Motionsfeltet.dk's vurdering:
(8/10)
Fakta
Producent: Pearl Izumi
Produkt: Women’s Escape Thermal Glove
Farver: Screaming Pink, fås også i Screaming Yellow og Black
Størrelse: Medium (fås i small, medium, large og x-large)
Pris: 269,- kroner
Introduktion
Pearl Izumi er ikke en ny spiller på det danske marked, og mange vil måske kende mærket fra andet end cykelrelaterede produkter, da de i sær har gjort sig bemærkede inden for løb og triathlon.
Pearl Izumi er i dag en del af Shimano-gruppen, og leverer tøj til alle niveauer og de fleste formål og pasformer.
Women’s Escape Thermal Glove introduceres med det helt nye uld-lignende materiale i handskens håndflade, som en lun og blød letvægts all-round handske, der er anvendelig til cykling, løb eller andre udendørs aktiviteter.
Med en komfortzone fra 7-18 grader, må den betragtes som en egentlig overgangshandske.
Førstehåndsindtryk
Handsken fremstår ved første indtryk let og lækker, og sidder godt til uden at stramme, da elasticiteten er god. Den pink farve, giver sammen med reflekserne på ydersiden af hånden, god synlighed på en overskyet efterårsdag.
Designet er ikke udpræget “cykelhandske-agtig”, og den vil sagtens kunne bruges til andre formål uden at man ser “cykelnørdet” ud.
Jeg var på forhånd en smule bekymret over manglende gummistriber i håndfladen i forhold til at have et godt greb på styret.
Min første tanke var, at handsken kunne være glat med den uld-lignende overflade.
Test
Testen er udført i typisk dansk efterårsvejr med temperaturer mellem 7 - og 15 grader på MTB eller landevejscykel. Jeg har dermed både kørt i læ i skoven og været ude i vinden på landevejen i henholdsvis tørvejr og regn.
Som det første, vil jeg gerne mane min første bekymring til jorden.
Den her handske er ikke glat i håndfladen, den har tværtimod et super fint greb på både min MTB og landevejscykel og giver en god føling med styret.
Inden afgang lykkedes det mig også at pumpe cyklen, der har racerventiler uden at skulle have handskerne af. Jeg kunne nemt åbne ventilen og montere pumpen. En god ting, at starte turen uden kolde fingre.
Women’s Escape Thermal Glove har en smal og tæt pasform, der godt kan føles lidt stram til en start, men når handsken bliver varm, strækker materialet sig på en rigtig god måde, og man mærker nærmest ikke at have den på.
Skaftet er langt nok til, at også håndleddet bliver holdt lunt, hvis jakken skulle kravle lidt op undervejs.
I forhold til temperering af hænderne klarede handsken sig rigtig godt. Både på den lidt lune tur i skoven med læ, og på landevejen ned til syv grader med god vind, havde jeg tilpas lune hænder.
Også med høj puls og godt med sved på panden var fornemmelsen behagelig. Jeg fik på ingen måde klamme hænder, og de blev ikke kolde, da jeg rullede af med lav intensitet det sidste stykke hjem.
I regnvejr klarede handsken sig også fint, og blev på ingen måde tung og kold, men holdt fint den tætte og lette fornemmelse, samtidig med at den holdt godt på varmen. På trods af den lette og tynde fornemmelse blæste det aldrig igennem handsken.
Ud over det lækre materialevalg har Women’s Escape Thermal Glove touch-funktion i tommel- og pegefinger, samt et blødt fleecestykke på tommelfingeren til den løbende næse, der følger med når pulsen stiger.
Touch-funktionen fungerede upåklageligt, også i regnvejr på en våd skærm.
Med det lette og forholdsvis tynde materiale fylder handskerne ikke ret meget, og er dermed lette at have med i lommen.
Konklusion
Women’s Escape Thermal Glove er en lækker og let all-round overgangshandske, der er anvendelig til andet og mere end en tur på cyklen. Pasformen er god og materialet sikrer en god temperering både under og efter træning. Den klarer forskellige vejrforhold rigtig fint, og har god funktionalitet med velfungerende touch-funktion til telefon eller cykelcomputer.
Da denne handske netop lanceres som en allround-handske, der kan bruges til andet end cykling, har den ikke indbyggede “cykelpuder” i håndfladen, men jeg har cyklet op imod to timer med den uden problemer, og netop på grund af, at handsken ikke ser meget “cykelnørdet” ud, kunne jeg sagtens finde på at bruge den til en tur i skoven også.
Stillet til rådighed af: Shimano Danmark
TESTRAPPORT
Brand: Pearl Izumi
Model: Women’s Escape Thermal Glove
Hvad er produktet lavet til?
All-round overgangshandske til cykling, løb og andre udendørsaktiviteter. Komforttemperatur 7 - 18 grader.
Hvilke særlige tekniske features har produktet?
Nyt syntetisk uldlignende materiale i håndfladen og fleeceforet materiale på oversiden af hånden. Touchfunktion i tommel- og pegeringer til telefon eller cykelcomputer. God synlighed med stærke farver og reflekser.
Handskens materiale i håndfladen giver et rigtig godt greb på både MTB- og racerstyr.
Bedøm produktets konstruktion
Handsken er syet af forskellige lette og strækbare materialer.. Detaljerne er lavet pænt og giver handsken et udseende, der gør den anvendelig til flere formål.
Der er reflekser på ydersiden af hånden. God detalje når dagene bliver kortere og mørket falder på. Skaftet dækker håndleddet, der dermed også holdes lunt.
Bedøm ydeevnen
Handsken yder rigtig fint, og holder hænderne lune på landevejen og tempererer dem godt, når det er lidt lunere, så de ikke bliver våde og klamme når pulsen er høj.
Bedøm kvalitet/holdbarhed
Kvaliteten af de lette og tynde materialer er god. Den har en lækker strækbarhed, og efter flere vaske holder den både farve og form.
Bedøm pasform
Pasformen er ret tæt, men grundet det gode stræk vil jeg vurdere det som et plus. Man mærker næsten ikke at have handskerne på. Særligt når den er varm, sidder den rigtig godt.
Bedøm størrelse
Lidt lille i størrelsen, da den er smal i pasformen.
Bedøm vægt
Meget let handske, der nemt kan være i en lomme på enten cykel- eller løbejakke.
Bedøm komfort
Komforten er høj, da handsken holder en behagelig lun temperatur på hænderne. Den er meget behagelig og let at have på.
Bedøm ’Value-for-money’
Med en pris på under 150,- kroner får man virkelig noget for pengene, da handsken kan anvendes til mange forskellige formål.
Hvad kunne du især lide ved produktet?
Pasform, handskens lethed, godt greb og behagelige temperering af hænderne.
Var det noget som du ikke kunne lide?
Der er egentlig ikke noget dårligt at sige om det her produkt. Dog vil jeg nok vælge en decideret cykelhandske med puder i til meget lange ture.
KONKLUSION
Nød du at køre med handskerne?
Det var en rigtig god oplevelse at køre med den her handske, der holdt hænderne fint lune og var lette og lækre at have på.
Om testeren:
Alder: 45
Højde: 175
Vægt: 77 kilo
Jeg har cyklet i: 5 år
Så ofte cykler jeg: 3-5 gange om ugen
Jeg kører disse discipliner: Landevej og MTB
Motionsfeltet.dk's vurdering: (8/10)
ANNONCE
ANNONCE
Vær med i klubben - find en cykelklub i nærheden af dig
Vil du også gerne deltage i cykelløb i ind- og udland?
ANNONCE
Motionsfeltet.dk • Åsvinget 5 • 9800 Hjørring • Tlf. 5155 8966 • info@motionsfeltet.dk • Cookieindstillinger