Søndag den 14. juni 2015 klokken 10 afvikles motionscykelløbet Munkebjerg Classic i det smukke, kuperede terræn omkring Munkebjerg ved Vejle for 13. gang. Sidste års udgave af motionscykelløbet Munkebjerg Classic tiltrak deltagere fra hele Danmark. Det vidner om, at det unikke koncept med paradekørsel, spurter og ræs i Danmarks vildeste bakker efterhånden er kendt vidt omkring blandt landets motionscyklister.
”Munkebjerg Classic er et lidt anderledes motionscykelløb, der både henvender sig til den øvede motionist og til hende, der bare holder af en udfordrende cykeltur i Danmarks mest kuperede område. Det specielle ved løbet er, at alle deltagere kan få deres lyster styret i forhold til at prøve kræfter med både flade spurter og udmarvende ryk op ad Munkebjerg - Danmarks svar på Alpe d´Huez”, fortæller Kaare Manniche Ebert fra Børkop Motions Cyklister, der står bag løbet.
Masterbil kører forrest
Løbet afvikles søndag den 14. juni 2015 fra klokken 10. Starten går fra Munkebjerg Hotel og ruten er på cirka 100 km. De første 65 km bliver kørt i samlet flok efter en masterbil, der bevæger sig med et gennemsnit på ikke over 30 km/t. I løbet af de 65 km er der indlagt fire spurter - to bakkespurter og to flade. Der er opsamling efter hver spurt. Ruten vil være mærket op med tydelige pile, så de deltagere, der ikke ønsker at følge masterbilen, kan følge pilene frem til mål. Af sikkerhedshensyn er deltagerantallet begrænset til 150 ryttere.
To gange op ad Munkebjerg
Løbes gives frit efter fjerde spurt på Ibæk Strandvej, cirka 35 km før mål. I den sidste del af løbet skal Munkebjerg bestiges to gange og løbet afgøres på toppen ved Munkebjerg Hotel. Netop denne stigning er berømt blandt danske cykelmotionister. Dels fordi den er næsten 1½ km lang med en gennemsnitlig stigningsprocent på 7, men især fordi den på de sidste 200 meter op mod hotellet er meget stejl med en stigningsprocent på hele 16. Her bliver alle udfordret, og der er nærmest garanti for drama, når de forpustede cykelryttere skal over bjerget anden gang på vej mod målstregen.Rytterne passerer Munkebjerg første gang ved 12-tiden, og løbet afgøres samme sted cirka 1 time og 15 minutter senere.
Fokus på trafiksikkerheden
Af hensyn til deltagernes sikkerhed vil der være posteret frivillige fra cykelklubben på udvalgte lokaliteter på vejene i Børkop og omegn, som skal hjælpe rytterne med at holde øje med trafikken. Foran feltet kører som nævnt en masterbil, og langs ruten vil der være skilte, der markerer, hvor der skal drejes. Børkop Motions Cyklister har således gjort meget for at optimere sikkerheden for deltagerne.
Mød op
Til sidst en opfordring til at møde op på Munkbjerg fra klokken 12 søndag den 14. juni. Den levende kulisse af begejstrede tilskuere på den sidste, stejle stigning inden målet på toppen af Munkebjerg vil helt sikkert inspirere rytterne til at yde deres bedste!
Læs alt om løbet på www.bmc-cykling.dk
Du kan tilmelde dig Munkebjerg Classic.
Løbet i 2013 blev anmeldt med topkarakteren 5 C’er: Læs anmeldelsen her.
ANNONCE
Vær med i klubben - find en cykelklub i nærheden af dig
Vil du også gerne deltage i cykelløb i ind- og udland?
ANNONCE
Motionsfeltet.dk • Åsvinget 5 • 9800 Hjørring • Tlf. 5155 8966 • info@motionsfeltet.dk • Cookieindstillinger