Motionsfeltet.dk's vurdering:
(9/10)
Fakta
Producent: Lazer
Produkt: Lazer Vento KinetiCore
Farver: Fås i matsort, hvid, mørkegrøn, sort og sølvfarvet, mat blå og grå, rød og sort og gul.
Størrelse: S-M og L.
Vægt: 260 gram (Small).
Pris: 2099,-
Introduktion
Lazer er et belgisk firma der efterhånden i mange år har været kendt for deres hjelme, og har været sponsor for flere store WorldTour hold. Netop samarbejdet med WorldTour holdet Jumbo-Visma har gjort, at Lazer har skabt den nye Vento med den nye teknologi KinetiCore. Der er den første hjelm der har indbygget beskyttelse mod rotationskræfter. Eftersom KinetiCore er fuldt integreret i hjelmens kerne, resulterer det også i en lavere vægt og en øget ventilation. KinetiCore er resultatet af over 10 års design, forskning, test og raffinering af holdet bag Lazer.
Lazer hævder selv, at hjelmteknologien giver bedre beskyttelse og langt mere komfort, da den er lettere og har bedre ventilation.
Test
Design og specifikationer
Umiddelbart når man først ser Vento-hjelmen ser den meget aerodynamisk ud i forhold til designet. Foran centralt har den to udluftningshuller, hvor størstedelen af luften kommer ind af. Derudover er der to små lufthuller i siden, der også er beregnet til at man kan sætte sin cykelbrille i. Bag på hjelmen er der yderligere seks små huller, så der masser af ventilation i hjelmen. Yderligere er der gjort plads til bag på hjelmen, at man kan montere en baglygte. Denne skal dog købes ved siden af, men for lige over 200,- kroner kan man få en baglygte, der passer til.
Det er også bag på, at bespændingssystemet er. Ligesom de foregående Lazer hjelme så sidder justeringsmulighederne oppe på hjelmen ved at dreje på ScrollSys-remmen er det muligt at justere så den passer perfekt, og det gør at spændingen bliver fordelt jævnt.
Tidligere havde Lazer samarbejde med det svenske firma MIPS, som man efterhånden ser i rigtig mange hjelme. Men det har de altså valgt at gå væk fra og i stedet valgt at fokusere på deres eget system - KinetiCore - der er små EPS-skumblokke placeret inde i hjelmen, der er designet til at bryde sammen ved stød og slag. På den måde lede energien væk fra cykellistens kranie, hvis uheldet skulle være ude.
Dette har vi dog på ingen måde kunne teste, men diverse rotationstest, hvor man simulerer de stød, der eventuelt måtte komme ved et styrt, der scorer hjelmen 5/5, hvilket må siges at være rigtig godt.
Vento KinetiCore i brug
Efter at have haft hjelmen i brug i en måneds tid har jeg efterhånden dannet mig et indtryk af en hjelm, der overordnet set gør det rigtig godt. Hjelmen er en aerohjelm, med den karakteristiske form med et flot design, synes jeg. Når man tager hjelmen på hovedet, sidder den godt. Den sidder som limet til hovedet uden at genere på nogen måde. Vægten er lav så man bemærker stort set ikke, at man har den på. Det opdaterede bespændingssystem fungerer rigtig godt, således den kommer til at passe perfekt på hovedet uden at stramme nogen steder. Den længste tur jeg har kørt med hjelmen, var 4.5 time, og heller ikke der skulle hjelmen justeres.
Én af de ting jeg bemærkede hurtigt var, at hjelmen ikke danner så meget vindstøj, som andre hjelme jeg tidligere har prøvet.
Lazer Vento vejer 260 gram for en størrelse small, hvilket er i nærheden af nogle af de letteste aerohjelme på markedet. Det der oftest er udfordringen ved aerohjelme er ventilationen, men i den danske sommer 20-25 grader, som hjelmen er testet i, føler jeg, at hjelmen giver den ventilation som den skal i forhold til andre aerohjelme, der godt kan virke mere lukkede.
Et af de helt store plus ved hjelmen er det opdaterede bespændingssystem Scrollsys. Det gør det virkelig nemt at justere på hjelmen, også mens man kører og samtidig fordeler den trykket jævnt.
En sidste ting jeg lige vil nævne er, at en high-end cykelhjelm skal have et sted man sætte sine cykelbriller på hjelmen. På Vento-hjelmen har man tænkt på det og to af de små udluftningshuller fungerer som dette, hvor der er en lidt ru overflade, der gør, at brillen ikke falder ud. Det kræver lidt tilvænning, men efter et par ture synes jeg faktisk det fungerede godt.
Konklusion
Hjelmen fra Lazer fungerer virkelig godt på alle de testede parametre. Den er virkelig behagelig at have på, samtidig har den et flot design der virker meget aerodynamisk. Hjelmen scorer højt på komfort, ventilation, vægten samt justeringsmulighederne. Prisen ligger i den høje ende, men det er også en high-end hjelm, og derfor er prisen meget lig konkurrenternes. Alt i alt en rigtig fed hjelm.
Sådan har vi testet
Hjelmen er testet i den danske sommer. På ture fra 1.5-4.5 time primært landevej og en lille smule gravel. Vejret har både budt på solskin og regnbyger.
Stillet til rådighed af: Shimano Nordic
Om testeren:
Alder: 33 år
Højde: 173
Vægt: 72 kg
Jeg har cyklet i: 15 år
Så ofte cykler jeg: 4-5 gange om ugen
Jeg kører disse discipliner: Landevej, gravel og E-cykling
Motionsfeltet.dk's vurdering: (9/10)
ANNONCE
ANNONCE
Vær med i klubben - find en cykelklub i nærheden af dig
Vil du også gerne deltage i cykelløb i ind- og udland?
ANNONCE
Motionsfeltet.dk • Åsvinget 5 • 9800 Hjørring • Tlf. 5155 8966 • info@motionsfeltet.dk • Cookieindstillinger