer høj kvalitet og funktionalitet, og helt sikkert sætter baren højt for hvad et par gennemtænkte bib shorts kan levere.
Lad det være sagt med det samme – det er et rigtig kompetent sommersæt, som passer rigtig fint til den danske sommer. Kan bruges til de forskellige discipliner på cyklen, og særligt sættets no-nonse, gennemtænkte design og kvalitet bør fremhæves.
Der kan siges mange gode ting om sættet, men ”no bull-shit” dækker meget rammende sættets kvaliteter. Underspillet i designet, men ”basker med vingerne” når det skal levere time efter time i race situation.
Sættes passer til de fleste formål. Om det er den daglige pendlertur, cykelløb eller længere træningsture, så leverer sættet rigtig fint.
Sådan har vi testet: Vi har testet tøjet på de danske landeveje i sommervejr.
Stillet til rådighed af: Shimano
ANNONCE
ANNONCE
Vær med i klubben - find en cykelklub i nærheden af dig
Vil du også gerne deltage i cykelløb i ind- og udland?
ANNONCE
Motionsfeltet.dk • Åsvinget 5 • 9800 Hjørring • Tlf. 5155 8966 • info@motionsfeltet.dk • Cookieindstillinger