På tredje og sidste dag i Pyrenæerne er der planer om det helt store togt. Svigerfar og Lassefar kører i bil til Argelès-Gazost for at få en række bjerge på cv’et: Col des Bordères, Col de Soulor, Col d’Aubisque og Col de Spandelles.

Soulor og Aubique er nogle af de der “must have”-bjerge, man skal besejre, når man er på cykel i det her område, mens de to andre var lidt mere ukendt terræn, fordi det typisk ikke er dem, der bliver kørt i Tour de France. Jeg er blevet inspireret af en række forskellige blogs, der anbefaler, at man tager den mindre trafikerede vej via Bordères i stedet for den klassiske rute direkte fra Argeles-Gazost til Soulor.

Vi parkerer bilen ved foden af Bordères, og derfra er det direkte opad. Lidt hårdt at lægge ud med syv procent stigning uden opvarmning med to bjergdage i benene allerede.

Svigerfar er ikke helt tilfreds, men en kilometer nedkørsel efter tre kilometer hjælper på humøret. Kort efter blev det alvor. En rampe på 20 procent står lige pludselig som en mur midt på bjerget, og der er ikke andet at gøre end at smække den ned i panikgearet og op at stå. Det er heldigvis kun 150 meter, og så føles seks procent nærmest som nedkørsel bagefter.

Jeg har bestemt mig for - særligt med det, der venter - at følges hele vejen op, men da vi drejer til højre ind på de sidste 2,5 kilometer, kan jeg alligevel ikke dy mig. De følgende to kilometer ligger stabilt omkring ni procent, men mine ben er så gode, at det vil være synd at lade dem på gå til spilde.

Få bonus til betting på cykelsport netop nu. 
 

Reddet af dårlig ryg

Nogen havde tegnet en målstreg ved skiltet, der indikerer toppen, og jeg føler mig allerede som Supermand efter kun ti kilometer. Svigerfar kommer trillende kort efter, og efter en optankning er det fuld skrald ned til Col de Soulor.

For første gang holder jeg svigerfar bag mig hele vejen (wuhu!), så vi starter Soulor i fællesskab.

Shit. Der mærker jeg for første gang en alvorlig krise, og jeg begynder at frygte resten af dagen. Det nederste gear er for længst taget i brug, og jeg sidder og træder firkantet med stadig fire kilometer til toppen. Svigerfar ser mere velkørende ud, og pludselig er der hul foran mig.

Ti sekunders forspring når han at tage, inden han holder ind til siden for at strække ryggen. Pyha. Reddet af fysiske skavanker. Det tager jeg gerne med.

Jeg lægger mig et halvt hjul foran for at psyke svigerfar på den sidste stejle - og meget smukke - del af Soulor, og 300 meter fra toppen klikker jeg den et gear op og accelererer. Jeg kan høre svigerfar jamre i ærgrelse over ikke at være klar, og jeg jubler på målstregen…

VARMT!

… og må hurtigt tage fat i styret igen og manøvrere uden om en flok heste - ja, heste! -, der står på toppen og er meget nysgerrige. Måske er det vores svedige kroppe, der drypper af salt, for de er meget ihærdige, og selvom vi forsøger at trække væk, sjosker de hen til os igen og napper os i armen.

Vi skynder os at køre længere væk og se os om efter noget vand, for der er ustyrlig varmt. 40 grader og sol fra en skyfri himmel er der på toppen af Soulor. Heldigvis ligger der en stald, hvor vi kan tappe noget vand. Hvis ikke ville vi sandsynligvis ikke overleve.

Ingen grund til at dvæle ved det. Lidt energi i kæften og videre til Col d’Aubisque - det næstmest brugte Tour de France-bjerg i Pyrenæerne efter Tourmalet. Og det forstår man godt.

Alle, der kører på cykel i det område, skylder sig selv at køre op over Soulor og Aubisque, for det er gudesmukt. Vi stopper op på vej ned for at nyde den fantastiske udsigt ud over dalen og de omkringliggende bjerge.

I starten af opkørslen til Aubisque kører vi gennem den berømte tunnel, og her skal man sørme være opmærksom. Der er glat og bælgmørkt, så egentlig bør vi have lys på, men så godt forberedte var vi ikke. Vi slipper heldigvis igennem med livet i behold og husker på at være endnu mere opmærksomme på vej ned.

Med livet som indsats

Opkørslen til Aubisque er så absolut den nemmeste, vi hidtil har kørt, men som dagens tredje bjerg føles det ikke helt sådan. Heldigvis er temperaturen dykket til 30 grader, og med det kolde vand fra Soulor klarer vi det okay.

På toppen af Aubisque rammes jeg endnu engang af den berusende følelse over at have besteget et af de mest berømte bjerge i cykelverdenen. Vi får taget de obligatoriske billeder af de overdimensionerede cykler, og så er vi klar til at køre ned samme vej og tilbage op ad Soulor - vi er nemlig slet ikke færdige.

Nedkørslen er skøn og hurtig, og min fornyede selvtillid er lige ved at koste mig livet. I et sving, der var lidt skarpere, end jeg havde regnet med, klodser jeg baghjulet, som skrider en lille smule. Jeg slipper bremserne med det samme og tage en større bane, mens jeg beder til de højere magter om, at der ikke kommer en bil i modsat retning.

Heldigvis hører de mine bønner, og jeg slipper igennem med livet i behold. Jeg håber ikke, min kone læser med, for så giver hun mig aldrig lov til at cykle igen.

På toppen af Soulor tanker vi dunkene op igen og roder i vores lommer efter noget mere energi. Jeg har to geler til de 30 kilometer, jeg forventer, at vi mangler, og svigerfar har også kun to.

“Har du penge med?”

“Næh, har du?”

Svigerfar ryster på hovedet. Vi er faktisk begyndt at blive rigtig sultne nu. Vi griner lidt nervøst til hinanden, sluger en gel og kaster os ned af Soulor - denne gang mod nord for at finde dagens sidste og mest ukendte stigning: Col de Spandelles.

Så starter det…

Der er 14 kilometers nedkørsel hen til bunden af bjerget, og de første 11 er rigtig gode. Så bliver asfaltvej pludselig til grusvej, og vi trykker bremsen i hele vejen til bunden. Asfalten kommer heldigvis igen, og vi kan give fuld gas det sidste stykke.

“DER!!” råber jeg febrilsk, da jeg lidt sent opdager højresvinget, hvor Col de Spandelles starter. Svigerfar, der er ti meter foran mig, svinger lidt risikabelt ind og rammer opstigningen.

“Hvor langt er der til toppen?” spørger han obligatorisk.

Jeg tænker …

For lige her går det op for mig, at jeg muligvis har forveklset de ruter, jeg havde siddet og kigget på dagen før. Jeg havde egentlig tænkt, at der var to korte stigninger, og det tror jeg stadig, men jeg har faktisk ingen anelse om, hvor lang Spandelles er.

Så der er ikke andet at gøre end bare at trykke på.

Stopper det ikke snart?!

Vejen er frygtelig på det første stykke, og noget af det minder faktisk mere om en mountainbike-rute end landevejsrute, og der er i hvert fald ingen tvivl om, at Tour de France-feltet ikke har været denne vej de sidste mange år - hverken op eller ned.

De første kilometer svinger mellem syv og ti procent, og vi begynder at panikke. Det er 38 grader, der er klæg overalt, vi er allerede ved at løbe tør for vand, og vi aner ikke, hvor langt der er til toppen.

“Jamen, hvor længe kan det blive ved?!” råber jeg vredt ud til buskene, der gør det meget svært at se, hvor vejen fører hen.

På det tidspunkt, finder jeg ud af bagefter, er vi halvvejs.

Og den her frygtelige stigning slipper bare ikke. Den ligger helt stabilt mellem syv og ni procent hele tiden, og vi jokker rundt i pedalerne med ni kilometer i timen. Heldigvis kommer vi til en vandslange med bjergvand, og vi fylder dunkene, så vi kan overleve det sidste stykke.

Vi ved stadig ikke, hvor langt vi har hjem.

Dagens største sejr

Jeg kan høre svigerfars voldsomt tunge vejrtrækning og prøver at fokusere på mine egne ben og deres rytme. Jeg bliver nødt til at sætte kadencen op for ikke at få cement i benene, så knap to kilometer fra toppen øger jeg tempoet en anelse og kører alene.

Det føles lidt bedre nu, bare at køre og ikke tænke på andet end kadencen, vejrtrækningen og de næste to meter asfalt.

Og rundt i et sving ser jeg det. Dér! Der er toppen! Kun 400 meter igen! Jeg klikker et gear op og rejser mig i pedalerne for at give med en følelse af overskud. Det er en vanvittig stor sejr at kunne køre forbi det sorte skilt. Sikke en bjergdag.

Svigerfar kommer kort efter, og vi er meget lykkelige. Sidste gel i munden og direkte ned ad nedkørslen uden at vide, hvor langt der er tilbage. Vejen er frygtelig, for der er mange store huller og render til vandet fra bjerget, så man skal virkelig være opmærksom, for så snart man slipper bremsegrebet, flyver cyklen op i fart.

Jeg fanger hurtigt en teknik med at hoppe over renderne. Med 60 kilometer i timen hænger jeg et øjeblik i luften helt uden kontakt til overfladen. Jeg flyver. Selvtilliden er i top.

Vi kommer ned til bunden, drejer lidt rundt i gaderne i byen, og det er en kæmpe triumf, da vi ser parkeringspladsen, hvor bilen holder.

Sikke en dag. Sikke en oplevelse. 75 planlagte kilometer, der blev til 86 kørte kilometer. Fire bjerge. 40 grader. 3.600 højdemeter. Godt, der er hviledag i morgen.