I år var det niende gang at Eddy Merckx Classic blev afholdt, men i forhold til de foregående år havde man skiftet startby. De første otte udgaver er alle startet fra Eugendorf lidt nord for Salzburg, men i år var starten flyttet til den lille by Fuschl am See, der ligger lidt øst for Salzburg. Flytningen af starten betød, at man har fået et noget større stævneområde med plads til en lidt større fest, end det har været tilfældet i Eugendorf.

Til gengæld var der lagt op til noget af en start, da ruten gik nordpå mod Thalgau. Det betød, at vi ikke skulle køre mange meter, før vi ramte den første stigning. Det gjorde så også, at feltet hurtigt blev spredt i flere smågrupper. Løbet har tre distancer på henholdsvis 63, 106 og 169 kilometer. Og allerede efter cirka 20 kilometer kom den første deling af ruten, hvor de to korte distancer kørte til højre, og den lange kørte til venstre. Den gruppe, som jeg lå i på stigningen op imod delingspunktet, blev kraftigt formindsket efter delingen, da hovedparten af gruppen havde valgt at køre de korte distancer.

Starten var ikke opdelt i forhold til, hvilken distance man havde valgt at køre, men derimod i forhold til hvilke resultater man tidligere har præsteret i løbet. Jeg har deltaget i alle udgaver af løbet og har næsten alle gange leveret et topresultat, hvilket betød, at jeg startede i den første startgruppe. Derudover indeholdt første startgruppe også deltagerne i Alpencuppen, som består af i alt 3 løb. Dette løb var finalen i Alpencup. Lige efter første startgruppe bliver viperne sendt af sted. Her i blandt var også Eddy Merckx, der hvert år deltager i løbet.

Efter den første deling af feltet kørte den lange distance sydpå og ind i den del af ruten, der med lidt god vilje kan betegnes som bjerge. Blandt andet blev rutens højeste punkt Gaisberg, der ligger i 933 meters højde, passeret. Denne del af ruten, der blandt andet gik gennem Faistenau, var utrolig smuk. Lige efter delingen kunne vi et langt stykke af vejen se et felt foran os. Men da vi ramte de snoede veje i Faistenau, lykkedes det dem at slippe væk fra os. Op ad stigningen til Gaisberg kunne jeg se dem på en hylde højere oppe. Men da bjerget ikke varr særligt langt, lykkedes det ikke at indhente dem.

Efter toppen af Gaisberg kommer der en længere nedkørsel, hvor man godt kunne få god fart i cyklen. Fra toppen og en del af vejen ned af denne nedkørsel havde man en fantastisk udsigt ud over Salzburg. Forenden af nedkørslen ramte man et stykke landevej, der var svagt stigende. Denne landevej fulgte vi, indtil vi skulle op over den sidste stigning, inden vi kørte ud af bjergene. For foden af denne stigning flettede ruterne for de forskellige distancer sammen igen. I bunden af stigningen stod der et skilt, som fortalte, at vi skulle op af en 11 % stigning, så man må sige, at vi sagde pænt farvel til bjergene.

Efter denne stigning kom der en lang nedkørsel til den gamle startby Eugendorf. Denne nedkørsel startede på en bred vej, men halvt nede svingede man ind på nogle små skovveje. Det gjorde, at nedkørslen blev brudt af nogle flade stykker og små stigninger.

Fra Eugendorf gik ruten nordpå, hvor vi kom op i et landskab, der nærmest kunne sammenlignes med det jyske højland, hvor man kørte rundt i let kuperet terræn mellem en række søer. Derfor går området også under navnet Salzburger Seeland. Når man som jeg kendte ruten, vidste man også, at det var vigtigt at være i en god gruppe fra Eugendorf, da der var 70 kilometer til den næste store udfordring.

Jeg fulgtes med en gruppe fra Thalgau, som holdt pænt sammen gennem bjergene, og vi kørte med pæn fart nordpå. Der blev dog nogle huller i feltet, hver gang vi skulle op ad nogle af de små stigninger, der trods alt er i dette område. Da vi havde passeret det nordlige vendepunkt på ruten, var det, som om farten gik ud af gruppen, hvilket nok blandt andet skyldtes, at vi kom op i modvinden.

Efter de 70 kilometer i det kuperede søland kom vi til den næste udfordring højdedraget over Irrsee. Det var tydeligt, at alle rytterne i gruppen var klar over, hvad vi havde foran os. Farten i feltet gik klart ned på den sidste kilometer hen mod stigningen op til højdedraget over Irrsee. Op ad stigningen, der er cirka fire kilometer lang, var vi fire ryttere, der satte et stabilt tempo. De to forreste slog væk og holdt afstanden på den efterfølgende nedkørsel. Vi var så to tilbage, der blev hentet af en mindre del af den oprindelige gruppe, der nåede toppen tæt på os andre.

Fra toppen af højdedraget kom der en stejl nedkørsel med en del hårnålesving, så her gjaldt det om at holde tungen lige i munden. Efter nedkørslen kom vi op på en hovedvej, der mere eller mindre faldt hele vejen ned til Mondsee. Efter at have kørt på en god, bred vej langs med Mondsee kom man ind på de sidste to stigninger, inden det gik nedad mod mål. Den første stigning Scharflinger Pass var to kilometer lang. Da vi var ved at nærme os mål, blev der sat en god fart op ad denne stigning, hvilket gjorde, at der var nogen, der faldt af gruppen. Samtidig begyndte vi at hente nogle af de langsomste ryttere på den mellemste distance, så det blev lidt svært at finde ud af, hvem der var med i gruppen på den efterfølgende nedkørsel til St. Gilgen.

I St. Gilgen gik ruten skarpt rundt i en rundkørsel for med det samme at starte på den sidste opkørsel, der var cirka fire kilometer lang. Men det var en landevej, så stigningsprocenterne var ikke vildt høje. Men med 163 kilometer i benene kunne man godt mærke stigningen. Samtidig bevirkede det skarpe sving, at vi var helt nede i fart, inden vi begyndte opstigningen. Fra toppen af bakken gik det direkte nedad de sidste kilometer til målet, der kom lige efter et højresving.

Som arrangørerne sagde i forbindelse med præmieoverrækkelsen, så har dette løb altid haft godt vejr. Denne udgave var absolut ingen undtagelse, og efter løbet kunne man nyde sig en velfortjent øl i solen på festivalpladsen.

Er man ikke til de høje bjerge, eller er det første gang, man vil prøve kræfter med et bjergløb, kan dette løb absolut anbefales.

Man kan se mere om løbet på deres hjemmeside.