Når den længe ventede Grand Depart tager sin start i København den 1. juli, vil der unægteligt være mange ryttere, der drømmer om den gule trøje.
Og det med rette. For historiens vingesus viser, at selvom oddsene er svære, så er det muligt at overraske. Selv i verdens største cykelløb.
I denne artikel kigger vi tilbage på tre overraskende ryttere i den gule førertrøje efter Tourens første etape siden årtusindeskiftet.
Hollandsk outsider træder ud af landsmands skygge
Det, som står klarest i de flestes hukommelser, er formentlig, dengang Mike Teunissen ud af det blå sejrede på Tourens første etape i 2019.
Hollænderen var nemlig blot udset en rolle som hjælperytter. Men da holdets supersprinter Dylan Groenewegen røg i asfalten i forbindelse med et større styrt kort før mål, måtte Jumbo-Visma improvisere.
Op af hatten hev de Mike Teunissen, der noget uventet bragede forbi de rendyrkede sprintere på den brede boulevard, inden han akkurat fik kastet cyklen over stregen et mulehår foran Peter Sagan.
Teunissen brød ikke ud i noget flamboyant jubelbrøl, men den var god nok. Hans største sejr i karrieren var i hus, og det bliver næppe en dag, som han nogensinde glemmer.
Norsk jubelrus
Vi skruer tiden tilbage til 00’erne, hvor det franske etapeløb altid åbnede med en prøvelse mod uret. Turen alene mod uret bringer måske ikke samme uforudsigelighed i spil som ved linjeløb, men tilfældigheder kan så sandelig stadig spille ind.
Det var dog næppe nogen tilfældighed, at norske Thor Hushovd kørte sit livs prolog den dag i 2006. Den brølstærke nordmand har altid været god på en prolog, men han var ikke i det absolutte favoritfelt til prologen den sommerdag i Strasbourg.
Alligevel måtte de øvrige tempomaskiner ryste på hovedet i afmagt over Hushovds vanvittige ridt. Det var dog spændende lige til det sidste, hvor de tunge favoritter var ude på ruten.
Først var det David Zabriskie, der snuppede selvsamme sejr året før, der blev slået med fire sekunder. Sidenhen var det George Hincapie, der angiveligt tonsede over stregen i samme tid som Hushovd. Hundrededelene afslørede dog, at sidstnævnte var hurtigst med under et sekund. Dermed kunne han iføre sig den gule trøje for første gang i karrieren.
Amerikansk dominans
Vi fortsætter i samme spor. Året forinden tog David Zabriskie nemlig sejren og dermed løbets første førertrøje. Dengang var amerikaneren allerede en anerkendt temporytter, men han skulle typisk bruge de lange og udmarvende enkelstarter for at mose konkurrenterne.
Zabriskie havde aldrig taget en professionel sejr på en distance kortere end 28 kilometer, og denne enkeltstart var af en endnu kortere karakter på knap 20 kilometer. Derfor var han ikke topfavorit.
På dagen viste han dog, at han ikke behøvede mere end en halv time på cyklen for at varme motoren op.
Den eneste, der kunne true ham, var Lance Armstrong. Tredjepladsen, Alexander Vinokourov, tabte næsten et minut. Men selvom Zabriskie fik lov til at køre i den gule trøje dagen efter, blev præstationen senere beskæmmet og vasket af tavlen som følge af en dopingskandale.
I år starter Touren netop med en kort enkelstart, og derfor vil der sikkert være mange, der håber på en lignende overraskelse i år.
Du kan i den anledning vinde VIP-billetter til målområdet i København gennem Oddset. Deltag i Oddsets store TDF-konkurrence om billetterne herunder!
ANNONCE
ANNONCE
Vær med i klubben - find en cykelklub i nærheden af dig
Vil du også gerne deltage i cykelløb i ind- og udland?
ANNONCE
Motionsfeltet.dk • Åsvinget 5 • 9800 Hjørring • Tlf. 5155 8966 • info@motionsfeltet.dk • Cookieindstillinger