Cykelsportsfans i Danmark får nu masser at glæde sig til.
Den Europæiske Cykelunion, UEC, har nemlig tildelt Viborg og Silkeborg fire europæiske mesterskaber, som vil blive afholdt over de næste fem år. Det skriver de i en pressemeddelelse.
Og det er i de smukke offroad-scener i den midtjyske natur, at de store slag om EM-trøjerne skal afholdes.
Der er nemlig tale om tre mountainbike-mesterskaber og et gravel-mesterskab, som skiftevis skal afholdes i de to byer.
Kavalkaden af cykelløb starter allerede i år i Viborg, som har fået æren af at afholde MTB-marathondistancen for eliterytterne.
To år senere i 2026 indtager de yngste Silkeborg og omegn, når ungdoms-EM i mountainbike skal afholdes. De kommer tilbage igen i 2027, men denne gang hedder destinationen Viborg.
Festlighederne sluttes af i 2028, hvor Silkeborg skal være vært for EM i den hastigt voksende grusvejsdisciplin, populært kendt som gravelcykling.
Et fremragende cykelland
Ifølge UEC er det ikke helt tilfældigt, at netop Danmark er blevet valgt som værtsland til mesterskaberne.
”Vores beslutning om at tildele disse fire europamesterskaber til Danmark understreger anerkendelsen af dette nordiske land som et ideelt sted for cykelbegivenheder af denne art. Det afspejler en omhyggelig vurdering af landets karakteristika, hvilket gør det særdeles velegnet til afholdelse af offroad-cykelløb som MTB og Gravel,” siger UEC-præsident Enrico Della Casa ifølge pressemeddelelsen.
Beslutningerne er taget efter samarbejde med Danmarks Cykle Union, Silkeborg Kommune, Viborg Kommune og Sport Event Denmark.
Viborg-borgmester Ulrik Wilbek ser ifølge meddelelsen stort potentiale for byen i forbindelse med begivenhederne.
”Vores strategi handler både om at skabe store oplevelser og om økonomisk vækst for hoteller, restauranter, detailbutikker osv. Vi er meget glade for at kunne skabe begivenheder, som skaber økonomisk vækst og fremviser vores kommunes kulturelle og sportslige rigdom,” siger han.
Også DCU-formand Morten Anderson ser potentiale i den opmærksomhed, som mesterskaberne kan skabe omkring mountainbikesporten.
”De europæiske mesterskaber er både en fantastisk begivenhed i sig selv og en inspiration for alle i MTB-sporten i Danmark - ikke mindst vores yngre generationer, som vil få muligheden for at se deres idoler og de største atleter i aktion.”
Senest var et mesterskab MTB-marathondistancen i landet i 2022, hvor Haderslev var vært. Pressemeddelelsen fortæller ikke noget om, hvornår EM-løbene køres, men de sidste fire år er MTB-marathondistancen blevet afholdt i juni måned.
ANNONCE
ANNONCE
Vær med i klubben - find en cykelklub i nærheden af dig
Vil du også gerne deltage i cykelløb i ind- og udland?
ANNONCE
Motionsfeltet.dk • Åsvinget 5 • 9800 Hjørring • Tlf. 5155 8966 • info@motionsfeltet.dk • Cookieindstillinger