Læs første dagbogsindlæg her

Dagen i dag stod i Tour de Frances tegn. Løbet bevægede sig på dagens etape gennem Luz-Saint-Sauveur og videre op ad Col du Tourmalet. Vi bor to kilometer fra byen, så svigerfar og Lassefar skulle selvfølgelig cykle op ad bjerget og vente på Tour-feltet. Og vi var ikke alene om den idé.

Allerede i Luz-Saint-Sauveur var det tydeligt, at vi ville få selskab hele vejen op. Der var cyklister overalt, og hvis folk ikke cyklede, så stod de klar ved deres autocampere med hjemmelavede bannere, skøre kostumer og et opmuntrende “Allez, allez, allez!” til os tosser, der havde valgt at tage udfordringen op. Tusindvis af mennesker tiljublede og hujede af os, når vi passerede, og vi følte os allerede som Tour-ryttere.

Det er jo en af de fantastiske ting ved cykelsport. Man kan køre på nogle af de hårdeste ruter i verden få timer, før de bedste atleter i verden kører på samme veje. Det er en unik mulighed og en skøn fornemmelse at køre med i kroppen, selvom det er hårdt fra start til slut.

Lassefar spiller smart i en fart

Og hvis man skulle være i tvivl: Tourmalet er megahård!

Den stiger omkring 7,5 procent over i alt 19 kilometer, og jeg har gjort mit hjemmearbejde og set, at den værste del er placeret til sidst. Tak for det.

Jeg føler mig dog ganske okay kørende, da vi har overstået de første to kilometer. Benene er kommet i gang, og det ruller rimelig godt. Vi overhaler en række ryttere de første par kilometer, og svigerfar bliver straks bekymret.

Den smukke rute, vi bevægede os op ad på Col du Tourmalet.

“Er det os, der lægger for hårdt ud?”

“Det kan godt være. Men det føles okay,” svarer Lassefar og konstaterer, at pulsen ligger stabilt lige over 140. I næste hårnalesving lægger jeg afstand til svigerfar, men kadencen føles perfekt, og der er ingen grund til at sætte farten ned.

Svigerfar kommer tilbage, men gennem Baréges, hvor stigningen flader lidt ud, trækker jeg fra igen og sætter ham endegyldigt. Kæft, jeg er flyvende!

Krisen rammer

Her går det op for mig for alvor: Jeg er bjergrytter.

Jeg siger ikke, at jeg er den næste Federico Bahamontes eller Nairo Quintana, men her mærker jeg, at jeg bare passer til bjerge. Jeg ved ikke hvorfor, men det er, som om jeg ikke behøver at anstrenge mig lige så meget for at give gas, når det går opad sammenlignet med flad vej.

Overskuddet er der endnu. Jeg tvinges kortvarigt i panikgearet, men beroliger mig selv med, at kilometer 11 er let, så jeg kan sagtens skifte et gear op ved næste kilometermærke. Jeg tager det ikke som et forvarsel.

Men det var det. Seks kilometer fra toppen er jeg stabilt nede i panikgearet, og for første gang på denne cykel er der en etcifret indikation af min hastighed. Den svinger et par meter mellem otte og ni kilometer i timen, inden jeg i et hårnålesving trækker den op på 10,5.

Shit. Min kæphøje attitude for seks kilometer siden begynder at hævne sig. Min puls er godt nok kun 155, men jeg kan slet ikke presse cyklen længere op i fart. Gårsdagens bjerg begynder at kunne mærkes i benene, og jeg frygter efterhånden, at svigerfar kommer op bagfra. Det vil være den ultimative udmygelse.

Karavane-fest i Tour-kaosset.

Tour-kaos

Det store Tour de France-banner, der indikerer, at der er én kilometer til toppen, fylder mig med lige dele lettelse og frygt. Informationsskiltet lige efter fortæller, at den sidste kilometer stiger med ti procent.

Efter at have kørt opad i 18 kilometer føles det som en mur. Men jeg ved, at det er den sidste kraftanstrengelse, og presser det sidste ud af benene, mens jeg bliver suget op mellem tilskuerne, der råber og hujer, som var jeg Thibaut Pinot.

På toppen er der kaos. Der er cyklister over det hele og endnu flere fodgængere. Jeg sniger mig igennem for at komme under banneret og snuppe bjergpointene. Det er en kæmpe sejr at have besejret et af de mest mytiske Tour de France-bjerge, men i menneskemylderet fokuserer jeg mest på ikke at vælte og lige hurtigt snuppe et billede til bevis.

Svigerfar kommer op kort efter, og jeg har tydeligvis tabt meget tid til ham på den sidste tredjedel af stigningen. Men jeg kom op først, og det er det vigtigste lige nu.

Vi finder en god plads et par hundrede meter længere ned og sætter os til at vente på Tour-feltet. Mange kommer åbenbart mest for karavanen, men jeg skal ærligt sige, at den ikke interesserer mig det store. Det eneste, vi kæmper for at få fat i, er en flaske vand, da vi er løbet tør på vej op.

Rafal Majka og Thibaut Pinot kæmper sig op. Foto: Lasse Wedege Penning

Der er han!

Vi har en formidabel udsigt ud over bjergsiden og kan skimte rytterne i horisonten omkring 20 minutter, inden de kommer op til os. Gennem Twitter er det lykkedes os at finde ud af, at Rafal Majka og Thibaut Pinot er i front, favoritgruppen er reduceret, og Greg Van Avermaet i den gule trøje er sat.

Majka og Pinot flyver forbi os, og der går det op for os, hvor meget hurtigere de faktisk kører end os almindelige motionister. Nå. Så er der nok alligevel lang vej til en professionel kontrakt.

Feltet kommer kort efter, og vi når lige at spotte Alberto Contador og Jakob Fuglsang, der begge ser meget lidende ud. Michael Valgren følger kort efter i flot selskab - han er fjerde Tinkoff-rytter over toppen, kun overgået af Majka, Contador og Roman Kreuziger. Sådan!

Christopher Juul-Jensen kommer kørende alene og ser lidt besværet ud. I den første grupetto ser Matti Breschel til gengæld meget velkørende ud, hvorimod Lars Bak ligner en, der er på vej til at stille træskoene.

Vi står og håber på, at vi har misset Michael Mørkøv, for vi kunne se længere nede, at en enlig rødklædt rytter blev fulgt af fejebladet allerbagerst. Og det er Mørkøv, som meget lidende kører helt alene over toppen af Tourmalet som dagens sidste rytter. Vi hepper kraftigt på ham og håber, det kan opmuntre ham til at holde sig inde i løbet denne dag.

Og så er det slut.

Herlig stemning på Tourmalet.

Kommer der nogen og henter mig?

Tusindvis af mennesker begynder pludselig at bevæge sig ned ad bjerget, og det gør vi også. Vi manøvrer os forsigtigt gennem menneskemængden, inden vi får mere plads og kan slippe bremsen.

Endnu engang leger svigerfar, at han er Paolo Savoldelli, og der går kun tre sving, så er han ude af syne. Jeg synes selv, det går noget bedre end i går, men jeg kan godt se, at min teknik ikke matcher de mange ryttere, som overhaler mig. Mon jeg kan ringe til min kone og bede hende om at køre op i bil og hente mig?

Desværre ikke, jeg må selv styre mig gennem autocampere, varebiler og personbiler og andre cyklister - ja, der var faktisk nogen, som kørte langsommere end mig.

Nede i bunden forventer jeg, at svigerfar venter, men det går op for mig, at han sikkert er kørt hjem for at håne mig. Og ganske rigtig, efter at have presset mig de to første kilometer op ad Luz-Ardiden, drejer jeg ind på campingpladsen og ned til vores mobile home, hvor svigerfar sidder med et stort og med tilfreds smil.

Okay. 2-2. I morgen lader jeg være med at være en kylling. Og jeg fører stadig på bjergpoint!