I dag er der præcis ét år til, at Danmark er vært for starten af Tour de France 2022.
Som et led i forberedelserne til værtsskabet er direktøren for Grand Départ Copenhagen Denmark 2022 I/S, Alex Pedersen, et smut i Frankrig sammen med sekretariatschef Claus Schøsler, projektchef Henrik Doensig Bernstein samt ruteansvarlig Jesper Worre.
Her har kvartetten brugt de seneste dage på blandt andet at holde flere møder med ASO og repræsentanter for de respektive start- og målbyer vedrørende den danske Tour-start.
”Jeg glæder mig da helt vildt. Det bliver så stort. Det er et fantastisk udstillingsvindue for Danmark. Vi skal sælge vores smukke land bedst muligt. Jeg glæder mig til at vise det på TV-skærmene”, siger Pedersen til Feltet.dk.
Danskerne landede i Frankrig sidste onsdag og har siden fulgt optakten, holdpræsentationen og åbningen af dette års udgave af verdens største cykelløb - alt sammen for at samle erfaring og information, som skal gøre den danske Tour-start til en mindeværdig en af slagsen.
Også Rigspolitiet, PET og Sundhedsstyrelsen har været en tur i Frankrig for at lære, hvordan man arrangerer og afvikler Tour de France.
”De står for et parallelt forløb med de franske politifolk. De har været med ude på ruten og holdt møder. De har siddet i en sikkerhedsvogn bag målstregen og fulgt med i, hvordan de styrer cykelløbet og holder øje. Lægen fra Sundhedsstyrelsen har kørt med i både reklamekaravanen og med løbslægen og så, hvordan de arbejdede”, fortæller Pedersen.
Efter Københavns kommune havde været til stede ved holdpræsentationen ankom repræsentanter fra Sønderborg og Nyborg kommune søndag aften for at overvære franskmændene udføre det arbejde, som de respektive kommuner skal stå for om 12 måneder.
”Mandag morgen klokken 6.30 var de med til at se, hvordan man bygger målområdet op. Det var i Pontivy. Klokken 12 var det klar til cykelfeltet. De var også med til at se, hvor hurtigt det hele bliver pakket ned efter etapen. Så fløj de hjem i går (tirsdag, red.)”, forklarer Pedersen, der i går aftes rejste til dagens startby Tours.
”Nu skal vi ind at mødes med en ASO-mand mere, og så kører vi til Tours, hvor vi skal mødes med Vejle og Roskilde. De skal i aften se, hvordan startområdet bliver bygget op. Vi skal opleve, når startmaterialet fra enkeltstarten kommer til Tours, og hvordan de bygger op i løbet af natten”, udtaler Pedersen onsdag eftermiddag.
Tour de France 2022 indledes med en 13 kilometer lang enkeltstart i København, og i den forbindelse udnyttede Worre onsdagens kamp mod uret til at overvære, hvorledes franskmændene afspærrer ruten forud for start.
Pedersen, Schøsler, Bernstein og Worre flyver hjem til Danmark senere i dag.
Artiklen fortsætter under billedet
Foto: Mathias Blohm
Tre gange så stor som Giro d´Italia
Pedersen var også en af mændene bag Giro-starten i Danmark tilbage i 2012, men selv ikke Italiens største etapeløb vil han sammenligne med Touren.
”Der er sket meget i de seneste ti år. Og så er Tour de France bare tre gange så stor som Giroen. Det er noget helt andet”, siger Pedersen, der dog ikke mener, at Tourens markante størrelse udfordrer ham ekstra som løbsarrangør.
”Det lyder jo dumt, men jeg synes ikke, at det betyder noget på den måde. For nu har vi arbejdet med det her de seneste fem år og meget koncentreret de seneste 2,5 år, og vi har også et år mere til det. Så vi er godt med, og vi har haft ASO oppe i Danmark mange gange, så de har set de lokale forhold mange gange”, siger Pedersen og tilføjer:
”Det er det derfor, at jeg meget fortrøstningsfuld. Da København, Nyborg og Sønderborg tog hjem, var de meget glade. Det er en stor opgave, og vi skal tage den meget seriøst. Vi skal være gode til at kommunikere. Men den opgave løser vi også i Danmark. Jeg og alle mine kolleger er rigtig fortrøstningsfulde. Det samme er politiet og sundhedsmyndighederne”.
Den 3. august 2020 blev Tour-starten i Danmark officielt udskudt fra 2021 til 2022, hvilket ifølge Pedersen hverken vil gøre danskerne til en bedre eller værre vært.
Udskydelsen har derimod givet behov for og tid til forskellige praktiske opgaver.
”Da vi besluttede at flytte det i august, gik vi fra syv til fire medarbejdere i sekretariatet. Der gik en måneds tid eller to bare med at lave nye kontrakter og vedtægter og få myndighedsgodkendelser til at bruge Storebæltsbroen i 22 i stedet for 21. Der har ikke været nogen problemer, men det bureaukratiske tager tid og skal også på plads”, siger Pedersen og fortsætter:
”Vi har været rundt og fået lavet en bemandingsplan på alle etaperne. Hvem og hvad skal stå hvor med to frivillige, en politimand, en trafikofficiel, hegn og så videre. Den plan er helt færdig. Det er noget af det, som Jesper Worre og jeg har kunnet lave i vinteren. Vi har snakket med de lokale trafik- og miljøansvarlige kommuner. Det gik der lang tid med, for vi forventer, at vi skal bruge mellem 2500 og 2700 frivillige”.
Danskerne skal ud langs landevejen
Trods udskydelsen er Danmark på de oprindelige datoer for landets Tour-start endnu ikke helt klar til at byde verdens bedste cykelryttere velkommen, men Pedersen understreger, at dette udelukkende har udskydelsen som årsag.
”Der er stadigvæk en masse praktiske ting, der skal løses. Men hvis det ikke var blevet udskudt, havde vi været klar til at køre i år”, lyder det fra Pedersen, inden han adspurgt til disse praktiske ting svarer:
”Eksempelvis det med politiet og sundhedsmyndighederne, hvordan vi lige præcis gør det i Danmark. Det skal aftales mellem de franske og danske myndigheder”.
”Vi skal have nogle tekniske rapporter fra ASO. Så ved vi, hvordan start- og målområderne skal bygges op. Dem får vi omkring jul. Så ved byerne helt præcis, hvor alting skal stå. Nu kommer de tekniske folk op til os igen til september og oktober for at gøre rapporterne endeligt færdige".
”Der er mange, mange praktiske ting. Vi skal også have arrangeret holdpræsentationen og have planlagt med underholdning, hvordan rytterne skal cykle, og hvor vi skal holde holdbriefing før holdpræsentationen. Der er en del opgaver endnu, men som jeg siger, så havde vi været klar i år uden udskydelsen”.
Efter en 2020-udgave stort set uden det sædvanlige spektakel af tilskuere fortæller Pedersen i år at have oplevet et Tour de France med langt flere mennesker langs vejene og barriererne, og direktøren håber naturligvis at se de danske cykelfans præge nationens landskab i juli 2022.
Faktisk anser han antallet af tilskuere som et altafgørende vurderingskriterium for sin egen og kollegernes indsats som arrangører.
”Det vigtigste bliver at kommunikere, så vi får mange danskere og turister ud langs vejene. De skal ud at opleve Tour de France, når en af verdens største sportsbegivenheder kommer til Danmark. Det skal vi være gode til at kommunikere, så der bliver sort af mennesker”, slutter Alex Pedersen.
Tour de France 2022 indledes den 1. juli med en enkeltstart på 13 kilometer i København efterfulgt af 2. etapes 199 kilometer mellem Roskilde og Nyborg. Den danske Grand Départ konkluderer med den 182 kilometer lange 3. etape, som går fra Vejle til Sønderborg.
ANNONCE
ANNONCE
Vær med i klubben - find en cykelklub i nærheden af dig
Vil du også gerne deltage i cykelløb i ind- og udland?
ANNONCE
Motionsfeltet.dk • Åsvinget 5 • 9800 Hjørring • Tlf. 5155 8966 • info@motionsfeltet.dk • Cookieindstillinger