Der er tre franske bjerge, som enhver cykelmotionist gerne vil have på sit cv.

 

Col du Tourmalet klarede vi (hvis vi selv skal sige det) med bravour i lørdags, Alpe d’Huez ligger for langt væk på den her ferie, men til gengæld kan vi nå den helt store mastodont. Giganten i Provence. Det Skaldede Bjerg. Mont Ventoux.

 

Efter den planlagte hviledag mandag, hvor vi transporterede hele familien til Provence (i bil vel at mærke), og den ufrivillige hviledag tirsdag på grund af det voldsomme dagslange regnvejr er benene nu helt ladede op til den største enkeltstående udfordring på vores tur.

 

Og det kan mærkes fra start. Gaspedalen trykkes i bund, og jeg når med lethed 110 kilometer i timen på flad vej. Det er godt nok i bil på motorvejen på vej hen til vores startpunkt, men stadig - benene er klar.

 

Vi holder i Malemort-du-Comtat, hvorfra der er knap 20 kilometer hen til Bedoin, hvor den klassiske rute op ad Mont Ventoux starter; den rute, som Tour de France-feltet - forhåbentlig! - kører op af i morgen.

 

Vi stiger ud af bilen og tager vindvesten på, for det blæser allerede hernede. Klik, kør.

 

Det er den der skaldede top, vi skal hen til - nu indhyllet i skyer!

 

På hjul af nordmændene

Der er pivende modvind det første stykke hen til Bedoin, men halvvejs kommer vi heldigvis på hjul af en norsk triathlon-trio, som kører i et adstadigt tempo og spørger ind til vores cykelerfaring. Da vi når til Bedoin, stopper hyggesnakken, for der er allerede begyndende Tour-kaos og bilkø hele vejen til den rundkørsel, som kan regnes for starten på den 22 kilometer lange opstigning af Ventoux.

 

Jeg har ikke fået vindvesten af, så jeg koger allerede. To kilometer inde på stigningen trækker jeg derfor ind til siden, mens jeg råber til svigerfar, at han bare skal køre.

 

"Jeg skal nok hente dig," råber jeg kæphøjt. Han griner tilbage og accelererer væk.

 

Jeg bakser lidt med vesten og er derfor langt efter, da jeg kommer i gang igen. Jeg kommer igen på hjul af den norske trio, men min svigerfars forspring og mine indtil videre gode ben gør, at jeg skynder mig forbi dem.

 

De første seks kilometer af Ventoux ligger omkring fire-fem procent, så det er ren opvarmning på stor klinge. Kort inden vi rammer skoven og den hårdeste del af stigningen, kommer jeg op til svigerfar.

 

"Hej igen!" siger jeg overskudsagtigt med puls 155 og nu på lille klinge, og jeg kører forbi, så han kan lægge sig på hjul af mig, og vi kan følges op. Min smarte ur gider kun vise tid og puls, og min computer er gået ud, så jeg kører lidt i blinde og vil gerne have min makker med til undervejs at fortælle mig, hvor langt vi er.

 

Tour-tilskuerne er på plads i god tid på finalebjerget. De hepper, mens de mange cykelryttere siksakker op ad bjerget.

 

Alene på skov-Tour

En kilometer senere går det op for mig, at svigerfar har bestemt sig for at følge sit eget tempo, så han vinker mig af sted, da jeg kigger bagud for at spotte ham. Lassefar er alene. I ensom kamp mod den hårdeste skaldede modstander, jeg har været oppe mod siden teenageårenes spektakler i Jomfru Ane Gade.

 

Få øjeblikke senere er jeg i den famøse skov. Og der er allerede mennesker over det hele. Folk sidder på campingstole med franske, belgiske, engelske, spanske, baskiske, schweiziske, portugisiske, walisiske, danske og alle mulige andre flag spændt på autocamperen eller opstillede flagstænger. De blafrer synligt, men vinden er i ryggen, så det ruller bare.

 

Der er endnu bedre stemning end på Tourmalet. Folk spiller høj musik, render rundt i de vildeste kostumer og deler highfives ud i lind strøm. Det er altså først i morgen, at Tour-feltet kommer forbi, men tilskuerne er allerede varmet op til den helt store fest.

 

Rundt i et sving omkring halvvejs på opkørslen sidder der en gruppe danskere og har en fest. Der spilles "Danmarks drenge" for fuld udblæsning, og det er umuligt ikke at blive glad i låget af. Jeg kan simpelthen ikke lade være med at klikke den et gear op og accelerere ud af svinget mellem de mange biler, der holder i kø, mens jeg lavmælt synger med.

 

Kæft, hvor er jeg flyvende i dag!

 

Ja. Det blæser. MEGET!

 

Så rammer det

Et minut senere hævner min præmature, nationalistiske acceleration sig. Jeg rammer et stykke på 12 procent, og jeg må klikke ned igen og anstrenge mig for at holde farten. Det lykkes, og ud af det næste sving falder stigningsprocenten, så jeg kan finde ind i en god kadence igen.

 

Vi er her en dag, hvor solen skinner, men temperaturen er til den kølige side - omkring 22 grader i bunden. Det betyder også, at skoven, der ellers har ry for at være dræbende varm, føles ganske behagelig. Lige i øjeblikket føles det helt perfekt.

 

Få kilometer før skoven slutter, trækker jeg den tanke tilbage. Vinden tager til i styrke, og jeg begynder faktisk at fryse. Jeg ryster det af mig, da jeg ser den lille blok, der indikerer, at der nu er syv kilometer til toppen. Benene er stadig gode, der er kun gået en time, og den flader heldigvis ud heroppe.

 

Jeg kører ud af skoven, rundt om den store holdeplads og til højre i et hårnålesving.

 

BAM!

 

Vinden rammer mig som en mur lige i ansigtet, og jeg må siksakke et øjeblik, inden jeg finder rytmen og kan fortsætte i lige linje. Jeg pivfryser og er nødsaget til at holde ind ved den næste parkeringsplads for at tage min vindvest og mine handsker på.

 

Shit. Og der er stadig næsten seks kilometer til toppen.

 

Det er det her, der er målet. Og man kan se det på lang afstand.

 

Der er koldt heroppe

Folk sidder i vejsiden med skijakker, halstørklæder og lange bukser, og jeg kan godt forstå det. Jeg har hørt historier fra både Jørgen Leth, Rolf Sørensen og det store internet om, hvor meget vinden betyder på den golde del af Ventoux; jeg har ladet mig fortælle, at det kan føles som fem eller 12 procent, afhængig af om der er med- eller modvind; men jeg havde altså alligevel ikke troet, det ville være så slemt!

 

Vinden smadrer ind i mig som en mur af kold luft, og jeg bliver faktisk utryg. De ryttere, der kører nedad har mere end svært ved at styre cyklen, og en enkelt gang er det meget tæt på at gå galt, da et vindstød sender en modkørende direkte over mod mig. Jeg når lige nøjagtig at komme så langt frem, at han ikke rammer mig, men jeg holder lidt ekstra øje med nedkørerne herfra.

 

Det er altså et fascinerende og dramatisk skift i landskab. En helt tæt skov med tung varme efterfulgt et fuldstændig åbent landskab, hvor vinden har frit spil - det eneste, der skærmer, er bjerget selv. Mod syd er der fuld udsigt over dalen, men lige der har jeg ikke så meget fokus på andet end at komme sikkert op.

 

Nøj, hvor jeg fryser! Jeg er meget taknemmelig for min nyindkøbte vindvest lige nu!

 

Flere og flere hopper af deres cykler for at trække det sidste stykke op, og jeg kan godt forstå dem. På de sidste hundrede meter må jeg faktisk manøvrere lidt kreativt rundt mellem fodgængerne og vindstødene for at komme helskindet til toppen.

 

Og så runder jeg det sidste sving. Der er 50 meter til målstregen, og det er en stor forløsning at køre over og mærke fyrtårnets beskyttende, omend begrænsede læ på det højeste punkt - 1915 meters højde.

 

Det normale ville være at sige, at udsigten er smuk, men dramatisk eller skræmmende er faktisk mere præcise udtryk for det, jeg kan se. Det er meget fascinerende.

 

Det er her omkring, at den nye målstreg kommer til at ligge i morgen. Cirka 5,7 kilometer fra toppen og inden det bliver helt åbent.

 

Hvor er vi seje!

Jeg overvejer at trille ned til svinget for at kunne tage et billede af svigerfar, men da jeg begynder at trække derned og kommer fri af fyrtårnet, mærker jeg vinden smække mig i siden, og cyklen er meget modtagelig for vind. I samme øjeblik ser jeg tre ryttere vælte få meter foran mig, da vinden kaster deres cykler ind i dem. Kort efter vælter en rytter ud over vejen og ned ad skrænten i hårnålesvinget på grund af et vindstød. Jeg bliver bare heroppe.

 

Fuck, hvor er her koldt! 12 grader og vindstød af stormstyrke.

 

Jeg snupper et par billeder af fyrtårnet og topskiltet, inden jeg finder et beskyttet sted langs fyrtårnet, hvor jeg kan tage mine løser ærmer på og spise min madpakke, som jeg under skarp bevågning fra min kone lagde i lommen, inden vi kørte hjemmefra.

 

Kort efter kommer svigerfar dansende op ad de sidste 50 meter. Jeg jubler i retning af ham og løber hen for at tage et billede, da han kæmper sig op til målstregen. Han rækker armen i vejret, og vi giver det mest broderlige håndslag, jeg nogensinde har fået af min svigerfar. Vi er helt oppe at ringe og vildt stolte over at have kæmpet os op.

 

Jeg ville gerne have mig en Ventoux-cykeltrøje - lige i øjeblikket vil jeg faktisk helst have en vinterjakke -, så vi går ind i souvenir-butikken, men jeg har ikke 60 euro til sådan en sag og tager i stedet en prikket bjerg-bodystocking til min kommende datter. Så kan hun have den på, når vi første gang skal se Tour de France sammen næste år - til hendes store fornøjelse, er jeg sikker på

 

Det er et fascinerende landskab at skue udover.

 

Sikke en dag

Så skal vi ned. Vi er lidt utrygge ved det, så vi trækker de første 100 meter, hvorefter vi sætter os op på cyklen og meget forsigtigt triller ned ad bjerget. Jeg kører lidt fra svigerfar, for vindstødene flår i hans højprofil fælge, så han klikker den ene fod ud for at sikre sig og holder farten meget lav.

 

Ligesom med Tourmalet er det en meget svær nedkørsel. Ikke fordi den er specielt teknisk, men fordi der er mennesker og biler over det hele. Nede i skoven kommer vi til at køre bag en tåbelig Opel, der accelererer aggressivt ud af svingene og bremser hårdt op i tide og utide. Selvom jeg holder god afstand og bremser i god tid, må jeg en enkelt gang klodse bagbremsen, og hjulet skrider omkring 20 meter, men jeg når lige nøjagtig at stoppe, inden jeg rammer nummerpladen.

 

Så er vi i bund, og vi flyver gennem byen og videre ud i landskabet. Her har vi vinden i ryggen, så vi kan holde den kørende på 40 kilometer i timen uden at anstrenge os for meget. Vi når til bilen i Molemart-du-Comtat. Vi er i mål.

 

Tourmalet, Aubisque og Soulor - det ene bjerg er svært at skelne fra det andet. Men Mont Ventoux - det er altså noget helt specielt. Landskabet, hårdheden, distancen og ikke mindst stemningen på dagen gør det til en unik oplevelse, jeg aldrig vil glemme.

 

Alle cykelmotionister skylder sig selv at køre op ad Ventoux. Wauw. Sikke en oplevelse. Sikke en afslutning.

 

 

 

Læs også de andre beretninger med svigerfar og Lassefar på eventyr, til Tour de France og på det store bjergtogt.