Danske Jesper Jauert Duus forsøgte den 16/17 september at cykle strækningen Padborg-Skagen-Padborg som den første nogensinde. Idéen kom efter, at Jesper som et resultat af 2 års træning havde vundet Melfar 24, Danmarks længste arrangerede cykelløb, hvor han desuden kvalificerede sig til Race Across America, der regnes som det største løb inden for ultracykling.
Starten gik som planlagt den 16. september, men allerede efter 100 kilometer opstod der problemer, da Jesper blev ramt af et maveonde på grund af dårlige og uerfarne dispositioner. For stort sukkerindtag kombineret med for store portioner havde slået maven i stykker, og det, der lignede de helt perfekte forhold, var lige pludselig blevet slået i stykker på grund af for meget sukker dagen inden.
”Jeg besluttede mig hurtigt for at skrue ned for intensiteten og i stedet arbejde med at få styr på maven. Der skulle dog gå næsten 300 km, før jeg kunne begynde at indtage fast føde igen, og da jeg stod i Skagen med en anden mellemtid end håbet, virkede de sidste 400 km ikke så spiselige,” siger Jesper Jauert Duus.
På tilbagevejen skulle det dog hurtigt vise sig, at der kom mere fart i benene, i og med at maven var blevet bedre. Hurtigt var de første 100 kilometer tilbagelagt uden, at Jesper havde ladet sig påvirke af, at det havde blæst op og regnet de sidste tre timer.
Desværre skulle det vise sig, at regnen ikke havde gjort noget godt i forhold til slidsår, der havde taget over for maveproblemerne de sidste 300 kilometer. Alligevel nåede danskeren i mål lørdag aften i tiden 27 timer og 14 minutter for de 796 kilometer.
”Da jeg med 25 kilometer igen nåede Aabenraa, og der var tilskuere, der havde taget sig tid til at komme ud på ruten en lørdag aften for at hjælpe mig det sidste stykke, var jeg tæt på at fælde en tåre. Nu havde det her fyldt i mit hoved dagligt de sidste to måneder, og kulminationen, om at det lykkedes, og at andre ønskede mig tillykke, var stort og følelsesmæssigt helt utrolig.”
”Da jeg kom i mål, var jeg så tømt for kræfter, og selvom hele min krop havde det, som skulle den græde, så havde jeg ikke energi til det. I stedet krammede jeg bare alle venner og familie, der var i min nærhed, og takkede dem for støtten.”
På trods af at ruten lød på 800 kilometer, begrænsede Jesper sin træning til daglige mellemlange ture og længere ture på fridage og i weekenden. Der var sjældent indlagt maratonture og ingen afbrudt søvn i træningsprogrammet, da der ikke er evidens for, at det virker.
”Man kommer ikke igennem disse udfordringer og udfoldelser uden at træne, det siger sig selv. Men jeg har fundet ud af, at det er en lille del af det, og at det mere er den indre styrke, der afgør, om man lykkedes eller ej.”
Netop den mentale del beskriver Jesper som den ting, han godt kan lide ved ultracyklingen og de ekstrem lange distancer.
”Det at byde sig selv denne udfordring og til tider smerte udvikler én rigtig meget. Den viden om én selv får jeg bedst, når jeg er helt ude på kanten, og selvom man går gennem kriser, så er der altid lys for enden. Det at overvinde krise efter krise giver en fantastisk følelse, som er svær at beskrive.”
Fremadrettet kan Jesper følges på motionsfeltet.dk, hvor han vil fortælle om sine ekstreme udfoldelser.
ANNONCE
Vær med i klubben - find en cykelklub i nærheden af dig
Vil du også gerne deltage i cykelløb i ind- og udland?
ANNONCE
Motionsfeltet.dk • Åsvinget 5 • 9800 Hjørring • Tlf. 5155 8966 • info@motionsfeltet.dk • Cookieindstillinger