02.12.2015 @ 15:00

En særdeles alsidig størrelse som gør sig godt under stort set alle forhold og excellerer med en overlegen stofkvalitet.

Motionsfeltet.dk's vurdering:

Vindveste er ikke længere et produkt, som kun indgår i cykelgarderoben i foråret og efteråret. I dag findes der et hav af mellemlag i form af trøjer og jakker , som gør, at en god vindvest er et must året rundt, som et robust yderlag der skal agere første beskyttelse mod al slags vejr.

 

Vi har testet tre forskellige vindveste fra henholdsvis Isadore, Café du Cycliste og Q36.5 og du kan læse om alle tre I denne uge på feltet.dk.

 

Fakta
Producent: Q36-5
Farver: Sort/camo, Sort/snow camo white
Størrelser: XS-XXL
Vejl. Udsalgspris: 1199,- kr.

 

Introduktion

L1 Essential-vesten fra italienske Q36.5 er produceret med et formål for øje: At være så alsidig som muligt. Producenten siger selv, at hvor en del vindveste er lavet specifikt til enten at modstå vind, vand eller at beskytte rytteren mod kulde, så er denne vest en hybrid, som kan klare det hele.

 

Disse kombinerede egenskaber frembringes af Q36.5’s UFHybrid-materiale. Et fleecemateriale som på ydersiden er vævet med så høj en tæthed, at vindresistensen bliver ligeså høj, som man normalt ser hos stof af soft shell-karakter. Det betyder samtidig en høj grad af åndbarhed og bevirker, at man ikke behøver at lægge en membran i stoffet.

 

Derfor anpriser Q36.5 deres vindvest for at være særdeles alsidig - og altså det foretrukne værktøj hvad enten der står kølig vind, nedkørsler, let regn eller (moderat) kulde på menuen. Vesten skulle nemlig kunne bruges hele året. Om sommeren med en kortærmet trøje under eller om vinteren som det yderste, beskyttende lag med en art vinterjakke under.

 

Test

L1 Essential-vesten imponerer fra første gang man får den i hånden. Det er noget helt særligt over stofkvaliteten og den måde, det føles på.

 

På en gang er det kraftigt, men stadig er produktet utroligt let. Overfladen er nærmest ru og giver fornemmelsen af at være en rå fætter, som nok skal beskytte én mod selv den værste vind. Alligevel er stoffet blødt og indbydende. Man får fornemmelsen af, at det ikke er tilfældigt, at Q36.5 har valgt at lade ordet ‘hybrid’ indgå i navnet på den tekniske løsning.

 

En anden bemærkelsesværdig ting er stoffets elasticitet kontra dets tæthed. Hvor man ofte kan opleve, at når stof strækkes, så bliver det tyndt og nærmest gennemsigtigt, så forbliver densiteten intakt, selv om L1 Essential-vesten er strukket af eksempelvis en underliggende jakke.   

 

På kroppen sidder vesten godt. Denne tester er 183 høj, vejer cirka 75 kilo og har testet i størrelse large. Her får man en vindvest, som sidder til. Pasformen er ikke entydigt race, men den rundhåndede brug af elastik i stoffet gør, at produktet sidder godt til hele vejen rundt.

 

Faktisk er stoffets elastiske egenskaber ret imponerende og i særdeleshed fordi, som allerede nævnt, at det ikke kompromiteres, når det strækkes. Den tætte vævning forbliver intakt, hvilket er en særdeles værdsat feature i et produkt, som er sat i verden for at agree beskyttende, yderste lag.

 

Netop disse kvaliteter understreger - måske ubevidst - alsidigheden: Den store strækbarhed gør, at vesten sidder tæt og er særdeles funktionel, uanset om du har ét eller tre lag under.  

 

Vesten sidder rigtig godt under kørsel. Den forbliver nede uden at kravle op i taljen og derved potentielt give plads til kold luft.

 

Stoffet tager al vind og isolerer rytteren godt. Man savner ikke en membran, stoffet forbliver stabilt og tæt.

 

Når vi taler åndbarhed, så holder Q36.5 også deres løfte. På intet tidspunkt overopheder man og egenskaberne mærkes tydeligst, når man går fra høj intensitet til lav intensitet. Her er vesten fin til at regulere temperaturen, og den balancerer fint overgangen fra at ånde varm luft til at isolere mod uderfrakommende kulde.

 

Når man kører med vesten fra Q36.5 i de varmere måneder, så står det hurtigt klart, at den er et fremragende valg, da den tager vind og vejr uden at efterlade rytteren i en tilstand, hvor man ikke kan komme af med varmen. Når det bliver koldere, så er vesten et super godt alternativ til en kraftig vinterjakke, hvis den bruges med et eller flere fornuftige lag under. Således præsterer den flot i tiden inden sne og frost for alvor tager over.

 

Bagsiden på vesten er tynd, så kroppen kan ånde, der hvor kølingen fra vinden ikke er så stor en bekymring. Det er måske det eneste sted, hvor vesten må kapitulere bare en lille smule mod andre lignende produkter, som er dedikerede til ét formal. Ryggen kan blive for blottet på kolde dage (hvilket naturligvis kan justeres med et ekstra lag under).

 

L1 Essential har et ‘usynligt’ baglommersystem, hvilket i praksis betyder et hul, hvorfra der er adgang til næste lag. Når man har en kortærmet cykeltrøje under om sommeren, så fungerer det godt. Dog kan man ved vinterbrug komme ud for, at næste lag heller ikke har lommer - og det kan gøre det hele lidt mere besværligt.

 

Konklusion

Et topklasseprodukt fra Q36.5, som scorer højt på materialekvalitet og den alsidighed som producenten selv anpriser. L1 Essential vesten kan tjene flere formål - fra sommeraftenture til at være decideret yderlag om vinteren - den klarer stort set alt.

 

Sådan har vi testet:
Vesten har været udsat for flere tests - lige fra nedkørsler i Frankrig til enddog meget kolde efterårsmorgener i Danmark. Den er testet i kombination med flere forskellige andre tøjlag med fokus på beskyttende effekter i forhold til især kulde og vind.

 

Stillet til rådighed af: Tiga

 

Motionsfeltet.dk's vurdering:

Billedgalleri

Produktfokus: Favero Assioma Pro MX-2 og Assioma Duo watt-pedaler
Anders Lund har fået nyt job
Tidligere rytter og landstræner Anders Lund har nu fremtiden på plads. 
Bjarne Riis forudser stor dansk succes i Touren
Bjarne Riis forventer dansk Tour-succes næste sommer. 
Her er Tour de France-ruten 2025
Ruten til næste års Tour de France er netop blevet offentliggjort i Paris.
”Vingegaard-effekten” er stadig større trods fænomenalt hjemmebane-VM, mener træner
VM på hjemmebane i Ballerup Super Arena blev en enorm succes, og opbakningen var enorm fra de danske fans. Alligevel tror den tidligere rytter Jimmi Madsen, at en vis Tour de France-vinder appellerer mere til fremtidens ryttere.
Grand Tour-etape slutter i Slovenien ifølge medie
Skal man tro det slovenske medie Siol, får Slovenien en etapeafslutning i næste års Giro d’Italia. 
Stor VM-oversigt: Få alt det bedste fra danskernes magi i Ballerup
En stor uge ved VM i banecykling i Ballerup er slut, og der har været danske succesoplevelser på stribe. Feltet.dk har her samlet alle reaktionerne fra danskerne hele ugen.
Vingegaard-beslutning revses af Bruyneel: Ikke en grund
Jonas Vingegaards beslutning om at afslutte sin sæson tidligt undrer Johan Bruyneel.
Følg Lombardiet Rundt på Feltet.dk's app
Kom helt tæt på Lombardiet på Feltet.dk's app. Følg danskernes kamp imod Tadej Pogacar og co. 

Instagram #motionsfeltet

Motionsfeltet.dk   •   Åsvinget 5   •   9800 Hjørring   •   Tlf. 5155 8966   •   info@motionsfeltet.dk   •   Cookieindstillinger

Andet