Feltet.dk’s journalist og programmører har lånt en E-mountainbike af Trek som en del af vores tema om elcykler. Her kommer den uvidenskabelige vurdering.

 

Cykling er på en gang en individuel og social sport. Kører man race, er succes notorisk forbundet med alenetid på landevejene eller i skoven, når kilometergrundlaget for gode resultater skal lægges.

 

Men cykling er i høj grad også social. Faktisk er der mange, som ikke gider at cykle alene. Det er bare sjovere, når man er flere. Men - for der er et men - det kan ind imellem være svært at forene store niveauforskelle hos rytterne ti len harmonisk træningstur.

 

Der er der dog efterhånden råd for. For hvis man ikke helt kan følge med de mere rutinerede, så kan man hente de manglende kræfter fra en elmotor.

 

Det er nøjagtigt det eksperiment, vi har udført på Feltet.dk-kontoret i det nordlige Jylland, hvor vi har sendt to mindre rutinerede ryttere ud og træne sammen med et par kollegaer med masser af kilometer i stængerne.

 

 

Trek Superfly 7

Scenen har altså været sat i det nordjyske, hvor der især har været mulighed for at udforske terrænet snarere end landevejen.

 

Derfor har det foretrukne våben været en mountainbike - det er klart.

 

Rytterne har været udstyret med en Powerfly 7 fra Trek, en traditionel mountainbike, som er blevet tunet med lidt ekstra hestekræfter.

 

Trek har med Powerfly 7 haft for øje at skabe en elcykel først og fremmest, men med respekt for de oprindelige mountainbike-egenskaber og med masser af komponenter, som er relevante for turen på skovens stier og spor.

 

 

Cyklen er en trailcykel og skabt til at føles som en sådan - på trods af øget vægt fra batteriet.

 

Der er endda tilføjet en ’dropper post’ for at forbedre komfort og køreegenskaber endnu mere.

 

Motoren er fra Bosch og kommer fra Performance CX-serien, som er lavet specifikt til cykling i ujævnt terræn. Motoren har et moment på 75 Nm. Og er placeret som en centermotor i kranken, for den bedste fordeling af kræfterne på varierende underlag.

 

Denne placering sikrer også cyklen det optimale tyngdepunkt i forhold til skovens tekniske udfordringer.

 

Batteriet sidder i skrårøret og Trek kalder monteringen for RIB - Removable Integrated Battery. Det dække rover, at batteriet er integreret i stellet og let kan afmonteres uden brug af værktøj. Placeringen sikrer i øvrigt, at batteriet kan gemmes helt af vejen inde i stellet så det nærmest bliver en integreret del.

 

Elmotoren har en række funktioner, så man kan få fordelt og leveret kræfterne, som man foretrækker eller som ens kørsel dikterer. Det styres fra et display på styret, så man let kan skifte indstilling uden at skulle tage hænderne væk.

 

Man kan desuden hele tiden holde øje med batteriets levetid, så man ikke pludselig løber tør for strøm.

 

Den samlede pakke skal altså give en autentisk mountainbike-oplevelse og en cykel som kan bruges til det meste. Bare med lidt ekstra kræfter til rådighed.

 

 

Fungerer det så?

Dette store spørgsmål forsøger Mathias Blohm Schytte at svare på her:

 

Lad det være sagt med det samme: Det KAN godt være hårdt at køre på en E-mountainbike.

 

Det kan til gengæld også være ganske smertefrit, men det kommer fuldstændig an på hvor, hvordan og med hvem man kører.

 

Jeg har kørt almindelig mountainbike under en håndfuld gange i mit liv. Oftest har det været som led i en ferie eller med kammerater, der partout mente, at turen til Blokhus skulle ’krydres’ med en tur på det lokale spor.

 

Jeg ejer ikke selv en mountainbike, men cykler indimellem på min racercykel. Generelt ser jeg ikke mig selv som en cykelrytter, men jeg er heller ikke fuldstændig uvidende.

 

 

Afsted det gik

E-mountainbiken fra Trek er ekstremt nem at betjene, og efter en enkelt tur rundt på parkeringspladsen ved Feltet.dk-kontoret, havde både vores programmører og jeg styr på det tekniske aspekt ved cyklen.

 

Vi foretog desuden en hurtig gennemgang af de mest basale køretekniske færdigheder, såsom siddeposition: Ved stejl opkørsel skal overkroppen ned mod styret og bagdelen frem på sadlen. Ved nedkørsel skal overkroppen ned mod styret og bagdelen tilbage på sadlen.

 

Så var vi klar til at møde skovens udfordringer!

 

 

Sammen med vores ejer Jesper og salgschef Bjarne trillede vi stille og roligt afsted mod sporet i Hjørring, og på en almindelig landevej mærker man hurtigt den lovpligtige begrænsning cyklen har.

 

Ved 25 kilometer i timen stopper motoren med at hjælpe, og så finder man pludselig ud af, at cyklen vejer på den ’forkerte’ side af 20 kilo og har dæk, der mest af alt minder om terrændæk til en Ford Fiesta.

 

Da vi ankom til sporet var det tydeligt, at vores to ikke-motoriserede kompagnoner var mindst lige så spændte på e-cyklernes (og deres rytteres) evner, som vi selv var, så der blev givet gas fra start.

 

Rødder og sten blev de første par minutter forceret relativt stille og roligt, men i takt med at vi følte os mere og mere trygge ved både cykler og terræn, begyndte vi at følge med de to erfarne ryttere.

 

Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at vi ville have mere end almindeligt svært ved at følge med på en almindelig mountainbike, da begge ryttere er langt mere erfarne og ikke mindst i meget bedre cykleform end vi er.

 

E-mountainbikens imponerende motor gør bare, at når de andre skal bruge kræfter på at accelerere ud af sving eller komme over små stigninger, kan man selv koncentrere sig om de tekniske udfordringer.

 

 

Bagdelen gør nas

Helt fri for at arbejde er man dog ikke. Motoren hjælper nemlig kun, når man selv træder i pedalerne. Man er derfor nødt til selv at arbejde, når det for alvor går opad. Her kommer cyklens forholdsvis høje vægt desuden i spil igen, for er du først gået i stå opad en bakke, hiver du ikke uden videre cyklen med op.

 

Efter tre-fire ture i de mere kuperede dele af Hjørring begynder det ret hurtigt at kunne mærkes, at man ikke er vant til alle de stød og ujævnheder, man bliver udsat for på et mountainbike-spor.

 

Særligt ét sted på kroppen kan mærkes i de efterfølgende dage, og det kan give visse vanskeligheder, når man som journalist og programmør bruger langt størstedelen af arbejdstiden i en kontorstol!

 

Der skal dog ikke herske nogen tvivl om, at turene på de orange e-mountainbikes fra Trek har været en god oplevelse.

 

På trods af markante niveauforskelle i både teknisk kunnen og fysisk formåen har vi uden problemer kunnet køre sammen. Jeg vil endda gå så langt som til at sige, at vores to ikke-motoriserede ryttere bliver yderligere presset af hele tiden at skulle følge med eller have en rytter i ryggen. Lidt ligesom man kender det fra ’harer’ i atletik.

 

 

En e-mountainbike giver desuden en god teknisk træning, og er man rookie som os, lærer man ret hurtigt at begå sig på mtb-sporene uden, i bogstaveligste forstand, at køre træt i det.

 

Er det snyd? - Jeg tror hverken vores programmører eller jeg føler, at vi har slået de andre, når vi kommer først op på en bakke eller igennem et spor. Fordelene ved e-mountainbiken er simpelthen for store og åbenlyse til, at der bliver tale om en egentlig konkurrence.

 

Der er jo også en grund til, at man ikke bruger e-mountainbikes på elitær konkurrenceplan, så man må bare lade være med at tænke på det som en konkurrence, og i stedet glæde sig over, at det er muligt at køre sammen trods markante niveauforskelle.

 

Der er rigtig mange fordele ved E-mountainbiken. Er man nybegynder, er det muligt at følges med de lidt mere erfarende ryttere uden, at der er den helt store niveauforskel og uden at der bliver den store ventetid på toppen af bakkerne.

 

 

Det er på ingen måde snyd, det giver bare mange flere nuancer og muligheder; det er en anden måde at cykle på.

Du sparer lidt kræfter på transportstykkerne til og fra skoven, så er der mere energi at brænde af på sporet.

 

En anden vinkel er, at de ryttere som ikke er så tekniske stærke, kan få hjælp til at holde hastigheden op ad bakkerne, så de kun skal koncentrere sig om balance og styring. Det er en stor fordel og hjælp til at forbedre sin tekniske færdigheder.

 

Så er der også den fordel, at når man er kommet lidt op i årene og knæ og led begynder at gøre lidt ondt, så kan man stadig komme i skoven og endda følges med dem man plejer at cykle med. 

 

Læs vores optakt: Tema om elcykler