Motionsfeltet.dk's vurdering:
Fakta
Producent: Cannondale
Størrelser: 44-58
Farve: Sort/grå/hvid
Pris: 25.299,-
Introduktion
Crosssporten blomstrer på hele den nordlige halvkugle, hvor klima og terræn i den grad egner sig til cykeleventyr som bevæger sig væk fra asfalten. Således også i Danmark hvor løbskalenderen konstant udvides med nye og spændende tiltag.
Vi har haft en spændende sag fra Cannondale til test, som netop udmærker sig i håndteringen af løst underlag, mudder og grus. SuperX er modelnavnet, som ifølge Cannondale er en raceklar maskine, som bare venter på at blive sluppet løs på ruten.
Test
SuperX’en fra Cannondale bygger, selvsagt, på netop SuperX-crossrammen. Komponentvalget giver desuden løfter om en fin, samlet pakke. Højdepunkterne er Mavics Aksium-hjulsæt med skivebremser, Cannondales eget Hollowgram-kranksæt og en Ultegra-gruppe, som ikke behøver nogen nærmere introduktion, ud over at det i denne sammenhæng er værd at nævne de hydraliske skivebremser.
Carbonrammen har en klassisk geometri uden slope. Visuelt giver det en masse lige linjer og dermed et ret traditionelt look.
Hvad der måske er vigtigere, så betyder det i praksis, at cyklen har et langt og højt saddelrør. I dette specifikke tilfælde betyder det, at der er masser af plads under overrøret, så cyklen er let at samle op og løbe med, hvilket jo som bekendt er en integreret del af et crossløb.
Denne tester kommer fra en model med masser af slope, så i forhold til primært position og hernæst køreegenskaber, så krævede det lidt omstilling at vænne sig til den høje og korte geometri, som er ret udtalt. Det er naturligvis helt naturligt, at der må forventes en vis omstilling, når man skifter den ene eller anden vej.
Når man har vænnet sig til positionen og fundet sig til rette på SuperX’en, så er den altoverskyggende observation, at det føles om om, at Cannondale har ramt en fin balance mellem stivhed, komfort og de cross-specifikke køreegenskaber, som netop skal adskille denne maskine fra landevejens ditto.
Mens cyklen er responsiv og samarbejdsvillig i sving, nedbremsninger mm., så gør geometrien, at cyklen kan føles en smule konservativ i sin håndtering sammenlilgnet med andre modeller. Det kræver nogle kilometre at få flowet og det høje tyngdepunkt ind i kroppen. På de første par ture kan den således føles lidt ‘doven’ i sving og kurver, men så snart man har fundet sig til rette, så oplever man nogle fine styreegenskaber.
Samtidig er det værd at bemærke, at cyklen er ret tilgivende i sin styring, hvorfor kørefejl for en ny passager udi crosssporten ikke nødvendigvis er lig med en tur på røv og albuer.
På den måde appellerer SuperX’en til alle typer crossryttere med sit setup. Som nybegynder er man let i gang samtidig med, at man har en topklassecykel, som man kan udvikle sig med.
Det allermest bemærkelsesværdige er dog komfortniveauet. Uanset terræn, så er SuperX’en en rigtig cruiser, som velvilligt opsluger bump, rystelser og andre af skovbundens modbydeligheder.
Vi har sjældent prøvet en terræncykel, som er så komfortabel. Imponerende, når den også lader sig race, så snart rytteren giver kommando hertil. Rammen er en sand fornøjelse at rent komfortmæssigt, uanset om den står på en time med fuld skrald på eller på en længere hyggetur i skoven. En komplet ramme i det henseende.
En sidste ting, som vi mener, er på sin plads at rose, er cyklens stivhed, som igennem hele testen har føles afsindigt godt afstemt til formålet.
Cyklen tager godt i mod kraften fra pedalerne på ujævnt underlag, men er samtidig ikke stivere end at den flyder frit over rødder og andre forhindringer, som føles som om at de udjævnes flot at stellet.
Man oplever rigtig god traction på de varierende underlag, man møder, og det føles hele tiden som om, at rammen har nok stivhed til at køre race, men også nok komfort indbygget til at suge rytteren fast til underlaget og hele tiden have greb.
Hvor en superstiv cykel kan være fin til landevejen, så kan den også give en meget kontant oplevelse i skoven, hvor den har svært ved at få greb i eksempelvis rødder. Her har Cannondale ramt noget, som føles helt rigtigt til skoven og stierne.
I forhold til netop stivhed, så savner man måske et gram af responsivitet på flade og ubesværede ‘tonserstykker’, men det er hurtigt glemt, når man oplever køreegenskaberne på de tekniske passager. Her vejer de så langt op for førnævnte følelse, hvis man agter at bruge cyklen som terrængående og/eller til at køre crossrace.
På komponentsiden er det ét ord som dominerer den samlede følelse: Solidt.
Ultregra-gruppen lader sig ikke besvære af hverken mudder eller grus og beviser igen sin uovertrufne value for money. Aksium-hjulene matcher resten af pakken fint, mens de hydrauliske bremser let præsterer al den bremsekraft, man nogensinde skulle have brug for.
Konklusion
En rigtig fin cross-pakke som på trods af fine raceegenskaber også kan appellere til den nyere crosser, som ikke vil lade sig nøjes.
Rammen æder rødder og ujævnheder til morgenmad og er så fint afstemt til sit formål, at dens komfortable ridt er noget som vi er sikre på, at alle vil kunne få glæde af - uanset hvor ens crossniveau befinder sig på skalaen.
Køreegenskaberne kommer især til sin ret på skovens stier og underlag, hvorfor vi vil anbefale denne cykel, som en ren crosscykel, snarere end en ‘do-it-all’-vintercykel.
Sådan har vi testet
Vi har testet i stort set al terræn og under alle forhold - uden at vi dog har haft chancen for at køre i rigtigt vådt føre. Cyklen har stået sin test i skoven på alle underlag og har også været udsat for et par lange landevejsture.
Om mærket
Amerikanske Cannondale har etableret sig som en af de helt store spillere på det international cykelmarked via produkter til alt terræn og en række sponsorater cykelsportens absolute superliga.
Stiftet i 1971 startede brandet med at producere cykeltrailere, som i 1983 blev suppleret med en touring-cykel. Herefter er det gået stærkt, og mærket blev tidligt kendt for sine revolutionerende aluminiumscykler - en popularitet som Cannondale siden har formået at overføre til andre materialer og produkter.
Stillet til rådighed af: Dorel Sports Group
Motionsfeltet.dk's vurdering:
ANNONCE
Vær med i klubben - find en cykelklub i nærheden af dig
Vil du også gerne deltage i cykelløb i ind- og udland?
ANNONCE
Motionsfeltet.dk • Åsvinget 5 • 9800 Hjørring • Tlf. 5155 8966 • info@motionsfeltet.dk • Cookieindstillinger