Som fortalt tidligere i dag har Feltet.dk brugt mange af de seneste ugers regnvejrstimer på at teste regnjakker - 19 styks i alt, som er inddelt i fire priskategorier.
Vi skal jer se på seks modeller i prislejet 500-750 kroner. De er af følgende mærker:
- Pissei
- Chiba
- Agu
- Vermarc
- Northwave
- Polaris
Som for alle andre testede regnjakker er disse blevet udsat for kraftig efterårsregn, på cyklen naturligvis, ligesom vi har vurderet både pasform og detaljer på og af cyklen.
Følgende elementer har vi i særlig grad haft opmærksomheden rettet imod:
- regntæthed
- åndbarhed
- pasform og kropsslutninger (ved håndled, hals og om livet)
- generel kvalitet
- pris (i forhold til egenskaber og kvalitet)
Og i mindre grad har vi lagt vægt på:
- vindtæthed
- generelt design og detaljer som trafiksikkerhed, lommer mv.
Læs mere i vores optaktsartikel om, hvordan vi har testet jakkerne, og hvilke andre jakker vi har testet. Og læse også gårsdagens test af jakker i prisklassen op til 500 kroner.
Nederst findes billeder af de her testede jakker.
Motionsfeltet.dk's samlede vurdering:
Fakta:
Producent: Pissei
Vægt: 168 gram (egen vejning, str. S)
Vejl. pris: Kr. 695
Type: regnjakke – skaljakke
Pasform: race fit – neutral fit - loose fit
Detalje(r): Design
Test:
Der er noget ved regnjakken fra italienske Pissei, som vi umiddelbart godt kan lide. Måske skyldes det blot, at designet er anderledes fra meget af det andet i denne test. Jakken ser ganske enkelt godt ud – og så er det svært ikke at synes om påskriften på jakken: Både foran, bagpå og på højre ærme står der med fed skrift ”Rain”.
Kan den så også det – tåle regnen? Ja, til en vis grænse, viste denne test, hvor alle jakker som omtalt har været udsat for kraftig efterårsregn. Den tynde og relativt lette jakke holdt fint regnen ude, uden dog at overbevise om, at den ville gøre det i timevis. Det samme gælder i og for sig, hvad vindtætheden angår. Også selvom vi faktisk blev lidt overraskede over, hvor godt den klarede sig i denne del af testen.
Jakkens pasform hælder mod det neutrale fit (fra det mere raceorienterede), og på cyklen sidder jakken godt, om end elastikslutningen ved håndleddene kunne være bedre. Der er også elastik rundt om livet, og særligt den høje halslukning opvejer løsningen ved håndleddene.
Jakkens stof har en del stretch, særligt på siderne, som er ren elastik og dermed også sikrer en fornuftig ventilation. Til gengæld savner man måske lidt en lomme eller to, men det gælder mange af de testede jakker.
Konklusion:
En af de federe jakker rent designmæssigt, hvor den skiller sig ud fra mængden. Hvad funktionalitet angår, lever den op til forventningerne, og vi at gøre med (endnu) en jakke, som er brugbar i ustadigt vejr og også ligger godt i baglommen.
Stillet til rådighed af:
Spaghetti Cycling Imports
Motionsfeltet.dk's samlede vurdering:
Fakta:
Producent: Chiba
Vægt: 134 gram (egen vejning, str. S)
Vejl. pris: Kr. 699
Type: regnjakke – skaljakke
Pasform: race fit – neutral fit - loose fit
Detalje(r): Transparent, pose til jakken, lynlås til ventilationskanaler
Test:
Med den transparente jakke fra Chiba er det tydeligt, at vi prismæssigt, men også kvalitetsmæssigt er trådt et skridt fremad. Jakken sidder bestemt ikke kropsnært, men poser heller ikke nær så meget som flere af de øvrige, testede jakker, hvorfor den heller ikke blafrer nævneværdigt i vinden. Elastikker ved både håndled og om livet gør, at jakken slutter godt til. Alt i alt en god pasform, hvor der også er en smule stretch i stoffet.
I vores oplevelse af vandtæthed samt vindtæthed leverer jakken varen, uden dog at være prangende. Vi har at gøre med en klassisk regnjakke, som vil gøre sig godt som regnjakken, man har med i baglommen og finder frem, når vejret tvinger en til det.
I den sammenhæng tæller det som et stort plus, at jakken er i kategorien letvægter, kan foldes sammen, så den næsten ingenting fylder – og så kan den tilmed lægges ned i den lille tilhørende pose (vejet til ni gram). Så ved man, hvor man har den, og den holder ’formen’.
Jakken har forseglet lynlås og kæmper måske lidt med åndbarheden, som umiddelbart kun hjælpes på vej af to små ventilationshuller i nakken. Ved første øjekast – for de to lynlåse, som sidder i siderne er ikke til lommer, men til yderligere ventilationskanaler, hvilket hjælper på åndbarheden.
Konklusion:
En af den slags enkle regnjakker, som nemt foldes sammen og placeres i baglommen, og som, når regnen begynder at falde, gør jobbet uden de store dikkedarer.
Stillet til rådighed af:
Magic Sport
Motionsfeltet.dk's samlede vurdering:
Fakta:
Producent: AGU
Vægt: 185 gram (egen vejning, str. S)
Vejl. pris: Kr. 699
Type: regnjakke – skaljakke
Pasform: race fit – neutral fit - loose fit
Detalje(r): High-viz, påsyet pose, lang ’hale’
Test:
For første gang i denne stortest støder vi på noget, som vi også kommer til at se senere – den skæve lynlås for jakkens front. Der kan være flere årsager til, at man, som AGU (og som Mavic var blandt de første til at introducere), vælger denne løsning, men i hvert fald en er, at man på den måde undgår at have lag på lag af lynlåse og dermed undgår, at de sidder og folder ovenpå hinanden og i værste fald også trykke mod struben.
I AGU jakkens tilfælde er det dog en ganske diskret ’skævhed’, hvilket naturligvis ikke kan siges om den stærke gule farve, vi modtog testjakken i. Den lyser op i mørket(!), og jakken er i øvrigt, hvad man kan betegne en ganske klassisk cykelregnjakke i et ganske loose fit, men som qua stoffets lidt stive materiale ikke blafrer sønderligt i vinden.
Jakken scorer hos os højere på vandtætheden end på vindtætheden og ikke mindst åndbarheden, men den er åbenlyst også tiltænkt at komme på, når det regner og ellers ikke. Det ses blandt andet ved, at den går meget langt ned bagpå, hvor man kløgtigt har undladt at påføre elastik, således at ’halen’ bliver nede og ikke kravler op, som elastikker har det med at gøre. Der er dog elastik rundt om resten af livet og håndleddene.
Jakken er uden lommer, men kommer med en lille pose, som jakken kan foldes ned i. Den er endda påsyet kraven på indersiden, ganske smart. Og rart er det også med det tynde lag af fleece på indersiden af kraven.
Konklusion:
Gedigen må være ordet om denne regnjakke, som klarer sig godt i vores test. Flere detaljer gør den værd at fremhæve, og den vil være brugbar i mange sammenhænge.
Stillet til rådighed af:
AGU Danmark
Motionsfeltet.dk's samlede vurdering:
Fakta:
Producent: Vermarc
Vægt: 212 gram (egen vejning, str. S)
Vejl. pris: Kr. 699
Type: regnjakke – skaljakke
Pasform: race fit – neutral fit - loose fit
Detalje(r): Lang ’hale’
Test:
Ovenfor havde vi fat i en jakke fra AGU, som vi kaldte en ’ganske klassisk cykelregnjakke’ – det akkurat samme kan siges om jakken fra Vermarc. Det kan man, fordi de to jakker faktisk også minder en del om hinanden. Ganske vist klar rød i dette tilfælde, men i øvrigt enkel, neutral og solid.
Ingen lommer, få fikse detaljer, åndbarhed i den mellemgode ende, men lang bagtil og uden elastik på ’halen’, som derfor forbliver en lang ’ass saver’. Snittet er også ganske neutralt, men vi hælder mod her at kalde det ’loose fit’, da det størrelsen taget i betragtning sidder ret løst til. Blafren i vinden er der dog ikke noget af.
Vand, vind og andet uvejr holdes sikkert ude, og som overtræksregnjakke skuffer den på ingen måde. Heller ikke når det kommer til at folde den sammen, så den trygt kan medbringes i baglommen som et værn, når vejret skifter.
Tynde reflekslinjer rundt om ærmepåsyningen gør ikke ligefrem jakken til en oplagt væbner, når det er mørkt. Til gengæld kan vi godt lide lukningen mod håndleddene, hvor velcro gør, at man kan forhindre vand og vind i at trænge ind. Den rene, røde farve må vi tilstå også godt at kunne lide.
Konklusion:
En godkendt regnjakke, som får ord som enkel, neutral og klassisk med på vejen. Detaljerne er få, men ikke desto mindre gør den præcis, hvad den skal.
Stillet til rådighed af:
Per P Cykler
Motionsfeltet.dk's samlede vurdering:
Fakta:
Producent: Nortwave
Vægt: 141 gram (egen vejning, str. M)
Vejl. pris: Kr. 699
Type: regnjakke – skaljakke
Pasform: race fit – neutral fit - loose fit
Detalje(r): Let og handy, high-viz, medfølgende pose
Test:
Med en vægt på bare 141 gram (155 gram i den medfølgende pose) og så tyndt et materiale, at den kan foldes sammen til en mindre ’klump’ end langt hovedparten af de øvrige jakker i denne test, står én ting klart: Jakken er helt og aldeles oplagt til at have med i baglommen, eller hvor man nu opbevarer den jakke, som findes frem, når regnen sætter ind. Med sin gule high-viz farve er den også smart at tage på, når mørket sætter ind, uanset om regnen kræver det eller ej.
Det meget tynde stof har dog en lille pris, da det i vores test ikke opleves som fuldstændig vindtæt, eller i hvert fald føles der en smule koldt på indersiden. Men nu er det jo også regnjakker, det her handler om, og i den sammenhæng har vi ikke noget at udsætte. Her klarer den skærene.
Da vi modtog jakken i størrelse Medium (og ikke Small som de øvrige), kan vi ikke tillade os, at sige, at jakken er stor i størrelsen, men at den er bred og luftig i pasformen tør vi godt påstå. Og vinden får da også fat i det tynde stof, ligesom det ikke kan afvises, at den store størrelse har spillet ind i vores oplevelse af vindtæthed.
Disse forbehold til trods er vi lidt vilde med elastikkerne, som findes ved alle kropslukninger, navnlig dem ved håndled og hals. De sikrer, at jakken slutter helt tæt til, og der trænger ikke vand eller vind ind, hvilket, særligt ved halsen, ikke kan siges om alle de testede jakker. Et par ’ventilations-gæller’ på ryggen skal gøre jakken mere åndbar, og vi synes, det mærkes.
Konklusion:
Let, funktionel og handy regnjakke, som tilmed er trafiksikker i mørke og lever op til, hvad man kan forvente af denne type jakke og til prisen. Ingen stor kunst, men en rigtig god partner, som for mange vil finde god anvendelse.
Stillet til rådighed af:
PeakBike
Motionsfeltet.dk's samlede vurdering:
Fakta:
Producent: Polaris
Vægt: 188 gram (egen vejning, str. S)
Vejl. pris: Kr. 699
Type: regnjakke – skaljakke
Pasform: race fit – neutral fit - loose fit
Detalje(r): Kan snøres ind i hals og om livet, netlomme påsyet ærme, high-viz, brystlomme
Test:
Pasformen på jakken fra engelske Polaris er i den neutrale ende – den sidder hverken helt tæt til eller poser, som flere af testens øvrige jakker. Og selvom Polaris-jakken er i den skrigende og trafiksikre gule farve (high-viz), som vi har set i flere andre af de testede jakker, så er det faktisk ikke det, vi først bider mærke i ved denne regnjakke.
Det er derimod de detaljer, som skiller den ud fra de hidtil testede jakker i prisklassen. Her tænker vi først og fremmest på de elastikker, som løbet hele vejen rundt langs livet på jakken og også i halsåbningen, og som nemt kan snøres ind, så det bliver nøjagtig så tæt og stramt, som man selv ønsker det. Det bryder vi os godt om, og uden at blive krævende kunne vi have ønsket os noget lignende bed håndleddene. Det er der nemlig ikke.
Andre detaljer er den lille brystlomme, det praktiske hul til en ledning og ikke mindst det på venstre ærme påsyede (sorte) net, som gør, at jakken kan i sammenfoldet tilstand kan pakkes ned i netlommen. Smart.
Med disse detaljer gennemgået når vi til det, i denne test, ikke helt uvæsentlige – dens evner i dansk grå- og uvejr. Regnvejrstesten består den uden anmærkninger, mens det står en smule mindre godt til, hvad åndbarhed og vindtæthed angår. Det første skyldes, at der ikke er ventilation indtænkt i jakken, mens det tynde og lette stof forklarer det sidste.
Konklusion:
En spændende regnjakke med anderledes og gode løsninger end de øvrige jakker i prisklassen. I funktion halter det en smule på visse områder, men dog ikke når det kommer til dens regntæthed.
Stillet til rådighed af:
Ritter Plus A/S
ANNONCE
Vær med i klubben - find en cykelklub i nærheden af dig
Vil du også gerne deltage i cykelløb i ind- og udland?
ANNONCE
Motionsfeltet.dk • Åsvinget 5 • 9800 Hjørring • Tlf. 5155 8966 • info@motionsfeltet.dk • Cookieindstillinger