Sigtbarheden er noget nær 30 meter, da jeg tidligt lørdag morgen starter min cykeltur ned gennem den mennesketomme by, frem til startlinjen ved cykelbanen i Roubaix.
 

Solen er endnu ikke stået op og mørket og tågen gør, at man ikke kan se en hånd for sig - heldigvis har jeg været forudseende, og har husket at medbringe en god forlygte.

Det er som en scene taget ud af en drøm. Indhyllet i tåge står jeg på startlinjen kl. 6:55 og venter på starterens pistol skal gå af. Min puls er allerede oppe på 120 og adrenalinen pumper gennem mine blodåre, jeg er klar, klar til helvede i nord.

Starten går 20 min forsinket, tågen kan arrangørerne ikke gøre noget ved, men det er heldigvis blevet lidt lysere. Det første stykke af turen foregår gennem små- og smalle gader, vi ligger ca. 60 mand i min gruppe og der går da heller ikke meget mere end 5 min. før det første styrt kommer.

Tågen fjerner næsten alt sigtbarheden og de forreste i gruppen glemmer at give tegn. Manden foran mig ser simpelthen ikke et lille sving, rammer med et brag en kantsten og vælter ind i en have (han er heldigvis ok). Jeg hiver så hårdt i bremserne jeg har lært og prøver at styre udenom ham. Heldigvis er test-cyklen fra Principia monteret med Shimanos nyeste hydrauliske skivebremser, som gør, at jeg kan bremse så hurtigt og hårdt op, at jeg undgår at lide samme skæbne. Puha det var tæt på, og jeg er ikke engang kommet rigtigt i gang endnu.

Fem minutter senere er der et endnu par stykker som vælter. Heldigvis kommer der lige efter en gruppe med fire hollændere flyvende forbi min gruppe, så jeg beslutter mig hurtigt for at gå med. Det er trods alt mere sikkert, at sidde fem end 60 mennesker i tågen - selvom det betyder, at jeg, allerede før jeg overhoved er nået til det første brostensstykke, er helt op og ringe på pulsen, for at følge de hurtige hollændere.

Arenberg skoven

Dagens første store udfordring hedder Trouée d’Arenberg ***** (Arenberg skoven). Jeg må indrømme, at jeg, da jeg skulle beslutte mig for at køre dette løb, havde mine store betænkeligheder med netop dette sted. Jesper Skibby sagde engang, at brostenene ligger ligesom de bare var blevet kastet ud fra en helikopter, et ubehageligt billede det skaber i ens hoved.

Jeg var ligeledes nervøs for om test-cyklen kunne holde til det, jeg kørte på Principias topmodel Evolution, hvor alle elementerne består af carbon, noget de fleste prorytters cykler på netop denne rute ikke består af - disse bekymringer, skulle det efterfølgende vise sig, blev gjort til skamme, da cyklen klarede ruten eminent.

Ved indgangen til skoven er der en lille bom som man skal igennem (til pro-løbet er den fjernet) også hedder den ellers velkommen til 2,4 km i helvede.

Det første jeg oplever, er synet af strækningen. Mosset stikker op mellem stenene og tågen er ekstra tyk i skoven, det ligner virkelig en scene fra en drøm og er så fantastisk smukt. Med et tæsker virkeligheden mig i ansigtet - drømmen forvandler sig til en ren tour de force i overlevelse.

Min følelse imens jeg kører igennem skoven, må være den samme følelse vasketøj har når det får en på centrifugeringen og alligevel kan jeg ikke lade være med at smile. For hold nu op hvor har jeg det sjovt og hvor er jeg skruptosset. Strækningen vil være en god udfordring for en MTB og her kører jeg på en super stiv racercykel. Jeg mumler lidt for mig selv, at gal dét skal man være for at give sig i kast med de her brosten.

Tågen, skoven og stenene giver det hele et meget romantisk skær, og da jeg er endelig får kæmpet mig frem til asfalten, får jeg en overvældende lyst til at køre stykket igen, for bare at opleve synet af tågen i skoven og stemningen endnu engang. Jeg kommer dog hurtigt til mig selv igen, da det går op for mig, at der er 17 pavéer tilbage før jeg er i mål.

Brosten, brosten og flere brosten…

Brostenene er jo det Paris-Roubaix handler om og man får virkelig også rigeligt af dem. Til motionsløbet kan man vælge mellem tre distancer, på 70, 141 og 170km. Hvis man skal have hele oplevelsen med skal man som min. op på de 141km, da man her får alle de ***** pavéer med, særligt Arenberg skoven som er en oplevelse udover det sædvanlige på både godt og ondt.

Et par pavéer efter Arenberg når jeg frem til løbets længste Pavé Horaing à Wandignies **** på 3,7km.. Teknisk synes jeg faktisk den ret overskuelig, jeg tager et par skarpe sving på den, men jeg tænker for mig selv, at underlaget er blandt de pænere. Da jeg kommer af paveen finder jeg umiddelbart ud af hvorfor den er *****, længden af den har gjort, at jeg helt har mistet følelsen i mine arme og hænder. Jeg begynder derfor at svinge mine arme rundt som en gal gymnastiktosse, bare for at få lidt blod tilbage i dem.

Herefter går det hånd i hånd med de forskellige pavéer, nogle er lidt længere og flere steder er stenene i meget dårlig stand, men pavéerne er ikke helt så uoverskuelige på samme måde som de ***** er.

Med kun 4 reelle pavéer igen når jeg til Camphin-en-Pévèle **** og får en forsmag på, hvad der venter mig pavéen efter. Stykket starter efter et skarpt venstresving og hele den ene side er rent sand, så den er meget tricky at komme i gang med. I det jeg drejer ned på paveen, kommer der en gruppe med en 12-15 MTB-ryttere, de fylder en del og synes åbenbart, at jeg skal overhales i svinget, så jeg bliver presset helt ud i siden og må balancere på hvad der føles som en knivsæg for ikke at styrte.

Jeg holder mig dog på cyklen, bander højlydt efter MTB’erne og finder en god linje på højderyggen midt på pavéen. Desværre er denne flere gange afbrudt af huller og stenene ligger med lidt større afstand end på de fleste andre stykker, og jeg tager mig selv i, at overveje at køre ud i siden for første gang i hele løbet. Efter pavéen får jeg ikke meget tid til at slappe af, én kilometer senere starter rutens nok mest ubehagelige og sværeste pavé: Carrefour de L´Arbre *****, som er 2,1km. lang.

Et skarpt højresving også er jeg i gang med pavéen, efter 25 meter er der et skarpt venstresving hvor underlaget er i så dårlig stand, at jeg ikke tror jeg kan cykle over det, heldigvis ser kanten i venstre side farbar ud. Underlaget på hele pavéen er så dårlig, at jeg flere gange lader cyklen guide mig frem og gør mit bedste for at holde balancen, selvom jeg bogstavelig skøjter rundt mellem hullerne i stenene.

Stykket ligger så sent i løbet, at alle på dette tidspunkt er trætte og lettere kvæstede. Jeg oplever flere ryttere der virkelig sveder så det står af dem, bander og kæmper for ikke at løbet skal få en uheldig afslutning her så tæt på mål.

Heldigvis får L’Arbre en ende, og jeg stiller mig et minut og sunder mig. Det var virkelig noget af en omgang, hvor jeg flere gange troede, at jeg skulle ned og ligge. I det samme bliver en ældre englænder færdig med stykket og idet han kører over tidtagningsstregen skriver han: ”fuck dig Napoleon, nu ved jeg hvorfor du tabte krigen, du kan ikke engang bygge en ordentlig vej”.

Herefter har jeg kun to korte stykker pavé tilbage, om end det sidste stykke kun er **, så oplever jeg det faktisk teknisk sværere end de fleste, jeg kan godt mærke at jeg nu er helt og aldeles drænet for kræfter. Jeg tænker for mig selv, at stykket godt kunne have haft en ekstra stjerne eller to (der er dog en asfaltkant som man kan køre på, hvis man altså er en tøsedreng J).

Den mytiske cykelbane og badene i Roubaix

Med godt 400 meter igen når jeg endelig højdepunktet for turen: cykelbanen i Roubaix. I det jeg drejer ind på banen, løfter hårene på mine arme og ben sig og jeg får en massiv kuldegysning. Jeg kan næsten ikke forstå at jeg klarede det hele vejen i mål.

Pludselig er målstregen der og jeg knytter min næve og slår et hul i luften, også kommer forløsningen. Jeg gjorde det, jeg besejrede helvede i nord og jeg overlevede.

Når man er deltager i Paris-Roubaix challenge er der en ekstra bonus; man får lov til at komme ind og anvende de mytiske bade i Roubaix, hvor der ved hver lille omklædningsboks er et metalskilt med en tidligere vinder og de årstal denne vandt i. Jeg er heldig nok, at finde mr. Paris-Roubaix himself Roger de Vlaemincks boks.

Hvis man gennemfører løbet må man ikke snyde sig selv for denne oplevelse, det er ret specielt og man føler sig hensat til afslutningen på Jørgen Leths sublime en forårsdag i helvede, hvilket man for resten kan se gratis - læs mere om det her.

Tips og tricks - teknik og udstyr til brostenene i Paris-Roubaix

Det er ikke lige til at komme godt igennem et brostensløb, og det kræver lidt teknik, at køre godt over stenene - særligt hvis de er fugtige eller hvis der er grus eller mos på stenene. For det første skal man huske på, at brosten er glatte. Våde brosten er ligesom at køre på sæbevand, så det er en meget god ide, at holde måsen i sædet og flytte vægten bagud for at få et bedre vejgreb.

Desuden bør man på de flade stykker have valgt sit gear i forvejen, da det kan være ret svært at skifte gear på brostenene (medmindre man har et digitalt gearskifte). Samtidig må man ikke holde for fast på styret og man skal lade cyklen styre sig selv henover stenene.

Man må gerne køre i et lidt tungere gear end normalt, så man kan få en del fart på henover stenene. Hvor tosset det end lyder, så hjælper farten til, at man ikke bliver kastet rundt på samme måde som ved hastigheder under 30km/t. Dette er dog ret individuelt og også et spørgsmål om den enkelte rytters vægt - tungere ryttere har det generelt lettere på brosten.

Hvis man vælger at køre Paris-Roubaix, så skal man være opmærksom på, at brostenene er ret hårde ved ens udstyr. Man skal huske at efterspænde alle skruer og bolte, og det anbefales klart, at man investerer i et sæt 28mm dæk og gerne et par latexslanger (jeg kørte selv på Continental 4-seasons 28mm med latexslanger og punkterede ikke - men jeg så de første 300 punkteringer langs ruten).

Det er desuden vigtigt, at huske, at køre med et ret lavt dæktryk, 5,5 til 6 bar er virkelig max. Man skal være opmærksom på, at selvom dækkene med dette tryk virkelig får mulighed for at arbejde, så slider brostenene meget på hjulene, og et godt hårdført alu-hjul er i mange tilfælde at foretrække. Det er ikke så vigtigt at hjulet er let, det skal bare være stabilt.

Slutteligt er det anbefalelsesværdigt, at man kører med nogle gode handsker og meget tykt styrbånd eller simpelthen kommer dobbelt styrbånd på cyklen. Ruten er meget hård for hænderne, og selv med disse forholdsregler kommer det til at gøre ondt. Paris-Roubaix er ikke for tøsedrenge og det skal man altså forberede sig på.

Artiklen har været bragt her på siden tidligere på året.