Michael Rogers havde en glorværdig karriere som cykelrytter. Tidligt i sin karriere blev han tredobbelt verdensmester i enkeltstart, og i slutningen var han en vigtig Grand Tour-hjælper for både Bradley Wiggins og Alberto Contador.
Nu har den 37-årige australier stoppet karrieren, og i stedet arbejder han på et Riis Seiers projekt. Rogers er nemlig en af frontfigurerne i et nyt firma - kaldet Pulse Planet, der laver 3D-grafiske ruter, som man cykle på en hometrainer. Feltet.dk har mødt Rogers til en snak omkring Pulse Planet-projektet ved EM i Herning, hvor australieren selv var tilstede og viste det nye produkt frem. Her fortalte Rogers om projektet, der på sigt skal tage kampen op med det allerede etablerede onlineprogram Zwift.
”Vores ambition er, at få folk til at dyrke indendørs cykling om vinteren. Når der er dårligt vejr, kan man blive indenfor og nyde et træningspas. Hele planen er at lave det, så folk nyder det. Det gælder også varme steder som Dubai eller i byer, hvor trafikken er for meget,” forklarer Michael Rogers til Feltet.dk.
”Måske tager man på arbejde i eksempelvis London og har en times frokostpause. Når man tager sin bil og køre ud af byen, er det allerede tid til at køre tilbage. I stedet kan man bruge tiden på dette og køre mod andre folk på nettet, hvor man kan køre løb samt benytte sig af træningsprogrammer.”
(Artiklen fortsætter under videoen)
Halvandet år hos Riis Seier Project
Michael Rogers, der tidligere kørte for Bjarne Riis på Team Saxo-Tinkoff, har været ansat i Bjarne Riis' og Lars Seier Christensens nyetablerede virksomhed, Riis Seier Project, i næsten halvandet år. For mange topatleter giver et karrierestop en vis form for tomhed, og derfor er den tidligere tredobbelte verdensmester glad for, at han har fået chancen for at arbejde med noget, han interesserer sig for.
”For mange ryttere er dét at nå topniveau mere en livsstil end en sport. Jeg trak mig tilbage som cykelrytter sidste år, og jeg er meget privilegeret ved at få denne mulighed. Jeg har altid været meget interesseret i computere og data, og her indsamler vi meget data, så det er en dejlig overgang efter cyklingen.”
Michael Rogers forklarer også, at han også selv har puttet penge i firmaet, Pulse Planet.
”Det er interessant at komme til et dansk firma. Jeg har boet i Schweiz i seks år, men et par gange om året rejser jeg til København. Vi er et meget moderne firma, så vi lever på Skype,” griner Rogers.
Hvis tingene går efter planen, bliver Pulse Planet lanceret i slutningen af året.
ANNONCE
ANNONCE
Vær med i klubben - find en cykelklub i nærheden af dig
Vil du også gerne deltage i cykelløb i ind- og udland?
ANNONCE
Motionsfeltet.dk • Åsvinget 5 • 9800 Hjørring • Tlf. 5155 8966 • info@motionsfeltet.dk • Cookieindstillinger