29. september var dagen, hvor den sidste afdeling af DGI MTB Cuppen skulle afholdes. Det var Sorø Bicycle Club, der var arrangør, og de havde valgt at afholde den på sporet i Bromme Plantage, som er et spor, der viste sig at være en positiv overraskelse.

Jeg havde ingen ide om, hvordan sporet i Bromme Plantage var, og med de seneste dages regn frygtede jeg, at det ville blive en glat og fedtet omgang. Da jeg mødte nogle af mine klubkammerater og de fortalte, at der var mange rødder, var det med bange anelser, at jeg begav mig ud på prøveomgangen.

For at sige det lige ud; jeg er ikke gode venner med glatte rødder, jeg er simpelthen bange for at falde og slå mig. Også selv om vores lokale sporninja, André, engang har fortalt mig, at frygten er din ven og en god motivator.

Foto: LH-Foto / Lasse Hyllehøj

Nå, men det viste sig heldigvis, at de værste rødder var samlet på de første par hundrede meter af ruten, og så kom der en sektion cirka midt på ruten med mange rødder.

Resten af ruten var et ganske underholdende spor med godt flow og en virkelig god udnyttelse af terrænets naturlige features. Og på trods af masser af regn i dagene op til den afsluttende afdeling, var der næsten ikke noget mudder. Så det tegnede til at blive en sjov formiddag i Bromme Plantage.

Og det var til trods for at jeg ikke havde siddet på cyklen i to uger op til løbet, da jeg havde været i Norge og arbejde. De to uger gik med at arbejde 14 timer i døgnet, spise og sove. Ikke den bedste optakt til et cykelløb.

Men selve løbet forløb for mit vedkommende som det plejede; tungen ud af halsen fra start til slut, og i mål som nummer 37 ud af 50 deltagere i Herre-50 klassen.

Denne gang var jeg dog påpasselig med ikke at gå i det røde felt fra start af, hvilket betød at jeg ikke på noget tidspunkt følte, at jeg ramte muren.

Foto: LH-Foto / Lasse Hyllehøj

Jeg havde endog overskud til at give den max gas på opløbsstrækningen, og køre over stregen med en god følelse.

DGI MTB Cup er et virkeligt hyggeligt arrangement, men med et tydeligt element af konkurrence.

Er du blandt de rigtigt hurtige, kører du selvfølgelig for podieplaceringerne, og er du knap så hurtig, kører du måske for at komme i top-10.

Så er der dem som mig, der fører en kamp mod mig selv, om at give den alt hvad du har, og måske gøre det bedre end sidste gang.

Og sådan nogle langsomme typer som mig, bliver naturligvis overhalet undervejs, men de hurtige drenge og piger er gode til at overhale på en hensynsfuld måde under forudsætning af, at man som langsom rytter giver plads. Så på den måde bliver løbet afholdt i en meget behagelig atmosfære.

Foto: Action Photo Crew

Det er, som navnet antyder, en løbsserie der arrangeres af lokale klubber i samarbejde med DGI, og ud over at klubberne har disket op med nogle virkeligt sjove og underholdende spor, skal der lyde en særlig tak til Mette Thorning fra DGI.

Hun er den store drivkraft bag arrangementet, og har sørget for at alt har klappet, at der var styr på tilmeldinger, at der blev sendt infomails ud i rette tid osv.

2019 blev hendes sidste DGI Cup, da hun havde fået nyt job, og det blev da også en tårevædet omgang, da hun skulle holde farvel tale for alle rytterne.

Herfra skal der lyde en stor tak til dig Mette, og held og lykke i dit nye job.

Foto: LH-Foto / Lasse Hyllehøj

Som beskrevet herover er jeg ikke den hurtigste på sporet, men jeg er dog så ambitiøs, at jeg gerne vil kravle lidt op i tabellen; så hvad skal der til for at jeg bliver hurtigere? Hvor er det skoen trykker? Skal jeg blive bedre til at køre opad; er det min teknik, der skal forbedres eller skal jeg have bedre udstyr?

Det sidste er i hvert fald ikke tilfældet, da jeg har været forkælet med en virkelig god XC-cykel i år.

Som en klog mand har sagt, så kan XC løb vindes opad og tabes nedad. Og hvis jeg skal gøre mig nogen forhåbning om at komme længere op i tabellen, skal der nok sættes ind på flere fronter.

Først og fremmest skal der trænes intervaller... mange, korte og hårde intervaller, da et MTB XC løb består af rigtigt mange accelerationer; hver gang du skal op i fart efter et sving eller du skal op af en kort stejl stigning, ligger du og kører intervaller.

Nu er jeg ikke uddannet cykeltræner, men det vil være min tilgang til træningen, samtidig med at jeg vil køre nogle lange intervaller ved medium belastning, for at opbygge udholdenhed, da et løb i DGI Cuppen varer 70-80 min, så en vis udholdenhed er bydende nødvendigt, hvis ikke jeg skal gå død undervejs.

Selv om jeg godt kan finde ud af at styre en MTB, skal der helt sikkert også arbejdes på teknikken, da jeg kan mærke, at jeg taber meget fart på de tekniske passager, og dermed skal arbejde hårdere for at komme op i fart igen.

Foto: LH-Foto / Lasse Hyllehøj

Og hvis jeg så lige kunne tabe 5 kilo vil det gå lidt lettere op ad stigningerne.

For mig er den største hurdle nok det mentale, evnen (læs viljen) til at kunne køre de sidste 2 bakkeintervaller for fuld skrue, når smagen af blod trænger sig på og lårene brænder. Jeg er ikke så god til smerte, men det er naturligvis et spørgsmål om disciplin; hvis planen dikterer, at du skal køre intervaller, så fuldfører du dem, mens du minder dig selv ind at smerte blot, er svaghed der forlader kroppen… Det lyder jo nemt!

Hvor langt er det så muligt at kravle op i tabellen, hvis jeg lægger en seriøs indsats i træningen? Tja, hvis jeg kigger på tiderne fra det sidste løb, hvor jeg blev nr. 37, så kørte jeg en omgang på cirka 17,5 min, mens nr. 20 kørte på godt 15 minutter og nummer 10 kørte på 14,5 minutter.

Så der skal virkelig skæres noget af omgangstiderne hvis jeg vil i top-20.

Nu må vi se, hvordan det går med at presse mig selv i træningen, jeg har i hvert fald en ambition om, at jeg skal gøre det bedre til næste år end jeg har gjort det i år. Hvor langt det så rækker, det ser vi til foråret, når DGI Cuppen starter op igen.

Læs de øvrige blog indlæg:

Motion: Min MTB-sæson

Motion: Min MTB-sæson - Hvor svært kan det være?

Motion: Min MTB-sæson - Jeg kører på cykel for sjov