Motionsfeltet.dk's vurdering:
(7/10)
Introduktion
Lezyne - Engineered Design, er et amerikansk firma stiftet af den tidligere tyske triatlet Micki Kozuschek. Firmaet går tilbage til 2007 og producerer cykeltilbehør af høj kvalitet og med fokus på funktionalitet.
Siden 2011 har Lezyne udviklet og produceret LED lygter. Af andre produkter fra firmaet kan nævnes udstyr til tubeless, pumper, tasker og GPS cykelcomputere.
De testede LED lygter placerer sig midt i det nyeste produktprogram fra Lezyne.
Fakta
Producent: Lezyne
Produkt: Macro Drive 1400+-forlygte og Strip Drive 400+ baglygte
Vejl. udsalgspris: Kr. 1200 for et sæt eller kr. 800,- for forlygte og kr. 440,- for baglygte
Test
Un-boxing
Emballagen er af pap og fremhæver produktet ganske fint. På kassen er de mest nødvendige oplysninger, og en QR-kode. QR-koden kan scannes og leder til en ganske enkel brugsvejledning. Det sparer papir til brugsvejledningen, hvilket vi godt kan lide.
Lygten er i aluminium og har en kraftig gummistrop til montering på styret. Kontakten sidder på toppen af lygten, og har en intuitiv måde at betjene lygten på. Kontakten har lys i forskellige farver til status.
Lezyne 1400+ lygten på den medfølgende kasse.
Strip Drive Pro 400+ baglygten føles ligeledes ganske solid. Den er ikke lille, men fremtræder igen som en solid sag, der kan klare en del.
For begge sker opladning gennem en USB-C port, altså den nye europæiske standard. Selve stikket er dækket af en kraftig gummikappe, der er monteret med en skrue - en fin lille detalje.
På forlygten er ladeporten placeret i bagenden af lampen, og på baglygten sidder porten i bunden af lygten.
Alt i alt et lygtesæt med en samlet vægt på 308 gram.
Det testede lygtesæt fra Lezyne vejer samlet 308 gram.
LEZYNE fremhæver selv kvaliteten på Lezyne 1400+ forlygte i det CNC fræsede alu hus.
Desuden fremhæves lygtens mange forskellige lysfunktioner. Indledningsvis har den to modes. Dels det almindelige, hvor man ved et tryk på on/off knappen skifter mellem 7 funktioner.
I fast track mode har den blot to indstillinger. Det er konstant lys med en lysstyrke på 200 lumen og en højere med 1400 lumen i lysstyrke. Ganske smart, hvis man f.eks. bruger lygten til gravel i skoven og vil spare lidt på strømmen. Hurtigt og enkelt.
Lezyne Marco Drive 1400+ monteret på styret.
Opladning sker gennem USB-C stikket og den kan lade med 2+ Amp, så ganske imponerende ladehastighed.
Hele lygten er naturligvis vandtæt til almindeligt vejr, og der kan tilkøbes ekstra monteringsbeslag af Go-Pro typen. Desuden vil der komme en ekstra batteripakke, så man kan have strøm og lys i længere tid.
Vi prøvede at teste med vores egen power bank. Det virkede ganske godt. Vi kunne endda lade med mere end 2 Amp. Dette setup vil altså kunne bruges ved langdistance løb/kørsel i mørke.
Vores almindelige power-bank virker fint på Lezyne lampen.
Strip Drive Pro 400+ baglygten fremhæves for sin nye teknik med 10 LED lamper, der kan give op til 400 lumen lysstyrke. Noget der sker når den blinker max. Ud over de 10 LED lamper har den to små indikatorlamper til ladeniveau mm.
Lampen har 7 forskellige niveauer, og på de mest økonomiske er der strøm fra det 1900 mAh store batteri til 80 timer. Der er dog ikke meget lys på det niveau.
Lampen har 270 graders lysvinkel, hvilket virker godt og giver bilister gode muligheder for at få øje på dig.
Strip Drive Pro 400+ monteres på sadelpinden.
Montering af lampen
Vi starter vores test med montering af lygterne på en gravelbike. Lezyne 1400+ forlygten har et monteringsbeslag af gummi og med metal indeni. Lygten kan dreje på beslaget, hvilket er nødvendig, når den skal monteres på styret.
Standard monteringen er beregnet til runde styr. Formen gør, at den ikke kan passe på et fladt aerostyr. Dertil skal man have en anden opsætning og købe ekstra udstyr.
Ved montering på vores testcykel var det nødvendigt at dreje cykelcomputeren for at få plads til montering. Den kraftige gummistrop holder lygten sikkert på plads.
Lezyne 1400+ lampen skal drejes for at få gummistroppen på plads.
Montering af Strip Drive Pro 400+ baglygten foregår også med den medfølgende gummistrop. Lygten har en fast form, så den passer på sadelpinden. Igen passer den bedst på en rund sadelpind, og ikke på de brede aero pinde.
Hvordan klarer lygten sin opgave?
Vores første tur med lamperne var en almindelig tur på gravel, hvor vi testede om specielt Lazyne 1400+ forlygten kunne holde sin position på styret. Vi kørte både grus, asfalt og lidt singletrack i skoven. Under hele turen forblev lygten på sin plads og sad solidt fast.
Vi testede samme setup en anden dag, og denne gang med fuld lys på lampen for at teste om de lovede 3 timer på fuld styrke var muligt. Det var de ikke, og efter ca. 2 timer kom det røde lys i kontakten og lygten skiftede automatisk ned på et lavere lysniveau. Her kunne den køre i yderligere 2,5 time, hvilket er ganske godt og sikre at du kan komme hjem.
Lampen forlader MAX power og skifter selv ned på mindre styrke inden den slukker - smart.
Vi testede også Lezyne 1400+ forlygten på vores almindelige hverdagscykel til og fra arbejde i morgentrafikken. Vi har efterhånden nået en tid på året, hvor det er mørkt, og lygten giver meget bedre lys på vejen end de standardmonterede cykellygter på elcyklen.
Selve lyskeglen er vigtig når man kører ud i natten, specielt i skoven. Her giver Lazyne 1400+ forlygten et rigtigt godt lys. Der er et center på lyskeglen, og justerer man lygten lidt højt, så oplever man også, at linsen giver lys umiddelbart foran cyklen og lyser hullerne op. Rigtigt godt, og bedre end på den gamle referencelampe.
En fed oplevelse på en efterårsskovsti.
En anden detaljer er om lygten blænder i øjnene. Eksempelvis, hvis man læner sig ned over styret, eller står op og træder til. Lezyne lygtens konstruktion giver fornuftig dækning, og er ikke generende.
Til den almindelige hverdagscykel vil dette lygtesæt absolut være anvendeligt. Cykler man et sted, hvor der er mindre lys, eller på en trafikeret vej uden cykelsti, så giver dette sæt absolut et godt lys.
Omvendt er det et forholdsvis dyrt lygtesæt, såfremt man ikke har behov for lys på vejen, eller kører på cykelstier i byerne.
Køreoplevelsen
Natkørsel i skoven er en super god oplevelse. Man oplever et tunnelsyn, og alt fokus er på lyskeglen, mens mørket omfavner alt det andet. Har I ikke prøvet det, så gør det
En betingelse for oplevelsen er en god lygte.
Et setup med to lygter er det bedste, specielt på single track på MTB. En lygte på styret og en på hjelmen for at kunne lyse rundt om hjørner i svingene. På gravel og brede grusveje og stier, kan man sagtens nøjes med en Lezyne 1400+ lampe.
Vi testede en tur ud i natten, og lygten leverede en rigtig god performance. Til sammenligning brugte vi vores gode gamle kina lygte, og den blev klart overstrålet af denne Lezyne 1400+ lygte.
Som lygte på en mørk landevej kan man nøjes med lavere power og have strøm til lang tid.
Lygten har 7 forskellige indstillinger. Nogle blinker, mens andre fader ud og ind (disse har jeg aldrig helt forstået ideen med). Der er 4 faste lysindstillinger på lygten, og det er dem, vi bruger.
De to øverste niveauer med henholdsvis 3 og 4 timers påstået holdbarhed er dem, man bruger.
På landevejen er den næsthøjeste styrke med 950 lumen ganske god, og dermed sparer man lidt strøm. Når vi rammer grusvejene og kommer ind i skoven, så skal der mere til, og øverste niveau med 1400 lumen giver en god oplevelse.
For Strip Drive Pro 400+ baglygten er economy-niveauet med fast lys i 4 LED dioder rigeligt for de fleste. Her loves 26 timers holdbarhed, hvilket vi ikke testede.
Den har et endnu højere lysstyrkeniveau med 10 LED-dioder, men det er kun nødvendigt i tåge eller ved anden nedsat sigtbarhed. Kombineret med en anden lygte vil den meget kraftige blinkfunktion på hele 400 lumen også kunne anvendes.
Som reference monterede vi Strip Drive Pro bag lygten sammen med lygten på vores elcykel og en Garmin Varia-lygte. Set lige bagfra var Strip Pro -ampen ikke helt så kraftig som Garmin, men meget mere tydelig end elcyklens normale baglygte.
Hvis man derimod stod ude til siden for cyklen, lidt som en bil der kører forbi, så vandt Strip Pro lampen klart over Garmin.
Strip Pro 400+ til venstre og Garmin Varia til højre.
Den oplevede kvalitet i materialer og konstruktion
De to Lezyne lygter virker overbevisende i kvalitet, samling og konstruktion. Lækre forarbejdede materialer og sikre funktioner, der opfylder langt de flestes behov for et godt lygtesæt til gravel, landevejskørsel eller hverdagscykling.
Monteringen af forlygten med en kraftig gummistrop fungerer ganske godt. Lampen kan drejes og dermed lyse lige der, hvor man ønsker. Alt i alt en god løsning, der ikke er helt perfekt, men virker som det skal.
Et solidt lygtesæt.
Er prisen fair for et produkt af denne kvalitet?
Lygterne har masser af lys. Der er modeller på markedet med kraftigere lys, og nogle med mere batteri og holdbarhed. Men hvis man indimellem vil en tur ud i skoven, eller køre på landevejen i efteråret, så er denne lygte et godt kompromis.
Kvaliteten er god, ligesom holdbarheden af batteriet er fornuftigt. Så har du behov for et lygtesæt i god kvalitet med god holdbarhed, så virker prisen ganske fair.
Materialevalget er hele vejen igennem godt udført, og kvalitetsoplevelsen i top.
Konklusion
Lezyne lygtesættet er et rigtigt godt lygtesæt, der på mange områder rammer plet i forholdet mellem pris, kvalitet og funktionalitet. Som et gravel lygtesæt, er produktet passende i kvalitet, størrelse og vægt, og oplevelsen er ganske god.
Med dette sæt, er der lys nok til en tur på gravel cyklen på skovveje og du har god sikkerhed for at blive set bagfra.
Lezyne 1400+ forlygten holder ikke helt hvad den lover på fuld power, og montering i standardudgaven er primært til runde styr og saddelpinde.
Skal du bruge lygtesættet i byen og på den daglige cykeltur til arbejde eller i supermarkedet, så vil dette produkt nok være i overkanten. Til det formål har Lezyne nogle mindre modeller, der også har gode egenskaber.
Alt i alt en lygte, som denne tester kommer til at bruge mange gange i skoven og på landevejen. Et godt kompromis til mange opgaver.
Om testen
Vi har testet lygterne i oktober/november 2023, og haft dem med både i dagslys for test af montering og naturligvis i mørke på almindelig vej og i skoven.
Om testeren:
Testeren cykler på landevejen 2-3 gange om ugen i sommerhalvåret og én gang gravel om ugen i vinterhalvåret. Dertil en del cykling til arbejde og lidt spinning.
Alder: 58
Højde: 176 cm
Vægt: 74 Kg
Motionsfeltet.dk's vurdering: (7/10)
ANNONCE
ANNONCE
Vær med i klubben - find en cykelklub i nærheden af dig
Vil du også gerne deltage i cykelløb i ind- og udland?
ANNONCE
Motionsfeltet.dk • Åsvinget 5 • 9800 Hjørring • Tlf. 5155 8966 • info@motionsfeltet.dk • Cookieindstillinger