Motionsfeltet.dk's vurdering:
(9/10)
Fakta
Producent: Goodyear
Produkt: Connector Ultimate Gravel
Dækstørrelse: 700x40C (fås også 35c, i 50c og i 650b)
Features: Tubeless-kompatibel. Fås i tanwall-udgave (testet) og almindelig sort.
Vægt: 515 gram.
Vejl. Pris: Kr. 399,-
Introduktion
Den amerikanske dækproducent Goodyear har i flere år produceret dæk til motorsporten.
Men i virkeligheden kan deres dæk til cykler faktisk spores tilbage til slutningen af 1800-tallet.
I 2021 kunne Goodyears dæk så igen ses på øverste niveau hos det daværende WorldTour-hold Quebeca NextHash.
Goodyear har ikke blot produceret en serie af landevejsdæk, men er også hoppet med på gravel-bølgen, og produceret et specifikt graveldæk, som vi hos Feltet.dk har fået lov at teste i den danske vinter.
Test
Det første man bider mærke i ved det nye dæk fra GoodYear er, hvor blødt og fleksibelt, det føles. Det tegner godt for en lettere montering af dækket. Dækket er bygget op omkring GoodYears Complete-dækkasse, der er lettere og samtidig har 120 treads pr. inch.
Så højt et tal ses som regel kun ved landevejsdæk i toppen af hierarkiet.
Dækket fra GoodYear er også blevet forstærket med stærkere sidevægge, så man ikke så nemt får de såkaldte sidecuts.
Connector Ultimate er lavet af den samme gummiblanding som GoodYears Vector 4, som er mærkets svar på et godt allround-dæk til landevejen.
Dækkene er monteret på et sæt DT Swiss GR 1600 tubeless-ready hjul, der har en indvendig bredde på 24 millimeter og derfor var dækkene utrolig nemme at montere. De sprang ud på plads med det samme. Dette er ikke altid en selvfølge ved tubeless-dæk, så det er et stort plus.
Milkit tublesss væske og ventiler
Dækkene er tubeless-ready og skal naturligvis sættes op med den medfølgende væske fra det schweiziske mærke MilKit, der både laver tubeless væske og ventiler. Milkit hævder, at deres væske er mere holdbar end andre. En af de vigtigste egenskaber i denne væske er, at den bliver ved med at have samme flydende konsistens, og ikke ligesom andre væsker bliver til store klumper, der kommer til at rulle rundt inde i dækket efter noget tid.
Milkit laver også ventiler. Det specielle ved disse ventiler er, at de fremstillet med en selvlukkende gummilap på indersiden. Det gør, at der ikke kan komme væske ind i ventilen, som ellers kan få den til at stoppe til.
Monteringen af både væske og ventiler gik overraskende nemt. Der medfølger sprøjte til at sprøjte væsken ind gennem ventilen. Man skruer ventilkeglen ud og sprøjter den afmålte væske ned. Dette var utrolig nemt, det samme kan siges om de medfølgende ventiler, de var også nemme at montere.
Væsken og ventilerne kan både bruges til landevejscykler, mountainbikes og gravel. De medfølgende ventiler kan bruges med alle typer tubeless-væsker.
Udover væske og ventiler, så får man også en påfyldningssprøjte med, når man køber et sæt Milkit tubeless-kit. Prisen ligger til omkring 350,- for sættet, og det synes jeg er en meget fin pris, i forhold til indholdet.
Dækket i brug
Dækket vejer lige over 500 gram, hvilket absolut ikke er til den tunge side for et graveldæk.
Den første tur med dækkene skulle naturligvis være en god tur i terrænet. Jeg startede med at køre med lige omkring to bar, dette var sådan set okay på landevejen, men lige så snart jeg kom på grusvejene, synes jeg dækket blev for tungt, og bagenden føltes meget vuggende. Dog fik jeg efter lidt tid vænnet mig til det og turen blev ganske fornuftig, men blev dog enig med mig selv om, at den lige skulle have lidt mere luft til næste gang.
Som sagt så gjort. Jeg pumpede 2,5 bar i både foran og bagpå og dette gjorde virkelig, at dækket kom til sin ret. Dæktryk er næsten blevet til en religion hos cykelfolket - specielt i terrænet - og flere og flere sværger til så lavt dæktryk som muligt, men for mig at se, er det også en subjektiv opfattelse, og jeg synes bare at det hele ruller bedre med lidt mere tryk i dækkene, uden at man går på kompromis med vejgrebet.
Knopperne på siden af dækket gør, at man virkelig står fornuftigt fast specielt i svingene og de lidt fladere knopper på toppen af dækket gør, at dækket ruller effektivt.
En gravelcykel, er for mange også en vintercykel, der kan bruges til både at køre i terrænet, men også til landevejsture. Så selvfølelig er dækket også blevet testet på flere landevejsture. Her gør dækket også et solidt indtryk og man føler ikke den store rullemodstand. Dækket er blevet testet med både 2, 2,5 og 3 bar og på landevejen ruller det klart bedst med 3 bar i både foran og bagpå.
Punkteringsbeskyttelse
Goodyear har, som noget nyt, tilføjet et indbygget indlæg i dækket, hvilket gjorde det ekstra spændende at teste modstandsdygtigheden overfor punkteringer. Jeg har kørt med dækket i over en måned, i varieret terræn, og har gjort mange ting for at teste dets holdbarhed. Indtil videre har der ikke været nogen punkteringer.
At teste et dæks punkteringsresistens er altid en svær ting, men jeg kan konstatere, at dækket virker til at være meget solidt. Selvom dækket virker meget pålideligt, så var jeg meget overrasket over, hvor godt det rullede. Goodyear Connector Ultimate er et rigtig fint bud på et godt allround dæk til gravelcyklen, hvor du med det rette dæktryk har et dæk, der giver greb, men også ruller effektivt og behageligt.
Konklusion
Goodyears nye graveldæk giver et fremragende greb i underlaget, samtidig med, at det ruller rigtig fornuftigt og giver en god komfort. Derudover er dækket rigtigt nemt at montere og det sidder rigtigt fint på fælgen. Dækket føles hurtigt, men samtidig føler man også, at det er et robust dæk, der passer godt til de danske gravel-forhold.
Sådan har vi testet
Dækket er testet i december måned i varieret terræn i det danske vinterlandskab.
Stillet til rådighed af
PeakBike ApS (Dansk Goodyear-distributør fra februar 2022)
Motionsfeltet.dk's vurdering: (9/10)
ANNONCE
ANNONCE
Vær med i klubben - find en cykelklub i nærheden af dig
Vil du også gerne deltage i cykelløb i ind- og udland?
ANNONCE
Motionsfeltet.dk • Åsvinget 5 • 9800 Hjørring • Tlf. 5155 8966 • info@motionsfeltet.dk • Cookieindstillinger