Jeg ved, jeg er klar.

 

Jeg har gjort mit hjemmearbejde. Jeg har trænet godt, omend ikke perfekt, gennem foråret, og jeg har forberedt mig med tapering ud fra træningsekspertens råd de sidste to uger. Der er energidrik og elektrolyttablet i drikkedunkene, jeg har forsyninger med i lommerne, og cyklen er toptunet.

 

Alligevel står jeg rystende af nervøsitet, da jeg skal til at klikke i pedalerne ud for vores mobile home på campingpladsen Pyrénévasion, to kilometer oppe ad Luz-Ardiden. Det ser ud, som om selve cyklen skælver, mens jeg endnu står med begge cykelsko solidt plantet i jorden og hænderne krampagtigt fastgjort om styret, så knoerne bliver helt hvide.

 

“Er du okay?”

 

Min højgravide kone kigger lidt skævt på mig og smiler, fordi hun kan se, at jeg er nervøs. Og hun synes faktisk bare, det er sjovt, fordi jeg jo selv har besluttet, hvad jeg er ved at kaste mig ud i. Jeg nikker - umiddelbart afslappet, men tydeligvis en kende panisk.

 

“Kør nu forsigtigt, ikke?” Blikket er lidt mere skarpt denne gang.

 

Vi klikker i. Og kører.

 

Svigerfar og Lassefar

Det kræver lidt forhistorie. Sidste år gav min kone og jeg hendes far den - hvis vi selv skal sige det - ultimative julegave, da han fik en tur til Sydfrankrig foræret. Under Tour de France. Med cyklerne bagpå. Og familien på bagsæderne.

 

Han er lige så gal en cykelnørd, som jeg er, så selvfølgelig skal vi cykle sammen dernede. Det bliver for begges vedkommende den første cykeltur uden for Danmarks grænser, så vi har de seneste måneder været lige dele kæphøje og angste for turen - som mænd er bedst. Vi har gejlet hinanden op til den her tur i et halvt år, så det hele kan næsten kun skuffe.

 

Min svigerfar er 46 og så absolut den sejeste motionist, jeg kender. Han er enormt disciplineret, stædig og kæmpende-til-sidste-bloddråbe-agtig, meget mere end mig, og så kører han forrygende stærkt. På flad vej.

 

Jeg selv er 24 og meget dårlig til at træne. Jeg skal have en, der pisker mig til hver træning, ellers får jeg ondt af mig selv, når jeg rammer puls 165, og giver op. Til gengæld er jeg gået fra 82 til 76 kilo hen over foråret, og det kan mærkes på de danske bakker, også selvom det ikke er de voldsomme højdemeter, vi her har med at gøre. På den anden side så ved jeg, at min svigerfar er i langt bedre form end mig, og selvom jeg har gået og spillet hardcore de seneste uger, så frygter jeg at blive sat eftertrykkeligt alle seks cykeldage hernede i Sydfrankrig.

 

Jeg er Lassefar. Og jeg er rystende nervøs.

 

Det er det her landskab, vi skal op i. 

 

“Fuck, hvor er det fedt!”

Vi bor to kilometer fra byen Luz-Saint-Sauveur, som ligger i dalen mellem Luz-Ardiden mod vest, Col du Tourmalet mod øst og Hautacam mod nord. Midt mellem nogle af Pyrenæernes giganter.

 

Jeg har bestemt mig for, at vi skal mod syd den første dag. Ifølge Michael Rasmussen så begår mange motionister nemlig den fejl, at de på deres første dage i nyt ferieterræn kører alt for hårdt til og så er smadret resten af ferien. Den fejl har jeg ikke tænkt mig at begå, så derfor har jeg besluttet, at vi skal op på Cirque de Gavarnie. Det er godt nok 30 kilometers opkørsel fra Luz-Saint Sauveur op til omkring 2.000 meters højde, men det starter blidt, og de stigningsprocenter, jeg kunne finde, ligger omkring seks procent det meste af vejen. En god start på ugen, synes jeg selv, inden vi i morgen skal op ad den frygtindgydende Tourmalet, når Tour de France-feltet passerer forbi.

 

Efter omkring seks kilometer roser jeg mig selv for netop den plan. Det ruller rimelig godt med 20 kilometer i timen, pulsen ligger omkring 140, og vi har stadig gear at tage af.

 

“Fuck, hvor er det fedt!” udbryder jeg, og svigerfar giver mig stiltiende ret.

 

Og det er fedt. Bare det at sidde der på sin cykel i Frankrig - det er drømmen, der går i opfyldelse, nærmest inden den overhovedet er kommet i gang, og alt er lige præcis, som det skal være. Jeg føler mig ekstremt privilegeret.

 

Svigerfar var lidt i problemer opad på førstedagen. Til gengæld tog han revanche nedad.

 

Svigerfar på bagkant

Svigerfar hænger lidt i bremsen på vej op. Pulsen ryger i vejret med det samme, og benene kan ikke helt matche det. Jeg er til gengæld ovenpå, min puls ryger på intet tidspunkt over 160 på opturen, og jeg kan holde mig fra de to nederste gear. Flere gange sætter jeg svigerfar fra hjul, men jeg venter på ham - for det første for ikke at gøre ydmygelsen alt for stor, og for det andet fordi jeg ikke stoler på hverken mine egne ben eller min research af stigningen.

 

Og det viser sig at være en god idé. Efter 21 kilometer drejer vi til højre, og det går op for mig her, at nu starter stigningen rigtig. Indtil da har det svinget mellem to og syv procent, og det er gået helt okay.

 

Da vi drejer til højre, kan vi godt se, at det bliver alvorligt nu. Stigningsprocenterne ligger pludselig stabilt mellem otte og ti, og svigerfar er for alvor presset. Kort efter får jeg lagt afstand til svigerfar og arbejder mig alene op ad bjerget. Jeg stopper ved et smukt udsigtspunkt og suger det ind - det er bogstaveligt talt bjergtagende (høhø) - og venter på svigerfar, så vi kan følges lidt mere.

 

Syv kilometer fra toppen kan vi begge mærke, at nu er det alvor! Efter at have holdt ind og taget et billede af hårnålesvingene, er det slut med at tage hensyn. Jeg træder til, så pulsen hopper op på 155, men farten er kun 12 kilometer i timen.

 

Nøj, hvor er det tungt!

 

Der var eddermame mange køer på den stigning!

 

En aggressiv ko

Jeg har 52/36 foran og 11/28 bagved, og jeg er bange for, det er lidt for stort. Derfor holder jeg mig bevist fra mit laveste gear, panikgearet, som jeg gemmer til Tourmalet i morgen og Mont Ventoux i næste uge.

 

Det bliver mere og mere firkantet, og udfordringerne hober sig op nu. Pludselig møder jeg en flok køer, der er pænt ligeglade med trafikregler. Jeg rammer heldigvis strækningen på et tidspunktet, hvor hele flokken er uden for vejbanen, men jeg får da lige et, bilder jeg mig selv ind, opmuntrende “MUUUUH” med på vejen.

 

Lyden fra klokkerne om deres halse klinger umelodisk og beroligende i luften, mens jeg træder længere væk fra flokken. Jeg kan høre, at svigerfar også får et venligt muh med sig - hans firkantede tråd tyder på, at han trænger til det.

 

Jeg drejer rundt i et hårnålesving i en ganske god rytme, men så bliver jeg bremset. Endnu en flok viser sig, og en overordentlig stor ko med horn, yver og hele pivetøjet, træder ud på vejen foran mig. Den stirrer udfordrende, ja, faktisk provokerende på mig, og jeg kan se over dens hvide ryg, at vejen bliver stejlere længere fremme.

 

“Tør du?”

 

Koen træder et skridt til samme side, som jeg svinger ud til, og jeg må stoppe for ikke at komme i karambolage med det store dyr. Forsigtigt trækker jeg udenom og gennem resten af flokken uden at blive tordnet af denne Pamplona-wannabe.

 

Gudesmukt på toppen. Denne artikel bringes i samarbejde med www.BildeleStore.dk

 

Stilhed og klimaks

Det begynder for alvor at smerte i benene. Da jeg drejer rundt om endnu et hårnålesving og får øje på den fortsatte vej op ad bjerget, vifter jeg aggressivt med hånden i retning af bjerglandskabet:

 

“Det må da snart være færdigt!” råber jeg ud i luften. Intet svar.

 

Aggressiviteten giver mig lidt ekstra luft, og jeg træder den lige en kilometer i timen længere op. Det giver en bedre kadence, og nu kan der da ikke være langt til toppen.

 

Lige der. Midt i Pyrenæerne. Helt alene. Kun mig og min cykel.

 

Der er helt stille.

 

Det eneste, jeg kan høre, er dækkene, der griber fat i asfalten, og kæden, der tikker rundt. En koklokke i ny og næ. Der er snebanker på bjergtoppene, græsgrønne marker overalt, køer og får i horisonterne og smukke veje langs bjergvæggen.

 

Øjeblikket efter kører jeg om et hjørne, og så er jeg nået til parkeringspladsen. Toppen! Jeg kigger ud over dalen og de rå bjerge. Det er betagende, fascinerende og frygtindgydende.

 

Lige der kan jeg dø lykkelig.

 

Den sejeste svigerfar i verden på toppen af feriens første stigning.

 

Ned? Nej tak

Jeg triller et par hundrede meter ned og følges med svigerfar det sidste stykke op. Vi tager de obligatoriske billeder og vender om for at køre nedad.

 

Åh nej, skal vi også køre nedad?

 

Jeg er en dårlig nedkører på danske landeveje. Hvordan kommer det så ikke til at gå ned ad et bjerg i Sydfrankrig?

 

Det går rimeligt. Jeg følger min kones råd og kører forsigtigt, og svigerfar flyver af sted væk fra mig. Han når endda at stille sig op og tage billede af mig, da jeg endelig når bunden af stigningen.

 

Han driller mig med, at jeg er en kylling, men det er okay. Det har været en fantastisk første dag i Pyrenæerne, jeg har håneret, når vi skal berette fra dagens udflugt til familien under aftensmaden, og jeg kan se frem til de kommende dag med lidt mere ro i sindet.

 

I morgen skal vi op ad Tourmalet. Svigerfar har udholdenheden og restitutionen på sin side, så jeg er lidt bekymret for, at han allerede får revanche her.

Fuck det. Det bliver fedt alligevel. Det er fedt.

 

Dagens 60 kilometer fra Strava.

 

 

BLIV EN DEL AF TEAM MOTIONSFELTET.DK LIGESOM SVIGERFAR OG LASSEFAR!