Sommeren er over os og hvad er federe end at køre ferien i møde i et nyt, fedt sommersæt? Vi har testet tre gode bud fra Pas Normal Studios, FIBR og Rapha.
Introduktion:
FIBR er et af de nyere skud på stammen på det danske marked for cykeltøj. Med base i København designes tøjet her i landet, mens produktionen finder sted i Italien.
FIBR er netop nu ude med deres anden sommerkollektion, som er en fortsættelse af det stærke grafiske udtryk, hvormed de sidste år gjorde indtog på landevejene.
Således kan man også i år finde en håndfuld veldesignede sæt, som skiller sig ud fra mængden i spændende og velovervejede farver.
Vi har haft fingrene i ’Black Rider’-sættet, som er en forholdsvis underspillet størrelse i forhold til tidligere designs, men som stadig er iøjnefaldende med diskrete detaljer og et stilrent look.
Test:
Motionsfeltet.dk's vurdering:
Fakta:
Farve: Sort/blå
Størrelser: XS-XXL
Vejl. pris: 899,- kr.
Black Rider-jerseyen er først og fremmest virkelig lækker at røre ved og have på.
Stofvalget er klogt fordelt, så forsiden er kraftig, lækker og blød. Det føles dejligt mod huden og giver en god ballast, der hvor vinden rammer. Under armene er trøjen forsynet med et finmasket net, såkaldt mesh, for ekstra åndbarhed. Det er med til at give trøjen en let følelse og bibeholder en god bevægelighed og elasticitet, som komplimenterer det øvrige stof. Bagsiden er åndbar med en lidt luftigere mesh, hvilket giver god mulighed for at komme af med varmen på et sted, hvor man ikke skal bekymre sig om vindkølingen.
Pasformen er ret suveræn. Med en højde på 183 centimeter og en vægt på 75 kilo, har denne tester kørt i en størrelse small, som har passet noget nær perfekt. Skal man kategorisere snittet, så ligger det den bløde nede af race-skalaen, hvor det snildt kan tilfredsstille en væddeløber, men faktisk også gør sig godt til mere motionsprægede ryttere.
Det gode stofvalg, kan nærmest ikke fremhæves nok for det er kvalitet, lige så det synger. Det er så lækkert mod huden, sidder fantastisk og bevæger sig med kroppen på helt suveræn vis.
FIBR benytter ret lange ærmer, som går til et par centimeter over albuerne. Et ret moderne snit i en tid inspireret af aero-tendenser. Det kan være en smagssag, men vi synes, det ser fedt ud og de sidder godt. Lukningen er et par centimeter bred og lavet af et kraftigt elastisk materiale. Her er fin plads til arme med lidt mere kød end en traditionel A-rytter slæber rundt på. Lukningen er i øvrigt lavet i refleksmateriale – fin detalje.
Trøjens øvrige lukninger fungerer også. Det samme refleksmateriale er brugt på taljens bagside og rundt om livet holdes trøjen fint til kroppen, så intet blafrer i vinden. Fine silikonedetaljer hjælper desuden trøjekanten fra at kravle. Foran er det spredt, hvilket sikrer fin bevægelighed, mens bagsiden har en kraftigere ’silikonstreg’ som griber godt fast og forhindrer bagsiden fra at kravle. God detaljesans og know-how fra FIBR.
Under kørsel får man en trøje, som først og fremmest sidder godt til. Der er masser af fleksibilitet i stoffet som slutter om kroppen alle steder på en behagelig måde, så man får en slank silhuet. Trøjen er virkelig et fund for dem, som gerne vil prioritere en tætsiddende trøje og de performancemæssige egenskaber, der følger med en sådan, men som ikke vil gå på kompromis med pasform og kræver en trøje, som kan bruges til såvel race som kaffeture.
Funktionelt spiller det også. Der er fin åndbarhed og stof, syninger og diverse lukninger er alle topklasse. Trøjens fine snit bibeholdes i sadlen, hvor bliver ved med at sidde godt hele dagen.
Vi kunne godt ønske os en lynlåslomme til værdier ud over trøjens tre baglommer, men ellers er det en gennemført kvalitetstrøje FIBR her har lavet.
Det er også værd at nævne, at den yder solbeskyttelse svarende til faktor 50 – ikke uvæsentligt i sommermånederne.
Højdepunkterne er den suveræne pasform som i kombination med den fine stofkvalitet for alvor går op i en højere enhed.
Motionsfeltet.dk's vurdering:
Fakta:
Farve: Sort/blå
Størrelser: XS-XXL
Vejl. pris: 999,- kr.
Black Rider-bibshortsene er et sæt ret traditionelt opbyggede cykelshorts. Opbygget i paneler for ergonomisk, optimal pasform har de en tynd og særdeles elastisk stofkvalitet på lår og omkring hofter, mens den del som møder sadlen er lidt kraftigere for bedre holdbarhed.
Hvor man ser rigtig mange andre eksperimentere med diverse anderledes stofkvaliteter og lignende, så fristes man til at sige, at FIBR’s opbygning er ret klassisk: Kraftig, på steder der slides af sadlen, og lette og tyndere omkring lår og hofter.
Men tag ikke fejl – for i dette tilfælde bærer betegnelsen klassisk så klart positivt fortegn og er et klart udtryk for en konstruktion, som bare virker.
Stoffet har i tilgift masser af tekniske kvaliteter, så det pasformmæssigt giver et par shorts, der nemt glider på og følger kroppens bevægelser. Snittet synes at følge den røde tråd fra jerseyen og om end de er mere race end kaffe, så vil de fleste kropstyper kunne finde sig til rette i dem.
I modsætning til de lange ærmer, så har benene en ret traditionel længde, som slutter et fint stykke over knæet. Det giver et ret neutralt look og de fine elastikkanter på et par centimeters tykkelse som afslutter benene, sørger for at de bliver på plads, aldrig kryber eller gnaver i lårene.
Indlægget har FIBR udviklet sammen med det Polytekniske Universitet i Milano. Det kompakte skum er lavet til at absorbere vibrationer fra vejen og derved øge køreglæden. Den slags kan selvsagt være svært at observere i en test uden måleudstyr, men det ligger helt fast, at indlægget er virkeligt godt. Selv om puden er ret minimalistisk, så har skummet masser af fylde for et behageligt ridt.
På cyklen giver shortsene en let følelse og lårenes lette kompression er med til at forstærke den gode pasform. De lette materialer ånder godt, så sættet her samlet set egner sig suverænt til sommerdage i sadlen.
Bukserne afsluttes med et par bløde og tynde seler, som er med til at forstærke følelsen af lethed og kvalitet, som man står tilbage med efter at have kørt i disse bukser.
Køb sættet hvis du vil have et veldesignet, nedtonet sæt, som kan det hele. Det kropsnære snit er behageligt og levner plads til, at der både kan køres rigtig stærkt eller trilles kaffeture med stil og komfort. De største styrker er en nærmest perfekt afrundet pasform, der forener en moderne, slank silhuet med komfort og stor materialekvalitet, hvor detaljer som de kraftige reflekslukninger også står stærkt i bevidstheden. FIBR har virkelig styr på sine ting!
ANNONCE
Vær med i klubben - find en cykelklub i nærheden af dig
Vil du også gerne deltage i cykelløb i ind- og udland?
ANNONCE
Motionsfeltet.dk • Åsvinget 5 • 9800 Hjørring • Tlf. 5155 8966 • info@motionsfeltet.dk • Cookieindstillinger