Introduktion
'Schwuschhh' - et enkelt tryk på knappen er nok til, at jeg føler mig flyvende. Jeg har kæmpet mig op til øverste del af Munkebjergbakken, hvor stigningen pludselig øges til 14 procent, og hér plejer jeg normalt at skulle grave dybt. Men min Gazelle får mig op over toppen i 91 meters højde uden problemer.
Okay, Gazelle Eclipse, som Feltet har haft på prøve, er ikke bygget med alpine udfordringer for øje, men som vejlenser betragter jeg Munkebjerg som den ultimative test. Kommer en cykel op her, kommer den også ubesværet op over stort set alle andre bakker i Danmark. Motorkraft - eller watt, hvis man skal blive i cykelsproget - er der i hvert fald rigeligt af i Gazellen.
Fakta
Producent: Gazelle
Model: Eclipse T11
Pris: Kr. 42.999,-
Motor: Bosch Performance Line CX, der yder 85 Nm og giver en maksimal hastighed på 25 km/t
Display: Bosch Kiox 300
Stel: Aluminium
Vægt: 30 kilo (inklusiv batteri)
Bremser: Hydrauliske Shimano skivebremser
Geargruppe: Shimano Deore 11-speed
Gazellens designere har arbejdet med enkle og rene linjer.
Hollandsk high end-mærke
Royal Dutch Gazelle har fremstillet cykler i 130 år, så den akkumulerede erfaring er stor. Alle firmaets cykler bliver både designet, fabrikeret og monteret i Holland, hvilket er en positiv hands on-løsning i en tid, hvor megen produktion ellers flyttes til Østeuropa eller Asien.
Omkring 300.000 cykler forlader hvert år fabrikkens samlebånd i Dieren, og man har positioneret sig i high end-segmentet, hvor innovation, design og kvalitet prioriteres højt.
Anderledes opgave
Der er stor bredde i Feltets arkiv over artikler, der beskriver forskellige cykeltyper. Langt de fleste artikler omhandler racer- og gravelcykler samt mountainbikes, men vi ville ikke dække ordentligt, hvis vi ikke også inddrog nogle af de e-bikes, der i en lang periode har stormet frem i cykelbranchens salgsstatistikker.
Så følgende artikel skal læses på den præmis, at Gazelle Eclipse ikke er en cykel til træning eller konkurrence, men primært til transport.
Prisvindende design
Det første, der springer i øjnene, er den gennemførte kvalitet, som præger cyklen. Ved RAI Bicycle Awards 2024 blev Gazellen kåret til Årets Elcykel, og i 2023 vandt cyklen den tyske iF Design Award. Som de fleste elcykler har også Gazellen et kraftigt stel.
Men selv om et kraftigt stel ofte går i retning af det klodsede, har Gazellens designere formået at trække udseendet i en mere elegant retning.
Den indbyggede forlygte er meget kraftig - selv i dagslys.
Stellets dimensioner betyder også, at kørepositionen er afslappet, men den er ikke ”tilbagelænet afslappet”. Man sidder stadig en smule foroverbøjet, så man kan overføre den nødvendige kraft til pedalerne. Mange små detaljer er gennemtænkt, fx er kabler gemt væk i stellet, og ønsker man det, kan cyklen opgraderes med remtræk, der både er vedligeholdelsesfrit og har en holdbarhed, der er tre gange længere end det er tilfældet med en traditionel kæde.
Gear og bremser er fra Shimanos Deore-serie. Serien anvendes ofte på highend-montainbikes og er kendt for sin robusthed og pålidelighed. Det virker som et gennemtænkt valg fra Gazelles side.
Avanceret teknologi
Når Gazellen tager elektronikken til hjælp, får man sit overblik på cyklens Kiox 300-display. Dette er designet af Bosch, der ligeledes har udviklet cyklens elmotor. I standard-mode viser displayet den aktuelle fart, og man kan aflæse, hvor meget batteri der er tilbage. Det er også tydeligt indikeret, om man kører i eco-mode, tur-mode, turbo-mode eller auto-mode. I sidstnævnte mode tilpasser cyklens motor sig automatisk behovet for hjælp.
Disse hjælpeniveauer skifter man ubesværet imellem ved at trykke på en knap, og man kan endda vælge en walk assistant-funktion. Her får man hjælp til at skubbe cyklen, fx op ad en stejl bakke.
Displayet er overskueligt bygget op, og det er nemt at navigere rundt mellem de forskellige funktioner. En af de funktioner, som er koblet op på elektronikken, er den indbyggede GPS. Denne giver mulighed for, at man kan tracke cyklen, hvis den skulle blive stjålet. Gazelles tyverisikringskoncept, Connect, yder desuden den garanti, at man får kompensation, hvis ikke Gazelles sporingsteam har fundet cyklen inden for to døgn.
Med hjælp fra en Boss app kan displayet vise vej på et kort - nøjagtig som man kender det fra bilens navigationssystem - så når slutdestinationen er tastet ind, bliver man guidet den rigtige vej og får oplysninger om afstand og estimeret ankomsttidspunkt.
Her er Gazellen på flad vej, men bakker klares også let.
Kraftig motor
Cyklens elmotor, der som nævnt er udviklet af Bosch, er af typen Performance Line CX, og den er med sine 85 Nm firmaets kraftigste. Når man vil øge farten, når det går stejlt op ad bakke, eller når modvinden bliver for strid, aktiveres elmotoren med et lille tryk på den knap, som sidder displayet. Og på et fuldt opladet batteri er der strøm til mange timers kørsel. Strømforbruget øges naturligvis, jo mere turbo-knappen aktiveres, men ved blandet kørsel holder batteriet op til seks timer, inden det igen skal lades op.
Velvalgt navn
Og navnet er valgt med omhu. En gazelle er et graciøst dyr, der på korte afstande kan spurte med 100 kilometer i timen hen over savannen, mens det over lange afstande kan holde en marchhastighed på 50 kilometer i timen. Eclipse betyder måneformørkelse - altså en sjælden begivenhed, der er værd at vente på - og sådan har jeg det også med Gazelle Eclipse: Det er den første elcykel, jeg for alvor prøver at køre på, men oplevelsen har været positiv, og den har været værd at vente på.
Bred målgruppe
Målgruppen for en Gazelle Eclipse er i min optik bred. I flere artikler fremhæves cyklen som “bil nummer to”, og har man megen bykørsel med tæt morgentrafik, inden man møder på arbejde, kan Gazellen ofte være en hurtigere løsning end bilen. Og man kan oven i købet møde på arbejde uden svedskjolder under armhulerne. Som familiecykel - fx når der skal handles, når barnet skal afhentes i institutionen, eller når man lige skal på biblioteket - fungerer Gazellen også optimalt. Skal man fra studielejligheden og hen på sin uddannelsesinstitution, er Gazellen ligeledes velegnet. Og sidst, men ikke mindst, så kan to ægtefæller - hvor den ene er motionist, mens den anden ikke er det - til en vis grad følges ad. Dog sætter elmotorens maksimale hastighed på 25 km/t sine begrænsninger. Men man kan opnå et socialt aspekt, når der står ”let træningstur” på kalenderen lørdag eftermiddag.
Gazellen fås også i decideret herremodel med overrør.
Konklusion - En personlig øjenåbner
Jeg har hidtil haft en lidt lunken indstilling til det med elcykler - hellere komme frem ved egen kraft, også selv om det går langsommere med alderen. Men jeg fik en øjenåbner, da min hustru og jeg for nylig var med tre andre vennepar på vandretur ad GR-51 i Sydfrankrig.
Ruten går mellem Menton og Marseille, og i kystbyen Sanary-sur-Mer stødte vi på et hold ældre, men velholdte herrer, der skulle ud at cykle. De havde alle kørt løb og besteget samtlige bjerge i Frankrig, men da holdets gennemsnitsalder var 75-80 år, var der flere, som ikke helt kunne præstere som før.
Dét problem havde holdet en nem og enkel løsning på: det var helt okay at køre med på en elcykel. På den måde fungerede holdet stadig socialt, og alle kunne være med. Efter den øjenåbner er jeg kommet frem til, at jeg hellere vil forlænge mit cykelliv med ti år mere på en elcykel, frem for at sætte cyklen i stald som 75-årig.
Som en gazelle - bare på de danske landeveje.
ANNONCE
ANNONCE
Vær med i klubben - find en cykelklub i nærheden af dig
Vil du også gerne deltage i cykelløb i ind- og udland?
ANNONCE
Motionsfeltet.dk • Åsvinget 5 • 9800 Hjørring • Tlf. 5155 8966 • info@motionsfeltet.dk • Cookieindstillinger