Selv om UCI regelsættet for hvordan en cykel skal se ud ikke har ændret sig meget i mange år, så betyder det ikke, at producenterne sidder stille. Tværtimod bliver grænserne for hvad der er muligt indenfor de gældende regler presset konstant og nye rammer og systemer udviklet.
Vi har testet en håndfuld spændende cykler fra lige så mange producenter, som giver deres bud på, hvordan en hurtig cykel skal se ud i 2019.
Vi har testet:
Giant TCR Advanced Pro 0
Cannondale SystemSix Disc
Specialized Tarmac S-Works Disc
Pinarello F10
Principia Aero
Masser af spændende trends
Som sagt, så udvikler landevejsprogrammerne sig hastigt hos alle producenterne. Nogle trends opstår, mens andre trends slås sammen og skaber mere komplette cykler. Nogle af de trends, som vi har set og oplevet i forbindelse med vores test er blandt andet:
Meget specialiseret eller ’all-in-one’
For blot få sæsoner siden, handlede det om at specialisere cyklerne så meget som muligt. Alt var optimeret til ét formål: At være let til bjergene, aero på det flade eller yde komfort i ujævnt terræn.
Den trend findes stadig og der udvikles i høj grad cykler, som er superoptimeret til én ting. Aerocyklerne bliver således mere ekstreme, men især komfortelementerne på allround-cyklerne bliver endnu mere udtalte.
Men, forbrugerne har ikke altid råd til at have tre cykler i garagen, så en opadgående trend er således, at slå flere af disse tendenser sammen. Det betyder, at allround-rammerne arver rørformer og geometri fra de hurtige aeroracere, mens de også tilføjes elementer fra eksempelvis komfortkategorien.
Således er der helt klar en lys fremtid for landevejscykler, som ikke er den bedste til én ting, men som gør det hele rigtig godt.
Er disc på vej mod at blive det hurtigste?
For hver sæson vinder skivebremserne endnu mere indpas. Det er faktisk gået en smule langsommere, end vi havde spået, men trenden er ikke til at overse.
Et helt klart fingerpeg er, at flere af de allerstørste producenter centrerer deres udvikling omkring rammer optimeret til skivebremser.
Det betyder, at vi allerede er der, hvor selv de mest aerodynamiske cykler til fladt terræn, nu er hurtigst i versionen med skivebremser. Faktisk gør det samme sig gældende på enkeltstartscyklerne.
Jo, skiverne kommer helt sikkert. Hver ny sæson er et skridt i den retning.
Kabler - fy fy!
Hvis man vil lave en hurtig cykel, så er det med at gemme så mange elementer for vinden som muligt.
Og nu har både producenter og kræsne forbrugere ligeledes fået øjnene op for, at tiltagene også har en væsentlig æstetisk effekt på en cykel.
Derfor er en klar trend, at rammerne forsynes med tilhørende cockpits, som kan skjule alle kabler og skabe det eftertragtede ’clean’ look.
Der går nok ikke mange sæsoner før det bliver svært at spotte et stykke kabel i cykelfeltet.
Er UCI’s grænse nået?
UCI dikterer langt hen ad vejen, hvordan cykelrammerne må og kan tage sig ud.
Der er således meget strikse krav, som skal overholdes i forhold til vinkler, mål og meget andet.
Det giver en mere fair konkurrence, hvor man ikke kan skille sig alt for voldsomt ud, ved at være sponsoreret af en producent med et stort udviklingsbudget.
Nå ja, og så sikrer det også, at sportens traditionelle æstetik forbliver nogenlunde intakt og vi ikke ser ryttere på cykler, som ligner rumskibe.
Dog ser det ud til, at producenterne efterhånden har fundet en rammeform, som er mest effektiv indenfor reglerne. Derfor ligner flere og flere rammer hinanden på tværs af mærkerne.
Mest udtalt i denne sæson er de sænkede saddelstræbere, som de fleste cykler efterhånden fødes med. Det giver nemlig både komfort og fart - indenfor reglerne.
ANNONCE
ANNONCE
Vær med i klubben - find en cykelklub i nærheden af dig
Vil du også gerne deltage i cykelløb i ind- og udland?
ANNONCE
Motionsfeltet.dk • Åsvinget 5 • 9800 Hjørring • Tlf. 5155 8966 • info@motionsfeltet.dk • Cookieindstillinger