Vi har netop tjekket ind på hotellet i Annecy, og selv om bjergene og vores racercykler lokker, tager vi en hurtig runde i byen for at indsnuse atmosfæren. Den gamle middelalderby ligger for enden af den 20 kilometer lange Annecy-sø, og den flod, som føder søen, Le Thiou, fortsætter ind gennem selve Annecy. Her deler den sig flere steder, så tankerne ledes hen på et Venedig i miniatureformat, og snesevis af restauranter og caféer har servering helt ud til vandet.
Bymidten er bilfri, så man bevæger sig rundt mellem maleriske bygninger, hvoraf nogle er fra 1300-tallet, bag byen stikker takkede alpetoppe op, og på vandet sejler turistbådene i rutefart rundt mellem kystbyerne. I øvrigt kan Annecy-søen prale af at have Europas reneste vand, og de lokale drikker det direkte.
Både fladt og stejlt
Annecy ligger lidt øst for Lyon og relativt tæt på både den schweiziske og italienske grænse. Rent cykelmæssigt er der frit valg på alle hylder, for er man til flade strækninger, fører en 40 kilometer lang rute omkring søen, mens bjerggeder kan få alle de højdemeter, der er behov for, i de omkringliggende bjerge. Når man dertil lægger de mange mtb- samt downhill-ruter, terrænet også byder på, må området siges at være komplet for enhver cykelrytter.
Vi vil gerne prøve det hele og vælger at gå all in. Vores plan er derfor at starte med flad panoramakørsel rundt om søen, hvorefter vi har udset os det lokale bjerg, Semnoz, som dagens højdemæssige udfordring.
Panoramaudsigt og cappuccino
Efter en times tid dukker et lille skilt op i vejkanten, og vi befinder os nu på Route du Semnoz, som fører op til bjergmassivet Le Semnoz. Ruten var en del af 20. etape under Tour de France i 2013, og det er Annecy-områdets højeste stigning med over 1.200 højdemeter, og et pas, der ligger i 1.670 meters højde.
Efter seks kilometer med en stigningsprocent på cirka 6,5 er svedperlerne for alvor begyndt at komme frem, så vi nyder de næste tre kilometer, som er relativt flade. Men kort efter kører vi ind på rutens øverste halvdel, hvor stigningsprocenterne ligger mellem 8 og 9, så vi er glade for, at der stadig er et par gear at give af.
Endelig får vi os kæmpet op på Crêt de Chatillon, som er toppen af Le Semnoz, og her ligger et lille skisportsområde. Belønningen for opstigningen er et fantastisk panoramablik over Alperne. I horisonten kan man blandt andet se Vesteuropas højeste bjerg, Mont Blanc, samt den spidse Aiguille du Midi, og langt under os ligger Annecy-søen. På toppen ligger en hyggelig restaurant, og antallet af parkerede racercykler vidner om, at mange andre har udset sig toppen som dagens mål. Inden længe sidder vi med en solid frokost og en kølig forfriskning i glasset.
Turen, vi har taget, er bare én af fem forskellige ruter op, og den er klart den korteste, men også hårdeste opstigning. Et godt alternativ til den stejle bjergvej finder man ved at cykle ud langs kysten, indtil man kommer til byen Saint-Jorioz. Her starter en 28 kilometer lang rute, der blandt andet fører op til Saint-Eustache, hvorfra der ligeledes er god udsigt over søen. Efter en kort stigning op til Col de Leschaux fører sidste halvdel af ruten op til Crêt de Chatillon - en smuk tur, som er overkommelig for langt de fleste.
Intim og hyggelig stemning
Efter at have nydt den fantastiske udsigt og rystet syren ud af benene trækker vi i vindvestene og begynder på nedkørslen. Efter godt 40 minutter står vi atter i Annecy, der med sin hyggelige middelalderstemning summer af liv. Duften af god mad trænger ind i vore næsebor, så vi vælger at slutte turen på endnu en café.
Annecy minder lidt om det yderst mondæne Lugano i Schweiz, og der er flere ligheder mellem de to byer og deres søer. Begge områder byder på stor variation af cykelmuligheder, charmerende byer langs søernes bredder, blåt og blikstille vand samt eksklusivitet. Men der er også forskelle, og hvor Lugano er relativ stor og dyr, er Annecy lidt mindre, billigere og en anelse mere intim og hyggelig.
Annecy og det bjergrige område er bestemt et besøg værd. Der er rig mulighed for at slappe af i skønne omgivelser, tage en dag ved stranden og gå på opdagelse blandt byens restauranter om aftenen. Og samtidig finder man rigeligt med cykelmæssige udfordringer til en hel ferie. Vi har stadig en tur til Col du Forclaz til gode, og det er bestemt ikke sidste gang, vi besøger dette attraktive cykelområde.
Nyttige oplysninger
Turistinformation i Annecy:
www.lac-annecy.com
Cykling i området:
www.cycling-challenge.com/top-5-cycling-climbs-lake-annecy/
Turen til Annecy:
Fra den dansk-tyske grænse er der knap 1.300 kilometer til Annecy, og hurtigste rute går via Schweiz. Vær opmærksom på, at der skal købes vignet for at køre på motorvejene.
Planlæg turen:
Annecy er bestemt et besøg værd i sig selv. En alternativ mulighed er at lave et par dages stop i området - enten på vej til eller fra Rivieraen
Aktiviteter:
Ud over cykling kan man sejle, bade, spille tennis og dyrke paragliding, canyoning og klatring
ANNONCE
ANNONCE
Vær med i klubben - find en cykelklub i nærheden af dig
Vil du også gerne deltage i cykelløb i ind- og udland?
ANNONCE
Motionsfeltet.dk • Åsvinget 5 • 9800 Hjørring • Tlf. 5155 8966 • info@motionsfeltet.dk • Cookieindstillinger