Motionsfeltet.dk's vurdering:
(9/10)
Fakta
Producent: Moon Sport
Produkt: Nebula for- og baglygte
Tekniske specifikationer:
Forlygte: Max lumens: 400 / Max brændetid: 27 timer / ladetid: 2 timer 30 minutter
Baglygte: Max lumens: 200 / Max brændetid: 25 timer / ladetid: 2 timer 30 minutter
Størrelse: Længe: 93 mm, bredde: 17.7 mm, dybde: 22.5 mm
Vægt: Forlygte: 44.6 gram / Baglygte: 44 gram
Pris: Kr. 699,- (Baglygten kan købes separat til kr. 369,-)
Introduktion
Vintertid er lygte-tid og det er et must på vores breddegrader at have et sæt lygter, som kan give stor synlighed, hvis man vil træne sikkert året rundt.
Vi har testet et sæt kompakte lygter fra Moon, som tilbyder masser af lysindstillinger og masser af power i en letvægtspakke.
Test
Førstehåndsindtryk
Nebula-lygtesættet er et kompakt lygtesæt, hvis primære formål er at give rytteren maksimal synlighed i mørke i forhold til de øvrige trafikanter.
Lygterne er lavet som et minimalistisk sæt, hvor begge lygter er rektangulære og kompakte med sine små ti centimeter i længden og mindre end to centimeter i bredden.
Dermed får man et sæt lygter, som kan bruges på alle cykler og under alle forhold. Lygterne kommer ikke i vejen for ens aerodynamiske ambitioner, da de kan monteres uden at fylde noget i vinden. Lygterne vejer ind på under 50 gram stykket, så man ofrer heller ikke noget på vægtkontoen med sættet her.
Nebula er lavet med en robust CNC aluminiumsbeklædning, som giver et meget solidt førstehåndsindtryk af både kvalitet og holdbarhed. Mindre lygtesæt kan nogle gange føles lidt skrøbelige, men aluminiumskroppen her er både solid og beskytter mod slag.
Førstehåndsindtrykket både visuelt og når man undersøger lygterne nærmere, er bundsolidt og giver forhåbninger om et topprodukt.
Nebula-lygterne er robuste med sin aluminiumsbeklædning.
Masser af monteringsmuligheder
Lygtesættet kommer med fire forskellige monteringsmuligheder til cyklen og rytteren.
Fælles for alle beslagene er, at selve lygten klikkes fast på holderen.
Hver lygte har et lille firkantet beslag bagpå, som passer ind i en holder i beslagene.
De er lette at klikke i og når man skal afmontere lygten fra holderen, så trykker man ned på den lille udløser, som gør, at lygten igen kan trækkes fri.
Denne måde at montere lygterne i de respektive holdere er ret klassisk. Det er let og man opnår en høj grad af sikkerhed, da lygterne ikke kan hoppe ud, uden at man aktivt trykker på udløseren.
Lygter bliver ofte benyttet i de ’hårde tider’ på sæsonen - altså der hvor vejret er ledt, det sprøjter med skidt og der måske endda er salt på vejene. Derfor lever lygteholderne et hårdt liv, da de ofte bliver siddende på cyklen og ikke klikkes af og tørres over, som man ofte vil gøre med lygterne.
Derfor er det min erfaring, at selve beslaget, hvor lygterne klikkes sammen med holderne, er udsatte og især udløserfunktionen kan være sårbar, eftersom den er fremstillet af plastik og skal trykkes hårdt ned for at montere og udløse lygterne.
Her skal Moon have ros for at lave en meget robust udløserknap, som er kraftigere end jeg tidligere har set på lignende sæt. Det giver forhåbninger om, at holdbarheden er lang og risikoen for at beskadige noget er lille.
Jeg vil stadig tilråde at være forsigtig og omhyggelig med montering og aftagning af lygter, men det er min klare fornemmelse, at kvaliteten her er bedre end sædvanligvis.
Udløseren på beslaget er i kraftig kvalitet.
Hvor kan Nebula monteres?
Der følger fire beslag til montering med lygtesættet.
Først og fremmest er der de ’traditionelle’ beslag til styr og sadelpind til henholdsvis for- og baglygte. Det er den slags, som kan justeres, så de passer til styrets og sadelpindens diameter og så kører man et kraftigt elastikbånd omkring, som holder beslaget på plads.
Det giver fleksible monteringsmuligheder og de elastikbånd, som følger med, er både kraftige og robuste, så man får en høj monteringssikkerhed.
Yderligere er der et beslag, som er beregnet til at sidde på sadlens bagside og som fastgøres på sadlens rails, præcis som man monterer sin sadel.
Det er en monteringsmulighed som er lidt mere permanent, da den skal skrues fast. Til gengæld får man en ideel placering af sin baglygte, da lygten klikkes i, så den sidder lige under sadlen, hvor den har masser af synlighed for bagfrakommende trafikanter - og så er den robust og sikker.
Der er masser af monteringmuligheder - lige fra en permanent holder til under sadlen og clips, som kan sidde på tøjet.
Fælles for ovenstående monteringsmuligheder er, at lygten kan monteres både lodret og vandret i holderen, når først denne er monteret på cyklen.
Det er helt genialt, for det betyder, at man kan få den aflange, smalle lygte til at flugte med cyklens linjer, så den er så aerodynamisk som muligt.
Forlygten monteres således bedst i vandret position, så den flugter med styret og gemmer sig for vinden. Baglygten derimod sættes bedst vertikalt, så den flugter med sadelpind eller eventuelt sadelstræberne, hvis man sætter den der.
Slutteligt er det muligt at montere Nebula-lygterne med en slags klemme, som kan monteres på tøj, tasker og lignende. Pakken kommer med to styk.
Klemmen egner sig godt til især en baglomme på cykeltrøjen, da lygten så peger bagud.
Det er også muligt at finde muligheder på de fleste tasker og jeg synes især, at klemmen egner sig til baglygten.
Det kan være en god mulighed, hvis man ikke vil montere beslag på sin cykel eller som en nødløsning, hvis man er afsted på en tur, hvor man ikke helt ved, om det når at blive mørkt. Så kan man have både lygte og holder med i lommen og tage det på hurtigt, hvis nødvendigt.
Jeg har faktisk ofte efterlyst at kunne montere baglygten på mit tøj, så jeg kan kun erklære mig ret tilfreds med denne mulighed fra Moon.
Baglygten kan monteres, så den flygter med sadelrøret eller sadelpinden og dermed ikke er ude i vinden.
Lysindstillinger
Kigger vi først på Nebula-forlygten, så har den i alt otte lysindstillinger, hvoraf fire er med konstant lys, mens de resterende fire er blinkende.
De fire indstillinger med konstant lys fordeler sig lysmæssigt således: 50 lumen, 100 lumen, 150 lumen og så byder den kraftigste funktion ind med 220 lumen.
De blinkende indstillinger byder på henholdsvis 50 lumen og 120 lumen, mens der også er en ’Steady Flash’-funktion tilgængelig på 240 lumen.
Endelig er der en indstilling, som er beregnet til at øge cykelrytterens synlighed i dagtimerne, som leverer lygtens max-kapacitet på 400 lumen. Den såkaldte ’Day Flash’.
Baglygten tilbyder ligeledes fire konstante og fire blinkende funktioner.
De konstante giver enten 20, 40, 60 eller 100 lumen, mens de blinkende funktioner leverer 20 eller 50 lumen, mens ’Steady Flash’ leverer 100 lumen. Endelig er der ’Day Flash’, som giver lygtens maksimale 200 lumen.
Ude i mørket
Fælles for begge lygter er, at de små LED-dioder sidder i en rektangulær ring, som giver god spredning af lyset. Det er med til at øge synligheden fra siden, så lygterne giver så god lysspredning som muligt for maksimal opmærksomhed fra de øvrige trafikanter.
Ser man på batteritiderne, så er Nebula-sættet ret robust og kan levere lys til de fleste træningsture og krav fra rytteren.
Baglygten leverer lys til fem og en halv time på laveste blus, som leverer 20 lumen, hvilket er nok til at give ret solid synlighed. Har man brug for den maksimale, konstante indstilling på 100 lumen, så er der strøm til en time og ti minutter, men det er sjældent, at man har behov for så massiv lysdækning bagpå. De midterste funktioner med 40 og 60 lumen giver henholdsvis næsten tre og to timers brændetid.
Det er sjældent, at man har behov for den største styrke i længere tid ad gangen, så hvis man skifter mellem de forskellige indstillinger undervejs, så har man stadig lys til en god, lang træningstur i mørket.
Vælger man den laveste blinkende funktion, så har man hele 25 timers lys, mens funktionen med de helt skarpe blink, som kan ses i dagslys, giver 14 timer at træne i.
På forlygten gør de samme intervaller sig stort set gældende, blot med lidt flere lumen, som man har behov for foran, da forlygten også skal oplyse terrænet foran rytteren.
Nebula-sættets lysmuligheder lader ikke noget tilbage at ønske. Der er rigeligt af indstillinger med både konstant og blinkende lys, så man kan finde en, der passer til forholdene.
Og så er det rigtig fint med indstillingerne til dagslys, hvor det er blevet populært at køre med lygter for øget synlighed overfor især bilister.
Det er i øvrigt let at skifte mellem de forskellige lys-outputs via tænd- og slukknappen:
Hold knappen inde for at tænde lygten. Den tænder altid på den lysindstilling, hvor den sidst blev brugt. Tænder man eksempelvis for en af den konstante lysindstillinger, så kan man med et enkelt tryk på knappen skifte til næste indstilling i rækken. Dobbelttrykker man, så skifter lygten skifter fra det konstante lys til de blinkende muligheder, hvorefter et enkelt tryk igen skifter til den næste indstilling blandt de blinkende. Let og intuitivt.
Forlygten passer også på et aero-styr og monteres naturligvis, så den flugter med styret.
Konklusion
Moon Nebula er et af de bedste lygtesæt af den kompakte slags, som jeg har haft i hånden.
Først og fremmest er lys-outputtet virkelig godt på både for- og baglygte og med otte indstillinger kan man altid tilpasse lyset til situationen.
Holderne til lygterne er også virkelig gode - både i antal og type. Stor ros til Moon for at give rytteren masser af muligheder for at sætte lygterne, hvor man vil.
Og til sidst er der kvaliteten. Hele vejen rundt er sættet robust og alle detaljer er i top.
Skulle jeg ud at købe et sæt lygter, så valgte jeg Nebula-sættet fra Moon - så simpelt kan det siges.
…
Stillet til rådighed af: Cycle Service Nordic
…
Motionsfeltet.dk's vurdering: (9/10)
ANNONCE
ANNONCE
Vær med i klubben - find en cykelklub i nærheden af dig
Vil du også gerne deltage i cykelløb i ind- og udland?
ANNONCE
Motionsfeltet.dk • Åsvinget 5 • 9800 Hjørring • Tlf. 5155 8966 • info@motionsfeltet.dk • Cookieindstillinger