Filmskaberen, digteren, journalisten og cykelsport-aficionadoen Jørgen Leth fortæller i den nyeste episode af Det Danske Filminstituts podcast, Filmstemmer, om sit arbejde med de tre ikoniske cykelfilm fra 70’erne: ’Stjernerne og vandbærerne’ om Giro d’Italia, ’Den umulige time’ om Ole Ritters timerekordforsøg og ’En forårsdag i helvede’ om Paris-Roubaix. Filmene kan ses gratis og uden login på Filminstituttets streamingtjeneste Danmark på film. Interviewet ligger også på YouTube.
"Jeg var begejstret for de ryttere, som blev myter og som opførte sig som helte," siger Jørgen Leth i interviewet. "Dem, som brillerede og blev selvstændige, skabende kræfter i cykelsporten. Og det var ikke noget, der sad komfortabelt i Danmark i de år. Det skulle være holdet og fællesskabet. Men for mig var det altid den individuelle præstation, som talte. De ryttere, der havde fantasi til at skabe løbene og havde kræfterne og courage. Det skulle være det unikke og det enestående. Det eksemplariske. Det blev den røde tråd i mine film, hvor jeg fulgte nogle af de store ryttere. Eddy Merckx, Gimondi, Ocaña. Store ryttere, der allerede var født store."
I podcasten kommer Leth også ind på sine store cykelhelte, Ole Ritter som excentrisk super-producer, en ikke-realiseret Tour de France-film med Dustin Hoffmann og masser af finurlige anekdoter fra filmene, bl.a. en uheldig grappa-brandert under optagelserne af ’Stjernerne og vandbærerne’, der betød en misset mulighed for at filme Ole Ritter i udbrud.
Lyt til interviewet med Jørgen Leth i Filmstemmer, hvor du plejer at høre podcast - eller her: www.dfi.dk/filmstemmer
ANNONCE
ANNONCE
Vær med i klubben - find en cykelklub i nærheden af dig
Vil du også gerne deltage i cykelløb i ind- og udland?
ANNONCE
Motionsfeltet.dk • Åsvinget 5 • 9800 Hjørring • Tlf. 5155 8966 • info@motionsfeltet.dk • Cookieindstillinger