Motionsfeltet.dk's vurdering:
(8/10)
Fakta
Producent: Scott
Model: Addict RC Premium 2020
Størrelser: 47, 49, 52, 54, 56, 58, 61
Farve: Mørke grøn
Vejledende udsalgspris: 79.999 kroner
Vægt: 7,12 kg
Skiftegreb: Shimano Dura-Ace Di ST-R9170
For/bagskifter: Shimano Dura-Ace Di2 RD-R9150 22
Bremsesæt: Shimano BR-R9170 Hyd Disc 160/F and 160/R SM-RT900 CL rotor
Kassette: Shimano Dura-Ace CS-R9100 11-30T
Kranksæt: Shimano Dura-Ace FC-R9100 Hollowtech II 52x36T
Fælge: DT Swiss ERC 1100 Dicut
Dæk: Schwalbe PRO ONE, foldedæk 700X28C
Kort om Scott
Siden grundlæggelsen af Scott i 1958 har virksomheden gennemgået en hurtig udvikling, og fra de første skistave, Ed Scott udviklede, er der sket meget.
Med stor passion for sport og ingeniørkunst gik der ikke mange år, før mærket leverede diverse udstyr til alverdens vintersport og motocross. I 1989 fik Scott gennembrud i cykelverden ved at lave et aerodynamisk styr, der af Greg Lemond blev brugt til at vinde Tour de France samme år.
Sidenhen har virksomheden sat sit præg på et bredt udvalg af sportsgrene, især cykelsporten. I 2007 blev den første Scott Addict-ramme introduceret, og frem til i dag har cyklen været en fast bestanddel i mærkets sortiment. I dag har Scott et bredt udvalg af landevejscykler og mountainbikes, og man laver tilhørende tøj, hjelme og sko.
Introduktion
Populariteten af ”allround” racercykler er stigende. De alsidige cykler kombinerer letheden fra bjergcykler med aerodynamikken fra cyklerne til de helt flade landevejsture. At kombinere det bedste fra begge verdner stiller krav til producenten om at finde den rette balance mellem de to yderpoler.
Scott Addict RC, der altid har været karakteriseret som bjergcykel, har gennemgået samme transformation. I en måneds tid har Feltet.dk har haft Scott Addict RC Premium 2020 til test og cyklen er blevet udfordret i et varieret terræn og vurderet på en række forskellige parametre - læs med og få indblik i, hvordan cyklen præsterer!
Det korte overblik
Det første, der bemærkes, er den 100 % indvendig kabelføring, og sammen med cyklens udformning samt de 47 mm højprofilhjul fra DT Swiss får det cyklen til at se hurtigt, elegant og eksklusiv ud.
Den blanke mørkegrønne farve klæder cyklen, og med et Scott-logo på skrårøret, der næsten ikke er til at se, er den både diskret og stilren. Cyklen peppes op med små logoer på forgaflen og på kronrøret samt saddel og dæk, der er farvekoordineret i en lys brunlig nuance.
Cyklen er forsynet med styr, saddel og saddelpind fra Synkros, Shimano Dura-Ace geargruppe og kommer kun med skivebremser. Alt i alt et rigtig godt første håndsindtryk.
High-end allround cykel
Scott Addict RC har gennemgået en transformation de seneste par år og fra at være en cykel, der klart hører til kategorien af bjergcykler, er den i dag mere en allround landevejscykel. Lethed er dog stadig det primære, og med sine cirka 7,12 kg (for Premium modellen, som feltet.dk har testet) er det også en konkurrencedygtig cykel i bjergene.
Scott Addict RC har ladet sig inspirere af mærkets egen aerobike, Scott Foil, og derfor ser vi en Addict RC hvor kronrør, forgaffel, skrårør, saddelstræbere, saddelrør, saddelpind og styr har fået en mere aerodynamisk udformning.
Scott har formået at holde vægten nede ved at udvikle en stivere og lettere carbon med en mere hul struktur - derfor kommer Addict RC-rammen og forgaflen med cirka samme lave vægt som tidligere modeller.
Cyklen er meget stiv - især omkring krankboks og kronrør - hvilket øger cyklens respons og giver en fantastisk fornemmelse af, at energien i dit tråd omsættes direkte til fart. En oplevelse, som især kommer til udtryk i accelerationer, og når der trædes i en position ude af sadlen.
En af de store forskelle, som hurtigt mærkes, er en øget evne til at accelerere cyklen op i fart efter stigninger og med mælkesyre i benene. Scott Addict RC Premium er effektiv når stigningsprocenterne øges, og du vil opleve en let og hurtig cykel i bakkerne.
Med en akselafstand på 1.000 mm (Large/56 cm) og en kronrørsvinkel på 73 grader har cyklen gode styringsegenskaber, virker adræt, men har samtidig en fornuftig stabilitet, når den kommer op i fart.
Med en reach (den horisontale distance mellem midten af krankboks til midten af kronrør) på 395.0 mm og en 110 mm frempind føles cyklen tilpas rummelig, uden at virke for stor og sammen med en stack-højde (den vertikale distance fra midten af krankboks til midten af kronrør) på 568.5 mm, kommer du samtidig ned i en relativ foroverbøjet position.
På nedkørsler og flad landevej mærker du de aerodynamiske effekter, og af en ”allround” cykel at være holder den farten rigtig godt. Du får ikke helt samme effekt, som på en decideret aerobike, men det er heller ikke forventeligt.
Scott Addict RC Premium er en hurtig ”bjergcykel”, som er meget alsidig, hvilket gør den fantastisk at køre, samt eminent til det mere kuperede danske terræn med en god blanding af bakker og flade landeveje, samt til de længere stigninger, vi finder Sydeuropa.
Et lækkert set up og nye teknologier
Det nye design af Scott Addict RC tillader bredere dæk (op 30 mm), og cyklen kommer som udgangspunkt med 28 mm Schwalbe Pro One. Her følger Scott tendensen med mere brede dæk for at give en øget komfort - og til trods for en relativ stiv cykel, er den yderst komfortabel at køre på. Undervejs var der ingen tegn på hverken øm ryg eller trætte hænder.
Styr og frempind fra Syncros er i carbon og de to dele er integreret i hinanden. Det nyudviklede cockpit tillader 100 % indvendig kabelføring (både til elektroniske og mekaniske gear), hvilket er med til at mindske vindmodstand og samtidig giver det et meget stilfuldt look til cyklen.
Styrets udformning et lidt atypisk, men det er godt at holde omkring, ligesom det er behageligt og sikkert at have underarmene på, når der skal køres i en helt aerodynamisk position. Den plastichætte, som sidder på frempinden for at giver en pæn finish, virker måske en anelse billig - der kunne et mere eksklusivt materialevalg løfte oplevelsen.
Hjulene fra DT Swiss er et par ERC 1100 Dicut db, og det er et par meget velkørende hjul i mærkets enduarance-kategori, som kommer med keramiske lejre.
Hjulene er aerodynamiske med en 47 mm fælghøjde og samtidig stabile (også i blæst), komfortable og effektive samt relativt lette med en vægt på 1,497 g. Med en indre bredde på 19 mm og en ydre bredde på 27 mm giver det mulighed for en dækbredde på mellem 25 og 30 mm. Så du kan lege med forskellige bredder og dæktyper og køre cyklen i mere varieret terræn.
Den elektroniske Dura-Ace geargruppe fungerer præcist og effektivt. Scott Addict RC Premium kommer med 52/36T klinger og en 11-30T kassette, hvilket giver et bredt gear-udvalg, men som i højere grad tilgodeser, at cyklen skal være effektiv på stigninger.
Nogle af de detaljer, som yderligere er med til at holde vægten nede, er blandt andet cyklens såkaldte ”sandwich dropouts.” Geardroppet er integreret i cyklen og som en del af tværakselsystemet.
Det fungerer godt og giver et pænt look. Yderligere bidrager en nydesignet saddelpindsklampe med en vægt på blot 12 g også til en lavere vægt. Klampen er pæn og diskret, og den virker effektivt.
Konklusion
Alt i alt får du en virkelig god allround cykel, som gør det godt i et varieret terræn. Med mindre du er bjergspecialist eller kun kører flade tempoture, er cyklen eminent til såvel den kræsne motionist og konkurrencerytteren, der vil have en løbsklar cykel, der kombinerer det bedste fra to verdner.
Velvidende at cyklen hverken bliver den hurtigste på bakkerne eller på flad landevej, men måske er det netop denne kombination, som giver dig en fordel, når terrænet er varieret.
Cyklen er effektiv, men samtidig komfortabel, hvilket gør, at den kan bruges til både de lange ture, men også til konkurrence, hvor tempoet er højt, og cyklen skal køres aggressivt.
Prismæssigt ligger Scott Addict RC Premium i den høje ende, men med cyklens komponenter og tilbehør ligger niveauet fornuftigt. Den alsidige ramme kan gøres mere bjergegnet med lettere hjul eller gøres mere tempoorienteret med nogle tungere hjul.
TESTRAPPORT
Brand
Scott
Model
Scott Addict RC Premium 2020
Hvad er cyklen lavet til, og hvem henvender den sig til?
Scott Addict RC Premium 2020 hører til kategorien af bjergcykler, men kommer med en række aerodynamiske features, som gør cyklen til en mere allround model, der passer et varieret terræn. Det er en high end-landevejscykel, der kan bruges til såvel den kræsne motionist og løbsrytteren, der ønsker en effektiv, men komfortabel cykel.
Bedøm hvordan producenten er lykkedes med at ramme formål og målgruppe
Scott er lykkedes med at lave en let cykel (7,12 kg), der er god i bjergene og med aerodynamisk udformning, der giver mere fart på flad landevej. Med komponenter af høj kvalitet passer den til kategorien af high end og rammer målgruppen godt.
Hvordan er prisen i forhold til lignende cykler?
Med de komponenter, hjul og geargruppe, som hører til Scott Addict RC Premium, er prisen passende.
Ramme
Bedøm rammens udførsel / konstruktion
En let og stiv ramme, som er lavet godt og med en pæn finish.
Beskriv rammegeometrien
Cyklen har et reach på 395.0 mm og en 110 mm frempind, hvilket giver en tilpas rummelig cykel, uden at den virker for stor. Kombineret med en stack-højde på 568.5 mm får geometrien dig ned i en relativ foroverbøjet position.
Hvordan er indstillingsmulighederne?
Med frempind og styr integreret i hinanden, begrænser det selvfølgeligt indstillingsmulighederne.
Hvad vejer den testede cykel?
7,12 kilo
Køreegenskaber
Er cyklen komfortabel at køre?
Cyklen er behagelig og komfortabel at køre på
Beskriv cyklens køregenskaber
Det er en yderst alsidig cykel, som er perfekt til et varieret terræn.
Bedøm cyklens stivhed og kraftoverførsel
Cyklen er hurtig at træde an, og du har en klar fornemmelse af, at den power, du yder, omsættes til fart. Her gør cyklen det virkelig godt.
Beskriv styring - er den livlig, neutral eller doven?
Scott Addict RC Premium har gode styringsegenskaber, uden at den bliver for livlig.
Komponenter
Matcher de valgte komponenter rammens egenskaber?
Ramme og komponenter passer godt sammen og kan klart defineres som high end.
Er der nogle komponenter som bør opgraderes i forhold til rammen?
Nej
Bedøm hjulsættet
Et super hjulsæt, som er stive og effektive, men med de brede dæk (28 mm) ydes der også en god komfort.
Konklusion
Nød du at køre på cyklen?
Jeg har bestemt nydt at køre på cyklen, og i det terræn (varieret med bakker og flad landevej), som jeg kører, har cyklen en perfekt balancegang mellem aerodynamik og lethed.
Vil du anbefale cyklen?
Ja, jeg vil klart anbefale cyklen.
Om testeren:
Alder: 28
Højde: 180 cm
Vægt: 68 kilo
Jeg har cyklet i: 13 år
Så ofte cykler jeg: 2-3 gange om ugen
Jeg kører disse discipliner: landevej og mountainbike
Motionsfeltet.dk's vurdering: (8/10)
ANNONCE
ANNONCE
Vær med i klubben - find en cykelklub i nærheden af dig
Vil du også gerne deltage i cykelløb i ind- og udland?
ANNONCE
Motionsfeltet.dk • Åsvinget 5 • 9800 Hjørring • Tlf. 5155 8966 • info@motionsfeltet.dk • Cookieindstillinger