Historie
Det hollandske mærke AGU blev tilbage i 1966 dannet efter en fusion mellem tre cykelgrossister i byen Alkmaar i det vestlige Holland. I den spæde start koncentrerede AGU sig om at lave reservedele og accessories til cykler og scootere, men efter ti år med tøjudvikling slog også AGU’s cykeltøj igennem.
I 1976 deltog AGU i en designkonkurrence om at lave det smarteste regntøj, og deres design tog førstepladsen og blev en stor succes på det hollandske marked. Og da først mærket havde bidt sig fast nationalt, begyndte man at udvikle cykeltøj til den internationale scene.
AGU lavede sin første sponsoraftale med den hollandske banerytter Cees Stam, som blandt andet vandt verdensmesterskabet i motor-pace (slipstream) i 1977, og siden har man forsynet andre store cykelryttere og hold med kvalitetscykeltøj - blandt andet Rabobank samt Team Jumbo-Visma, der deltager i alle store Grand Tours.
Test
Feltet.dk har testet TILE JERSEY TREND og PRIME BIBSHORT TREND, som er et sæt cykeltøj, der henvender sig til kvinder, og som er mærkets mellemmodel. Yderligere er et par matchende strømer (SOLID SOCK TREND) blevet testet. Testeren af tøjet er 165 cm høj, slank af bygning, bruger størrelse 38 i sko og har testet en XS i bib-shorts og i jersey samt S/M i sokkestørrelse.
Motionsfeltet.dk's vurdering:
Fakta:
Farve: kommer i blå, sort samt i grøn og blå med blomstermønster
Størrelser: XS-XXL
Vejledende udsalgspris: 670,- kroner
Prime bib-shorts Trend er AGU’s mellemklassemodel og for at gå direkte til konklusionen vil jeg mene, at man får rigtig meget cykelbuks for pengene.
Den mørkeblå bib-shorts skiller sig primært ud, ved at de klassiske seler er skiftet ud med noget, der fungerer som et slags indre lag under jerseyen. AGU kalder deres nytænkende design for et integreret base-layer, der i form minder om en tætsiddende tank-top lavet i et tyndt net-stof med en lynlås i midten.
Det er en super god løsning til kvinder, da dette lag betyder, at det ikke er en nødvendighed at have en svedundertrøje på. Man kan fint have en sports-BH under, men det er bestemt ikke et ”must”, da den integrerede inderdel holder brysterne godt på plads og uden at skrabe.
Dette gælder nok mest for kvinder med en mindre barm, og om det fungerer lige så godt for en kvinde med lidt større barm, er svært at vurdere – måske vil et par almindelige bib-shorts og en sports-BH her være at foretrække.
Det integrerede base-layer kan føles en anelse stram i stående og oprejst position, men når man kommer på cyklen og sidder i en foroverbøjet stilling, føles det meget behageligt, og lynlåsen bemærkes overhovedet ikke. På ryggen er der lavet et bart stykke, som sikrer en endnu bedre ventilation, end der i forvejen er i det integrerede inderlag.
Prime bib-shorts Trend sidder godt og kommer med passende kvindelig udformning i form af lidt bredere hofter og et godt forhold mellem længden af under- og overdelen i bib-shortsene.
Der er en god kompressions-funktion i buksen, som gør, at buksen sidder tæt uden at være for stram, og et 65 millimeters bundstykke i pæn orange med en lyserød twist med silikone sikrer, at buksen ikke kravler op. Buksen er lavet i lycra, og der er god åndbarhed, som gør det behageligt at køre i buksen over længere distancer.
Puden, som er anvendt i Prime Bib-shorts Trend, er AGU’s Red 120, som mærket selv beskriver som deres ekstra komfortable pude til længere ture. Red 120 kommer i en kvindespecifik udformning passende til den kvindelige anatomi og er derfor velsiddende og behagelig at køre med.
Overdelen består af 80 % polyamid og 20 % elastan. Det giver en fleksibel, men samtidig stabil fornemmelse – også når det regner – mens underdelen er lavet i 78 % polyester og 22 % elastan, som giver en øget strækevne.
Motionsfeltet.dk's vurdering:
Fakta:
Farve: kommer i blå, sort og grøn
Størrelser: XS-XXL
Vejledende udsalgspris: 560,- kroner
TILE JERSEY TREND er trøjen, som matcher bib-shortsene i kvalitet og design. Det er ligeledes AGU’s mellemklassemodel, og den kommer til en fornuftig pris.
Designmæssigt er TILE JERSEY TREND en anelse mørkere i den blå nuance end bukserne, men over- og underdel matcher godt sammen ved hjælp af mønstret og detaljerne i den orange farve med en twist af lyserød, som er på trøjen. Det er et feminint design, som henvender sig det yngre publikum, og hvor der er en god overensstemmelse mellem det at være ungdommelig og kvindelig.
Pasformen er god, og generelt sidder trøjen tilpas stram. Ærmerne sidder godt og går ca. 2/3 ned på overarmen, så trøjen får et moderne og smart look.
Nederste del af trøjen sidder, som den skal, når der køres i en foroverbøjet position på cyklen, og det er nemt at komme til de tre lommer, som trøjen er forsynet med. I den midterste lomme er der udgang til ledning, så denne kan løbe indvendig og ikke ødelægge det smarte look.
Der er yderligere en lille lomme med lynlås, som er perfekt til et kreditkort eller lidt kontanter. Lommerne er hverken for små eller for store og hænger ikke, når de bliver fyldt med grej, mens lynlåslommen er nem at bruge.
Jerseyen består af 100 % polyester, som gør den meget strækbar og behagelig at bære samt meget åndbar, men mindre isolerende.
Motionsfeltet.dk's vurdering:
Fakta:
Farve: kommer i lys blå, dyb blå, navy blå og mørkeblå og sort
Størrelser: XS-XXL
Vejledende udsalgspris: 135,- kroner
Strømperne kommer i en matchende blå farve og passer derfor rigtig godt til resten af outfittet. De går relativt langt op på læggen (22cm), hvor de sidder godt og uden at stramme, og de glider ikke ned.
Om man er til højskaftede strømper eller ej er en smagssag, men det er en tendens, som vinder mere og mere ind og som følger den modemæssige strømning. Strømperne er er meget åndbare samt behagelige at have på.
AGU kommer her med et lækkert, feminint og smart sæt cykeltøj til kvinden, som ønsker at se godt ud på landevejen og til en yderst fornuftig pris.
Det er klart et sommersæt, som er super til varme omgivelser.
Sættet – her tænkes på trøjen sammen med buksens integrerede inderlag – er meget passende til sommerligt og varmt vejr, da der er god åndbarhed, og det bliver ikke klæbende. Er det mere køligt og blæsende, vil et ekstra inderlag måske være at foretrække.
Om man er til det integrerede inderlag i bib-shortsene er en smagssag, og om man kan se flest fordele eller ulemper ved designet, er nok en individuel vurdering. Mest optimalt er det integrerede base-layer nok for kvinder med en mindre eller almindelig barm. Størrelsesguiden har passet godt i testerens tilfælde, men hvordan det integrerede inderlag passer til kvinder med en større barm, kan være svært at afgøre.
Sættet henvender sig primært til det yngre kvindelige publikum. Bib-shorts og jersey sidder behageligt tæt, som det ofte ønskes af motionisten, men dog ikke så tæt, som det måske ønskes af konkurrencerytteren. Det er derfor et sæt, som vil passe perfekt til hverdagskørsel, hvor man sagtens kan slutte turen af på en café og vise sig lidt frem.
ANNONCE
ANNONCE
Vær med i klubben - find en cykelklub i nærheden af dig
Vil du også gerne deltage i cykelløb i ind- og udland?
ANNONCE
Motionsfeltet.dk • Åsvinget 5 • 9800 Hjørring • Tlf. 5155 8966 • info@motionsfeltet.dk • Cookieindstillinger