Motionsfeltet.dk's vurdering:
Fakta:
Producent: Rose
Vejl. pris: Kr. 11.325 (for 2015-version med bl.a. ny Shimano 105 5800-gruppe)
Vægt opgivet: ca. 7,4 kg (str. 57 cm, 2015-ramme)
Fås i ni størrelser fra 49cm til 66cm
Fås i fire farvevarianter
Fakta om den testede cykel (2014-model):
Rose 7005 Ultralight aluminium ramme og Pro carbon gaffel
Shimano 105 10-speed gruppe (5700, den ’gamle’ model)
Mavic Ksyrium Equipe hjul og Yksion Comp dæk
Ritchey WCS styr (ecocurve), frempind, saddelpind (carbon)
Fizik Arione sadel
Introduktion:
Rose har vi på Feltet.dk allerede testet flere gange, både til asfalt og terræn. Af landevejsracere er det et stykke tid siden, vi havde fat i en i den billigere ende, og selvom vi ikke er helt på entry level-niveau med Xeon RS-modellen, har vi dog fat i en racer, hvor også nybegynderen rent prismæssigt kan være med.
Det skal med, at det er 2014 modellen, vi her har testet, og at det kommer en 2015-version, som allerede er i handel. 2015-rammen er opdateret en smule og lidt lettere, den kommer med den nyeste Shimano 105-gruppe, ligesom farverne er ændrede.
Test:
Ved første øjesyn er den elegant og lever op til adskillige trends med sin blanke, sorte lakering, udvalgt farvede dele og Rose-navnet, som er præget ind i lakeringen. Mange steder på cyklen og forgaflen, faktisk. Dertil kommer rigtig pæne detaljer som den interne kabelføring. Med andre ord en af den slags cykler, som det lidt utrænede øje kan have svært ved at bedømme - er den dyr, rigtig dyr eller …
Om den i kroner-ører er dyr eller ej, er som altid op til den enkeltes pengepung og ambition, men ser man på, hvad man, på papiret, får for sine penge, burde det være nok til at få mange til at spærre øjnene op. Hvad enten man er på udkig efter den første ’rigtige’ racer eller en vintertræningscykel. Fuld Shimano 105 gruppe (på denne cykel altså ikke den nyeste), Mavic Ksiyrium Equipe kvalitetshjul og lækre dele fra Ritchey komplementerer Roses egen ramme og gaffel, af henholdsvis aluminium og carbon.
I funktion lever cyklen da også til fulde op til forventningerne - og mere til, når man altså minder sig selv om prisen. Den er stabil, raceorienteret og ruller i det hele taget godt. Aluminiumsrammen giver god respons, og nok engang må vi fastslå, at tidligere tiders relativt ukomfortable oplevelser på aluminium er en saga blot. Selv på dette niveau er der sket meget med udviklingen af materialet.
Naturligvis kan det mærkes, at vi ikke her har at gøre med en high-end racer. Cyklen er samlet set let, men ikke en rigtig letvægter, og selvom Mavic-hjulene er stærke og gedigen kvalitet - og trækker op i det samlede regnskab -, mærkes det, at der mangler lidt i accelerationerne. Og lidt i suset, når man kaster cyklen ind i et skarpt sving i høj fart. Den udefinerbare ’sprødhed’, man oplever på high-end carbonrammer (og hjul), får man ikke med her, men mindre kan som bekendt også gøre det. Og er man ny i sporten, vil man opleve en hurtig cykel, der giver en lyst til at angribe vejen. En cykel, som den nye i sporten så afgjort kan forsøge sig med (vædde)løb på, men som bestemt også har komforten til at køre de længere ture.
Rose er som bekendt et ’post ordre’ firma, det vil sige, at cyklen modtages i en papkasse, hvor der kun skal samles en smule, før den er køreklar. Sådan modtog vi også cyklen, og vi kunne konstatere, at den var forsvarligt pakket ind, hurtigt samlet og næsten perfekt justeret, hvad gear og bremser angår. En mindre gearjustering var nødvendig, men absolut i småtingsafdelingen.
Vi slutter, hvor vi startede: med designet. Den slags er altid en individuel sag, og denne tester er stadig lidt i tvivl om, at det med lakeringen på den testede cykel er lykkedes Rose at designe en cykel, som rent faktisk fremstår elegant eller giver et lidt modsat indtryk. Lidt ’wannabe’-agtigt. Lidt færre Rose-prægninger i rammen (og på forgaflen) havde med nogen sandsynlighed hjulpet på det.
Med skal det også, at hverken Mavics dæk, som ikke gjorde sig godt i det danske efterår, eller den smalle Fizik Arione-saddel var et hit hos denne tester. Dækkene følger med hjulene, mens saddelvalget er noget, man i princippet selv foretager i Roses komponentfiguration.
Konklusion:
En raceorienteret cykel i den billigere ende af skalaen. Man har valgt at opgradere på hjulfronten, hvilket gør den samlede pakke absolut attraktiv. Med prisstærke kvalitetsdele alle øvrige steder på cyklen, samt Roses egen lette og ganske komfortable aluminiumramme, går man på ingen måde galt i byen, hvis man som ny i sporten med denne model ønsker sig en hurtig cykel at køre hurtigt på.
…..
Sådan har vi testet:
Cyklen er blevet testet i en længere periode, der har strakt sig fra august til november. Dermed har cyklen også været kørt på ture i både sensommervarme, strid efterårsregn og blæst, og da vejret begyndte at blive vel rigeligt køligt. Cyklen har på alle ture været testet i Nordsjælland og i træningssammenhæng, hvor også korte og lange intervaller er indgået.
Om mærket
Rose er et tysk mærke, der oprindeligt startede som en cykelbutik i 1907 og i dag også fungerer primært som en stor webshop, som også producerer produkter i eget navn. I dag har Rose over 250 ansatte og sælger cykler til et utal af lande på verdensplan. Filosofien i Rose har altid heddet, at kundetilfredshed er essensen af at drive en forretning, og en god måde at skabe glade kunder på er blandt andet ved at lave nogle kvalitetsprodukter til en overkommelig pris.
Stillet til rådighed af:
Rose Danmark
Motionsfeltet.dk's samlede vurdering:
Første indtryk:
Design:
Funktionalitet:
Kvalitet:
Pris:
ANNONCE
Vær med i klubben - find en cykelklub i nærheden af dig
Vil du også gerne deltage i cykelløb i ind- og udland?
ANNONCE
Motionsfeltet.dk • Åsvinget 5 • 9800 Hjørring • Tlf. 5155 8966 • info@motionsfeltet.dk • Cookieindstillinger