Motionsfeltet.dk's vurdering:
Introduktion:
Giant er kendt som en af verdens største og førende producenter af en lang række produkter til cykelsporten. Mest kendt er firmaet for sine cykelrammer til stort set alle discipliner, og firmaet var blandt de første som formåede at forfine masseproduktion af carbon-rammer, som i dag nyder stor anerkendelse over hele verden.
I dag er Giant kendt fra sit partnerskab med Team Sunweb, hvor blandt andet Tom Dumoulin og danske Søren Kragh synliggør brandet med gode præstationer.
Giant tilbyder nu et bredt landevejsprogram med skivebremser og vi har haft lejlighed til at teste en af topmodellerne.
Fakta:
Farve: Carbon Smoke / Neon Red / Charcoal
Størrelse: S - XL
Pris: Kr. 37.999,-
Test:
Giant TCR-modeller kommer i flere versioner. Her er det Advanced Pro, som rangerer lige under Advanced SL, som er øverste udstyrs- og dermed og prisniveau.
Der er små forskelle på rammen i de to kategorier - hvor en af de mest markante features er, at SL-udgaverne har integreret saddelpind.
Advanced Pro-kategorien har to varianter, hvor det er udstyret der er forskellen.
Her er den testede Pro 0-udgave øverst i hierarkiet af de to.
Cyklen er sat op med Giants egne komponenter, hvilket blandt andet omfatter et SLR 1-carbonhjulsæt.
Hertil fuld Ultegra Di2-gruppe med hydrauliske skivebremser.
Masser af slope
Den slopede geometri giver et aggressivt look med masser af synlig saddelpind, hvilket er blevet lidt af et varemærke for netop denne model.
Æstetisk er man som regel enten for eller imod denne feature - vi synes at cyklen er velafstemt at se på, har et fedt look og en ’her-kommer-jeg-attitude’, som vidner om, at man er kommet for at køre stærkt.
Der er nogle argumenter for, at en slopet geometri kan skabe en stivere cykel, men faktum er nok, at de fleste high-end cykler i dag er mere end rigeligt stive til rytterne.
Omvendt giver det en række udmærkede indstillingsmuligheder, ligesom at man får en lav overrørshøjde, så man kan stå over cyklen, hvis man har lidt korte ben.
Nok ikke så væsentligt i det store billede, men alligevel værd at nævne.
Det er måske også værd at bemærke, at hvis man i en mere traditionel geometri kører med en stort saddel-til-styr drop, og i forvejen har en lang saddelpind, så bliver den endnu længere her. Dog vurderer vi, at man nærmest skal ud i ekstremerne, hvis man skal ekskludere TCR’en i sine overvejelser.
Raceorienteret på alle måder
TCR’en er en udpræget racemaskine og det prøver den da heller ikke på at skjule.
Først og fremmest er rammen rigtig stiv og befinder sig ret langt oppe på listen, når vi ser på de cykler vi har testet igennem tiden.
Den reagerer velvilligt på antrittet fra pedalerne og er en fornøjelse, når der skal accelereres på flad vej og ud af sving. Selv hvis man sparker til den for alvor og rammer udladninger på over 1000 watt på små stigninger, så føles den stabil og tager imod kræfterne med største selvfølge og uden at man fornemmer nogen flex.
Især bagenden føles stabil og handlekraftig. Faktisk er det værd at bemærke, at den bageste ’trekant’ på cyklen er forholdsvis kompakt, hvilket er med til at forbedre stivheden. Det giver en stabil cykel, som man er helt tryg ved, når der skal accelereres eller sågar spurtes.
Stor styrvillighed
Når man bevæger sig i de øvre luftlag både pris- og kvalitetsmæssigt, så forventer man naturligvis en carbon-ramme, der er skruet godt sammen og giver den føromtalte stivhed og kraftomsætning. Det er et klart must og egentligt ret forventeligt.
Noget der er lidt mere tricky, er hvordan producenten har fået dimensioneret rammen og hvilke egenskaber, der derved er fremelsket - eller i værste fald manglende.
Her må vi tage hatten af for Giant og deres arbejde med TCR’en.
Når vi tester cykler, kræver det ofte et par tilvænningsture, før man er tryg ved cyklen og før man føler at man kan tage sving og andre manøvrer med samme selvsikkerhed som på sin daglige racer.
I denne test fandt vi dog, at vi følte os hjemme fra første pedalomdrejning.
Cyklen er utrolig velafbalanceret og en sand fornøjelse at køre.
Kører man den hårdt, så er den styrvillig og har en fantastisk balance i sving og kurver. Faktisk er den så sjov at køre, at vores umiddelbare tanke efter første tur var: ’Damn - den havde været fed at teste i bjerge med tekniske nedkørsler’.
Den er let at håndtere uden hverken over- eller understyring, som man skal lære at tage højde for.
Ret imponerende når man tænker på, at rammen er tilvænnet skivebremser og at det makkerskab stadig er forholdsvist ungt.
Skivebremserne bekommer rammen godt og leverer fantastisk bremsekraft, som kan doseres med én finger. Det udvider blot vores begejstring for rammens egenskaber og lægger op til, at man kører cyklen hårdt, da man kan tillade sig at angribe svingene meget aggressivt.
Vi har ikke længere nogen tvivl tilbage - der går ikke længe før fælgbremser er en saga blot.
TCR-modellen er Giants allround flagskib, hvor den anden profilerede landevejsmodel Propel er rendyrket aerodynamik.
Alligevel synes vi, at TCR’en er mere end hæderlig, når der skal tonses på flad vej og her er den lige så solid, som på alle andre parametre.
Der er en grund til, at rigtig mange af rytterne fra Team Sunweb aldrig kører på andet, selv om de har muligheden for at skifte mellem modellerne alt efter terræn.
Gode komponenter og detaljer
Di2-gruppen fra Shimano er der efterhånden ikke så meget at sige om. Det er vel efterhånden markedets benchmark, når det kommer til high-performance uden at banken skal sprænges fuldstændig (selv om gruppen stadig ikke er billig). Den opdaterede version skifter stadig som en drøm og kører absolut upåklageligt.
Skivebremserne har kørt upåklageligt under hele testen foruden en lille mislyd på forbremsen, som havde samlet noget skidt op. Disse ting skal man naturligvis vænne sig til at håndtere, når og hvis man skifter system.
Bremsekraften opvejer til gengæld alt dette - det er en åbenbaring a’ la første gang man kørte med et velindstillet elektronisk gear.
SLR-hjulene fra Giant har den nødvendige stivhed til at matche rammen og er et fornuftigt mellemklasse-hjul, som man ikke går galt i byen med. Det tilbyder ikke flamboyant stivhed og reaktionsevne, men er fint afstemt og vil rigeligt række til at dække 95 % af alle rytteres behov.
I testen har hjulsættet været sat op med tubeless-dæk og trods mange kilometers test, har vi ikke været hindret af en eneste punktering.
Til gengæld kan man køre med signifikant lavere dæktryk, hvilket giver en øget komfort, som man let bemærker.
Rammen har en flot finish, som er forventelig til prisen, og den mest iøjnefaldende detalje er nok den måde, som Giant har gemt saddelspændet væk på, så der skabes en flydende overgang mellem overrør og den lange saddelpind, som nærmest går i ét.
Til gengæld er bremsekablet til forbremsen ikke indvendigt, men fastgjort på indersiden af forgaflen.
Det bør i vores optik være integreret på en cykel i denne prisklasse.
Konklusion
En absolut topcykel som er sat op til race og byder op til at blive kørt hårdt.
Balancen og den lette håndtering er det allermest imponerende på cyklen, som er sjældent adræt og fiks i svingene. Med skivebremserne må det være en af de ultimative cykler at tøjle på en lang nedkørsel.
Men der er også masser af rul i både ramme og hjul, så den er en værdig overvejelse, selv hvis den kun skal bruges i Danmark og altså uden nævneværdige højdemeter.
Cyklen er ikke billig. Dog mener vi, at hvis man har budgettet, så får man masser af både køreegenskaber og klassekomponenter.
En af de bedste oplevelser vi har haft på en testcykel. Hatten af og de bedste anbefalinger, hvis man har budgettet.
Sådan har vi testet:
Vi har testet i den danske forsommer på landevejene og revet Giant TCR’en rundt i alle de sving og små bakker vi har kunne støve op syd for København.
Stillet til rådighed af: Giant Danmark
Motionsfeltet.dk's vurdering:
ANNONCE
ANNONCE
Vær med i klubben - find en cykelklub i nærheden af dig
Vil du også gerne deltage i cykelløb i ind- og udland?
ANNONCE
Motionsfeltet.dk • Åsvinget 5 • 9800 Hjørring • Tlf. 5155 8966 • info@motionsfeltet.dk • Cookieindstillinger