Motionsfeltet.dk's vurdering:
(8/10)
Der er ikke meget, der er overladt til tilfældigheder i Canyons forsøg på en landevejssko. Den tyske producent tager hul på udstyrsmarkedet for alvor med den nye Tempr CFR.
Producent: Canyon
Produkt: Tempr CFR
Vejledende pris: 329 euro (ca. 2450 kr.)
Vægt: 250 gram (Str. 42)
Igennem flere år har det tyske mærke Canyon markeret sig som en stærk spiller på et konkurrencepræget cykelmarked.
Tysk kvalitet og en særligt succesfuld - og ikke mindst meget stilet - Mathieu van der Poel har sparket til interessen for det tyske mærke. Og når ja, så må man heller ikke glemme, at de har lavet meget fair priser.
Har du været så forelsket, at du har ønsket tilbehør af samme mærke, har du dog måtte kigge med længsel mod dine venner på Specialized-cykler med sko, hjelme og hele udstyrspakken, men det bliver der lavet om på.
I første omgang er Canyon på banen med nye sko. Sko, der går ind i segmentet toppen af poppen. For det er nemlig de nye Canyon Tempr CFR.
Toppen af poppen-mærkatet CFR, som vi kender fra topmodellerne på cykelsiden, symboliserer nemlig, at de her sko henvender sig til dem, der vil have topmodellen.
Får man så det, og hvad har skoen at byde på? Vi har testet dem, så her kommer svaret.
Tæt samarbejde med Boa
Det første Canyon lagde vægt på i præsentationen af det nye sko for os journalister var fittet. Så det vil jeg centrere lidt om indledningsvist. Her spiller en vigtig samarbejdspartner nemlig ind.
Canyon har arbejdet tæt sammen med Boa, som du kender som spændesystemet på langt de fleste cykelsko på markedet. Her har de arbejdet på at få et tæt fit omkring hælen. Selv påstår Canyon, at de har fået lov til mere i samarbejdet med Boa end andre producenter nogensinde har, og det bygger på en begrundelse. Canyon har nemlig været i Boas interne laboratorium, hvor de arbejdet tæt med deres folk om at få den bedste sammenslutning og lock i hælen. Selve Boa-spænden trækker i skoens overdel, som faktisk hæfter under skoen ydersål. Dermed trækker den sålen mod din fod, så man får så tæt - og dermed kraftfuldt - fit som muligt.
Skoen består af to BOA-spænder. Li2-spænderne for at være helt præcis. Spændesystemet er som altid med BOA nemt at bruge, og man kan godt mærke, at den trækker i foden, når man spænder skoen. Man bliver suget til hælkappen, og det er min bog et kæmpe plus.
Artiklen fortsætter under billedet...
En omfavnende følelse, når BOA-spænden lukkes. Foto: Canyon
Blød som en sok
Med spændesystemet følger en naturlig overgang til den overdel, som Canyon har valgt at bruge. Ved første øjekast fik jeg associationer til DMT, der kører med en mesh-overdel, og det bekymrede mig umiddelbart først. For Canyons pløs minder mere eller mindre om en sok, og en sok er blød. Det er superrart, når man har skoen på, men hvad med under accelerationer? Her er det dog, at samarbejdet med BOA spiller. For PerformFit Wrap, som det tætte samarbejde er endt ud i, gør virkelig sin ting her. Det skaber en sammenhængende og fast overdel uden på den behagelige sok, og det giver en meget komfortabel fod. Skoen er så at sige blød, hvor den skal være, hvad angår overdelen. En smart detalje, men jeg tror samtidigt også, at det kan føles en smule for løst for nogle.
Forfoden har plads
Du kender det godt, dine fødder sover på en tur. Jeg tror, alle har prøvet det, og det er den største frygt, når jeg skal have nye sko - udover at jeg skal justere mine klamper igen.
Canyon har i arbejdet på den nye sko lavet sin helt egen last. Og her tænker du, hvad dælen er det? En last er den form, som skoen bliver lavet på. Du har måske set dem i træ eller en hård form for plastik. Simpelthen bare en afstæbning af en generisk fod. Her har Canyon selv været ved lastmageren, så de ikke har været nødsaget til at bruge den standard, som Canyon påstår, alle andre bruger.
Den nye last skulle tage højde for en lidt større vrist og en mere rummelig forfod. Tempr CFR er nemlig designet med plads i forfoden, og det synes dejligt for en bredfodet fyr, som jeg selv er. Jeg har dog et men. Det vender vi lige tilbage til.
Den nye forfod, der er bredere af sin slags, skal gøre det mere rummeligt for tæerne og nemmere at udnytte sit potentiale i trådet. Man mærker den tydeligt, idet man tager skoen på. Den er rummelig, men mit men er, at den rummelig for sent i forfoden. Jeg oplevede i hvert fald - og det kan være, at jeg har en mutantfod - at den var rummelig i en for lille del af skoen. Min første tur med dem på var en 100 kilometer tur, og det resulterede i lidt smerte i siden, som man altid får ved nye sko.
Canyon er dog ikke helt dumme, for Eric Horton og Stan Davis, der står bag den her sko, har tænkt sig om. Materialet i forfoden ved yderknoglerne er nemlig ekstra fleksibelt, og det betyder at skoen giver sig, hvis din fod er lidt større, end hvad forfoden umiddelbart tillader. Derfor gik der ikke mere end tre ture, før min fod havde formet den del af forfoden. I forfoden er PerformFit Wrap næsten så godt, at jeg aldrig har spændt den i forfoden. Den sidder godt nok, som den er. Men skal man spurte, kan man virkelig klemme sin fod til i de 15 sekunder, det tager.
Artiklen fortsætter under billedet...
Også Solestar har man samarbejdet med. Foto: Canyon
Skomagikeren Eric Horton
Lige før nævnte jeg navne, du ikke har hørt før. Men chancen for, at du alligevel har brugt en af Eric Nortons produkter, er stor. Den underspillede udstyrslegende har arbejdet i flere år for Giro og Specialized, så han kan sin ting, og det mærker man også tydeligt. Eric går til det med passion, og de her sko har fået et drys af Erics unægteligt magiske tusch.
Dommens time og hvad med Mathieu van der Poel?
Hvordan er de så, de nye Canyon Tempr CFR. Det er næsten snyd at bruge Eric Horton i sin første skokollektion, for det er næsten en garanti for, at det er vellykket. Eric og teamet bag skoene har gjort et stærkt stykke arbejde.
Pasformen har været i højsædet, og det mærker man. Det er en slank silhuet, der rummer mere, end den ved første øjekast indbyder til, men så snart forfoden får sin plads, og den bløde overdel omfavner foden, er man meget tryg. Komfort bag en dyrisk facade.
Fødder er forskellige og derfor er det også farligt for mig at fortælle mine oplevelser. Sålen oplevede jeg som stiv. Canyon siger selv, at de ikke har et index, som så mange andre har. Et index, de ikke giver meget for hos Canyon, da der ikke er en fælles standard.
Jeg kører selv med Shimano S-Phyre normalt, og min oplevelse er, at det er to såle, der er meget lig hinanden, når det kommer til stivhed. Det er et godt tegn.
Udseendemæssigt mener jeg, at Canyon har ramt den lige i røven. Den er slank og elegant, men rummer samtidigt komforten. På mange måder minder den om Specialized, der i mange år har lavet virkelig flotte og ikke mindst gode sko.
Pløsen er dog lidt unødvendig. Jeg oplever den folder, når jeg kører, hvorfor jeg tænker, om man kunne have undgået, at den skulle være så lang. Vi er i småtingsafdelingen.
For en størrelse 42 er vægten 250 gram, og det betyder en let sko.
Kommer du til at ligne Mathieu van der Poel, hvis du køber dem? Svaret er på sigt, ja. Som det ser ud lige nu, er Mathieu van der Poel og Alpecin - Deceuninck sponsoreret af Shimano på skofronten, og den kontrakt kan de ikke bare lige løbe fra, selvom MVDP er garanteret 10 år med Canyon. Mon ikke de skifter, når sæsonen er omme, for det ville da være mærkeligt andet. Når man spørger Canyon, om han har prøvet dem, smiler de lidt lummert. Lidt for lummert. Det er næppe en fjern tanke, at han kører i dem efter jul.
De har jo også lavet en off road-sko, som vi ikke har testet, men som er lig landevejsskoen med en mere rug ydersål til mudder.
Artiklen fortsætter under billedet...
Foto: Canyon
Konklusion
Det irriterer mig næsten, at Canyon er lykkedes med en meget konkurrencedygtig sko i første forsøg, men man må tage hatten af. De lægger sig ind med andre spillere på markedet både på udseende og komfort. Vi er dog ikke derovre, hvor jeg ville vælge en skræddersyet løsning fra. Prismæssigt ligger de på 330 euro, hvilket kaster dem ind under 2500 kroner. Ikke billigt, men meget på niveau med konkurrenterne, og det kan skoens kvalitet godt bære.
Og så er jeg i øvrigt fan af, at de ikke har overdynget den med Canyon-branding. Det gør, at den appellerer til folk, der ikke nødvendigvis selv kører på en Canyon, men som bare ønsker en god sko. Det har vi før set med cykelproducenter, der er glade for at plastre skoene til med vilde stafferinger og logoer, så udstyret kun passer til en bestemt cykel.
Derfor får den 8/10. Godt klaret Canyon.
Der er i øvrigt flere Canyon-sko i vente i fremtiden, ligesom det ikke er utænkeligt, at vi ser andet tilbehør fra dem snart.
Produktet er stillet til rådighed af Canyon.
Motionsfeltet.dk's vurdering: (8/10)
ANNONCE
ANNONCE
Vær med i klubben - find en cykelklub i nærheden af dig
Vil du også gerne deltage i cykelløb i ind- og udland?
ANNONCE
Motionsfeltet.dk • Åsvinget 5 • 9800 Hjørring • Tlf. 5155 8966 • info@motionsfeltet.dk • Cookieindstillinger