I forbindelse med 2019 udgaven af Hærvejsløbet havde DGI inviteret Team Motionsfeltet.dk til at deltage i en test af en eventuel ny gravelrute, der såfremt testen faldt positivt ud skulle indgå i de fremtidige versioner af Hærvejsløbet. Lad os bare slå fast. Testen blev godkendt og i 2020 kan du køre på den nye gravelrute.
Det nye sort
Gravel er det nye sort eller skulle man nærmere sige en tur tilbage til rødderne. At køre gravel minder en del om, dengang jeg startede med at køre MTB, hvor vi næsten altid kørte på større grusveje og mindre skovstier samtidig med at affjedring på det nærmeste var ikke eksisterende.
Testturen med DGI startede med, at vi mødtes i Viborg, hvor vi kom med bussen til Aalborg, der kørte omkring Rold, hvor vi blev sat af ved hotellet i Rebild Bakker.
Vi havde her mulighed for at tanke op med morgenmad fra buffeten. Dette kunne måske også være en mulighed for dig, hvis du skal køre løbet i 2020. Det at kunne tage bussen fra Viborg til startstedet er også en rigtig god idé, da disse A til B ture altid giver en logistisk udfordring.
Efter at have indtaget vores morgenmad og klædt om til cykeltøj, mødtes vi ved starten, der foregik i forbindelse med det depot som Aalborg-ruten skulle møde senere på dagen. Der var lidt kaos i startområdet, da der samme dag var et løbestævne og en MTB-klub, der havde planlagt at tage på klubtur i Rebild Bakker. Uagtet alle disse faktorer kom vi dog fint af sted på ruten.
Gravelcykling er anderledes
Der, hvor gravel er anderledes, i forhold til de gamle MTB-løb i 90’erne er, at ruterne ikke er afmærket. Man modtager derfor ruten på GPS, som man selv skal følge. For at sikre en god tur for deltagerne på testturen, var det inden starten aftalt, at man så vidt muligt skulle følges ad to og to.
Foto: DGI Hærvejsløbet
Det første stykke af turen foregik igennem Rold Skov, hvor vi fulgte nogle af de bredde grusstier. Det betød, at vi ramte nogle gode stigninger lige fra starten.
Jeg kom hurtigt til at sidde i en gruppe på 5-6 ryttere, hvor vi holdt kæden pænt stram - uden der blev kørt race. Ruten gik gennem Rold Skov via større grusveje over Arden.
To depoter undervejs
Der var planlagt to depoter på ruten, som begge ligeledes var depoter på landevejsruten fra Aalborg. Det første depot var ved Vebbestrup Flødeis, hvor deltagerne fik en softice. Dette var en god gimmick, der passer godt sammen med den lidt afslappede tilgang, der er til gravelcykling.
Men i forhold til gravelkørsel var der dog det lille problem, at det ikke havde lykkes at finde noget ordentligt gravel terræn til Vebbestrup, hvilket betød, at vi kom til at køre på en del asfalt til og fra depotet.
Beregningen af distancen for rytterne fra Aalborg betød, at de første ryttere forventes omkring klokken 11.00. Men da vi kørte fra Rebild klokken 9.00 og distancen til Vebbestrup var cirka 18 km ankom vi lidt før klokken 10.00, hvor de ikke lige var klar til at modtage os. Men efter lidt hyggesnak fik vi vores is, en god pause og et godt grin.
Efter Vebbestrup var der igen et pænt stykke asfalt til Valsgård, inden vi igen kom ind på rigtigt gravel terræn. Her mødte vi en af dagens mere spændende udfordringer i form af en lang nedkørsel på en noget slidt grusvej, der blev efterfulgt af en god lang opkørsel. Vi var nu nået ned til Hobro fjord, som vi fulgte ind til Hobro.
Fra Hobro gik turen videre vestpå mod Viborg og det næste depot, som vi mødte ved Trinderup. Stykket fra Hobro til Trinderup var kendetegnet ved lækre grusveje og stier med meget flotte naturscenarier. Det sidste stykke mod Tinderup var nyrevet, om det var til ære for os, skal jeg lade være usagt. Det betød, at det var meget tungt og udfordrende at køre på.
Fed udfordring i Linderup Skov
I Trinderup-depotet kom vi også noget før, end de forventede de første ryttere på Aalborg-ruten. Derfor gik der bagerstop i den med kagehygge og dårlige jokes. Efter en god og hyggelig pause gik turen videre mod Viborg, hvor kæden igen blev holdt stram, men ikke i en konkurrencepræget kørsel med mange temposkift.
Foto: DGI Hærvejsløbet
Vi var nu nået til en af de virkelige fede udfordringer, hvor ens evner på en cykel blev sat på prøve. I Lindrup Skov kom vi ind på et stykke meget blød vej (sandsti), hvor vi over et langt stræk skulle holde tungen lige i munden for at holde gang i cyklen. Der var nogle med på turen, der kørte på mountainbike. På denne del af ruten var det helt klart, at de havde en fordel.
Efter dette udfordrende terræn fortsatte turen ind mod Viborg ad forskellige grusveje og nogle få asfaltstykker. Det sidste stykke ind mod Viborg gik igennem Ødalen, hvor vi fulgte en del af mountainbikesporet. Vi ramte Viborg og mållinjen samme sted, som alle de andre ruter.
Fra målportalen kører man et stykke gennem Viborgs gader op til kasserne området, hvor stævnepladsen befinder sig. Alle rytterne bliver eskorteret igennem gågaden på en rød løber - en rigtig sjov gimmick, hvor man lige bliver fejret for sin indsats.
En dejlig dag på gravelcykel på en rute, der med nogle få forbedringer, især i forhold til asfaltstykker kan blive en rigtig klassiker indenfor gravel.
Vi oplevede et par steder, hvor vi nok ikke fulgte ruten 100%, da det kan være svært at ramme GPS’en fuldstændigt korrekt, når man er ude i terrænet. Men det er jo en af de gode udfordringer ved gravelsporten.
ANNONCE
ANNONCE
Vær med i klubben - find en cykelklub i nærheden af dig
Vil du også gerne deltage i cykelløb i ind- og udland?
ANNONCE
Motionsfeltet.dk • Åsvinget 5 • 9800 Hjørring • Tlf. 5155 8966 • info@motionsfeltet.dk • Cookieindstillinger