En undersøgelse lavet af Sundhedsstyrelsen i 2006 viste, at i løbet af de foregående 30 år bliver 200 % flere børn kørt til skole af deres forældre. Samtidig bruger børnene mere tid foran tv og computer og er generelt kommet i dårligere form. Undersøgelser viser entydigt, at børn, der er aktive, både lærer bedre og trives bedre.
Der er en af grundene, til at Sundhedsstyrelsen har udvidet deres anbefalinger om fysisk aktivitet, som i flere år har eksisteret for de 5-17-årige, til også at gælde 0-4-årige.
Anbefalingerne er mere generelle for de små børn, end de er for de større børn, hvor Sundhedsstyrelsen anbefaler, at børnene skal være aktive 60 minutter om dagen.
"Små børn bruger deres krop og bevægelser til at udforske omgivelserne med og til at skabe kontakt til andre. De er helt naturligt i bevægelse hele tiden, og det er det, vi skal støtte som forældre og institutioner med de nye anbefalinger," fortæller specialkonsulent Lisa von Huth Smith.
Ifølge Sundhedsstyrelsen er det ofte de små ting, man kan gøre, såsom at lade barnet gå ved siden af klapvognen i stedet for at blive fragtet hele vejen. De små størrelser bevæger sig mere ukontrolleret og ustruktureret end større børn, og derfor kræver de også mindre.
Fysisk aktivitet for de små er gang, leg, udforskning, hop på forældrenes skød eller kravlen.
Løbecykler og almindelige cykler
Når børn er i bevægelse, udvikles deres motorik, og deres indlæring og trivsel forbedres. En gennemgang af litteraturen om de sundhedsmæssige effekter af fysisk aktivitet hos 0-4-årige børn viser blandt andet, at stillesiddende tv-eksponering er associeret med dårligere kognitiv udvikling, dårligere psykosocial udvikling og øget vægt hos børnene.
Gennemgangen giver ikke svar på, hvor lang tid små børn bør være fysisk aktive om dagen, og derfor vil Sundhedsstyrelsen heller ikke komme med den slags specifikke anbefalinger. I stedet anbefaler de generelt fysisk aktivitet for børn under et år og 1-4-årige.
For de mindste, der endnu ikke har lært at gå, anbefaler Sundhedsstyrelsen, at barnet ligger så meget på maven som muligt, når det er vågent; at barnet bevæger sig på forskellige måeder i løbet af dagen, så det kan række ud, hive og skubbe til ting og dermed lære sin krop at kende; og at barnet har så fri bevægelighed som muligt, så det ikke sidder i skråstol eller autostol for længe. Man kan også hjælpe barnet med at rejse sig på benene, gå med støtte, trille rundt på gulvet samt naturligvis babysvømning.
For de 1-4-årige gælder nogle af de samme overordnede anbefalinger med fri bevægelighed og forskellige aktiviteter. Blandt anbefalingerne gælder det, at børnene skal cykle, enten på løbecykel eller almindelig cykel, når de kan det. Begge dele er rigtig godt for udviklingen af barnets balance. Derudover er svømning, gymnastik og almindelig kravlen, klatren og løb også blandt Sundhedsstyrelsen anbefalinger.
"De fleste børn kan så småt starte op med løbecykler inden de fylder to år. Men det skal være sjovt at bevæge sig, og derfor har vi udviklet en lang række cykellege i samarbejde med erfarne bevægelsespædagoger," fortæller Kia Johansson, som er projektleder på Cyklistforbundets kampagne "Vi kan cykle!", hvor der er fokus på cykellege i vuggester og børnehaver.
"Cykelleg giver børn øget selvværd og selvtillid. Det styrker faktisk hele barnets udvikling, både fysisk, psykisk, kognitivt og socialt," siger Erik Nielsen, leder af idrætsbørnehaven Hylet og konsulent på ”Vi kan cykle!” ifølge cyklistforbundet.dk.
ANNONCE
ANNONCE
Vær med i klubben - find en cykelklub i nærheden af dig
Vil du også gerne deltage i cykelløb i ind- og udland?
ANNONCE
Motionsfeltet.dk • Åsvinget 5 • 9800 Hjørring • Tlf. 5155 8966 • info@motionsfeltet.dk • Cookieindstillinger