Elektronisk styret affjedring - det er i sig selv ikke en nyhed. Men trods det, at det er producenter som RockShox med e:i-Shock, FOX med ICD, German Answer, Suntour og Cannondale, der har været fremme, er det endnu ikke slået igennem på markedet. Nu har ingeniørerne ved Magura flikket et dæmpersystem sammen, som ikke engang kræver en ændring i udformningen af de allerede eksisterende Magura-forgafler, men som også kan bruges som en opgradering af de ”gamle” Magura-forgafler, og som ovenikøbet er lettere end de tidligere manuelle modeller.
”eLect” hedder dette tilsyneladende vidunder og består af en dæmperenhed og en trådløs Remote-kontakt på styret. Selve kernen i den komplet indkapslede enhed er en 3D-accelerationssensor, der styres af en servomotor. Den eneste afgørende variabel i styringen er cyklens horisontale hældning, i længderetningen. Sensorenheden i eLect skelner dermed kun mellem ”opstigning”, hvor forgaflen automatisk låses, og ”nedkørsel”, hvor forgaflen arbejder frit. Et mellemniveau findes ikke, men kommer sikkert.
Låst opad og åben nedad - er dét så det hele? Ikke helt: Føreren kan justere systemet fuldstændigt i forhold til egne ønsker. Idet man definerer ”nul-punktet”, kan man bestemme ved hvilken hældning forgaflen skal låse. Kalibrerer man den med baghjulet hævet, fortolker eLect allerede den horisontale linje som en stigning og åbner derfor kun afdæmpningen på de tilsvarende stejle nedkørsler. Modsat gælder det (med hævet forhjul i forhold til vandret under kalibreringen), at forgaflen først låser ved stigninger, der er stejlere end det indstillede ”nul-punkt”. Selve kalibreringen tager kun få sekunder at lave.
Registrerer hældning under kørsel
Under kørslen registrerer 3D-sensoren den aktuelle hældning hvert halve sekund. Hos Magura er man klar over, at elektronikken dermed ikke dækker alle tilfælde i praksis. Derfor har føreren den ekstra mulighed at gribe aktivt ind, det vil sige manuelt, under kørslen. Som for eksempel ved kørsel lige omkring den kalibrerede hældning, hvor eLect kan opføre sig noget ”ubeslutsomt”. Eller under ujævne opstigninger, hvor automatikken på grund af hældningen låser forgaflen, og hvor man gerne vil have affjedring på.
Med ét tryk på kontakten på styret går eLect over til manuel styring. Hvert efterfølgende tryk åbner eller låser forgaflen, nøjagtigt ligesom en almindelig Remote LockOut - nu blot med den særligt energibesparende ANT-standard.
I det tilfælde, at man i låst tilstand kører over et hop, har eLect en FreeFall-sikring, hvor sensoren registrerer springet, åbner affjedringen lynhurtigt og dermed giver mulighed for en blød landing. Til spurterne ved start og mål har man indprogrammeret en Sprinter-funktion, hvor forgaflen låses så snart sensoren opfatter en tilsvarende acceleration.
Batterikapaciteten bliver angivet til over 40 timer med automatisk styring og over 60 timer med manuel. Opladning sker på blot tre timer via et Micro-USB stik, der sidder under skruehætten. Elect registrerer selv når den står stille og går til dvaletilstand efter to minutter. Fem sekunder efter genstart er systemet fuldt funktionsdygtigt.
Skal virke for rytterne
Ifølge Stefan Pahl, produkt-manager hos Magura, begyndte eLect egentlig med en observation af, at mange mountainbike-ryttere ikke brugte deres Remote-håndtag på styret, enten fordi kablet var i vejen eller på grund af vægten. Og eLect eliminerede problemet med en trådløs lockout. I løbet af udviklingen af eLect blev til mere end blot den trådløse lockout, da man kunne forbedre systemet grundlæggende med en 3D-sensor. Derved kan eLect via den trådløse lockout enten betjenes manuelt eller køre automatisk.
Lige netop cross country-ryttere efterspørger disse egenskaber, udtaler Stefan Pahl, og under løb synes det utroligt nyttigt. Med inkorporeringen af elektronik bliver der åbnet for en masse muligheder. Den nuværende version af eLect med den hårde shim-lockout egner sig først og fremmest til konkurrencebrug. Men det er altså kun begyndelsen, ifølge Stefan Pahl, Maguras produktmanager i Tyskland.
Læs mere om Magura eLect her.
ANNONCE
Vær med i klubben - find en cykelklub i nærheden af dig
Vil du også gerne deltage i cykelløb i ind- og udland?
ANNONCE
Motionsfeltet.dk • Åsvinget 5 • 9800 Hjørring • Tlf. 5155 8966 • info@motionsfeltet.dk • Cookieindstillinger