12.04.2011 @ 01:42

I en række artikler beskriver Feltet.dk forskellige måder at opgradere sin cykel på. Det kan omhandle udskiftning af udstyr, men også være af mere alternativ slags. Cyklen skal fungere mere effektivt - uden at hverken ny ramme, gruppe eller nye hjul skal indkøbes. Denne første artikel i serien omhandler ovale klinger til kranksættet.

Et ubesværet og kraftfuldt tråd behøver ikke være, men kaldes ofte et rundt tråd. Pedalarmene drives konstant og rytmisk rundt, og følelsen hos rytteren er, at kadencen er glidende og jævn. Der trædes ikke kun ned, men muskulaturen bruges også til at føre pedalerne hele vejen rundt. På den måde udnyttes hele muskulaturen - trådet bliver effektivt.

Men, skal det bemærkes, ’det runde tråd’ trækker også på en æstetik, som bl.a. handler om, at det af kunstnere som Jørgen Leth berømmes og omtales som noget særligt smukt og værdifuldt.

Der ligger under alle omstændigheder teknik i at få et rundt tråd, og for mange skal det trænes. Hvilket også er, hvor man bør starte. Men der er også hjælp at hente på udstyrssiden.

Biopace traumet
For blot en håndfuld år siden genopfriskede den spanske cykeludstyrs-producent, Rotor, et gammelt traume: De ovale klinger til kranksættet. Det var imidlertid ikke Rotor, som tidligere havde brændt ’nallerne’ noget så eftertrykkeligt med ovale klinger.

Det var derimod Shimano, som tilbage i firserne var eksperimenterende og på vej frem - og ikke som i dag teknologisk førende med store markedsandele. I 1983 lancerede Shimano Biopace kranksættet, hvor netop klingerne var ovale. Idéen var at overvinde det ’døde punkt’, hvor begge pedaler er i en vinkel, hvorfra det er vanskeligt at træde ned med den ene og trække op med den anden. Shimano mente at have fundet formlen.

Desværre viste det sig, at Biopace tilsyneladende gjorde det endnu vanskeligere at træde ubesværet. Oveni begyndte mange at beklage sig over smerter i knæene. Hvad det end var, som Biopace gjorde, var det i hvert fald ikke godt, og Shimano droppede i 1993 konceptet fuldstændigt. Hvorefter det gik - eller blev tvunget - i glemmebogen.

Ovale klinger version 2.0
Lige indtil Rotor dukkede op med deres Q-rings klinger. Ovale var (og er) de, og mest bemærkelsesværdigt var, at de var anderledes ovale - og på kranksættet placeret den anden led. Hvad japanerne havde gjort, lød rationalet, var simpelthen at forstærke det døde punkt, frem for at hjælpe med til at overvinde det.

Noget i den forklaring lod til at være rigtig. For modsat to årtier tidligere blev Rotors klinger godt modtaget, bl.a. i en test her på Feltet.dk, og Cervelo Test-temaet med den norske klippe, Thor Hushovd, og den spanske klatrer, Carlos Sastre, gik forrest i promoveringen af klingerne og deres biodynamiske fortrin. Gennembruddet kom dog for alvor med Sastres Tour de France sejr i 2008, da han med Q-rings endnu kørte for Bjarne Riis’ tropper.

Den ny tids ovale klinger lod til at virke. Ovale klinger version 2.0 kunne man kalde det. Og gevinsterne skulle være mange - og mere konkrete end det udefinerbare runde tråd: Sammen med et mere effektivt tråd, skulle nemlig også trætheden i benene blive nedsat som følge af højere naturlig kadence. Dog kræver det af samme årsag en smule tilvænning at køre med ovale klinger.

Kort fortalt søger - og tilsyneladende lykkedes - de nye ovale klinger fra Rotor og senest også fra Stronglight med at udnytte ’power-fasen’, dvs. skabe mest mulig tid dér, hvor der muskulært kan arbejdes optimalt. Og test har bl.a. vist, at det mere jævne tråd forhindrer store ophobninger af mælkesyre i benene. Den optimerede pedalering skulle samtidig give øget power i accelerationer, bl.a. på stigninger.

Ingen ovale mirakler
Imidlertid skal man være varsom med at tro, at fordi der installeres ovale klinger på kranksættet, så kommer det runde, effektive og ubesværede tråd helt af sig selv. Det gør det næppe. Man bør i udgangspunktet overveje, om man kan opnå et bedre tråd på en traditionel rund klinge ved hjælp af opmærksomhed og øvelser i trådteknik, end ved at montere en oval klinge og så bare træde som man plejer. Indkøb af ovale klinger og skærpet opmærksomhed bør følges ad, ellers kan investeringen nemt være spildt. Og således kan det anbefales, at man, selv med ovale klinger, træner sin trådteknik - og på den måde hjælper en udvikling på vej. Hvis det altså er det, man ønsker. Og det er der i hvert fald en tendens mod i disse år.

Den sætter klingeproducenterne så yderligere skub i - godt hjulpet på vej af cykelskribenterne, som også har fokus på netop trådteknik. Eksempelvis beskæftiger Per Henrik Brask sig i sine danske cykelbøger med effektiv pedalering og illustrerer, hvordan muskler og krop påvirkes, når pedalerne føres rundt. Ganske som det danske magasin Aktiv træning i et nummer fra sidste år anviste, hvordan man kan lære at mestre teknikken og få et ”sandt Tour de France-tråd”, og det engelske magasin Cycling Active i sit seneste nummer indeholder en artikel om hurtigere pedalering.

Der skulle altså være godt med hjælp at hente, hvis man vil træne og optimere sit runde tråd. Også på udstyrsfronten, hvor ovale klinger tilbyder sig som en oplagt opgradering til cyklen.

Læs testen af de nye ovale klinger fra Stronglight: Stronglight Bio Concept.

Læs evt. også testen fra 2010 af Rotors Q-rings. 
 

EM-oversigt: Resultaterne og medaljetabel
Få her det store overblik over EM i cyklecross 2024.
Produktfokus: Favero Assioma Pro MX-2 og Assioma Duo watt-pedaler
Anders Lund har fået nyt job
Tidligere rytter og landstræner Anders Lund har nu fremtiden på plads. 
Bjarne Riis forudser stor dansk succes i Touren
Bjarne Riis forventer dansk Tour-succes næste sommer. 
Her er Tour de France-ruten 2025
Ruten til næste års Tour de France er netop blevet offentliggjort i Paris.
”Vingegaard-effekten” er stadig større trods fænomenalt hjemmebane-VM, mener træner
VM på hjemmebane i Ballerup Super Arena blev en enorm succes, og opbakningen var enorm fra de danske fans. Alligevel tror den tidligere rytter Jimmi Madsen, at en vis Tour de France-vinder appellerer mere til fremtidens ryttere.
Grand Tour-etape slutter i Slovenien ifølge medie
Skal man tro det slovenske medie Siol, får Slovenien en etapeafslutning i næste års Giro d’Italia. 
Stor VM-oversigt: Få alt det bedste fra danskernes magi i Ballerup
En stor uge ved VM i banecykling i Ballerup er slut, og der har været danske succesoplevelser på stribe. Feltet.dk har her samlet alle reaktionerne fra danskerne hele ugen.
Vingegaard-beslutning revses af Bruyneel: Ikke en grund
Jonas Vingegaards beslutning om at afslutte sin sæson tidligt undrer Johan Bruyneel.

Instagram #motionsfeltet

Motionsfeltet.dk   •   Åsvinget 5   •   9800 Hjørring   •   Tlf. 5155 8966   •   info@motionsfeltet.dk   •   Cookieindstillinger

Andet